Amalie stirrede ud på haven. Den var grøn og sveden de steder, solen havde brændt. Børnene legede fredligt derude. Casper sagde vist noget, men hun hørte ikke efter. Hun var altid på vagt, når børnene var sammen. Det var hendes opgave. Se efter hvad de foretog sig.
"Hører du ikke efter?" han lod avisen falde ned i skødet.
"Næ, jeg var optaget af børnene," mumlede hun.
"Børnene?" han kastede et spørgende blik ud i haven.
"De hygger sig da. Du kan ikke have et øje på hver finger," mindede han hende om. Nej, men når hun kunne se dem, og kunne beskytte sin egne, ville hun. Hun var som en løvemor. Beskyttende og klar til spring ved det mindste.
"De gør det jo ikke med vilje," sagde Casper igen.
"Næ, måske ikke," Amalie var ikke sikker. De kunne være udspekulerede. Plejebørnene. Hellere dårlig opmærksomhed, end ingen. Hun sukkede og vendte sig væk.
"Hvad sagde du?" spurgte hun.
Ude i haven havde børnene det sjovt. De legede tag fat. Det var Ronni, Amalie og Caspers ældste dreng der var den.
Mie løb alt hvad hun kunne. Hun ville ned bag æbletræet og han havde vist ikke set hende. Hun grinede, imens hun løb. Hun kunne høre de hurtige skridt og mærkede en klo i nakken.
"Taget," lød Ronnis glade stemme. Hun var den. Hun kiggede mistænksomt på de andre. Ronni var for længst væk, og Mies søster Marie var for hurtig. Der var kun Katja hun kunne gøre sig forhåbninger om at fange.
Hun løb, prøvede at indhente det leende pigebarn. Hun var der næsten. Manglede bare fem centimeter. Hun havde fat i pigens hår.
"Taget," sagde hun triumferende.
"Av, Mie. Du kan ikke bare rive mig i håret. Det gælder ikke," græd Katja.
Mie kastede urolige blikke op mod huset. Om lidt kom Amalie farende og spurgte hvad de nu havde lavet. Og det var altid hendes eller Maries skyld. Aldrig Katja og Ronnis. Nej, de kunne ikke gøre noget galt.
"Jeg siger det til mor," Katja begyndte at gå op mod huset.
"Jeg er den bare igen. Så prøver jeg at fange jer igen?" forslog Mie desperat.
"Nej, for du river i håret. Det kan jeg ikke lide," Katja rakte tunge.
"Man må ikke række tunge. Det er ikke pænt," gav Mie igen. Der var ingen der sagde noget. Ronni var forduftet til æbletræet og Marie stod med hænderne ned langs siden.
"Det var altså ikke med vilje. Og jeg rev ikke ret hårdt," Mie prøvede at vinde sin søsters sympati.
"Det ved jeg godt, men Katja sladrer altid. Hun er bare en dum tøs," sagde Marie højt. Lidt for højt.
"Det hørte jeg godt, Marie. Vil I komme her hen begge to," sagde Amalie. Hun så gal ud.
"Hvad skal det forestille at rive i håret?" hun stirrede på Mie.
"Det var jo ikke med vilje og jeg gjorde det ikke særlig hårdt," forsvarede Mie sig.
"Det er meget muligt. Kom med ind og sig pænt undskyld til Katja," Amalie vendte om på hælen og pigerne fulgte med.
Katja havde spurgt om de ikke skulle lege igen, men Mie havde rystet på hovedet. Hun ville ikke lege med hende. Aldrig mere.
Hun sad alene på værelset. Det var ikke ret stort. Der stod en seng og et lille bord. En kommode var klemt op mellem sengen og væggen. Mie syntes det var for lille, men hun turde ikke sige det til Amalie.
Ronni og Katjas værelser var tre gange så store. De var indrettet med smarte møbler og nyt tapet. Mie og Marie havde fået to kamre bag soveværelset. Første gang hun havde set det, var det som at komme i himlen. Hjemme havde de delt med en ældre søster. Hun var glad for at have sit eget værelse, men det var som om Marie og hun ikke altid var velkommen i Amalies hus.
Der var en usynlig grænse, man ikke måtte overtræde. Gjorde man, faldt der brænde ned.
"Vi skal spise," råbte Amalie op ad trappen. Det måtte være fordi, en af deres egne børn var heroppe. Mie sad og ventede på at høre fodtrin, men de kom ikke. Hun kantede sig ud af værelset og listede ned af det lille stykke gang, der var Maries og hendes alene. Det var snævert og lidt uhyggeligt. Ingen lampe oplyste den del af gangen, og den henlå næsten altid i et dunkelt mørke.
"Kaldte du ikke på de andre?" Amalie stod med hænderne i siden og nedstirrede hende.
'"Jeg tror de har hørt dig," sagde Mie så rolig hun kunne.
"Du skal ikke svare igen. Gå op og sig vi skal spise," hun pegede på døren, og Mie luskede slukøret op igen. Hvorfor skulle hun altid kalde på dem? De kaldte aldrig på hende eller Marie.
Det var uretfærdigt.
"Ronni og Katja, vi skal spise," hun stod foran Katjas dør. Der kom intet svar. Forsigtigt bankede hun på døren. Stadig intet svar. Katja var der ikke. De måtte være et andet sted.
"De er vist ikke på deres værelser. Jeg har kaldt," sagde hun til Amalie.
"Nej, de er cyklet en tur," nikkede Amalie og stillede kartoflerne på bordet, som om intet var hændt.
Hvad?
Mie sad hamerdirrende og stirrede på bordpladen. Hvad skulle det betyde? Hvorfor skulle hun kalde? Marie trykkede hendes hånd under bordet. Et øjeblik var der kun smerte at læse i deres blikke. Hvorfor? Hvorfor var alt i orden, når det drejede sig om Katja og Ronni? Det betød ikke noget at hun forgæves var sendt op for at kalde på dem. Det betød ikke noget at hun sad og var ked af det? Det betød noget hvis Katja havde slået sig. Det betød noget, hvis Ronni var kommet galt af sted på cykel. Det betød noget, når de havde drillet dem, men ikke omvendt.
Hvorfor lige dem? Hvorfor skulle de være plejebørn?
"Spis nu, Mie. Der er mere," Amalie prøvede at lyde venlig, men det sivede af på Mie. Det smagte ikke som deres mors mad. Deres mors mad, smagte bedre. Af mere. Hun købte knors pakker.
"Jeg gider ikke sure ansigter ved aftensmaden, Mie. Hold nu op, ikke?" Amalie lød træt.
"Hun er ikke sur. Hun er nok bare træt," kom Marie sin søster i forkøbet.
"Jamen, så må I tage opvasken og gå i seng bagefter," sagde Amalie alvorligt.
"Den er jo kun syv," fløj det ud af Mie.
"Så må I lære at lade være med at hænge ved bordet. Af sted med opvasken," sagde Amalie. Det tog ikke lang tid at vaske op og den lune sommeraften kaldte derude.
"Må vi ikke gå ud?" spurgte Marie.
"Nej, I skulle i seng. Det aftalte vi jo," Amalie sad med et slesket smil om munden.
"Hvorfor? Vi er ikke trætte," sagde Marie.
"Du sagde at Mie nok var træt. Og vi vil gerne have noget tid bare med vores børn. De har brug for det," Amalie slog med hovedet. Det havde de vel?
Oppe på loftet sad pigerne inde på Maries værelse og hviskede.
"Hvis hun opdager dig herinde, flipper hun ud," hviskede Marie nervøs.
"Det ved jeg godt, men det er ikke rimmeligt. Hvorfor skal vi gemmes af vejen? Hvad har vi gjort deres børn? Hvorfor er det sådan? Jeg kan ikke lide at være plejebarn," sagde Mie.
"Det kan jeg heller ikke, men vil du hjem og bo igen?" Marie vædede læberne. De havde snakket om det så tit. Marie havde ret. De havde ikke andet valg, end at finde sig i Amalies luner. De kunne ikke flytte hjem til mor og ham. Hun rystede bare ved tanken. Der var ingen der måtte opdage hvad han havde gjort dem. Aldrig. Det sved og hev i sjælen.
De faldt i søvn i Maries lille seng. Marie med ryggen mast op ad væggen og Mie yderst. Amalie fandt dem, og var ved at vække Mie. Hvorfor gjorde de aldrig som de blev bedt om? Hvorfor troede de, de havde hver deres værelse?
Hun gned sine trætte øjne, mærkede hovedpinen dundre inde bag ved. Havde det altid været sådan? Hovedpine og et par glas piller, for at kunne falde i søvn? Måske skulle de aldrig have været plejeforældre?
Hun stirrede længe på de to lyse totter, der stak op over dynen. Hun lod dem ligge. Man skulle vælge sine konflikter med omhu.
Marie og Mie vågnede før det blev rigtigt lyst. De lå lidt uden at sige noget, turde ikke, for det kunne vække Amalie og Casper. Deres maver knurrede om kap. Mie tænkte på om de kunne snige sig ned uden at Amalie hørte dem. Hvis de var mussestille og lod være med at træde på gulvbrættet, der altid knirkede. Hun var sulten, og det var Marie vist også.
Hun greb sin søsters hånd og tyssede på hende.
Det tog over ti minutter at komme forbi soveværelset og ned ad den stejle gamle trappe. Pigerne trak næsten ikke vejret, og de faldt udmattet om nede i stuen. Der var ikke andre end dem.
"Jeg troede vi vækkede hele huset," sagde Mie. Marie nikkede. Hun havde samme følelse. De skottede til døren. Var der ikke nogen på trapperne? Havde de vækket Amalie alligevel? De rystede, men der kom ikke flere lyde ovenpå.
"Kom, vi går ud i køkkenet," sagde Marie. Det var som om det var mere sikkert at være der. Mie så hen på sofabordet. Der var ikke blevet pakket væk efter aftenens fest. Der var chokolader og karameller og slik.
"Marie, tag da et stykke. Amalie kan da ikke se om vi har taget et enkelt stykke," Mie gumlede på en chokolade. Marie roede lidt i slikket og trak pludselig hånden til sig.
"hvad er der?" spurgte Mie forundret.
"Hun bliver bare sur," sagde Marie stille.
"Hun opdager det jo ikke. Vi tager kun nogle få stykker, ikke?" sagde Mie.
De listede ud i køkkenet og legede lidt med dukkerne.
"Jeg har ikke lyst til at lege," mumlede Marie. Det havde Mie heller ikke. Hun sad og stirrede på uret. Det gik langsomt. Det var som om tiden var gået i stå, og hun og Marie var de eneste mennesker i det store hus. Hvorfor mon Amalie og Casper havde dem boende? Kunne de lide dem? Var det fordi de fik penge for at have dem? Mie vidste det ikke. Hun vidste bare at alt var deres skyld.
Når Amalies børn skreg eller græd, skreg Amalie af dem. Når noget gik i stykker i køkkenet, var det deres skyld. Når deres forældre ikke hentede dem til tiden, var det deres skyld.
"I tror måske ikke vi har andre planer?" kunne Amalie hyle og smide jakkerne i hovederne på dem.
"Tag dem på, så kører jeg jer hen til dem," sagde hun bestemt.
I bilen holdt de hinanden i hænderne. Knugede til knoerne blev helt hvide. Amalie sagde aldrig noget, trykkede kun lidt ekstra på speeden og bandede af de andre bilister. De steg ud af bilen og gik selv op i den ildlugtende opgang. De fleste gange var de blevet lukket ind, men der var andre hvor de sad ude på trappen det meste af dagen. Amalie spurgte ikke til om dagen var gået godt, og de sagde ikke noget selv.
Nogle enkelte gange, når de havde stået med store tårer i deres øjne, havde Amalie strøget dem over håret og snakket med dem. Endda sagt at hun var glad for at have dem boende. De dage, svævede Mie på en lyserød sky. Der var ikke den ting hun ikke ville gøre for Amalie og Casper. Hun var endnu sødere ved Katja og Ronni. Det virkede som længe siden, de havde haft sådanne dage.
Pigerne for sammen. Der kom lyde ude fra trappen.
"Tror du hun bliver sur?" Marie sank en klump. Mie strammede sig an. Hun kunne bare prøve.
"Jamen godmorgen med jer? I er vel nok tidligt oppe," sagde Amalie overrasket.
"Nu skal I få morgenmad," hun lavede en portion havregrød. De spiste i tavshed, Mie prøvede at smile til sin plejemor, men hun var optaget af avisen.
"Nej hvor er I sultne," lo Amalie og gav dem en smule mere.
"Når de andre står op, får vi rundstykker, men I må gerne tømme skålene med slik inde på bordet, fordi I har spist så pænt," roste Amalie dem.
"Engang imellem må vi gerne hygge os," sagde hun og blinkede til dem. Mie kunne mærke skyen komme nærmere. Den kom og løftede hende op. Bar hende ind til de forgyldte slikskåle. I dette øjeblik var det vidunderligt at være Marie og hende. Det gjorde ikke noget at det var dem, der var plejebørn. Måske var de lidt heldige? De havde to familier. Ronni og Katja havde kun en. Der var noget de havde, som de ikke havde. Mie smilede.