Begravelse

Der var så stille da jeg gik op af kirkegården. Jeg prøvede fokusere på den hvis kalkede væk. Prøvede at lade være med at tænke. Mine øjne løb i vand. Kirkeklokkerne begyndte at ringe, nogen rørte uroligt på sig. Jeg græd igen, vidste ikke hvor jeg skulle gøre af sig selv. Jeg satte mig ind til min familie, uden rigtig at se på dem. På den modsatte side stod Daniel i hans alt for store jakke, og øjnene der fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Anita stod med et ligegyldige blik og hendes tyggegummi gnaskende kæmper irriterede mig. Hanne sad længst inde på familiebænken. Hendes blege ansigt faldt i et med væggen hun lænede sig op af. Det så ud som om hun havde lyst til at forsvinde. Fars tøj hang på ham. Han så ikke ud til at kunne stå oprejst meget længere. Henrik var den der så mest uberørt ud. Han stirrede på de mange blomster på kisten. Jeg brød mig ikke om at tænke eller se den. Men jeg så den jo alligevel. Glinsende hvid overdækket med blomster. Den fra far og os lå tættest på kisten. Klokkerne holdt inde og jeg kunne høre mumlende i baggrunden. Anna der sagde noget om hvor køn kisten tog sig ud og hvor godt vi bar vores sorg. Jeg vidste ikke hvor hun havde det pladder fra. Lars kom i sidste øjeblik, hans skridt gav genlyd i kirken og vi rykkede en smule tættere sammen. "Har mor købt de blomster?" spurgte Henrik lidt vel højt. "Nej, det har vi, Henrik. Mor kan ikke købe blomster mere," mumlede jeg. "Kan hun ikke?" han lød som om han ikke troede mig. På en måde kunne jeg godt forstå ham. Hanne klynkede da vi åbnede munden for at synge. Jeg lukkede den hurtigt igen, kunne ikke få mig selv til at synge. Præsten lod blikket glide over os alle, et øjeblik dvælede det ved os. "Kirsten var en god kvinde,. Hun elskede mange mennesker, havde så meget kærlighed at give af, selv om den tit var simpel. Hun elskede sin store familie," han gjorde en kort pause og klog blikket glide over de der var her. Så gled blikket videre til os. "Hun elskede dig højt, Frederik. Og lige så jer fire børn," han stemme blev en stor smerte indeni mig. Havde min mor elsket mig? Kisten blev løftet og båret udenfor. Bagved gik jeg med Henrik og Hanne i hånden. Hanne klynkede sig til mig, ville ikke slippe. Han græd og spurgte efter Alice. "Alice kommer og henter dig," hviskede jeg beroligende i hendes øre. "Nu?" hendes ansigt lyste op. Jeg rystede på hovedet. Det dryppede og skyerne truede med mere regn. Jeg trak hætten over hovedet og kiggede på kisten der sank ned i det sorte dyb. Dernede lå hun, tænkte jeg og følte et stort tomt hul. "Af jord er du kommet, af jord skal du blive," sagde præsten, men ordene forsvandt i vinden. Jeg sank mundvandet og lod tårerne falde på jorden foran mig. "Det er da ikke noget at tude for, Dorthe," hørte jeg Anne sige. Så begyndte hun også. Henrik spurgte igen om blomsterne. "Dem har vi alle købt til mor. Er de ikke fine?" spurgte jeg. "Jo," nikkede han. "Dem vil mor også vælge," sagde han. Jeg nikkede. Hane var forsvundet. Et øjeblik blev jeg ængstelig. Jeg havde lovet Alice at holde hende tæt til mig under begravelsen, og nu var hun væk. så fik jeg øje på hendes hvide laksko lidt længere henne. "Ha, du tør nok ikke gøre det," sagde Daniel. "Vel gør jeg det," svarede Hanne. Jeg begyndte at småløbe. "Så gør det. Du tørt ikke. Du tør ikke," sang han. Hanne bøjede sig frem og gav noget et skub. "Ha der kan du selv se at jeg tør," sagde Hanne triumferende. "Hanne dog, sagde jeg bebrejdende. Hun havde væltet en gravsten. Jeg fik dem begge med op i forsamlingshuset. Det var lille og trængt. Ikke stort nok til de mange mennesker der var samlet. Far havde sat sig på en stol og stirrede tomt ud i luften. "Kirsten kunne godt lide havet," nikkede han. Det havde mor aldrig nævnt og jeg troede egentligt heller ikke på det. "Ja, sagde jeg alligevel og rakte ham fadet med boller. Hannes øjne var spærret op i rædsel, selv om jeg ikke kunne se hvad hun var bange for. Henrik guffede flere boller i sig imens han sagde lyde. Lars rynkede på næsen af dem og mumlede at han måtte snakke med mig inden vi gik i dag. jeg fordrede Hanne med de boller jeg kunne, og fik stoppet Henriks mekaniske bevægelse til fadet med boller. Endelig sagde han at han hade fået nok at spise. Lars hev mig til side. "Vi er nødt til at snakke," hviskede han. Vi gik udenfor. Det var holdt op med at regne og solen tittede f og til frem. Vandpytterne afspejlede blegt og grumsede omgivelserne. Også mit eget forvrængede spejlbillede var et sted der nede. Jeg kunne ikke genkende trækkene. Enten fordi jeg havde forandret mig markant, eller pytterne spillede mig et puds. "Jeg vil have pengene fra mors arv," sagde hun uden omsvøb. Jeg rynkede brynene, havde ikke regnet med at han var fræk nok til at bringe det op i dag. "Du ved selv hvordan far er. Han kan da blive nødt til at give os vores penge, ikke? Og Henrik og Hanne, de behøver vel ikke så meget som os, vel? De skal ikke ligefrem klare sig selv. Vad skal de ruge penge til. Tror du ikke vi kan få lidt af deres?" spurgte han. "Hvad snakker du om? Snakker du om at fra narre dem deres arv. Hvordan kan du tænke sådan og hvordan kan du bringe det op i dag?" spurgte jeg ude af mig selv. "Det er relevant. Mor er væk. Vi har ret til hendes penge," sagde Lars. "Jeg diskutere ikke det med dig, og du vover at spørge far eller nogen anden nu," jeg spyttede for fødderne af ham. Han rystede lidt. Men mit udbrud slog ham ikke ud. Han gik ikke tilbage, men smuttede hen over parkeringspladsen med højt løftet hoved. Jeg gøs og begyndte at gå ind til de andre igen. Om hjørnet hørte jeg Daniel fortælle Hanne hvordan man kvalte en fugl. "Bare luk hånden godt om den," sagde han. Min tilstedeværelse afbrød ham og han stak i rend. Hanne klynkede. "Det er så synd for fuglen," sagde hun. Henning hev sine unger efter sig. Stak Daniel en på kassen fordi han var for langsom. Anita blev smidt ind i bilen. Deres ansigter så tilbage på os med rædsel. Da jeg havde ryddet op, slentrede jeg hen forbi mors gravsted. Midt i alle de mange fine blomster lå en død solsort.