Jeg ligger ham fra mig. Kan ikke mere. Men munden bævrer, flår i mit hjerte. Det lille menneske. Den lille dreng. Er han min? Det må han være, selv om han ikke ligner mig. Han ligner sin far, gør han. Jeg kommer til at smile skævt.
   Hans lille hånd rækker ud efter mig. Han vil op, tror jeg.
   "Er du mere sulten?" spørger jeg. Det er han vist. Alligevel finder han ikke ro. Vrider og vender sig, og skriger højere end før. Jeg ligger ham maven og stryger ham blidt hen over ryggen. Det hjælper ikke. Jeg tager ham op og bærer ham forsigtigt rundt. Synger og vugger ham blidt, men heller ikke det hjælper.
   Han græder igen. Beder om noget, jeg ikke kan give ham, for jeg ved ikke hvad det er.
   "Hvad er der med dig?" siger jeg træt og grådkvalt. Han skal tier stille nu, ellers eksploderer mit hoved. Jeg kan ikke holde hans gråd ud mere. Hvornår har han sidst holdt mund? Hvornår har der sidst været stille omkring mig? Det er længe siden. Flere døgn.
   "Han fejler ikke noget. Han er bare lidt skidt tilpas," siger lægen og nikker tilfreds med sig selv.
   "Jamen, skal han skrige i 16 timer?" spørger jeg. Jeg kan ikke forstå, at der ikke er noget galt. Det må der jo være.
   "Giv ham lidt smertestillende, så skal du se. Bare hold øje med at han drikker det han skal," siger lægen let. Trækker lidt på skuldrene og jeg står igen med et barn på armen. Min lille dreng, som jo ikke fejler noget. Lige nu er han stille, ligger sig måske til at sove i barnevognen?

Natten efter er det igen galt. Han skriger og skriger. Jeg tvinger ham ned at ligge og prøver at give ham det hæslige stads. Det meste løber ud af mundvigen og ned af nakken. Klistrer i hans ellers så kønne hår.
   "Du skal have det," siger jeg og lyder en smule vred. Men det er ikke ham jeg er vred på. Jeg ved ikke hvem jeg er vred på. Ved bare jeg ikke kan holde til det mere.
   Jeg lukker øjnene og beder. Jeg står der med min lille grædende dreng på armen og beder.
   "Lad ham ikke lide mere, kære Gud. Lad ham ikke lide mere," min mund former ordene, og jeg mærker en sten galde fra mit hjerte. Jeg er ikke anspændt mere, men jeg er bange. Selvfølgelig er jeg det.
   Endelig falder han til ro, lader sit lille hoved falde ned til min skulder og falder til ro. Han er rolig nu. Rolig og træt. Jeg ligger ham fra mig, stiv af skræk for om han vågner, men det gør han ikke. Har Gud taget ham nu? Er han væk? Men drengens rolige åndedragt kilder mine fingrer. Han er her endnu. Måske går det over? Måske har han ikke så ondt i morgen? Måske fejler han slet ingenting?
   Jeg falder om på sengen og mærker udmattelsen komme. Jeg er træt og endelig er der stille. Stille indenfor og udenfor. Jeg falder i søvn.