Jeg går alene. Prøver at lade være med at tænke. Skoletasken hænger over den ene skulder fordi det er smart. Jeg bliver overhalet af flere på vejen. Ingen stopper op og spørger om jeg vil følges. Jeg græder ikke. Kan ikke mere. Og det er da værre i dag end alle andre dage. Fordi de har set hende.
   Skolegården er fyldt. Jeg skal finde en vej gennem den uden at støde på nogen fra klassen. Jeg sniger mig langs husmuren. Prøver at falde i et med den. Ingen kigger. Jeg har hånden på døren. I sikkerhed, tænker jeg triumferende.
   "Hej, der har vi sinken," Lenes stemme skærer igennem mængden.
   Jeg ved det er mig hun snakker om. Jeg lukker øjnene og åbner døren.
   "Vi har set din mor," siger Lisa.
   Langsomt vender jeg mig. Stirrer på dem gennem en tåge.
   "Ja, optræder hun i det kostume?" spørger Marianne.
   "Ikke underligt at hun er så sær med den mor," griner en.
   Jeg kan ikke længere holde styr på hvem der siger hvad. Sætningerne rammer mig som slag.
   "Måske er de slet ikke mennesker?" siger en.
   Klokken ringer. Flere flokkes om døren. Jeg bliver skubbet ind.
   På min plads lige indenfor døren sidder jeg med hovedet bøjet. Mærker tårer presse på. Jeg er magtesløs. Kan ikke stille noget op med mine plageånder. De griner og giver mig et skub i siden når de går forbi.
   "Hvem har sagt du kan lære noget som helst?" siger Lene og skubber hårdt til mig. Ingen. Ingen har opmuntret mig og sagt jeg godt kan.
   Vores lærer Anne sætter en stopper for det, ved at vise sig i døren. "Har nogen noget nyt at fortælle?" hun kigger ud over klassen. Jeg dukker mig. Prøver at gøre mig usynlig. Helle rækker fingeren i vejret.
   "Ja?" Anne ser spørgende på hende.
   "Jeg har set Matildes mor i weekenden," hun gør en kort pause.
   Jeg er på nippet til at tude. Hvad vil Helle nu sige? Gøre grin med det som de andre? Gøre nar af mig?
   Så smiler hun til mig.
   "Du har en sød og kærlig mor, Mathilde," siger hun.
   En sød og kærlig mor? Tågen letter. Det kan ikke passe. Jeg må have hørt forkert. Nogen ler. Fniser en smule nervøs. Jeg vover at løfte hovedet. Ser på Helle. Hun mener det.