"Tror du, du kan klare det?" spurgte Marie og tryggede min hånd.
   Jeg nikkede. Det var ikke et spørgsmål om kunne. Jeg skulle og jeg ville. Det var en måde at jage spøgelser på flugt.
   "Er du klar? Din far er ham der sidder med ryggen til med blå jakke og kasket," sagde hun og pegede.
   Hvorfor mon det? Jeg vidste hvordan han så ud. Jeg vidste hvad for noget tøj han havde på. Selv efter fire år uden kontakt. Mærkeligt.
   "Hej Majli," han rejste sig op og gav mig hånden.
   "Hej far," jeg stirrede nervøs på ham. Hvordan havde han haft det? Så han ikke ældre ud? Var fire år lang tid?

Vi bestilte begge en pastaret og sad og stirrede på dugen og hinanden.
   "Hvordan har du det?" Jeg var den første at bryde tavsheden.
   "Fin," svarede han, Men sådan havde det vel altid været.
   "Det har jeg også. Jeg har fået en kæreste," sagde jeg.
   Han nikkede spurgte ikke til skolen eller arbejde.
   "Han hedder Martin," sagde jeg lidt efter. Far nikkede igen. Det var en ulidelig lang ventetid. Kom den mad ikke snart?

Jeg så mig utålmodig omkring og fik øje på Marie et sted bag en bjælke. Hun smilede opmuntrende til mig. Jeg vinkede, prøvede at lade hende vide at det var okay.
   Imens vi spiste, far og mig, så jeg på ham i smug.
   Havde jeg været bange for ham? Jeg lo ad mig selv. Der havde ikke været noget at være bange for.
   "Smager det godt?" spurgte jeg lidt mere afslappet.
   Jeg gav Marie tommelfingeren som tegn på vi nok skulle klare os. Hun gik, og jeg var alene med ham. Eller vi sad i en restaurant. Hvad skulle der ske her? Ingenting.

Vi sagde farvel udenfor og gik hver tid sit.
   "Ringer du?" spurgte han. Jeg nikkede.
   "Selvfølgelig," sagde jeg for at understrege det.
   Der var ingen af os der kom ind på den egentlige grund til adskillelse. Han spurgte ikke, og jeg sagde det ikke. Vi lod det ligge.
   Kun for mig selv og min veninde Marie, havde jeg sagt det.
   Jeg havde været bange engang. Ikke rigtig bange, men bange nok til ikke at se ham. Nu virkede det latterligt. Havde jeg været bange for at se ham? Hvad skulle han kunne gøre mig?
   Engang havde jeg troet han ville krænke mig. Røre mig forbudte steder. Det var jeg ikke mere.
   Han ville ikke gøre det, og ville ikke kunne komme til det. Aldrig. Måske var det bare noget jeg havde drømt?
   Jeg rystede det af mig. Næste uge ville jeg inviterer ham på kaffe.