Jeg ved ikke om jeg skal le eller græde. Jeg ved ikke om der er en fremtid for mig mere. Det virker så uvirkeligt. Som om det jeg havde, ikke længere eksisterer. Måske gør det heller ikke det? Selvfølgelig er der rester af det, som når marken har været afbrændt og der stadig er frø tilbage af høsten. Men det er også det. Alt er blevet vendt på hovedet på det sidste. Smuldret imellem hænderne på mig. Måske har jeg smedjet for sent. Eller også er formen aldrig dukket ordentligt frem? Når jeg lukker øjnene, kan jeg mærke den varme jeg engang var om givet af. Folk der bekymrede sig om mig, og nu er bålet slukket. Der er kun gløder tilbage. Noget jeg ikke kan holde liv i. Jeg puster blidt til gløderne, giver dem ekstra næring, og de hoster og sprutter, lader mig se lidt af fortidens skygger.

Jeg var vokset de sidste par måneder. Virkelig vokset, havde fået min egen platform at stå på. Jeg turde sige noget, og folk lyttede. Lod mig mærke at jeg var god nok. Jeg sank næsten sammen, og viste mere af min kunnen. Folk smilede og lod mig næsten komme frem til vinduet, frem til forreste parket. Jeg lyttede til dem, de lyttede til mig. Jeg gav af mig selv til alle, følte lige pludselig at jeg var meget mere værd. Den lille usikker pige som jeg havde været, var væk. Hun var forsvundet i fortiden. I stedet stod en selvsikker kvinde med charme og lækkert hår.

Det var det år, hvor alt i mit liv tog en ny drejning. Folk var begyndt at lytte til mig, og de var begyndt at få mig til at tro på mig selv. At jeg var noget værd, og jeg slog mig løs. Tog skallen af og lod folk se det inde bag ved. Der kom nye mennesker i mit liv, nye som hagede sig fast i mig, og gav mig næring af leve af. Smilede til mig, lod mig forstå at de bekymrede sig om mig. Og jeg om dem. Vi snakkede om løs og fast. Fik pustet liv i fælles interesser, og fik spøgelser fra fortiden til at forsvinde. Jeg begyndte at tro på jeg virkelig havde noget at byde på. Og det havde jeg måske også. Dengang. Måske havde jeg noget, som folk var interesseret i at se. Og de fik lov. De smilede og nikkede til det. Det var okay. Jeg var okay.

Nu er bålet brændt ud. Der er ikke en glød tilbage. Jeg er rød i hovedet af at forsøge. Jeg sukker, trækker mørket tættere om mig, for at ingen skal se mig nu. I dag, vil de pege fingere af mig. Sige jeg ikke duer. De mennesker jeg har stolet på, er pludselig væk. Dem som har sagt tusinde gange, at jeg er noget værd, har trukket sig. Ladet mig stå alene tilbage ved bålet. Jeg sukker højlydt, ved at det er svært at lade være med at græde. Jeg dykker igen ned og ser de smilende ansigter for mig, mærker deres kærlige ord på min kind. Det er vinden, den kolde vind i december. Jeg må tilbage, holde liv i bålet.

Så ser jeg på den golde jord. Det kan ikke lade sig gøre at tænde bål her. Jorden er dækker af et tyndt lag sne. Jeg må opgive. Trække mig, og lade menneskerne fra min fortid hvile. Jeg må videre. Længere sydpå, hvor der er varmt. Finde et nyt sted og tænde mit bål. Imens jeg rejser mig, mærker jeg et pust af en varm vind. Et kærligt minde, hvis jeg skulle glemme.