Jeg var bange. Vidste allerede før jeg tog i dørhåndtaget at Karma var på vagt. Hun havde set mig, i køkkenvinduet, på vej op af indkørslen. Stod som en vild løve på den anden side af døren, klar til spring. Ventede på at byttet kom tæt nok på. Jeg prøvede at vinde tid. Rettede på tasken, stillede skoene pænt fire gang og hængte jakken på knagen flere gange. Jeg kunne ikke finde på mere at få tiden til at gå med, og sukkede. Jeg åbnede døren til løvens bur.
   "Hvorfor kommer du først nu?" løven slikkede sig om munden, vidste tænder.
   "Bussen var forsinket," jeg turde ikke se op. Det var rigtig nok. Bussen havde været forsinket i mere end tyve minutter.
   "Det er mærkeligt at den er blevet det så tit. Hvorfor siger du ikke bare sandheden, Charlotte?" Karma lød næsten venlig. Så venlig at jeg måtte se op.
   "Det er sandheden," svarede jeg.
   "Nå, mine børn kan godt komme hjem til tiden. Det er altid dig, der slentrer. Dig, vi skal vente på," hun så hidsig ud. Vidste igen tænder. Om lidt ville løven bide mig, og lade sine børn tage for sig af retterne.
   "Du skal med os ned i byen. Vi kan jo ikke have dig til at være alene hjemme," hun vrængede næsen, som om jeg var noget deres kat havde slæbt med ind.
   "Gå op på tag et par andre bukser på. De er krøllet. Har du sovet i dem?" hun kørte tungen hen over læben, og der lød en stille latter bag ved hende. Matilde. Hendes datter, der altid holdt med sin mor.
   "Det er utrolig så meget min mor skal være efter dig. Hvis du ikke boede her, hvad tror du så det var endt med?" Matilde så ondskabsfuldt på mig.
   "Det ved jeg ikke," svarede jeg sandfærtdigt. Hvad var de ude på? At jeg skulle være taknemlig? Bøje mig støvet for deres krav? Det kunne Matilde sikkert lide.
   Jeg tog et par andre bukser på. De næste der lå i skuffen. Matilde var kommet i overtøjet og stod og nedstirrede mig.
   "Du ved godt det hele er din skyld, ikke?" snerrede hun. Hævede hånden til slag, jeg dukkede mig.
   Hun ramte ikke.
   "Dumme tøs," jeg fik et spark over skinnebenet.
   "Ja, nu kommer vi ikke af sted alligevel, fordi du snøvler," Karmas blik var ikke til at tage fejl af. Hvad? Hvad var der lige sket? Hvorfor kom vi ikke af sted? Hvad havde jeg gjort?
   "Nu kommer Casper. Og ham er jeg jo nødt til at passe. Jeg kan jo ikke så godt sige nej, vel?" snerrede hun.
   Hvorfor ikke? Skulle vi ikke ned i byen? Jeg var forvirret, mit hjerte hamrede. Jeg forstod stadigvæk ikke hvad jeg havde gjort? Hvis jeg kunne komme med ned i byen, kunne Casper vel også? Men jeg sagde ikke noget. Stirrede bare målløs på Karma.
   "Ja, jeg skal nok tage Casper. Det var nu først i morgen, var det ikke?" spurgte Karma. Hun lød ikke nær så vred mere. Bare lidt forundret.
   "Jo, men jeg kan ikke klare ham. Han larmer så meget, og jeg tænkte I gerne ville have ham en dag før," sagde Caspers mor.
   "Ja, ja, kom ind Casper," sagde Karma og åbnede døren helt.
   "Så har vi begge plejebørn," sagde hun højt til Matilde.
   "Hvis bare Charlotte var kommet hjem til tiden, så havde vi kunnet nå ned i byen og Caspers mor var nødt til at tage ham med hjem igen," sagde Matilde surt.
   "Ja, hvis bare," Karma skulede til mig.
   "Jamen, bussen var forsinket," sagde jeg efter dem. Prøvede at forklare. Men de hørte mig ikke. Ville vist ikke. Hvorfor troede de mig ikke? Kunne de ikke lide mig? Kunne de bedre lide Casper? "Nå, men så tror jeg, jeg starter på avisruten," sagde jeg og ventede på at Karma sagde noget. Det gjorde hun ikke.

Det var det eneste jeg ikke fik skæld ud for. At gå med Matildes rute. Det var hende der tjente de fleste penge, men det var mig, der gik med dem. Var det retfærdigt?
   Det tog over en time at gå med aviserne i vores del af byen. Jeg skummede imens jeg gik med dem. Småskældte ud. Hvorfor var det måske mig, der skulle gøre det sure arbejde, og Matilde der tjente pengene? Jeg ville sige det til Karma, når jeg kom hjem. Jeg ville ikke have Matildes rute. Jeg ville have min egen.

"Hvad er det nu for noget pjat?" Karma så op. Nedstirrede mig, fra sin plads i lænesolen. Trak brillerne ned og rystede på hovedet.
   "Du skal bare være glad for at Matilde vil dele avisruten med dig. Det kunne lige så godt bare være hendes. Og du har godt af at lave noget, unge dame," hun folede igen savisen ud. Jeg blev stående.
   "Det er altid mig der går med dem. Hvorfor skal hun have ruten, når det er mig, der gør arbejdet?" spurgte jeg.
   Igen det blik der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Karma fik mig til at ryste over det hele. Hvorfor kunne de ikke bare se det?
   "Hvis det skal være så besværligt, så kan du blive fri for at hjælpe Matilde," sagde Karma og strammede munden.
   "Det siger vi bare til hende. Gå op og sig du ikke vil hjælpe hende mere," beordrede hun. Avisen blev foldet sammen og lagt med et smæld på bordet. Mente hun det? Skulle jeg gå op og sige til Matilde jeg ikke ville hjælpe hende med avisruten mere?
   Nej, jeg ville sige hun bare kunne give den til mig. At jeg nok selv skulle tage de få dage om året, hun havde taget. Dem hvor jeg var på besøg ved mor og far.

Matilde gloede på mig.
   "Hvorfor vil du have turen selv?" hun gnaskede løs på et stykke tyggegummi. Stirrede på mig, som om jeg ikke var rigtig klog.
   "Det er jo mig, der går med dem det meste af tiden," sagde jeg forsigtigt.
   "Tja, det er længe siden jeg har taget dem, men det er fordi jeg har så meget andet. Det kan du nok forstå, ikke? Og du får da penge for det," tilføjede hun.
   "Ja, men jeg vil hellere have min egen avisrute. Jeg kan tjene mere," svarede jeg. Kunne de ikke forstå det? Hvorfor var det så svært at forstå? Ville hun gå med mine aviser til en tredjedel om måneden, hvis hun kunne få sin egen?
   "Det må du snakke med mor om. Men du får ikke min rute," hun vendte sig rundt.
   "Så behøver jeg ikke hjælpe dig mere," prøvede jeg at bekræfte. Hun rystede på hovedet.
   "Ikke hvis du ikke vil."

Det var ved aftenbordet jeg hørte det. Casper havde fået avisruten, og han fik mere end 300 kr. om måneden.
   "600 kr.," oplyste han mig stolt. 600 kr.? Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvorfor? Jeg sad med åben mund og polypper? Hvorfor? Hvordan kunne det være retfærdigt?
   "Jeg fik da kun 300 kr." hørte jeg mig selv sige.
   "Nå, det er måske fordi du synes det var for lidt?" Karma var over mig som en høg. Angreb mig med næb og klør.
   "Ja," jeg tøvede. Ville ikke fornærme nogen, men 300 kr.? Det var da ingenting, når det var mig der gik med dem. Den weekend jeg var hjemme ved mor, måtte jeg spørge Matilde om hun ville gå med dem.
   "Det skal jeg lige tænke over. Du får jo penge for at gå med dem," plejede hun at minde mig om. Ville hun også sige det til Casper?
   "Jeg ville også gerne have min egen rute," peb jeg.
   "Du vil og du vil. Hvem siger du får lov til det? Hvem skal måske gå med dem en gang om måneden, når du er hjemme ved din mor?" Karmas blik fangede mit. Holdt det fast.
   "Måske Casper vil. Jeg kunne jo hjælpe ham og han mig," sagde jeg stille. Håbefuld. Drengen lyste op i et smil.
   "Ja, det ville da være alle tiders," han bed af en kartoffel og stirrede på vores plejemor.
   "Selvfølgelig hjælper du Casper. Det er du stor nok til," nikkede Karma.
   "Men så gammel er Casper heller ikke. Det vil jeg ikke have," svarede Karma bestemt.
   "Vil du?" jeg sendte Matilde et bedende blik.
   "Det ved jeg altså ikke. Når du ikke vil hjælpe mig, hvorfor skulle jeg så ville hjælpe dig?" hun var rolig. Trak lidt på de tynde skuldre.
   "Jeg har da hjulpet i flere år med din rute. Jeg har gået med dem næsten hver dag, de sidste 4 år," svarede jeg. Hvorfor var det så svært for mig at komme igennem med noget her? Hvorfor? Kunne de ikke lide mig? Var jeg dum og umulig?
   "Du får ikke din egen rute, færdig basta," sluttede Karma.

"Min mor synes du er rigtig dum og modbydelig. Hun siger, du ikke kan være bekendt at sige du ikke ville have min rute mere. Det er derfor du ikke får din egen," Matildes øjne var ondskabsfulde. "Jamen, du har jo Casper. Og du betaler ham dobbelt så meget som mig. Det er da ikke rimmeligt," jeg så væk.
   "Jo, for han er meget mere værd end du. Du er kluntet og doven. Dig er der jo ingen der tror på, bliver til noget," lo hun. Troede ingen at jeg ville blive til noget? Gjorde jeg selv?
   "Hvad skal du måske efter skolen? Har du tænkt over det? Hvad kan du finde ud af?" spurgte hun. Og hun havde ret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle. Vidste ikke hvad jeg duede til. Vidste knap nok om jeg kunne bruges? Hvem ville have en gøgeunge? En der ikke havde lært at flyve? Eller dykke? En som ikke var en overlever?
   "Ude i naturen, ville du være død. Hvis det havde været i gamle dage, ville du være endt på en tosseanstalt. Være låst inde i et mørkt rum, uden nogen ville besøge dig. Og du ville få mad gennem en luge. Sådan noget klisteret stads som havregrød og vand. Du kan være glad for at min mor og far overhovedet gider have dig boende," sagde hun og spyttede på mig.
   Var jeg ikke mere værd? Måske måtte man godt spytte på plejebørn? Måske var det bare sådan det var? Måske skulle jeg bare finde mig i det? Vende den anden kind til?
   Matilde stod og kiggede på mig. Ventede på jeg sagde noget, men det gjorde jeg ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Til sidst lukkede hun døren til sit værelse med et underligt smil om munden.

Jeg stod og kiggede ud af vinduet. Prøvede at få styr på mine tanker, men kunne ikke. Måske havde jeg ikke nogen? Måske var det noget jeg bildte mig selv ind? Måske var jeg bare en dum dør?
   Døren blev revet op, og der stod Karma. Jeg for sammen. Værelset var det eneste sted jeg havde i fred. Eller næsten. Når jeg huskede at lytte efter deres skridt, og gøre mig klar. Være på vagt.
   "Nå, står du der og glaner?" hun hadede at jeg glanede.
   "Jeg tænkte bare," sagde jeg med et skuldertræk. Jeg vendte mig ikke. Hun skulle ikke se tårerne i mine øjne. Aldrig.
   "Hvorfor skal du altid være sådan på tværs?" hun ventede på jeg svarede. Og hvad skulle jeg sige? Ingenting. Jeg havde ikke noget at sige. Ingenting.
   "Hvorfor kunne du ikke beholde Matildes rute? Du fik da penge for det?" blev hun ved.
   "Casper får da mere ud af det. Det er da ikke rimmeligt. Hvorfor skal han have lov til at tjene mere end mig?" min stemme rystede.
   "Fordi han bestiller mere. Han kan gøre det hurtigere end dig. Du er nødt til at lette rumpen, hvis du vil frem i tilværelsen? Vil du meget gerne have din egen avisrute?" spurgte hun. Jeg sagde ikke noget. Ville jeg gerne det? Jeg havde gået med Matildes i flere år i alt slags vejr, så hvorfor ikke?
   "Ja, det vil jeg. Jeg kan tjene mere, hvis det er min egen tur," sagde jeg.
   "Så får du det. Men du løser selv problemet med at komme hjem til din mor og far," hun slikkede sig om munden. Stirrede på mig med et blik, som om hun ikke vidste om hun kunne lide mig eller ej. Men det betød ikke noget mere. Jeg havde min egen avisrute. Min helt egen. Jeg skulle bare sige til. Ringe til avisen og bede om en. Hvis jeg kunne klare det, kunne jeg måske også lære at klare mig selv? Hvis jeg turde tro på det? Og det gjorde jeg. Jeg skulle klare mig.