Hun stod med telefonrøret i hånden. Skulle hun ringe? Nej, ikke endnu. Agnete ville tage den i den anden ende, og hun ville være sur, som altid. Hun ville ikke høre hvordan hun havde det. Og værst af alt, hun ville ikke få noget at vide om hvordan det gik på den fredelige vilavej. Hvorfor skulle hun ringe, når de ikke havde noget at snakke om? Fordi Agnete forventede det? Fordi det skulle forestille at være hendes familie? Og var det så det? Nej, det var det ikke. Trine kunne mærke benene ryste under sig. Hvorfor følte hun sig knyttet til dem? Hun havde boet der på nåde i ti år. Ti lange år. Det meste af hendes liv, når hun tænkte på hun kun var nitten. Ti forpulede år, hvor hver dag havde været en kamp, der var blevet værre med årene. Hun havde været deres plejebarn. Det sorte får. Den klodsede tøs, som man altid skulle være efter. Eller var det bare Agnetes undskyldning, for at råbe af hende?
   Det var tre uger siden hun var flyttet, og hun følte hun skyldte dem at ringe. Bare en gang imellem. Og alligevel ringede hun ikke, udsatte det lidt. Plejede de ikke at være ude og handle nu? Trine skævede til klokken. Nej, de var ved at spise. Hun måtte nok vente lidt. Bare lige en halv time. Hun åndede lettet op. Hun kunne spise selv. Det var en berusende følelse at åbne køleskabet og tage maden ud. Det var hendes, og hun havde selv valgt pålægget. Rugbrødet var blødt og virkede mere frisk, end det Agnete plejede at vælge. Det var altid det billige, hårde kantede brød, som skulle skæres først. Hun havde svært ved at koncentrere sig om maden. Det var på tide hun ringede til dem.

Hun måtte tage sig sammen. Måtte gøre det, før det blev mærkeligt. Inden hun var færdig med at spise, tog hun telefonrøret og trykkede det velkendte nummer. Det sad i fingrene og hun behøvede ikke at tænke.
   "Agnete," stemmen var hård og kontant i den anden ende.
   "Nå, er det dig?" hun lød ikke glad. Var det et forkert tidspunkt?
   "Ja, jeg ville bare høre hvordan det går?" sagde Trine stille.
   "Fint, og dig?" der kom et langt suk fra den anden ende.
   "Fint," Trine kunne ikke komme på mere.
   "Nå, men det er jo godt," sagde Agnete.
   "Hvis du vil, kan du komme næste lørdag til middag," det lød som en ordre.
   "Det vil jeg gerne," svarede Trine, selv om hun ikke var sikker.
   "Så lad os slutte her," Agnete lagde på uden farvel.
   "Farvel," sagde Trine til den duttende tone. Hun var høflig. Det havde de jo selv lært hende. Det gik let nemmere med maden nu. Bagefter ville hun gøre rent og vaske tøj, så hun var klar til endnu en uge.

Tanken om Agnete og hendes familie, sad inde under hendes hud hele ugen. Hun kunne næsten mærke hendes ånde i nakken, og hun havde sværere ved at samle sig om opgaverne. Men hun gjorde det. Kom igennem ugen, og det blev lørdag. Hun sad på sengen lørdag morgen, havde tjekket køreplanerne fem gange nu. Hun skulle med bussen lidt over elleve og klokken var ikke kvart i syv endnu. Hun kunne godt vente. Hun ville vente til klokken otte med at stå op.
   Beslutsomt lagde hun sig ned og lukkede øjnene. Hun havde ikke fred for Agnetes vrede blik bag øjenlågene.
   "Hvad ligger du der og dovner for? Du kunne måske ikke hjælpe os andre med at dække bord?" kunne hun høre hende sige. "Hvorfor har du ikke støvsuget stuen endnu?" Men hun svarede ikke. Blev liggende. Agnete overfaldt hende fra mere end en side.
   "Det her går aldrig. Hvad tror du andre piger på din alder laver nu?" kunne hun høre hende råbe. "Sover," hun var sikker.
   "Der er masser af unge mennesker der er oppe før otte, sådan en lørdag morgen," sagde hun.
   Et øjeblik kunne hun ikke lade være med at smile, når hun tænkte på Agnetes to piger. Helene og Michel. De sov sikkert endnu, og de var begge to år ældre end hun selv.
   Hvorfor prøvede hun at bilde hende ind at de ikke sov? En dag havde hun hørt en halv forklaring. Det var noget andet med dem, for de havde så meget i hverdagene og de skulle vel have lov til at more sig? Ja, de var kommet lidt sen hjem et par gange, fordi de havde været til fest.
   "Trine har ikke noget at rende for ude på sent. Hun kan godt stå op og hjælpe til herhjemme," sagde hun tit til sine venner.
   "Nå, lidt render du vel til?" de plejede at sende hende blikke, men hun svarede ikke. Senere hørte hun at veninderne gav Agnete ret.
   "Nej, sådan et uforskammet pigebarn," mumlede de og rystede på hovederne. Nej, sådan en stor pige, som ikke havde noget at lave i sin fritid, måtte hjælpe til i hjemmet. De gav Agnete ret. Og hun havde hjulpet til.
   Fejet, vasket gulv, revet ukrudt op, tømt opvaskemaskinen, støvsuget, vasket tøj, gjort badeværelset rent. Pudset vinduer. Jo, hun havde gjort sit. Havde næsten brugt en time hver dag efter skole på noget i Agnetes hjem. Det var aldrig blevet hendes. Aldrig. Selv det værelse der havde været hendes, var aldrig rigtig blevet hendes.
   Måske var det fordi plejebørn ikke måtte have deres eget? Sådan havde hun troet det var i starten. Det var ikke hendes. Hun havde ikke noget der var hendes. Var det anderledes nu? Sikkert ikke. Agnete ville herse med hende, som hun plejede. Forlangte vel at hun skrællede gulerødder og kartoflerne?
   Hun sad i bussen og kiggede ud på de velkendte gader. De samme huse hun havde suset forbi, et utal af gange gennem årene. De lå stadig og trykkede sig op ad hinanden, støttede sig til hinanden i dårlige tider. De fleste af husene havde så mange år på bagen, at de havde slået revner. Det var det gamle kvarter. På den anden side, lå parcelhusene. Slidte og med skramlede døre og vinduer. Tagene var matte af vind og vejr gennem de tredve og fyrre år, de havde været til, men ellers så de pæne ud.
   Agnetes hus var i gult mursten. Trine syntes det lignede sin ejerinde lidt. De samme firkantede øjne, som vinduerne kiggede på hende med. Døren og vinduet over, var mund og næse. Taget var Agnetes krøllede hår, og betonen under, var Agnetes fødder. Det stod lige så godt fast og havde gode rødder, lige som sin ejerinde.
   Hun kunne mærke øjnene på sig, allerede før hun tog fat i havelågen og gik ind. Det var som om hun ikke havde været væk i ugevis, nu hun stod her. Måske havde hun ikke et værelse i en anden by? Hun var ikke startet på handelsskolen, men var bare på vej hjem fra skole? Hun rystede følelsen af sig.
   Jo, hun var startet på handelsskolen og hun var kun på besøg. I dag. Det mindede hun sig selv om. Dagen kunne ikke blive så lang, kunne den? Nej, det var nok ikke så slemt?

Der var ikke sat mad over, da hun trådte ind. Ingen antydning af at de skulle til at spise. Intet. Agnete sad i køkkenet med morgenkaffen og gloede olmt på hende.
   "Du kunne jo godt ringe på," sagde hun.
   "Det gjorde jeg også," Trine prøvede at tage det køligt. Sådan var Agnete.
   "Ja, jeg hørte det ikke. Tror du pludselig jeg er døv?" Agnete smed brillerne på bordet og kiggede op og ned af hende. Skulle vel se om der var en plet på hendes tøj. Det var der ikke.
   "Nå, hej," sagde hun og greb igen efter brillerne.
   "Hej," mumlede Trine nedslået. Selv om hun havde forventet det, ramte Agnetes fjendskab mere, end hun ville være ved. Og dagen var kun lige begyndt. Hun havde ikke et sted at gemme sig. Intet værelse, som næsten var hendes. Hun bed tænderne sammen og blev stående.
   "Skal jeg skrælle nogen kartofler?" spurgte hun.
   "Hvem siger vi skal have kartofler?" igen blev brillerne hevet af og øjnene målte hende. Kiggede på hende, som om katten havde slæbt hende med ind.
   "Ingen," mumlede hun.
   "Men du må gerne skrælle kartoflerne," sagde hun en smule formildende.

Trines hænder rystede. Hun var ikke sikker på at hun kunne skrælle kartoflerne hurtigt nok til Agnetes tempo.
   "Synes du selv det der går stærkt?" spurgte hun og kiggede hende over skulderen.
   "Nej," hele kroppen rystede. Kunne Agnete ikke mærke det? Måske ikke?
   "Du bliver aldrig til noget," hun rystede på hovedet af hende. Gik utålmodigt tilbage til sin kaffekop og sluprede kaffen i sig.
   "Det ved du godt, ikke?" hun slikkede sig om læberne. Hvad skulle hun svare på det? Hvad mente Agnete med det? Hele hendes indre blev flået i mindre stykker.
   "Nej," hviskede hun og hev blikket til sig.
   "Nå, men det gør du ikke. Tror du nogen gider ansætte dig, hvis du ikke får lidt fart på? Der er ingen der vil betale for dig for at arbejde, hvis ikke du sætter tempoet i vejret," hun rystede sorgmodigt på hovedet.
   "Trine, bliv da voksen," sagde hun stille.

Det var det hun prøvede på. Prøvede at finde sine egne ben at stå på. Prøvede at finde ud af at være sammen med andre. Og mærkeligt nok, ville de gerne snakke med hende. Trine var blevet klar over at de ikke kunne se hvad hun var. Det lyste ikke ud af hende, at hun var plejebarn. Der var ingen der kunne se at hun var samfundsnasser. En, samfundet måtte ofre penge på, for at hun kunne overleve. I løbet af de første fjorten dage, begyndte hun at slappe af. Følte hun var okay. Følte at de andre godt kunne acceptere hende. Men ikke her. Her var hun stadig en med en mærkat i panden. De vidste hun var plejebarn. Hun var deres plejebarn. En klods om benet. Et klodset pigebarn, der ikke kunne tænke selv.
   "Nej, du kan vel ikke selv se det," hvislede hun.
   "Se hvad?" Trines øjne skød lyn, trods tårerne hun ikke kunne holde tilbage.
   "Se at du ikke bliver til noget, pigebarn? Er det så svært?" hun rystede på hovedet af hende. "Hvem siger jeg ikke bliver til noget?" spurgte hun hvislende.
   "Alle i min omgangs kreds siger, at det er utroligt hvad vi har udrettet med dig," lo Agnete skadefro.
   "Der er ingen der gider have noget med dig at gøre," brummede hun og rystede på hovedet.
   "Nej, du bliver aldrig til noget," lo Agnete og hendes latter hang i alt. Det næste Trine huskede, var at alt blev sort.
   "Trine," der var nogen der kaldte på hende. Ruskede i hende, men hun kunne ikke se det. Hun kunne mærke hænder, høre nogen der sagde noget, hun ikke forstod. Hun så lys og mange ansigter. Agnetes var i midten og drejede rundt og rundt.
   "Hej, nå der er du," sagde en stemme og smilede. Det var Helene.
   "Hvad skulle det nummer nu til for?" kom det spydigt fra Agnete. Hun havde ikke kræfter til at svare og der var ingen andre der forsvarede hende. Hvad havde hun ventet? Det var Agnetes hjemmebane. Hun var på udebane. Hørte ikke til her. Men hvor hørte hun så til? Hos de andre? Hos dem hun gik i skole med? Ikke helt? Det var det der var i vejen. Hun manglede en platform. Noget der kunne gribe hende, når hun faldt. Hun rejste sig, tøvede ikke i sine skridt.
   "Hvor tror du, du skal hen?" Agnete stod med folede arme og stirrede på hende.
   "Hjem," der var ikke tvivl i hendes stemme.
   "Nå. Her har man inviteret dig til middag, også går du bare," Agnete rystede på hovedet.
   "Hvordan er det du opfører dig?" ville hun vide. Hun svarede ikke. Det var vigtigere at vise hvad hun fandt sig i og ikke fandt sig i. Og det her fandt hun sig ikke i. Det var ikke rimligt at Agnete råbte af hende. Det var ikke rimeligt at de var sådan overfor hende. Og hun ville ikke være med til at lege mere.
   "Går du bare?" Agnetes stemme gungrede i væggene, men den gjorde hende ikke usikker. Udenfor var luften frisk og hun følte sig fri.