Hanne skævede ud af vinduet. Hun kunne få øje på den skriggule regnjakke og de lyserøde gummistøvler. Barnet inde i, var ikke til at se. Hun stod i yderkredsen og kiggede på de andre børns leg. Hanne vendte sig igen om mod kvinden.
   "Du kan nok forstå at Line føler sig udenfor?" spurgte hun. Kvinden på den anden side af bordet glippede med øjnene. Hun så ikke ud til at have forstået noget som helst. Taget hendes eget tøj i betragtning, var der ikke noget at sige til det. Skjorten havde hun selv syet. Man kunne se den hvide tråd igennem det blå stof. Den var dårlig syet, og flere steder var tråden trevlet op. Bukserne var gule og fuld af pletter.
   "Det er nødvendigt hun har noget tøj, som andre i hendes alder," gentog Hanne. Lines mor mumlede noget hun ikke kunne høre, og Hanne overhørte hende. Hun afsluttede mødet og rejste sig, før Lines mor gjorde det samme.
   Hun ville bede kommunen om hjælp til Line. Hvis skolen fik tøjpengene, kunne de stå for indkøb til skoletøjet. De havde gjort det før.

"Line," mor vinkede til hende, og Line gik modvilligt derhen. Hun kunne høre nogen råbe bag sig. Spørge om det var hendes mor, men hun svarede ikke. Mor smilede og gav hende en kakao.
   "Skal du med hjem?" spurgte mor. Line rystede på hovedet, forklarede mor hun stadig havde en time endnu.
   "Nå ja, det kan jeg godt se. Så er du nødt til at blive," mor lød skuffet. Mor havde ikke styr på hendes timer og bøger, det klarede Line selv. Flere gange havde hun spurgt om hun ikke skulle hjælpe med at pakke tasken, men Line rystede på hovedet. Det gjorde hun selv. Hun kunne høre de andre i klassen beklage sig, fordi deres forældre havde glemt noget. En lineal, et kladdehæfte eller en bog. Hun glemte aldrig noget. Engang havde deres klasselærer spurgt dem, om det var dem eller deres forældre der gik i skole. Line kunne ikke lade være med at smile.

Et par dage efter mor havde været på skolen, kom kommunen på besøg igen. Hun smilede, så hele hovedet lignede en glad klovn.
   "Ved du hvad vi skal?" spurgte kommunen. Line rystede på hovedet. Hvor skulle hun vide det fra?
   "Vi skal ud og købe tøj til dig," sagde hun med sit tandpastasmil. Line nikkede. Hun var iført den gule regnfrakke og de lyserøde gummistøvler med hul i. Hendes strømpe var våde, men hun havde ikke sagt det til mor. Mor plejede at blive ked af det. Hun sagde, hun ikke vidste hvor de skulle få penge fra til et par nye.
   De gik ind i mange forretninger. Kommunen tog tøj ned fra hylderne og holdt det op i mod Line. Nikkede og brummede til noget af det.
   "Det gør ikke noget det er dyrt. Det er kommunen der betaler," fniste mor i Lines øre. Line så på kommunen. Hun måtte da have mange penge.
   "Vil du helst have dem i lyserød eller lilla?" spurgte kommunen, og holdt et par nye kondisko op. Line pegede på de lyserøde.
   "Så får du det," nikkede kommunen tilfreds. Hun gik op med tøj og sko og betalte det hele.
   "Ja, det skal bare sendes til kommunen," kunne hun høre kommunen sige. Mon damen vidste hvor kommunen boede?
   "Vi kunne da godt bruge en kop kakao," nikkede kommunen. De gik op på første sal til cafeteriaet. Hun gned sig i hænderne og så på Line.
   "De bliver overrasket når de ser dig i skolen i morgen," sagde kommunen.
   "Hvorfor?" mor blinkede uforstående.
   "Fordi hun har fået så meget nyt smart tøj," smilet gled af kommunens ansigt. De sagde ikke mere, og Line fulgte menneskene udenfor vinduet. De gik hurtigt. Mænd med mapper, kvinder med barnevogn og børn i hånden. Hvor mon de skulle hen?
   "Nå, jeg går op og betaler," sagde kommunen. Mor og Line sad alene tilbage. De sagde ikke noget.
   På vejen hjem, spurgte Line om hun ikke måtte få en is. Mor nikkede og tog pungen op af tasken.
   "Vi tager også noget med hjem til i aften," sagde mor og lagde en stor is pakke ned til tøjet.

"Der er langt," Line var ved at få ondt i benene.
   "Vi kan sætte os her, imens du spiser resten af isen," mor klappede på en bænk. De satte sig.
   "Tror du, du bliver glad for alt det nye tøj?" spurgte mor. Line nikkede. Det gjorde hun vel. Hun kunne godt lide de røde bukser og den røde bluse til. Det ville hun tage på i morgen. Måske ville de se på hende, og ikke kunne genkende hende? De ville måske vende sig om og spørge om det var Line, der gik der.
   Hun tog tøjet med ind på værelset og tog det op. Et stykke af gangen. Det første var vådt og klistrede. De røde bukser var indsmurt i chokolade is.
   "Mor," kaldte Line. Hun så bedrøvet på mor. Ventede næsten at hun kunne hjælpe hende.
   "Dem vasker vi da bare," hun tog hele posen med ud til vaske maskinen og puttede det ind.
   "Så er det snart rent," sagde mor tilfreds. Line smilede.
   "Det er godt vi har en vaskemaskine," sagde Line og smilede.
   Line var gået i seng, da mor hængte tøjet op. Hun lå inde i sengen, og forestillede sig hvordan hun så ud i det røde sæt. Hun glædede sig mere og mere til at komme i skole i det. Med et smil på læben, faldt hun i søvn.
   Hun vågnede, før det blev lyst. Klokken var kun lidt over fem, men hun kunne ikke dy sig. Hun måtte ind og se om det hang på tørrestativet. Det gjorde det. Der hang alt hendes nye og pæne tøj. Om bare nogle timer, skulle hun have det på. Det ville få de andre til at kigge. Ha, og de havde rigtig godt af, at kommunen betalte hendes tøj. Kommunen med alle de mange rare penge.

"Så skal vi have tøj på," sagde mor, som hun sagde hver morgen. Line gik hen og tog de røde bukser ned og tog dem på. De passede om livet, men stumpede om benene. Line så det ikke. Hun så heller ikke pletterne bagpå. Den røde bluse var blevet for kort i vasken, og stumpede på både ærmer og mave. Lige meget. Den var ny. Og Line så kun hvor fin rød den var.
   De kiggede alle sammen rigtig nok. Måbede måske lidt, fordi rød ikke var en farve Line gik tit med. De stirrede på de røde stumpede bukser. Pletterne og begyndte at le.
   "Hej Rødhætte. Du er vel nok fin. Hvor skal du hen? Eller har du været ude hos din bedstemor i skoven?" spurgte en af drengene.
   En anden hev fat i hende og holdt hende fast.
   "Ad, Line har skidt i bukserne," en pige pegede på de tydelige brune plamager fra chokoladen. Og de lo. Lo og prikkede til hende, til det snurrede i Lines hoved.
   Hvad var der galt med hendes nye tøj? Hvorfor drillede de hende med det? Hun syntes, hun var blevet så fin. Da det ringede ind i til time, spredte flokken sig, og lod en pige stå alene. Hun stod midt i gården med hængende hoved og græd. Græd som aldrig før.

Oppe i vinduet fulgte en kvinde pigen med øjnene. Selv da timen for længst var startet, stod pigen på samme plet. Hanne sukkede og gik ned ad trapperne.
   "Hej Line. Sikke noget fint tøj du har," sagde Hanne forsigtigt. Lines øjne var røde af gråd. Syntes Hanne det?
   "Kom, så går vi ind," hun tog pigens hånd i sin. Line prøvede at smile gennem tårerne. Der var en der havde set hvor fin hun var. En dag, ville de andre også kunne se det. En dag.