Jeg træder et skridt tilbage, kan mærke at Rikke ikke er tilfreds. Hendes øjne æder sig ind i mit sind, gør mig dum og nervøs. Jeg fumler med hænderne, bliver ved med at pille med dem. Rikke er der som en gribe. Hun hiver dem fra hinanden, slår mig over den ene. Endnu engang træder jeg skridt baglæns, prøver at flygte, men det lykkes ikke. "Du kan da svare, pigebarn," skriger hun, nu ude af sig selv. "Svar mig," hun griber fat i min bluse. "Jeg har ikke taget dem," hvisker jeg grådkvalt. "Hvem har så?" Rikke rusker mig så mit hoved dunker op og ned. "Det ved jeg ikke. Jeg ved det ikke," jeg kan ikke holde tårerne tilbage mere. Stirrer bange ind i hendes ansigt. Hun hader mig, det kan jeg se på hende. Hendes øjne er blodskudte, forlanger noget af mig jeg ikke kan give. "Sig det var dig der tog de penge på bordet," skriger hun igen. Jeg ryster på hovedet. Jeg vil ikke sige det var mig, for det er jo ikke mig. Jeg har set Henriette putte dem i lommen. Hun er kørt ind til byen på cykel, tror jeg. Rikke kan aldrig drømme om at dømme hende for at stjæle. Hendes datter stjæler eller ryger ikke. Det er kun mig der kan finde på den slags. Og jeg har aldrig gjort nogen af delene. "Det var ikke mig," hvisker jeg igen. Vi hører trin på trappen, Niels må være her nu. Endelig slipper Rikke taget i min bluse og jeg kan trække vejret frit. "Nå, hvad er der los?" siger han lidt for munter. "Det er Helle. Hun vil ikke sige det var hende der havde taget pengene på bordet. Jeg havde lagt dem frem til aftensmaden," Rikke peger med en anklagende finger på mig. "Hun er en simpel tyv. Sådan en vil jeg ikke have boende. Hun må flytte, hvis hun ikke indrømmer det er hende der har taget dem," hun peger igen på mig. Peger på mig, så jeg er udenfor. Jeg tørrer snot og tårer væk. Jeg er udenfor, ikke deres datter, bare en kommunen har losset af. En de må trækkes med og som aldrig lever op til deres forventninger. Jeg er som en hund de er nødt til at slæbe efter sig. Niels løfter blikket og kigger vurderende på mig. Et øjeblik føler jeg mig noget værd, et øjeblik føler jeg virkelig han ser mig. "Du har jo taget de penge. Det kan du godt sige, ikke? Hvis du ikke siger du har taget dem, kan du ikke bo her," hans blik er roligt og vurderende. Jeg tør godt sige ham imod. "Jeg har ikke taget dem," siger jeg med roligere stemme end jeg selv har forventet. "Hvem har så?" spørger Rikke bag ham. "Henriette tog dem," jeg ser lige på hende. Hun tror mig ikke. De sender mig op på værelset så jeg kan tænke over det, men hvad er der at tænke over? Alene med mine tanker får jeg lyst til at flå alt ned fra hylderne. Latterlige hylder Rikke har fået sat op, så Henriette kunne have ting til at stå herinde. Ting hun ikke gider at glo på. Jeg begynder at bladre hendes bøger igennem, hidsig er jeg ved at rive en side ud, men noget stopper mig. Det er forkert. I stedet smider jeg mig på sengen og prøver at lade være med at tænke. De kalder mig ned fordi vi skal spise. Halvvejs venter jeg på at de nævner episoden med pengene igen, men det gør de ikke. De ser mig ikke, Niels rækker kartofler forbi mig over til sin kone. De smiler kærligt til hinanden, har vist glemt at jeg er der. Henriette mumler surt at hun ikke gider glo på deres kærlighedsaffære, og det får dem til at stoppe. Hun kan få dem til alt. "Det var godt du var ude og handle," siger Rikke og stryger en hånd over hendes kind. Det gør hun aldrig ved mig, jeg får knap et kærligt ord. "Du havde lagt penge til mig på køkkenbordet," griner Henriette. "Ja, det havde jeg da. Tog du dem alle sammen?" spørger hendes mor. Henriette nikker. "Ja, jeg skulle jo ned til Rasmus, så jeg tog dem lige efter skole," hun rødmer lidt. Nu må de da sige undskyld, nu må de da kunne se at jeg ikke har taget dem. Men de siger ikke noget, kigger ikke på mig. Stille falder jeg væk. Jeg hører ikke hvad de snakker om, spiser ikke, men falder mere og mere ind i rummet. Om lidt klan de bære mig væk med stolen, fordi den er groet fast til mig. Om lidt er jeg luft, de vil ikke kunne se mig, høre mig eller røre mig. Om lidt er jeg væk. Opslugt, fordi jeg er ingenting.