Jeg tror ikke kan klare det. Mine hænder ryster og jeg mærker tårerne presse sig på. Men jeg skal klare det. Hvem skal ellers? De to små som skriger i kor. Det er ellers gået så godt hele ugen med at aflevere den store. Han er et stort smil når han bliver afleveret, og den lille giver en grynt fra sig, når vi er ude og køre. Hun sover. Komme højest med et par tilfredse lyde, som om hele verden er vidunderlig. Det er den måske også. Bare ikke lige nu. Jeg ligger den lille til bryst igen. Prøver at få hende beroliget.

Den store sidder ved siden af og græder. Græder så det står ud af ham. Så ser jeg det. Blodet der løber ned af hans ansigt. Lamslået og med hjerte i halsen er jeg ved tude selv. Min dreng. Skal han syes? Jeg har kun vendt ryggen til ham et øjeblik. Et sekund.
   Det var hans gråd, der fik mig til at vende mig. Hans gråd, og der fik mig til at ligge den lille, som også stak et vræl. Et ordentlig et, så man kunne se ned i halsen på hende. Stakkels pige.
   Jeg løftede drengen op og måtte bære ham hen i sengen. Sidde med ham på skødet, før han var rolig nok, til jeg kan tage mig af den lille igen.

"Ja, vi afbrød dit måltid," hvisker jeg og kysser hende på kinden. Og der sidder vi da jeg ser blodet på hans hage. Masser af blod, der får mig krop til at ryste. Mig til at tude.
   Det er nu jeg skal ringe og sige jeg ikke kan klare det. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke dele mig i to. Jeg kan ikke være mor for dem begge. Jeg vil ikke være mor for dem begge.
   Jeg trykker drengen ind til mig, prøver at forklare at jeg elsker ham. For det gør jeg. Jeg stryger den lille over kinden, for at hun ikke skal blive glemt.
   Sådan sidder vi længe. Mor og børn. De er mine. Og der er intet nummer jeg kan ringe til. Jeg er nødt til at klare det. Jeg er nødt til at fortsætte. Børnene har brug for mig. Endelig falder den lille i søvn. Lader sig ligge i liften uden at komme med et vræl fra sig.
   Jeg bærer den store ned først. Lader ham stå nede ved stuebordet. Han vil op. Jeg kan mærke det på hans sitrende krop. Han er ikke færdig med at blive trøstet.
   "Jeg kommer lige om lidt," jeg kysser ham og farer op efter liften og den lille. Hun fægter med armene i søvne. Siger ikke noget.

Endelig kan jeg aflevere ham. Jeg er lettet. Mærker et lettelses suk undslippe mine læber. Er det sådan det bør være? Bør en mor være lettet over at aflevere sit barn? Før vi når dagplejemorens dør, falder han hen. Sidder for første gang i klapvognen og sover.
   Det med blodet er ikke noget alligevel. Han må have bidt sig i læben og det meste er tørret bort. Mest i min trøje. Der er ikke plet på ham nu.
   Det er dagplejemoren der bærer ham ud og ligger ham til at sove. Jeg kan mærke tårerne presse på. Det er da mit barn. Det er mig, der skal få ham til at sove. Det er mit job. Det er hos mig hans skal finde tryghed, er det ikke? På vejen hjem græder jeg. Han er mit barn. Mit elskede barn. Den lille bevæger sig urolig. Pludselig kan jeg ikke holde det ud mere.
   Jeg må hjem. Under dynen med den lille. Vi skal ikke ud i verden i dag. Vi lukker os inde. Det er vores verden. Den store har ikke brug for mig mere, men det har den lille. Hun har brug for mig og jeg må være der så længe det er muligt. Ellers kører toget vel også med hende? Under dynen med hende tæt ind til mig, mærker jeg roen. Det var bare et uheld. Et hæderligt uheld at han ikke kunne komme op i sengen her til morgen. Der af faldet og blodet, og jeg har klaret det.

På den måde bliver det vel lidt en god morgen. En morgen hvor jeg har fået det hele til at hænge sammen. Og det er det det drejer sig om nu. Os. Børnene. Børnenes far og mig. Det er min verden lige nu.