Hun aner ikke hvad de snakker om. Ved bare at hun er sulten. Hendes mave knuger sig sammen på midten.
   Robotstemmen siger noget igen. Minder hende om hvor hun er.
   "Du skal lige skrive under her," den peger med en stang. Forsigtigt tager hun staven og sætter et kryds. Hun har aldrig gået i rigtig skole. Og hun skal ikke ud i samfundet. Hun skal et sted hen med lukkede døre og vinduer.
   "Det er det bedste for dig, for du hører ikke til ude i samfundet. Du vil ikke vide hvordan man gebærder sig," siger robotten. En dør går op med en piben. Det er mørkt bag den.
   "Jeg er mørkeræd," hvisker hun og stikker en knoer i munden, for at stoppe gråden.
   "Det behøver du ikke at være, lille ven," en sød robotstemme tager sig af hende. Lokker hende henne fra mørket.
   Amalie går langsomt nærmere. Hun tør nok godt, når robotstemmen siger hun ikke behøver at være bange.
   "Ser jeg aldrig mor og far igen?" spørger hun skælvende.
   "Det kan da nemt ske. Vi er ved at indføre besøgstider, der hvor du skal hen. Det bliver så sjovt. Du kan tro at der er rart," robotten ligger en arm om hendes skulder.
   "Vi laver mad og synger sange og ser fjernsyn og går ture. Vi holder jer i gang, så I kan have det godt," robotstemmen er beroligende.
   Hun tager det afgørende skridt og står pludselig i den mørke gang.
   "Se, vi skal bare lige herhen og ind ad en anden dør, så er vi snart ved Mariehønen," robotstemmen lyder venlig.

Mørket er ikke så farligt. Amalie hører om alle de rare ting hun skal opleve på Mariehønen. Hun har aldrig prøvet at lave mad, men det lyder dejligt.
   "Det er der ikke tid til i den rigtige verden," siger robotstemmen sukkende.
   De mennesker som kommer igennem og ud i samfundet. De er travle," sukker robotten.
   "Men I piger skal nok få det dejligt. Det er som at komme ud en dag i forårets første dage. Der er blomster og store enge. Jo, du vil få det dejligt," nikker robotten bestemt.

Robotten har ret. Her er rart. Et stort rum i midten som er fællesstuen. Der er piger over alt, de ler og er muntre.
   Amalie får et værelse, som vender ud mod en lille park med træer. Det er så længe siden hun har set træer og vand. Værelset er indrettet med en hyggelig seng og et lille bord og en kommode.
   "Ude i verden bruger man ikke så meget mere. Menneskene derude sover ikke så meget. Der findes piller i dag. Masser af piller, som kan få en til at undvære søvn og mad," har robotten sagt. Alt det ved Amalie godt. Hun har taget piller sammen med mor og far. De ved ikke engang at hun er her. Tænker vel ikke på hende mere. Hun har altid været til besvær derhjemme. Kløet sig lidt i hovedet og virket dummere end sine søskende.
   "Hvorfor bor her kun piger?" spørger hun om ved aftensmaden. Det er mærkeligt at sidde ned og spise.
   "Fordi de ikke vil have at vi får børn. Det er forbudt at se mænd," en af de andre piger svarer.
   "Det er rigtigt. Der er ingen der slipper godt fra det. Så lad vær med at gå udenfor Mariehønens område," advarer en robotstemme.

Amalie sidder på sengen og kigger på skærmen. Der er billeder af hendes familie. Mor, far og tre søstre. Robotten har spurgt om hun savner dem, og det gør hun. Hun savner dem.
   "Måske kan de komme og besøge dig en dag?" forslår den. Det er en kvinderobot med en sød og rar stemme.
   "Det får de da ikke tid til," snøfter Amalie.
   "Måske. Hvis du spørger dem," siger robotten og lister ud af døren.
   Hun er meget alene på værelset. Det er alle pigerne. Robotterne siger de skal hvile sig. Men for hvad? Amalie er ikke træt. De spiser, synger, hjælper lidt med maden, hvis robotterne vil. De spiller og læser. Det kan man ikke blive træt af.
   "Bliver I aldrig trætte af at være her?" spørger Amalie en dag.
   "Nej, der er ikke noget vi skal. Vi kan næsten drikke alt det sodavand og kakao vi vil. Vi får de ting vi gerne vil, hvis bare vi ikke overtræder deres regler," de andre piger er optaget af spillet. De smiler og vil gerne have hende med.
   "Jeg går en tur udenfor. Det er så dejligt derude," hun peger på blomsterne og den nyslåede plæne.

Udenfor er det varmt og luften er frisk. Det er noget andet, end hjemme ved hendes forældre. Der er ingen sol og varme. Ingen forskel på årstider, nat og dag. Mon de tænker på hende? Sikkert ikke. Hvorfor skal de det? De har så travlt med at holde verden i gang. Og hun sidder her mellem blomster og bier.
   Solen skinner på hendes ansigt og får hende til at smile.
   Der er skov ikke langt fra Mariehønen. Måske kan en tur ind i den, få hende til at føle sig bedre tilpas? Der er køligt og alligevel lunt.
   Grene knækker under hendes fødder og blade rasler så dejligt.
   Der er ingen stier og hun går mellem træers tætte stammer. Midt i skoven kan hun høre fuglene synge og smiler. Hun er glad og alligevel er det som om der mangler noget. Mennesker. Dem hun holder af.

"Hej," der er pludselig en stemme der får Amalie til at stoppe.
   "Hej," hun ser længe på ham. Kan ikke lade være. Han er køn. Hans øjne er nøddebrune og håret kraftigt og mørkt.
   "Hvor kommer du fra?" spørger han.
   "Mariehønen," hun nikker i retningen hun er kommet fra.
   "Jeg kommer oppe fra Sandbanken. Det ligger deroppe," han peger.
   Han hedder Mikkel og har store flotte smilehuller.
   "Jeg vidste ikke her boede piger," siger Mikkel.
   Jeg vidste heller ikke her boede drenge," hun smiler. Kan ikke lade være.
   "Vi må ikke se jer," Mikkel lyder bedrøvet.
   "Nej, men du er nu sød," hun rækker ud efter hans hånd og han lader hende tage den.
   "Du er også sød, Amalie," hvisker han blidt i hendes øre.

Amalies humør er meget bedre under aftensmaden. Det gør ikke noget de larmer lidt, eller hun ikke ser sin familie lige med det samme. Der hvor Mikkel har kysset hendes kind, er hun varm og glad.
   "Vi har fået lov til at dyrke vores egne grøntsager," jubler en af de andre.
   "Ja, og vi må helt selv bestemme hvad det skal være for nogen. Jeg vil gerne have tomatplanter og gulerødder," siger en. Amalie er ligeglad. De kan dyrke alle de grøntsager de vil. Bare hun kan se Mikkel. Bare en gang imellem.

Hun ligger med sin hånd tæt på den kind, han har kysset hende. Hvorfor må de ikke ses? Fordi de ikke må få børn? De skal ikke have børn, hvordan skulle de bære sig ad med det? De har ikke de piller, mor og far tager for at få dem. Man får vel ikke børn, bare fordi man snakker med en dreng? Nej, det gør man nok ikke.
   Dagene efter går hun alene i skoven. Går derude, selv om det regner og blomsterne har foldet sig sammen. De spørger hvad hun laver.
   "Jeg går bare en tur. Her er så dejligt," svarer hun.
   "Ja, I har det dejligt her. Husk det," siger robotterne til dem alle sammen. Er det en advarsel?
   Amalie gyser ved tanken. De må ikke opdage at hun har mødt Mikkel. Aldrig.

En varm dag flere uger efter, står en lille lyshåret dreng i deres lysning. Hans blik er bange, og hans krop ryster.
   "Hej, er der noget galt?" hun smiler til ham. Måske kender han Mikkel?
   "Jeg er kommet oppe fra Sandbakken," selv hans stemme er mørk og dyster. Fuld af ulykke.
   "Jeg kommer oppe fra Sandbakken. Det har taget lang tid at komme herned. Og jeg må tilbage. Hurtigt. Ellers bliver jeg bare den næste," sveden løber fra hans pande. Stakkels dreng.
   "Vil du ikke have noget at drikke?" spørger hun.
   "Jeg skal bare give dig det her. Det er heldigt du er her, ellers havde jeg bundet det i træet, som Mikkel sagde," han rækker hende en lille ting, før han sætter i løb imellem træerne. Tilbage til Sandbakken.

Amalies hjerte banker. Hvad er det? Hvorfor kommer Mikkel ikke selv? Er han blevet opdaget? Kender de til deres møde?
   Forsigtigt folder hun papiret ud, det er skrøbeligt. Det er Mikkels stemme, der lyder fra papiret.

Amalie, jeg er nødt til at advare dig. Det må gå stærkt. De ved det med os. Jeg ved det. Jeg kan se det på de andre. De andre er hundeangste. Vi kan ikke se mere, ellers ender vi i mørket. Og det vil vi ikke. Ingen af os er tjent med mørket for altid. Nyd blomsterne og husk vores korte møde. Jeg vil ikke bringe dig i fare.

Mikkel

Hun tørrer øjnene. Mærker gråden komme helt nede fra maven og vil op. Det er ikke sket før, eller også er det så lang tid siden, hun ikke husker det mere. Det er ikke retfærdigt at det skal være sådan. Hun må snakke med dem. Robotterne, hvis de bestemmer noget?
   Hendes knoer er helt røde af at være knyttet. Hun rejser sig, sparker ud efter blomsterne, som om det er deres skyld. Det er det på en måde også.
   Hun ser ikke hvor hun går, mærker benene bevæge sig. Det er så uretfærdigt at det gør ondt. De er onde, er de. Robotterne, hele den verden, de ikke må være en del af.

"Amalie," en af pigerne kalder.
   "Du skal ind på kontoret. Det er vist noget med din mor," pigens øjne er fulde af tårer. Mor? Amalie ryster lidt ved tanken.
   "Ser du," robottens stemme er medfølende.
   "Det har vist sig at din mor lider af en sygdom. En der gjorde det af med hende til sidst. Hun havde det ikke godt, og derfor er der begravelse. Jeg ville have haft dem herude, eller på skærmen, så du kunne se dem, men de var optaget af din mors sygdom og livet derude. Du ved hvor travlt der er," siger robotten. Hun siger ingenting, modtager beskeden med oprejst pande. Det er mere synd for far og de små. Det er dem der mærker hun er væk. Ikke hende.
   "Vil du hjem til begravelsen?" der er stille. Spørger den om hun vil hjem? Det ved hun ikke, hvor skal hun vide det fra? Det er altid de andre der ved det. Robotten må vide det.
   "Skal jeg det?" spørger hun.
   "Nej, det bestemmer du," robotten venter.
   "Der er begravelse i dag. Du ved hvor travlt der er," siger robotten utålmodigt. Trommer med fingrene i bordet.
   "Nej, jeg bliver vel bare her. De har nok at se til derude, uden mig," siger hun.
   "Jeg synes ellers du skal tage med," robotten giver hende et kærligt skum hen i mod en dør. Tage med? Sagde den ikke at det var hendes egen beslutning?
   "Jeg har ikke lyst," protesterer hun og prøver at stritte i mod. Nej, det er ikke hende der bestemmer. Det er dem, som altid.

Amalie," fars ansigt er forvredet. Det ser ud som om han har grædt.
   "Hvad ligner det ikke at ville med til sin mors begravelse?" spørger han irriteret. Ser ud som han vil ryste hende.
   Jeg troede helst I var fri," mumler hun. Far ryster på hovedet, mumler noget i det store tunge skæg. Han slår ud efter hende, og rammer den ene kind.
   "Så kan du lære at opføre dig," brummer han.
   Det går så hurtigt alt sammen. Amalie kan ikke følge med. Hun ser med tårefyldte øjne på kisten. Hun kan ikke huske hvordan mor ser ud.
   Hendes søstre står og stirrer på den med tomme øjne. Det er som om de har grædt det de skal græde.
   Efter begravelsen er der ingenting. Far siger det er spild af tid og penge.
   "Alle skal tilbage til arbejde," nikker han. Han har taget fri, vil lave et eller andet med pigerne. Være sammen med dem, som de kalder det, når de sidder i stuen med hovederne nede i deres nyeste teknik. Ingen siger noget. Ingen nævner mor. Amalie synes stuen ser kedelig og død ud. Der er ingen blomster, ingen pynteting. Der er en sofa og en stor skærm.
   "Mere har vi ikke brug for," siger far.
   Amalie har ikke noget at lave. Hun stirrer på de andre og synes tiden snegler sig af sted.

"Hvad laver I på det sted?" spørger far med rynkede bryn. Amalie trækker på skuldrene. Ved ikke hvad hun skal svare. Fortæller om maden, blomsterne og haverne.
   "Men der må da også være drenge, der er sådanne steder?" spørger hun forsigtigt.
   "Sikkert," hendes far trækker på skuldrene.
   "Der er masser, men I må ikke se dem," siger den ældste af hendes søstre ondskabsfuldt.
   "Nej, men hvorfor? Hvis vi ikke laver børn, kan det vel være lige meget," siger hun med et skuldretræk.
   "For ikke at give jer muligheden. Det er nemmere at lade jer være hver for sig," far trækker på skulderen Han er ligeglad.
   "Jamen, det er uretfærdigt," siger hun og er ved at række tunge. Der er ingen der siger noget. De er ligeglad med hvad hun mener. Ligeglad med hendes liv.
   "Kommer I en dag og ser det?" spørger hun og håber det ikke. De ser ikke engang op, men far mumler de har så travlt så travlt.
   "Du må komme engang imellem," svarer far endelig.
   "Hvorfor? Hun kan jo ingenting," den ældste af hendes søstre ser vredt på hende.
   "Der for kan hun godt komme på besøg," deres far siger far og lukker samtalen af.

En stemme siger hendes navn. Siger hun skal komme hen til døren. Er det nu? Skal hun siger farvel til dem? Hun mumler et lavt farvel, men de ser ikke på hende. Hun går hen til døren og mærker en usynlig hånd på hendes skulder.
   "Du skal ikke være bange, vi skal af sted nu," siger en robot. Hun er så vant til dem. Stuen forsvinder og der dukker noget andet op. Noget der er smukkere end Mariehønen.
   "Det er jo ikke.. " begynder hun.
   "Nej, det er Paradiset," siger robotten.
   "Det er bedst sådan. Det kan du vel forstå?" siger robotten utålmodig. Alle hendes ting står på det nye værelse, robotten viser hende. Der er blomster med velkommen til. Har de brugt den tid hun har været til mors begravelse, til at flytte hende? Hvad med Mikkel?
   "Han er det samme sted. Det var nemmest at flytte dig. Du har jo ikke boet på Mariehønen så længe. Og her er masser af søde piger på din alder. I skal nok komme ud af det med hinanden.
   "Du kan gå så langt du vil. Der er ingen drenge her. Det er kun jer," siger robotten og klapper hendes hånd.
   Amalie stirrer ud på verden udenfor. Pigerne udenfor smiler og ler. Hun føler sig så let at hun kan svæve. Mærkeligt sted. Skal hun bo her altid? Det skal hun vel. Hun tøver ikke, men tager en dyb indånding og træder ud i den nye ukendte verden.