Der hænger et skilt om mit hals. Et pap skilt med ordene: Til salg, hen over. Store, barnlige og skæve bogstaver. Jeg ser på det i spejlet, laver en grimasse. Skiltet med de røde tusch bogstaver, skærer mig i øjnene. Det gør ondt at se på dem.
   "Hvad skal det forestille?" arrigt river Nikoline skiltet af mig.
   Flår det i stumper og stykker. Jeg kigger på mit hjemmelavet skilt, der havner itu på gulvet. Et øjeblik høres kun lyden af pap, der bliver revet i stykker.
   "Hvad skulle det til for?" siger Nikoline igen.
   "Ikke for noget," mumler jeg.
   "Hvad er det for nogen sære ideer du får? Om jeg forstår dig," hun ryster på hovedet og går igen. Jeg går ind og sætter mig på sengen. Kommer til at lave uorden i Nikolines sengetæppe og alle pyntepuderne. Hun har prøvet at gøre værelset hyggeligt. Jeg har mit eget læsehjørne, med lampe og hyggestol. Et skrivebord og en rigtig fed kontorstol. Jeg plejer at sidde i den og snurre rundt og rundt, imens værelset farer forbi.
   Jeg har pakket taskerne med næsten alt mit tøj og mine skolebøger. Jeg kigger på de tre halvstore tasker. Propfyldte med de ting jeg ikke kan undvære.
   Birthe kommer og henter mig om lidt, så jeg rejser mig og bærer tingene ned i gangen.
   Nikoline sidder ved køkkenbordet og drikker kaffe.
   "Hvis jeg da bare forstod dig," mumler hun.
   Hun ligger hånden på min skulder, stryger mig hen over håret.
   "Hvorfor har du skrevet de ord?" spørger hun, og ser på mig.
   Jeg tager tilløb til at svare. Jeg får krampe i maven, så ondt at jeg kun kan hviske.
   "Det er bare sådan jeg har det," får jeg sagt.
   "Hvordan?" Nikoline fatter det ikke. Jeg kan se det på de hævede øjenbryn, der forlanger at få en forklaring.
   "Jeg mener," begynder jeg og ser væk.
   Jeg kan ikke finde de forbistrede ord. Jeg kan ikke forklare hvordan det er, ordene klister fast i halsen.
   "Jeg kan ikke," hvisker jeg.
   Nikoline opgiver.
   Inde i hovedet kan jeg forklare det for mig selv. Jeg føler mig sat til salg. Kommunen henter mig ved mine forældre, giver mig til en anden familie for en sum penge. Fem vederlag, for at bo her. Fem.
   Jeg får ondt i hoved og mave af at tænke. Så besværlig er jeg. Det gør så ondt at jeg knækker sammen, og Nikoline siger noget uforståeligt.
   Når Nikoline ikke kan have mig, bliver jeg sendt ud til Birthe, som også får fem vederlag for at have mig.
   Er børn som mig til salg?
   Jeg bor ved Nikoline, og ved min mor også penge for at have mig.
   Er det køb eller salg? Jeg ved det ikke, men det er mig der har ondt i maven. Det er mig, der er pakken eller tingen. Det er mig, der er til salg.