Han sparkede til bøtten igen. Bandede lidt over den, som havde ladet den ligge og flyde. Vel et af børnene. Han samlede den sukkende op, og smed den skraldespanden. Han gabte og strakte kroppen. Han kunne lide at stå tidligt op, og få noget ud af dagen. Især nu børnene var blevet så store at de ikke gik ham i hælene, for at se hvad han foretog sig. Børn havde været Dorthes ønske, og derfor også hendes ansvar. Når hun skældte ham ud, for ikke at tage del i deres opdragelse, sendte han hende bare blikket. Hun klappede i som en østers. Han tændte for kaffemaskinen. Lige en kop, inden han skulle ud til dyrene.
   Dorthe strakte ud efter Niels i mørket. Hun klappede på puden. Sukkede og vendte sig. Han var allerede stået op. Hvorfor havde han aldrig tid til at ligge med hende? Dyrene kunne vel vente den halve time, men Niels var punktlig. De skulle have deres foder, køerne skulle malkes, og der skulle muges ud. Det var søndag og børnene ville ikke vise sig før langt op ad formiddagen. Skulle hun snige sig til et langt bad her til morgen, eller bare en kop kaffe i det stille køkken? Det hjalp ikke noget at blive liggende nu. Hun var jo vågen.
   Gustav havde været til fest og var ikke kommet hjem, da de var gået i seng. Niels havde grynet, da hun havde spurgt om han havde hørt ham. Maiken lå oppe på det blomstrede værelse med kærestesorger. Hun havde siddet længe ved hende i går aftes og ladet hende græde.
   "Er alle mænd så tåbelig?" spurgte hun.
   "Nej, ikke dem alle. Du skal se, der kommer en anden i dit liv," havde hun sagt trøstende.
   "Det tror jeg ikke på," havde Maiken tudet.
   Hun var faldet i søvn med hovedet i hendes skød, som da hun var lille og ikke kunne sove.
   Hun satte op i sengen og prøvede at finde morgenkåben. Den kunne nok gå. Hun ville tage det lange bad lidt senere. Hun tøffede ned ad gangen og ud i køkkenet. Kaffemaskinen lyste i mørket. Herligt, Niels havde lavet kaffe.

Det var lygterne fra en bil, der fik hende til at rejse sig urolig. Hun stod og kiggede på bilen, der langsomt nærmede sig stuehuset. Niels stod ovre i porten. Hun kunne skimte ham i mørket.
   Det var ikke en bil med Gustav i. Det var politiet.
   "Må vi komme ind?" de kiggede alvorligt på dem, og Dorthe vidste dem vej. Køkkenet var det bedste sted.
   Niels knugede hendes hånd under bordet.
   "Ja, det er jo ikke rare ting vi kommer for at fortælle jer," rømmede den første og kiggede på dem begge.
   "Er det Gustav?" Dorthes hals snørede sig sammen. Betjenten nikkede bekræftende.
   "Han dødede tidligere på natten," sagde den anden. Hans stemme var medfølende, og et øjeblik hang sætningen i luften. Måske for at give dem tid til at fordøje den.
   De kiggede på hinanden og derefter på betjentene.
   "Det passer ikke, vel?" hviskede hun. Betjenten nikkede ubemærket.
   "Det var en ulykke. En bil kom kørende op på fortovet og ramte ham. Han dødede på stedet," sagde den første betjent. Som om det hjalp dem lidt. Det hjalp ikke Dorthe. Hun lukkede øjnene, det de sagde, passede ikke. Gustav lå oppe på sit værelse. Om lidt ville han komme ned til kaffen, og snakke og le som han plejede.
   Han var oppe på værelset. Kunne de ikke forstå det?

Dorthe sad og holdt om kaffekoppen. Sad på den samme stol time efter time. Hvorfor? Nej, det var ikke sket. Selvfølgelig var det ikke sket. Gustav var ikke død. Maiken havde været henne og røre ved hendes arm, men hun bemærkede hende ikke.
   "Vi skal synge ham ud," sagde hun, men Dorthe vidste ikke hvem hun snakkede om. Hvorfor skulle de synge nogen ud? Hun skulle snart lave mad, så de alle fire kunne få noget at spise. Morgenkåben, havde hun stadig den på? Hun ville gå op og tage et bag og bagefter lave den ribbensteg, hun havde taget op dagen før. Hun tøffede op på badeværelset og stod længe under vandet. Det prikkede ikke i huden som det plejede. Hun tænkte ikke, så ikke noget, og hørte ingenting. Hun var der bare. Gustav. Hendes lille Gustav. Deres lille Gustav. Hvorfor var det sket? Nej, det var ikke sket.
   Han var her et sted, hun skulle bare finde ham. Hun ville kalde, åbnede munden, men der kom ingen lyd. Hvorfor? Hun sank ned på badeværelsesgulvet og græd. Tænk, hvis det var rigtigt hvad de sagde? Hvis nu han var død, hvad så? Det var han ikke. Hun måtte holde op, tage sig sammen. Hvis hun så ind på hans værelse, så var han nok der et sted.

Niels havde løftet skovlen, stirrede tomt på den. Det gav ikke nogen mening at muge ud. Dyrenes båse skulle holdes rene. Men Gustav? Han savnede ham. Han plejede at komme over i stalden til en rigtig mandesnak. De kunne gå side om side og muge ud, strø nyt varmt halm ud på gulvet. Fodre dyrene. De snakkede om mandeting, når de snakkede. Piger. Fester og musik. Traktor og biler.
   Niels havde drømt om at Gustav ville gå i hans fodspor. Blive landmand, men Gustav havde gjort det klart for et par år siden, at han ikke ville. Han ville være mekaniker. Der var ingen fremtid i landbruget, det var hårdt arbejde for ingen penge. Knægten havde ret, og med tiden havde Niels accepteret det.
   Han havde ikke så nært et forhold til sin datter. Hun var blevet i huset, da hun begyndte at gå. Hun sagde altid hendes far lugtede af ko, og ville ned til sine dukker, når han tog hende op. Hun var opvokset med duften af hjemmelavet boller, kage og leverpostej.

Da de havde spist frokost sammen, var det foregået i tavshed. Som fremmede der ikke vidste hvad de skulle sige til hinanden. Han havde lyst til at klappe hende på hånden, spørge hvordan hun havde det. Men han kunne se det. Tårerne, det forgrædte ansigt, håret der var i uorden.
   Dorthe havde ikke sagt noget for at holde samtalen kørende. Han savnede Gustav.

Dorthe gik selv ud for at kalde på Niels. Han så hende komme over gårdspladsen. "Jeg er ikke færdig med at malke," sagde han stille. Det vidste hun da.
   "Vi spiser bare når du kommer ind," sagde Dorthe kort. Hun havde været i bad og redt håret. Hun så godt ud i den lyse bluse og de mørke bukser.
   De havde sat sig. Ingen turde åbne munden som den første. Knive og gafler skrabede imod tallerknerne. Tavshed.
   "Han skal vel begraves?" røg det ud af Maiken. Dorthes hoved for op. Hun stirrede længe på datteren. Som om det var første gang hun så hende.
   Niels så på konen over kartoflerne. Hjemmeavlede.
   Deres blikke mødtes, brændte sig fast. Hendes øjne var som et stort sort hul. Bad hun ham om hjælp?
   "Øh, selvfølgelig skal han det, Maiken," sagde han med hæs stemme. Han brugte ikke at snakke meget, når han gik ude ved dyrene.
   "Vi finder ud af det i morgen. I morgen tager jeg hen og snakker med præsten," sagde Dorthe med en fremmed stemme.
   "Jeg vil gerne med. Vil du ikke det, far?" spurgte Maiken.
   Niels havde ikke lyst til at gå med. Han havde det bedre i sine overalls og gemt bag dyrenes brede kroppe. Ingen kunne se ham, og han kunne ikke se andre. Han kunne gå og gemme sig, blive et med den hvidkalkede mur, hvis han ville.
   "Det tror jeg ikke. Det er nok bedre jeg bliver her," mumlede han. Ingen sagde mere. Dorthe orkede ikke at overtale ham, og hun havde Maiken.
   Resten af måltidet kunne man kun høre knive og gafler, der ridsede mod porcelæn.

Hun stod inde på hans værelse og kiggede rundt. Der duftede af ham, tøjet han havde haft på dagen inden festen, hang over stolens ryg. Hans skolebøger lå opslået på det, han var nået til. Bøger om biler. Hun indsnusede duften. Prøvede at mærke hans nærvær, men der var tomt herinde. Stilheden havde lagt sig i rummet. Det var som om værelset græd en stille klagesang. Så forstod Dorthe det. Hun forstod endelig at han ikke kom tilbage. Han var død.
   En stille gråd startede dybt nede i hendes svælg og bredte sig, fik kroppen til at ryste. Hendes lille dreng kom ikke tilbage. Han var borte. Revet væk fra sin familie, sine venner, sine interesser, sin fremtid. Alt det han skulle have oplevet, nåede han aldrig.
   Hun holdt ikke op med at græde, da de kørte ned til præsten. Maiken klappede hendes hånd. Sagde noget beroligende. Dorthe nikkede. De havde jo stadig hende. De havde et barn endnu. Det måtte hun huske på. Maiken. Deres lille datter.
   Hun klamrede sig til det. Gav det en smule mere glød, end der plejede at være i deres bål. Hun havde følt sig så alene, forladt. Hun var lidt vred på Niels, fordi han ikke deltog i sorgen. Når de kom hjem fra præsten ville hun gå over og muge ud. Hun vidste det ville få ham til at snakke. Fortælle hvilket dybt hul, der var i hans indre. For hun vidste det var der. Hun drejede ind til præstegården. Hun måtte samle sig. Tage sig sammen. Hendes søn skulle begraves ordentligt. Det fortjente han. Hun tog i døren, klar til at gå ind og snakke, selv om hendes hals snørede sig sammen. Men hun forstod det nu. Gustav var død, og kom aldrig mere tilbage.