Solen var for længst gået ned, og der var ro i huset. Hun sukkede lettet. Det havde ikke været en hård dag. Det var ikke det, men hun trængte til at sidde ned, få benene op og mærke boblerne i maven. De havde været der flere gange i løbet af dagen, men hun havde ikke haft tid til at nyde dem. Tid til at sende en tanke til det ufødte barn. Hun smilede. Det lød godt. Det klang i hendes øre.
   "Hvad skal det så hedde?" havde folk spurgt, da hun og Jacob havde besluttet at sige det. Det vidste de ikke, og de trak på skuldrene. Og folk havde jo deres ideer, lige som de to forgående gange. De havde altid gode ideer. De stillede spørgsmål. Hvor skulle den lille ny have værelse? Var det ikke for tæt på de to store børn? Skulle de ikke have haft en abort? Det havde været opslidende i starten. De trak på skuldrene, og brokkede sig til hinanden, når børnene var kommet i seng. Folk mente de ville få hænderne fulde, og det ville de også. Det havde de allerede.
   Vandet kogte og hun gik ud og hældte det op i et krus. Kun et, inden hun selv faldt om af træthed. Jacob ville komme sen hjem. Hun puttede sig i tæpperne, børnene havde efterladt. Hun lyttede anspændt. Storm plejede at grynte, vende sig i søvne, Lærke plejede at sætte i et hyl og vente på mor kom med sutten. De lignede hinanden meget, begge havde de det lyse hår efter deres far. Lærke skulle starte i den dagpleje Storm gik i om et par uger.
   De havde gruplet, regnet på det igen og igen. Det var dyrt. Næsten 3000 kr. om måneden til børnepasningen. Og flere, når den sidste kom til. Hun gøs ved tanken. De havde snakket om hvor godt det kunne være at få dem hjem og gå et år, men måske blev det for meget med den lille ny? Tea rejste sig og sukkede. Hun blev ikke klogere af at gruble alene. De skulle være to.

Hun vågnede med et sæt. Satte sig op og lyttede. Det var et af børnene. Det måtte det være. Hun lyttede, klar til at stå på spring, men der skete ikke noget. Ingen lyd. Måske var det barnet i maven? Hun mærkede efter. Men der var ingen spark, ingen bobler. Der var helt stille. Hun lagde sig ned, trak dynen tættere om sig og rakte ud efter en varm krop. Sengen var kold og tom. Hun satte sig op. Hvad var klokken? Tre. Den var tre om natten. Var han faldet i søvn foran fjernsynet igen? Sikkert. Hun måtte tage sig sammen, for at forlade sengen. Der var ingen lys i stuen, alt var så kulsort, som natten. Hun tændte et lys og jog de indbildte spøgelser på flugt. Der var ingen i stuen. Hun tændte lyset. Nej, ingen Jacob. Tea stod med bankende hjerte. Hvor var han så? Der var vel ikke sket noget? Nej, så havde hun da hørt det, ikke? Hun åbnede og lukkede øjnene et par gange. Han måtte være der. Men det var han ikke.
   Telefonen? Selvfølgelig. Hun måtte se om han ikke havde sendt en sms. Det plejede han at gøre, hvis han blev forsinket. Hun tændte den, en sms. Hun vidste det. Selvfølgelig havde han skrevet. Men det var ikke fra ham, bare en ligegyldig sms fra en veninde. Om hun ville med i byen? Hun lukkede øjnene og gned sig hen over panden. Med i byen? Med to børn og et på vej? Ha.

Uroen kom igen. Den startede som et stort sort hul inden i hende. Et sted derinde åbnede mørket sig, og blev ved med at grave i hende. Puffe hende med tvivl. Det var først i de tidligere morgentimer, da det ringede på døren, hun kom til sig selv. Hun havde siddet stiv i samme stilling med telefonen i hånden og stirret.
   Hun vidste det var politiet. Hvem skulle det ellers være?

De stod der med ansigter hugget i sten. Kiggede på hende, uden at se hende. Hun spurgte ikke om noget, mærkede kun det kvælende sorte hul opsluge hende helt.
   Jacob var død. De sagde han havde kørt for hurtigt og måtte have overset skiltet med 60 kilometer i svinget. Bilen var rutsjet ud, og var landet på taget. Han havde været bevidstløs, og var først fundet timer efter, og var nok død i mellemtiden.
   Det var ikke rimligt. Hvorfor havde der ikke været nogen til at hjælpe ham? Og hvorfor havde han kørt for hurtigt? Det lignede ham ikke. Jacob kørte altid ordentlig. Det gjorde han, når børnene var med eller hun selv. Det plejede han da. Der var noget med dækkene, som ikke havde været ens. Mønstret på de bagerste dæk, havde været slidte. Eller var det de forreste? Det var lige meget. Jacob var død, og hun kunne ikke gøre noget. Intet. Hun kunne sidde her og vente på at børnene vågnede.

Storm kom ned og puttede sig ind til hende. Han smilede, og i det øjeblik krakelerede Teas verden. Det var Jacob der smilede tilbage til hende der. Jacob. Jacob, hun rakte ud efter drengen og trykkede ham ind til sig. Han rev sig løs og begyndte at storme rundt.
   "Far," kaldte han og ventede at se ham komme ude fra køkkenet.
   "Hvor er far?" Storms store øjne så lige på hende. Hun greb fast i drengens hænder og så på ham med tårefyldte øjne. Han var urolig, forstod ikke hvorfor hans mor græd.
   "Han er død, lille Storm. Han er oppe i himlen ved morfar," hviskede hun. Hun havde forventet at drengen ville skrige, græde eller komme med en reaktion, men det gjorde han ikke. Han kiggede bare på hende med de store øjne, og forstod slet ikke de store ord hans mor brugte.
   "Nå," sagde han og begyndte at rode med Lego i en kasse.
   Hun sad og kiggede fortabt på ham. Havde hun ikke forklaret det godt nok? Var hun en dårlig mor? Hvorfor forstod han det ikke? Hvorfor græd han ikke?
   Hvad havde hun forventet af en dreng på fire år?
   Et sted i huset, skreg et andet barn. Hun skulle til at kalde på Jacob. Han skulle komme og tage Lærke som han altid gjorde om morgenen. De var jo sen på den. Hun tørrede næse i morgenkåben og gik ind og tog sin datter op. Hendes viltre hår, dækkede for hendes ansigt. Hun kunne ikke trøste hende, for pigen kaldte på sin far. Blev ved og ved.
   "Hvorfor tager far ikke Lærke?" spurgte Storm. Han havde store havblå øjne, der stirrede ind i hendes. Uforstående.
   "Far er her ikke," sagde hun træt.
   "Nå," drengen legede videre med sværd og slog løs ovenpå det Lego han havde bygget. Hun sukkede. Hvor så her ud. Det var ikke sket, hvis Jacob havde været her.
   Jacob. Navnet rev og sled i hendes indre, gjorde det svært for hende at give Lærke mad. Det lykkes at få lidt i hende, og endelig holdt pigen op med at skrige.

Det var langt efter elleve hun kom med Storm. Pædagogen kiggede olmt på hende.
   "Vi skulle jo i parken i dag," sagde hun surt.
   "Jeg ved det godt," hun begyndte at tage tøjet af Storm. Trykkede barnet ind til sig, kyssede ham i nakken.
   "Det er bare det at hans far dødede i nat," hun kiggede over barnet på pædagogen. Så chokket. De opspilede øjne, medfølelsen.
   "Nej dog. Det var da forfærdeligt," sagde hun. Tea sagde ikke mere, hun var træt. Træt. Udkørt. Der var så meget at gøre. Hun skulle ind og se ham. Tage afsked. Ringe til sin egen familie. Snakke med Jacobs. Snakke med vennerne. Hun orkede det ikke. Også var der kvalmen.
   Hun vidste ikke om det var graviditeten, eller Jacobs død. Måske var det en bladning?

Han lå så lang han var. Stiv og hvid. Så næsten ud som om han sov.
   "Jacob," kaldte hun og ventede på svar. Han sagde ikke noget. Lå der bare. De havde dækket de værste skader med et lagen oven på hans tøj. Og allievel kunne hun ane et ben, der ikke lå som det skulle. Hun ville rette det, rørte forsigtigt ved det, men det lod sig ikke rokke. Hun rørte hans ansigt. Det var koldt. Hun åndede på ham, ville give ham livet igen. Han måtte få hendes. Hun ville forkorte sit eget liv, hvis han fik sit igen. De havde taget hans promille, men han havde ikke drukket.
   Det var hjulene skyld. Betjenten havde sagt de ikke var ens.
   "Hvad med børnene?" hviskede hun.
   "Hvad med det ufødte barn?" spurgte hun og følte sig fortabt. Hun havde taget hans hænder i sine, men de var kolde, blottet for liv. Hun var alene. Rigtig alene nu. Hvem skulle tage sig af hende? Hvem kunne hun snakke med om børnene?
   "Farvel Jacob," hviskede hun med tårer løbende ned ad kinderne.
   "Jeg elsker dig," hviskede hun, og mærkede den knugende fornemmelse, fordi hun ikke fik bekræftelse.

Udenfor var det begyndt at regne. Det støvregnede og passede godt med hendes tårer. Tea stirrede ud på det travle og hektiske liv. Hun havde mange ting hun skulle. Præsten? Det slog hende at det var hendes arbejde. Hun skulle snakke med ham, sige at Jacob skulle begraves.
   Hun begyndte at græde rigtigt. Kunne ikke samle sig om noget.
   Der kom nogen og tog om hende, førte hende hen til en bænk.
   Spurgte om de ikke kunne gøre noget for hende? Skulle de ikke ringe til nogen? Få nogen til at komme og hente hende. Men det skulle de ikke. De skulle ingenting. Lade hende være i fred.
   Hun sad på bænken i tre timer, før hun tog sig sammen. Hun skulle snakke med sin familie og Jacobs.
   Jacobs mor havde prøvet at ringe syv gange. Tre gange imens hun havde været ved Jacob.
   "Jeg troede der også var sket dig noget," sagde hans mor.
   "Han var alene i bilen," hviskede hun grådkvalt.
   "Det ved jeg godt. Det sagde de," svarede hendes svigermor.
   "Jeg er ked af det," hviskede svigermor i røret.
   Tea kunne ikke holde til det mere. "Det er jeg også," hviskede hun og mærkede hun savnede Jacobs varme krop. Hans åndedragt. Hans latter. Hans blå øjne. Alt.
   "Vi kan da mødes," forslog stemmen i den anden ende. Det kunne de da.

De mødtes på en cafe nede i byen. Tea kunne ikke holde synet ud af sit hjem. Jacobs ting. Jacobs billeder, Jacobs fjernsyn. Jacobs. Hvad var ikke hans? Det var også hendes, men det var også hans. Hun troede ikke hun kunne holde til at besøge hans barndomshjem. Der var billeder af ham over alt. Cafeen var neutral grund.
   "Hvor er børnene?" spurgte svigermor undrende.
   "Jeg har sendt Storm børnehave i dag. Lærke passer naboen. Jeg skulle have ordnet nogle ting, hvor jeg ikke kunne have dem med," svarede Tea ærligt. Svigermor nikkede, som om hun syntes det var fornuftigt.
   De snakkede om vejret. Politikken og urolighederne i østen.
   "De bliver nok aldrig gode venner," sukkede hun. Det gjorde de vel ikke. Tea var ligeglad. Hvad kom det hende ved?
   "Hvad med det ufødte barn?" hun nikkede mod Teas topmave.
   "Hvad med det?" spurgte Tea træt. Hun var i 25 uge, der var ikke så meget at gøre. Føde det, opfostre det alene. Hun var alene om børnene. Hendes hænder rystede, som om den tanke først gik op for hende nu. Alene med tre børn. Hvordan ville hun klare det?
   "Hvad skal barnet hedde?" svigermor slikkede sig om læberne.
   "Det ved jeg ikke endnu," mumlede hun og kiggede ud i menneskemyldret. Hun tørrede en tåre bort.
   "Du kan komme over med børnene i weekenden, Tea. Du trænger til at slappe af," sagde hun, inden de skiltes. Tea smilede taknemmeligt. Måske ville hun gøre det. Tage to dage alene uden børnenes larm. Deres slogskampe om legetøjet.

"Jeg kan da også tage dem," sagde hendes mor næsten fornærmet, da hun sagde børnene skulle ud til deres farmor og farfar. Hvorfor skulle alle altid sloges om at have børnene?
   "Jeg kunne komme ud til dig, mor. Jeg vil gerne bare snakke," sagde hun stille.
   "Selvfølgelig kan du det, min pige," hendes mor lød som hun havde gjort, da hun var lille. Hun tørrede de ensomme tårer bort. Mærkede magteløsheden, savnet, ansvaret, det trykkede hende ned i sofaen. Fik hende til at give op.
   Og det var snart jul.

Samtalen med præsten, var det Tea havde frygtet mest. Hvad skulle hun sige til ham? Hvordan Jacob var som far? Deres liv sammen? Som søn? Som kollega? Ulykken?
   Hun vågnede om natten ved et indbildt brag. Hun kunne høre sig selv skrige hans navn i drømmen. Mærke hans øjne på sig. Chokket over at bilen ikke gjorde, som den fik besked på.
   Præsten hed Hans. Meget sympatisk ung mand med brillerne langt nede på næseryggen. Han bød hende på te og kaffe, men rystede på hovedet.
   "Var I gift?" spurgte han forsigtigt. Hun nikkede. De var gift. Havde været det i over tre år. Han nikkede og spurgte lidt ind til børnene. Hun kunne mærke hans medfølgende blik hvile på sig. To børn og et på vej. Hun begyndte at græde.
   "Han når ikke at se vores sidste barn," hviskede hun. Hans rystede på hovedet og gav hende en serviet.
   "Han følger med deroppe. Selv om du ikke kan se ham, så er han her. Det er lige som med Gud, han er her også," sagde Hans og smilede. Selv om det lød mærkeligt, hjalp det lidt. Hun kunne se Jacob bag præsten. Han smilede ubekymret til hende. Vinkede.

"Hvad gør jeg med børnene, Jacob?" hviskede hun på vej hjem. Hun kunne se ham sidde ved siden af. Han døsede lidt, havde ikke hørt hende.
   "Børnene?" han åbnede søvnigt øjnene. Han ventede på hun fortsatte. Drejede hovedet og så på hende, rakte ud rørte ved hendes arm. Hun kunne mærke det, som et vindpust mod hendes hud. Det var vinduet der stod åbnet.
   "Skal de Lærke i dagpleje og Storm blive ved at gå i børnehave?" hørte hun sig selv sige.
   "Det er dig der skal gå hjemme. Orker du at have alle tre børn hjemme på en gang? Så alvorlig på hende. Hun rystede på hovedet. Det gjorde hun nok ikke.
   "Men pengene. Vi har dårlig råd," mumlede hun.
   "Du må snakke med kommunen. Der kan nok angeres," mente Jacob. Det måtte hun gøre. Lige så pludselig han var kommet, lige så hurtig var han væk. Hun kaldte på ham, men han svarede ikke.
   "Jeg elsker dig," hviskede hun med tårer i de blanke øjne.

Begravelsen faldt på en dag med let støvregn. Det blæste næsten ikke, og de fleste kunne holde ud at stå uden hue og vanter. Teas øjne var tørre. Hun stirrede på det store sorte hul hendes mand blev hejst ned i. Børnene var ikke med. Hendes mor sagde det var bedst sådan. De forstod det alligevel ikke.
   "Det er tidligt de har mistet deres far," sagde en af Jacobs kollegaer. Hun nikkede. De kondolerede alle, men ansigterne gled ud af hendes sind og væk. Hun vidste ikke hvem de var. De var forstyrrende elementer i hendes sorg. Men hun smilede. Smilede og smilede.
   Kaffen og bollerne efter begravelsen, stod som en tåge for hendes blik. Der var mange mennesker. De snakkede, kom hen og hilste, hun nikkede venligt. Takkede dem for deres opmærksomhed, men hun savnede at være alene.
   Timerne føltes lange. Uendelig lange. Hun tænkte på børnene. Hvornår skulle hun hente dem? Var det hos moremor eller farmor de skulle være? Vist farmor. Hun skulle sove hjemme i sin gamle seng. På det gamle værelse med det stribede tapet.
   Hun vågnede ved et spjæt i maven. Hun smilede uvilkårligt. Hun ville række ud efter Jacobs hånd. Lade ham mærke livet også. Men det var væggen hun stødte ind i. Den kolde hårde væg, uden liv.

Hun var blevet vant til at børnene hang om hende, sad på hendes skød, trykkede sig ind til hende, og hun lagde armene om dem. Trykkede dem ind til sig. Hun kunne ikke huske det havde været sådan før. Før tumlede de rundt på gulvet, hang på deres far. Før lo de oftere, så mere fjernsyn, legede udenfor med de andre børn. Gjorde de ikke det mere?
   Bedsteforældrene ringede næsten hver weekend og ville have dem. Hun havde måttet takke nej et par gange. Børnene boede her. De var hendes ansvar. Og hun elskede dem. Hun kunne bilde sig ind at Jacob var et sted bag hende. Han ville snart ligge armene om dem alle, og hviske hende søde ord i øret. Men det gjorde han ikke. Måske var han gået ud for at hente avisen? Eller op efter den liter mælk, de altid glemte? Hun rystede hovedet for at klare tankerne. Han kom ikke tilbage mere. Hun var alene med børnene. Og det gik? Det gik fint.
   Det var i et af de øjeblik en klar morgen, hun mærkede de skarpe smerter skære igennem underlivet. Hun måtte sætte børnene fra sig, og styrtede op på toilettet. Vandet gik. Så kom den næste smerte. Den borede sig ind i hende, og tog hende med sig. Da hun endelig kom til sig selv, greb hun mobilen. Det var nu, de skulle komme. Hendes mor og svigermor.

Hun hørte kvinderne dernede. Hørte hvordan de beroligede Lærke og gav børnene overtøj på.
   "Hvorfor skal vi have tøj på?" skreg Storm.
   "Vi skal ud på en tur. I skal hjem til mig og have pandekager," sagde farmor. Det lod de sig ikke sige to gange. De var sikkert allerede ude af døren.
   "Skal mor ikke med?" spurgte Storm.
   "Hun kommer senere efter jer," sagde farmor.
   Oppe i sengen, lukkede Tea taknemligt øjnene. Hendes mor var her. Hun lukkede hånden om hendes, badede hendes pande et par gange. Hun gik som en tåge ud til bilen og smerterne skar igennem igen. Hun bed tænderne sammen og skreg.
   Hun mærkede den varme store hånd, der havde kærtegnet hende de to andre gange. Han plejede med sit smil, sin beroligende stemme, at gøre det nemmere. Bare han havde været her.
   Pludselig kunne hun mærke hånden gribe hendes. Han var her. Han var lige ved hendes side. En utydelig og udvisket silhuet. Men han var her. Hun kunne mærke ham.
   Drengen blev født i de tidlige eftermiddagstimer. Solen stod ind i stuen, og ramte som det første barnets hoved. Drengen stak i et skrig, som om nogen havde vækket ham. Hun fik den lille ned på maven. Mærkede hans varme hud mod sin.
   "Han ligner sin far," sagde hendes mor afgjort. Hun nikkede. Det havde Storm også gjort.
   "De ligner alle deres far," sagde hun med et lille suk.
   "Det gør vel heller ikke noget," lo hendes mor. "Han er et smukt barn," sagde hun og strøg en vildfaren lok væk fra hans ansigt.
   Hun mærkede ikke mere Jacobs hånd i sin. Mærkede kun sin mors kærlige kærtegn og drengen der lå på hendes mave.
   "Har du set ham? Har du set det pragteksemplar vi har lavet?" hviskede hun med tårer på kinderne.
   "Det er synd han ikke får sin far at se," hviskede hun.
   "Du har billeder, Tea. Desuden må du med tiden se at komme videre. Du har tre børn. En dag, Tea. Ikke nu, men en dag finder du en anden mand," sagde hendes mor klogt. Gjorde hun? Gjorde hun det?

Hun stod og kiggede på træet. Det var smukt. Meget smukt. Gaverne lå under træet. Store dynger, som de skulle skæve over næste aften. Hun kom til at le.
   Hun mærkede det varme pust i nakken, og vidste han var ved hende. Tæt.
   "Det har du klaret flot," sagde han med hæs stemme. Har jeg? Hun kiggede fortabt på den udviskede silhuet af sin mand. Han var her, og alligevel ikke.
   Storm og Lærke havde hjulpet med at pynte træet, og Mikkel havde ligget og set på. De var så søde, hendes børn. Deres, skyndte hun at rette sig selv. Det var også Jacobs børn.
   Storm havde spurgt til far så sent som i dag. Og igen var tårerne væltede op i hendes øjne. Hun måtte tage snakken med himlen og far igen.
   "Hvorfor er far deroppe?" var Storm fortsatte. Ja, hvorfor?
   "Fordi han er død," sagde hun stille. Mærkede hvordan ordet, klemte hende om hjertet.
   Drengen havde ikke stillet flere spørgsmål, men var begyndt at lege med sin game Boy. Lærke var begyndt at sige enkelte ord. Og Mikkel? Han var begyndt at krybe rundt på gulvet. Det varede ikke længe, inden han var alle steder.
   Begge hold bedsteforældre kom og fejede julen med dem i morgen. Hendes mor ville have juleanden med, og farmor risalamanden.
   "Du skal ikke stå for noget, min pige," sagde hendes mor. Tea havde leet. Selvfølgelig skulle hun stå for noget af maden. Hvem skulle måske ordne de hvide og brunede kartofler?

Juleaften sad de alle og klemte sig ned i sofaerne. Børnene legede på gulvet. Hun var træt. Rigtig træt.
   "Hvad med nytårsaften?" spurgte farmor pludselig. Hun tog et stykke chokolade og lod ordene hænge i luften. Stemningen var ladet af noget Tea ikke kunne forklare.
   "Det ved jeg ikke," hun trak hjælpeløs på skuldrene. Følte sig som en lus mellem to negle.
   "Du skal da til den fest Camilla har inviteret dig til, ikke?" borede hendes mor.
   "Det ved jeg ikke, mor. Jeg har jo børnene," sagde hun med et suk.
   "Vi kan godt have dem," sagde farmor bestemt. De sloges indbyrdes, kunne Tea mærke.
   "Hvis I tager de to store, tager jeg Mikkel," sagde hendes mor. De to kvinder kæmpede en øjn kamp. Hendes mor vandt.
   "Så skal du rigtig ud og flyve med ørene," sagde hendes mor.

Børnene var vel afleveret og hun stod ubeslutsomt og stirrede på sine kjoler. Den sorte var elegant. Den gik an til alt, men den var ikke vovet. Hun så på Jacobs del af sengen, og følte sig som en forræder. Alle hans ting. Skjorterne hang i skabet og duften af ham hang i tøjet. Hun borede hovedet ned i dem og græd. En dag, en dag måtte hun skaffe sig af med hans ting.

Festen var som de fleste andre hun havde været til. Drinks alle steder, høj musik, og glade mennesker. Hun havde ikke drukket længe. Kunne ikke huske hvornår hun sidst havde smagt vin.
   "Er du alene?" en mørkhåret mand smilte smigrende til hende. Et øjeblik fløj hendes hjerte op og galoperede af sted. Mindede hende om at hun var i live. Var hun det?'
   Han hed Casper. Pænt navn, og almindeligt.
   "Vil du danse?" spurgte han, og hun nikkede. Hvorfor ikke? Der var ikke noget forkert i en enkel dans, vel?
   Han var sjov og havde humor.
   "Det er nytår," hviskede han pludselig i hendes øre. Hun smilede, lukkede øjnene og tog mod et kys. Han smagte af vin og øl. Lige meget, han kyssede godt.
   "Nå, et enkelt smil, kan det blive til igen," han blinkede til hende og hun blinkede igen. Lod ham føre hende ud i endnu en dans.

Senere, meget senere, spurgte Camilla om hun havde fået en på krogen. Hun trak på skuldrene. Syntes der var noget forkert i at slæbe ham med hjem.
   "Han kan få mit nummer, så må vi se," sagde hun.
   Hun kunne se skuffelsen i hans ansigt.
   "Jeg mistede min mand sidste år i en bilulykke. Og jeg har tre børn. Det ene er født efter hans død," hviskede hun. Han nikkede, som om han forstod.

I den kolde seng, lå hun med benene trukket op til sig. Mærkede trækket fra vinduet, og stilheden. I morgen. Hun ville tage sig af Jacobs tøj i morgen. Det var på tide hun kom videre. Levede igen. Casper havde kysset hende igen inden de skiltes. Et kys der lovede en opringning. Måske.
   Et sted i skyggerne stod Jacob og smilede. Han var væk inden hun kunne nå at række hånden ud efter ham. Hun græd ikke denne gang. Mærkede kun en varme indeni. Han var her. Var et kært minde inde i hende.