Hun betragter dovent gulvet, hvor støvet leger med hende. Hun slår ud med poten. Kigger sig dovent omkring og smiler, inden et gab sniger sig ind på hende. Hun ruller sig sammen til et lille garnnøgle, og søger for at vende ryggen til ungerne. Ikke at de er ude efter hende nu, men man ved aldrig. Og det er på tide at sove. Hun kan mærke trætheden snige sig ind på hende. Bare den store unge, kunne lade hende være i fred.
Med lukkede øjne, fornemmer hun hvor de er. Ungerne og den store hun. Hun ved hvad de laver, og har vænnet sig til deres larm. Den yngste unge, ligger hos sin mor og spiser. Den store tuller lidt rundt. Slår med en træting i noget der ligner en stor madting. Hun ved ikke hvad det hedder, men det larmer og forstyrrer hendes søvn.
Den store hun, siger noget til den lille, som får hende til at smile og le.
Hun drager et dybt suk, for den store har fået øje på hendes viftende hale. Skal han ikke op i det store køretøj og ud, så hun kan få lidt ro? Hun sender blikke til hunnen, men hun ser hende slet ikke.
Det lykkes alligevel at få en på øjet, og hun er mere klar til at lege og jage. En flue tiltrækker sig hendes opmærksomhed. Ha, den skal hun nok fange. Den store han unge ler, og synes vist hun er sjov, for han kommer nærmere. Hvad er nu det? Hvor er det flyvende dyr? Hey, den kan da ikke bare forsvinde. Hun sætter sig og stirrer på den store, som kommer nærmere.
Det er ikke blevet nemmere efter han er blevet helt god til at bruge to ben. Han er rigtig begyndt at jage hende rundt i huset, og det er ikke sjovt. Den store hun, prøver at få ham til at lade være, men alligevel må hun tit trykke sig under sofaen, hvor han ikke kommer så tit.
"Mikkel, vi skal spise," hun kalder på ham, og endelig kan hun få lidt ro. Desuden kender hun godt spise. Det betyder der falder noget ned. Og i daglugter det godt. Hun kan lugte det. Ved det er noget hun godt kan lide. Hun sætter sig hen ved siden af stolen og kigger op. Taber den unge ikke snart noget? Utålmodigt slår hun med halen. Den store hun, kan også bare give hende noget?
Den lille giver et skrig, der får hende til at ligge ørene ned. Altså, er der aldrig ro? Hunnen går hen og tager hende op, går med hende, og kommer med små lyde. De er mærkelige, de mennesker. Og hvor er maden? Hun stryger sig op af hunnens ben, prøver at komme med miav. Nu må hun da have opdaget hende.
Det har hun også.
"Snehvide gå med dig. Du får ikke noget nu," siger hun og peger væk. Det er altså ikke retfærdigt. Hvorfor må den store unge spise, og hun ikke? Hun er også sulten.
Hun stiller sig hen ved døren, kradser lidt i den, for at vise hun vil ud.
"Kan du så. Det må du ikke, Snehvide," skælder hunnen. Hvorfor må hun ingenting? Den store unge må alting. Hamre og larme, komme med høje lyde.
Udenfor løber hun efter flyvende dyr jager dem med poterne og spiser dem. Gnasker dem i sig. De smager ikke er noget, og hun kommer igen til at tænke på den gode lugt derinde. Mon der slet ikke bliver noget til hende?
Hun kredser lidt om huset. Stryger sig op ad jern og træer. Hvor er hunnen? Hun kan ikke se ungerne eller hende. Og nu vil hun gerne ind. Hun miaver lidt, prøver lidt højere, men der kommer ingen. Hvad kan de da lave?
Nå skidt, hun kan bare ligge sig i hækken og nyde solen. Hun ruller sig sammen og kryber ind i hækken. Her er lunt og rart, og ingen unge der larmer.
Noget fanger hendes opmærksomhed. En lyd. Hun slår øjnene op og snuser lidt. Jo, det er mad. Men det er ikke inde fra hendes hus. Det er den gode lugt igen. Hun må hen til den. Fristelsen er for stor.
Det er naboen. Hun sætter sig og vifter lidt med halen. Kigger ind. Et vindue står åben. Hun kan nok komme op på bordet og ind gennem det. De er vel nok nogle rare mennesker, sådan at tænke på hende. Den gode lugt. Det er fisk. Snehvide er helt sikker.
Det er let at hoppe op og ind af vinduet. Der går et par ben henne ved vinduet. Der må hun hen og tiltrække sig opmærksomhed.
Hun stryger sig op ad benene og miaver.
"Nej, ved du nu hvad, Snehvide? Hvordan er du kommet ind? Du er ikke inviteret til aftensmad," skælder manden ud. Snehvide kigger uforstående på ham, slikker en potte og gnider sig bag øret. Hun venter bare. Den gode lugt må gerne komme ned til hende.
Kommer han med noget til hende? Han kommer nærmere. Men i stedet for en dejlig fisk, tager han hende om maven og bærer hende hen til døren. Den bliver åben og han puffer til hende med foden.
"Kan du så gå hjem, din frække mis. Du må gå hjem og bede om mad," siger han. Snehvide rejser sig ikke. Manden bærer hende udenfor og sætter hende i haven. Hun stirrer efter ham, havde lige troet at de var blevet venner.
En dør bliver smækket op, og hunnen kalder. Ha, så kan hun da bare gå hjem og få lidt mad hjemme.
Hun sprinter gennem græsset og ind i hækken, trykker sig flad mod jorden og kommer om på den anden side.
"Nå, der er du," siger hunnen lettet.
"Hvor har du været henne?" spørger hun og klør hende bag øret. Snehvide miaver og ryster skuffelsen af sig. Hun kigger sig om efter ungerne. Den lille ligger på gulvet på maven. Hvor ser hun sjov ud med hovedet, men hun gør ikke noget. Snehvide går forbi hende og ud i køkkenet. Den store unge, sidder oppe ved bordet med benene dinglede ud i ingenting. Ha, de er sjove, de menneskeunger.
Han taber noget og kigger efter hende. Han griner højlydt, nu han har fået øje på hende. Der er lugten igen, hun snuser og finder lidt på gulvet hist og her.
"Ja, spis du bare," siger hunnen og klør hende igen. Dem store unge lader noget dumpe ned på gulvet til hende. Hunnen ser det ikke, og Snehvide sluger det i en omgang. De er sammen nu, hun og den store unge. Han er måske ikke så tosset? Når han giver hende noget. Det smager jo godt. Umm, fisk.
Hun kigger op på ham med store katteøje. Tigger ham om lidt mere, så gør det ikke så meget han larmer og render efter hende. Han er god nok lige nu.