Jeg tegner øjnene op med sort. Det er alt hvad jeg har i ansigtet. Sort mod ligbleg hud. Jeg, præstens plejedatter, hader livet. Jeg hader at bo i den lille søvnige nordjyske by med skov til alle sider. De tror jeg ligger og læser på værelset, imens jeg lister ud af vinduet og ned til smedjen. Smedens unger kan man lave sjov med. De er de eneste i byen der ikke keder mig. Den ældste er et par år ældre end mig, og vi har da været i halmen et par gange. Lars er køn og kæk. Han kan få mig til at grine.

Lars har tændt bål, og de små står fascineret og kigger på.
   "Kan du ikke få det større?" spørger Niels.
   "Jo da," Lars kaster mere petroleum på. Der står flammer op, som må kunne ses, over det meste af byen. Jo, der kommer gamle Ole stavrende med sin stok.
   "Hvad laver I?" råber han.
   "Brænder affald af," råber Lars. Han har en rolig stemme, som beroliger den gamle. Han er skide god til den slags.
   Lars trækker mig lidt væk fra bålet og kysser mig heftigt. Hans våde lyse hår stritter og de blå øjnene lyser. Han har lige så meget lyst, som jeg har. Vi er optaget af at tage tøjet af hinanden, før det første skrig når os. Skrigene bliver ved. Det lyder som et skræmt dyr, der ved dets sidste tid er kommet. Det er Rie.
   Rie er den eneste pige. Hun er kommet så tæt på ilden, at hendes kjole er begyndt at brænde. Lars smider hende ned og ruller hende. Det kvæler ilden, men Rie skriger af smerte. Det lyder uhyggeligt.
   Jeg tager mig af drengene. Sørger for at petroleummen kommer på afstand af Niels og Bos lange fingre. Bo spytter. Niels skriger og prøver at tage flasken fra mig. Jeg stikker ham ind på kassen. Og det eneste ungen kan finde ud af er at skrige og løbe. Han løber vel ned til den gamle tante nedenfor vejen, hvor hans mor sidder. Møg unge.
   "Niels," råber jeg. Men han stopper ikke.
   Bo og Carsten står skræmt og kigger. "Hvad glor I på?" spørger jeg og spytter. De ryster på hovedet. Carsten og Bo ligner hinanden som to dråber vand. Deres lyse hår er fuld af jord og brændt papir.
   Endelig kommer Lars hen med sin søster. Kjolen er hullet, men det ser ud til at hun overlever
   "Må hellere få hende ned til mor," siger han. Jeg nikker. Går tilbage til præstegården og mit værelse.
   Mit tøj stinker af røg, men jeg er ligeglad. Jeg ryger et par smøger og asker på gulvet.
   "Hvorfor skal det bål også ødelægge aftenen med Lars?" mumler jeg. Jeg keder mig.
   Præstens kone, Grethe kalder. Jeg rejser mig tvært og svarer hende surt.
   "Nå, ikke så sur, unge dame," siger hun. Jeg laver grimasser bag hendes ryg. Rækker tunge.
   "Hvad er det for noget med Rie?" spørger hun lidt efter. Jeg trækker på skuldrene.
   "Du har været nede ved dem, ikke?" spørger hun.
   "Måske," siger jeg, og lader som om jeg ikke ser hendes lange blik. Hun ser på mig fra siden.
   "Er du gravid, Freja?" spørger hun. Jeg hader når hun kalder mig Freja. Det er bare så grimt. Jeg trækker på skuldrene. Ved det jo ikke engang selv.
   "Du kan da ikke stå der og være ligeglad," siger hun forarget.
   "Freja," siger hun. Hun ligger hovedet på skrå, og ser bedrøvet på mig. Til helvede med alting. '"Du har da vel ikke været i seng med Lars?" gisper hun.
   "Næ," siger jeg.
   "Vi har kun gjort det udenfor," siger jeg efter en lille pause. Jeg elsker at provokere hende. "Hvad?" Grethe kommer lidt tættere på. De mørke vipper glipper flere gange. Jeg har fået stolen væk under hende.
   "Freja," siger hun med en hovedrysten.
   Mandag ringer Grethe til kommunen. Social rådgiveren vil komme så snart hun kan. Men det bliver først om tre uger. Ironisk. Jeg kan mærke Grethe har tabt tålmodigheden. Hende og præsten snakker længe om hvad de skal stille op med mig.
   "Det er ikke passende at du er gravid, Freja," siger Grethe under aftensmaden.
   "For hvem?" jeg skovler kartofler ind.
   "For dig selv. Du er alt for ung. Du ved da også hvad der står i bibelen," sukker Gert. Sjovt navn til em præst. Han blander sig ellers aldrig.
   "Hvad?" spørger jeg.
   "Man kan ikke gøre den slags uden at være gift," siger han.
   "Mener du sex?" spørger jeg.
   "Freja," Grethe ser bebrejdende på mig. Gert er hvid i hovedet.
   Grethe tager mig med til lægen. Siger det er vigtigt.
   "Og kan du ikke finde på noget pænt at sige, så hold munden lukket," advarer hun mig inden vi går ind.
   Grethe er midt i 50 erne og ganske pæn. Hendes hår får hun farvet inde i byen, hvor de ikke kender hende. Så alle tror at hun bliver ved med at være brunhåret når hun bliver gammel. Selv om folk da må have regnet ud, at det bliver farvet. Hvis de da er vågne herude.
   Lægen tager brillerne af, og læner sig lidt ind over bordet.
   "Hun er gravid. Midt i tredje måned vil jeg tro," han skæver til mig.
   "Hvornår har du sidst haft din menstruation?" spørger lægen professionel. Jeg trækker ligegyldigt på skuldrene, og gnasker løs på tyggegummiet. Grethe sender mig et skarpt blik, men jeg er ligeglad.
   "Du kunne godt svare ordentligt," skænder hun, før vi når ud.
   "Du sagde selv, at jeg ikke skulle sige noget derinde, hvis det ikke var fornuftigt," svarer jeg.
   "Du ved godt at du kan ryge ud?" siger Grethe. Det er ikke første gang hun siger det.
   "Og hvad vil du så?" Hun kigger på mig i bakspejlet.
   "Spørg kommunen," svarer jeg som altid. Det er da dem der bestemmer. Ikke mig. De spørger aldrig hvad jeg vil.
   Grethe går med mig ned i smedjen. Hun rynker på næsen. Syntes hvis ikke her er alt for ren og pæn. Jeg har for længst vænnet mig til det. Faktisk er det mere tillokkende at leve sådan, end Grethes sterile hjem. Smedens kone åbner selv. Tænk, hun ved hvor hun bor. Hun plejer aldrig at være hjemme. Altid nede ved konen for enden af vejen. Nogen siger hun er lebbe.
   Grethe rømmer sig, og spøger efter Lars. Lars viser sig i døren i sine sædvanlige slidte bukser. En slidt plettet bluse.
   "Det er sådan, at Freja er gravid," Grethe hakker i det.
   "Nå, da," siger konen. Hun lyder ikke overrasket.
   "Og det er Lars der er øhh, faderen," Grethe er ved at få kaffen gal i halsen. Hun må virkelig fejle noget når hun drikker af det kop. De er ikke vasket i kogende vand, femten gange og skuret og skrubbet. Nogen gange skyller de dem bare af, og stiller dem op i skabet. Men Grethe er ligeglad. Konen ser på sin ældste dreng. De ligner ikke hinanden ret meget. Lars ligner sin far.
   "Hvad siger du dreng?" spørger hans mor. Han trækker på skuldrene og siger at det nok skal passe.
   Senere går Lars og mig en tur i haven. Bare os to. Men med øjne stikkende i ryggen, fordi de holder øje med os.
   "Hvorfor kom du ikke selv?" spørger han. Jeg trækker på skuldrene. Ved det ikke.
   "Så skal jeg vel være far," siger han. Jeg nikker.
   "Du kunne vel have fået det undersøgt lidt tidligere," mumler han.
   "Hvad siger du?" spørger jeg.
   "Ikke noget. Bare en dum ting," siger han. Er Lars bange for mig?

"Du er vel nok klar over at du ikke kan beholde barnet," siger socialrådgiveren.
   "Hvorfor? Jeg kan da bare få mig en lejlighed og selv arbejde," jeg skuler til hende.
   "Nej Freja, det går ikke," hun ryster på hovedet.
   "Hvorfor?" spørger jeg igen.
   "Fordi du kun er seksten. Det går altså bare ikke. Prøv at se hvad der er blevet af dig? Hvad vil du gøre når du lige skal have en smøg? Eller gerne vil i byen?" siger hun. Hun folder hænderne, og har det der jeg ved bedst smil om munden.
   "Jeg går ikke i byen. Og ryge, det kan jeg vel gøre under emhætten som alle andre," jeg gnasker løs på tyggegummiet.
   "Børn er ikke for sjov," siger hun.
   "Nej, det kunne det offentlige lærer noget af," siger jeg. Hun sidder med øjnene åbne og glaner. Ved vist ikke hvad hun skal sige til den.
   "Du ved godt at du har svær ved at tage dig sammen. Det duer ikke med børn," siger Grethe. "Hvorfor dur det ikke?" bliver jeg ved.
   "Bliver du ved?" spørger hun. Jeg svarer ikke.
   "Hvad vil du gøre når barnet keder dig? Du sover også for meget. Når barnet er sulten, skal det have mad."
   "Virkelig," siger jeg tørt.
   "Du kan selvfølgelig blive boende, hvis du vil. Men jeg vil ikke have du render ned til Lars," siger hun advarende.
   Lige så snart jeg er kommet op på værelset, lister jeg ud. Smutter om bag æbletræerne og ind i hækken til naboen. Jeg løber alt hvad jeg kan.