Der var så meget jeg gerne ville. Så meget at nå. Og jeg skulle have vendt hende om på ryggen. Jeg skulle have hende skiftet. Og nu skreg den store igen.
"Hvad er der?" jeg gik ned på knæ, strøg ham over hovedet. Prøvede at tørre øjnene for våde tårer.
"Min lille dreng," mumlede jeg og havde lyst til at tage ham ind til mig. Det var som om han spurgte om jeg ikke kunne lide ham mere.
"Jeg elsker dig," hviskede jeg og følte igen jeg svigtede.
"Jeg er nødt til at give lillesøster mad," mumlede jeg og så op på ham.
Han kravlede hen og begyndte at stabe klodser. Sad der et stykke fra os, og betragtede os.
"Der," han pegede på det lille fine hoved.
"Det er lillesøster," sagde jeg og strøg hende over hovedet. Jeg prøvede at fordybe mig i hende, men kunne ikke rigtig. Det var som om den ældste også krævede jeg så på ham. Så ham. Roste ham. Den lille kom med et klynk, og igen måtte jeg se ned på hende. Se hvor fin hun var. Se hendes perfekte små knyttede næver og de små krumme tæer. Hun var så fin.
"Jeg elsker dig," hviskede jeg og prøvede at holde tårerne tilbage. Hvad gjorde man, når man ville være der for dem begge to. Fuldt ud. De skulle begge mærke jeg var der. De skulle trøstes af mig. Mærke mit nærvær.
Blidt vuggede jeg den lille, prøvede at få hende til at falde i søvn og dulme min dårlige samvittighed.
"Kan vi ikke indstille dit ur, så du er vågen, når storebror er i dagpleje?" mumlede jeg hæs. Og selvfølgelig kunne vi ikke det.
Den ældste sad henne ved liften og viftede med en sut.
"Det er da ikke din," sagde jeg. Han kom nærmere. Lagde sit lille hoved på søsters hoved og prøvede at proppe sutten i munden på hende. Tvang den næsten ind, uden at hun protesterede. Varmen skyllede igennem min krop. Kunne man andet end at blive varm? Kunne man andet end at smile befriende? Min store dreng på 14 måneder, mente hans søster skulle trøstes med en sut, selv om hun ikke græd. Jeg lo, så drengen ikke kunne andet end at smile.
"Min kærlige store dreng," hviskede jeg og knugede ham ind sammen med min lille pige.