Jeg kan høre larmen et sted bag mig, men ænser det ikke. De pludrer børnene, og jeg er ved dem om et øjeblik. Jeg skal bare lukke øjnene fem minutter. Fem minutter hvor jeg ikke skal tænke, så skal jeg nok vende tilbage til dem.
   Den lille laver glade lyde, som om hun er tilfreds med hele verden. Herligt. Den store kommer med den pibende lyd, for at sige der er noget han vil have. Modstræbende åbner jeg øjnene og ser på ham. Det er vandet. Jeg rækker hånden op mod kommoden, men kan selvfølgelig ikke nå. Jeg rejser mig og siger han skal drikke det. Der kommer et skælmsk smil om hans lille mund og han vender vejret i bunden på tudekoppen. Selvfølgelig hvad ellers?
   "Tak," jeg rækker hånden frem og får kruset og stiler det tilbage. Straks er pibelydene tilbage.
   "Hør nu her, Emil, du skal drikke det," siger jeg. Han peger igen op på det og stirrer fortabt på mig. Nusse kluden kommer i munden, og jeg giver ham sutten. Han peger igen. Sukkende giver jeg ham det og til min lettelse sætter han sig ned og drikker pænt af det. Af og til er det ude af munden og bliver rystet enegrisk.
   Den lille ligger og smiler. De er vel nok herlige begge to. Så gode de er. Emil giver sin lillesøster et knus og peger på hende. Hendes ben, hendes hoved hendes hånd. Aer hende lidt på håret, inden han vender tilbage til kruset og vandet.
   Jeg ved ikke hvorfor jeg er træt. Hvad er der at være træt af? Måske bare fordi jeg har gået med en lille på armen det meste af aftenen? Og er blevet vækket flere gange om natten. Måske.
   Uret oppe på væggen tikker og jeg kaster et blik på det. Det er på tide at starte på aftensmaden. Børnene hygger sig og jeg skynder mig at skrælle kartofler. Jeg tænker på alle de gode stunder vi skal have. Det er dejligt lige nu. Og det skal nok blive ved med.