Jeg sidder med tasken klemt inde mellem mine ben. Bliver ved med at knuge om den. Jeg ringer med klokken ved det gule hus. Spejder efter mor. Hun står hvor hun plejer. Som om hun ikke har flyttet sig en tomme siden sidst. Selv tøjet er det samme. Måske har hun stået her de sidste fjorten dage? Jeg fniser. Kan ikke lade være. Noget sjov skal man vel have. Jeg når kun at få den ene fod på jorden, før hun er der. Knuger mig ind til sig. Ugler mit hår.
   "Hvordan har mors store pige det?"
   Det irriterer mig. Folk kigger. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide min mor. Det kan jeg. Det skal jeg kunne. Det er min mor. Måske er det fordi, jeg er blevet klar over det min mors handicap. Jeg kan ikke sige jeg er plejebarn, fordi min mor drikker eller er på stoffer. Det er hun ikke. Hun er udviklingshæmmet. Og folk kigger og ryster på hovedet. Så tror de straks at jeg også fejler noget. Men det gør jeg ikke.
   Vi går hjem til min mors lille to værelseslejlighed. Opgangen stinker af bræk og tis. Min plejemor vil ikke være gået ind. Men jeg gør. Jeg er jo min mors datter.
   "Jeg har købt medister til aftensmad, Nina," siger mor.
   "Det er fint," siger jeg. Vi spiser rugbrød med spegepølse til frokost. Mor smører en fed klat smør på som altid.
   "Mor, jeg kan altså godt selv," siger jeg irriteret.
   "Kan du?" hun ser så overrasket på mig.
   En smule bebrejdende, fordi jeg ikke længere er lille Nina. Jeg smører selv resten af mine madder. Mor glemmer hurtigt. Hun henter saftevandet i køleskabet. Inden hun går tilbage kaster hun et blik ned i gården.
   "Klokken er et. Fru Jørgensen hænger altid vasketøj op klokken et," mumler hun.
   Jeg aner ikke hvem fru Jørgensen er. Mærkeligt at jeg ikke har bemærket min mors sære vaner lidt før.
   "Skal vi se en film?"
   "Det plejer vi," nikker jeg.
   Jeg prøver at smile, men det bliver bare til en grimasse. Men mor ser det ikke. Hun leder efter en af de gamle. En af dem vi har set så mange gange at den er slidt.
   "Kan du ikke sætte den i?" spørger hun.
   Jeg tænder videoen. Spoler båndet tilbage. Det er vist kun min mor der har den slags endnu. Det er længe siden mine plejeforældre, Helen og Hans, har skiftet deres video ud med en Dvd afspiller.
   På sofabordet ligger bjerge af slik, chips og sodavand.
   "Vil du have en rød?" spøger mor.
   "Der er jo ikke andet," bemærker jeg tørt.
   "Nej, det er der da heller ikke," ler mor.
   Hun kan godt selv se det.
   "Jeg henter bare de andre," siger hun.
   "Nej, det er lige meget," siger jeg.
   "Jeg kan bedst lide rød sodavand," smiler jeg.
   Det er ikke rigtigt, men det gør mor glad. Vi ser Flintesønnerne som vi plejer.
   "Jeg skal nok lave mad," siger jeg.
   Det plejer mor at gøre, imens jeg ser Det hvide slot. Men den har jeg set en gang i den her måned. "Vil du ikke se Det Hvide Slot?" spørger mor bedrøvet.
   "Vi kan da se den bagefter," forslår jeg.
   Mor må ikke blive ked af det. Hun må aldrig få at vide, at jeg ved hun er udviklingshæmmet. Aldrig.
   "Det smager vel nok godt," roser mor maden.
   "Jeg vidste ikke du kunne lave mad," hun kigger på mig over vandglasset.
   Det er det eneste tidspunkt vi drikker vand. Til aftensmaden.
   "Helen har lært mig lidt. Vi har hjemmekundskab i skolen," siger jeg med et træk på skuldrene.
   Mor nikker.
   "Du skal vel have en sodavand?" siger mor pludselig.
   Uden at vente på svar, åbner hun en og rækker den til mig. Det er den fjerde halvliters i dag. Jeg ser opgivende på den. Før, vil jeg nok have drukket den uden at tænke. Bare være en computer. Eller en robot der gør hvad den får besked på. Jeg ryster fornemmelsen af mig. Mor må ikke blive ked af det.
   Jeg vågner ved at mor er stået op. Jeg famler efter mobilen. Klokken er ikke engang seks. Jeg kan høre hun begynder at sætte på bordet. Mor åbner døren så lyset fra gangen blænder mig.
   "Mor," siger jeg med rusten stemme.
   "Gider du ikke godt lukke den dør?"
   Hun lukker den.
   "Nu har jeg lige sat morgenmaden frem. Klokken er også snart halv syv," mumler hun.
   Jeg sukker, og står op. Jeg jo vågen alligevel.
   Det er halv koldt i køkkenet. Mor ved ikke at alle ikke lever som hende. Der er rugbrød til morgenmad. Jeg tager rugbrødet og af den samme spegepølse som i går.
   "Smager det godt?" spørger mor.
   Jeg nikker søvndrukken.
   "Jeg kunne godt have sovet noget mere," mumler jeg.
   "Tror du ikke godt vi kan spise morgenmad lidt senere næste gang?" spørger jeg.
   Mor skæver til klokken.
   "Den er snart halv syv," siger hun.
   Jeg nikker.
   "Tror du ikke godt vi kunne spise halv syv i stedet for?"
   "Så bliver klokken så mange. Jeg plejer jo at spise morgenmad klokken seks."
   "Vi kan også bare spise som vi plejer," mumler jeg.
   Hun kigger på mig.
   "Kan man godt sove længere end til klokken seks?" hun ser lidt tvivlende på mig.
   Jeg nikker.
   "Der er mange der sover til klokken otte og ni. Nogen sover næsten til ti," svarer jeg.
   "Så længe tror jeg ikke jeg kan sove. Jeg står bare op, fordi jeg vågner. Man skal jo op," siger hun.
   "Sover folk så længe? Vrøvler du ikke?" spørger hun.
   "Nej, hvorfor skulle jeg vrøvle mor. Folk sover længere i weekenderne. Det er kun gamle og dumme mennesker, der står så tidligt op," siger jeg hidsigt.
   "Der er andre der lever anderledes. Nogen får rundstykker om søndagen. De fleste slapper af og laver ikke noget. De går ikke efter et ur som en snor. De laver det de har lyst til," jeg sparker til bordbenet.
   Knuger hårdt om servietten mor altid ligger frem. Hun sidder med et skræmt blik i øjnene. Hun ryster, og jeg kan se tårer i øjenkrogen.
   "Mor, du må ikke græde. Vi kan godt gøre som vi plejer," siger jeg.
   Jeg tager hendes hånd og aer den.
   "Synes du jeg er dum?" spørger hun.
   Jeg kæmper for at bevare roen. Det er jo ikke sådan ment. Jeg vil bare gerne sove en smule længere. Jeg skal til at forklare. Jeg ryster på hovedet.
   "Vi gør bare som vi plejer," gentager jeg et par gange.
   "Det gør ikke noget, mor. Du er ikke dum. Sådan har du bare altid gjort," siger jeg.
   "Ja, sådan har jeg altid gjort," nikker mor.
   "Vil du have en rød sodavand?" Jeg nikker.
   Selv om klokken kun er syv, kan man vel godt drikke en?
   Vi ser film og spiser chips og slik. Mor har sat en film på vi ikke har set længe. En af dem der ikke er alt for slidt.
   "Mor, skal vi ikke se Næsby gård?" spørger jeg undrende.
   "En gang imellem kan man godt se noget andet," smiler hun.
   "Den her har jeg ikke set længe. Har du?" spørger hun.
   "Det tror jeg ikke."
   Mor sætter sig i sofaen.
   "Engang imellem må der godt ske noget nyt," siger hun.
   Jeg bliver stolt af hende. Lige i det øjeblik, holder jeg ikke af hende fordi jeg skal. Jeg holder af hende fordi hun er min mor. Min mor der prøver at gøre tingene anderledes. For min skyld.
   Vi går ned til bussen samme vej som vi er kommet. Jeg er ligeglad med hvad folk tænker. De må se os som et underligt par. Mon vi ligner mor og datter?
   "Mor," siger jeg lidt vel højt. Men jeg har ikke noget imod at de ved det. Hele verden må godt vide at det er min mor.