Huset er stille. Hendes hæle lyder hårdt mod gulvbrædderne. Det er også det hun er. Hård. Sej. I mørket er det ikke til at se om der ligger noget på gulvet. Noget et af Annas børnebørn har lagt der. Arrigt sparker Vicky ud i luften, for ikke at snuble. Der er ikke noget. Så har Anna måske husket at rydde op?
Vickys værelse er bagerst. Bag systuen. Hun skutter sig, for der er næsten altid koldt. Hvorfor mon de har fået indrettet et værelse her? Anna siger det har været deres plejebørns værelse i lang tid. De sidste 15 år. Før det, var det vist tjenestepigens. Mærkeligt. Hun skubber tanken fra sig. Det er ikke rart at tænke på. Det er hendes værelse nu, og det lugter svagt af cigaretter og øl. En dyr parfume hænger ved hendes tøj fra festen. En dyr og god parfume. Den fanger fyrene. Hun har danset hele aftenen. Danset, kysset, drukket, røget. Hun er stadig ør af øl og sprut. Hun orker ikke at tage tøj og støvler af. Nej, hun vil gøre det i morgen. Ligger sig i stedet med det hele på sengen, og falder i en urolig søvn.
Anna har skåret franskbrødet, lagt rugbrød i kurven og stillet marmelade og ost frem. Det kan blive det helt store søndagsbord i dag. Hun smiler. Hun elsker at dække op for Martin og Cecilie og deres tre børn.
"Ser man det?" Poul gnider sig i hænderne. Vil helst indtage hele måltidet nu.
"Vi venter til de kommer," siger Anna fast.
"Ja, ja, men noget skal vi have i skrutten inden," ler han. Han snupper et stykke brød med ordentlig lag honning og smutter udset ind i stuen. Det her er søndagsfred. Han lukker øjnene og smiler. Ingen småbørn der skal have tørret hænder, ingen larmende fjernsyn og ingen der råber og skriger.
Han ligger på sofaen med avisen og får lyst til at trække tæppet hen over sig. Blive liggende og skubbe alt til side, til de har været her.
Hånden rører ved tæppet. Om lidt vil han kunne lukke verden ude for et par minutter. Bare lidt.
Et brag og en hæs stemme der skriger noget, vækker ham. Han er lysvågen.
"Hvad er det?" han sætter sig gnavent op. Ryster på hovedet og prøver at regne det ud. Den hæse stemme bliver fuldt af bas og noget andet forfærdeligt noget.
"Vicky," siger han dæmpet og rejser sig.
Anna er kommet ind i stuen.
"Jeg siger til hende, at hun skal skrue ned," Anna er på vej hen til trappen og etagen ovenover. Pludselig er han træt. Meget træt. Trænger til at hvile sit lille hoved mod noget. Hvordan kan han glemme de har hende boende? En lille spinkel pige med store militærstøvler og nedringet tøj? Han ved byen snakker om hendes tøj. Hendes hår. Hendes opførsel. Hvad mon hun har lavet i går? Han tør ikke tænke på det.
Endelig bliver der stille. Stille og han lukker øjnene for at finde den indre ro igen. Cecilie og Martin kommer. Og børnebørnene. De skal have det godt og rart. Snakke om biler og børnene.
"Hvorfor skulle hun skrue op?" spørger han Anna om.
"Det ved jeg ikke. Unge mennesker er så impulsive. Hun fik vel lyst. Men hun er gået i seng igen. Jeg sagde hun skulle lade være med at spille så højt," hun sukker.
"Ja, ja, nu er hun da holdt op," nikker Poul.
Vicky prøver at falde hen igen. Men det er ikke nemt. Hvorfor må hun ikke spille musik? Det kan da ikke genere dem? Hun hamrer næverne ned i puden og synes det er uretfærdigt. Det hele er uretfærdigt. Hun tænder en smøg. Ligger i sengen og mærker hvordan den virker. Endelig slapper hun mere af. Hun vil snart stå op og gå ud. Gå ned på torvet for at se om der er nogen an drikke med. Nogen der er lidt vovet, fordi hun er der.
"Hvor skal du hen?" Anna kigger misbilligende på hende.
"Ud," hun smasker med tyggegummiet, fordi hun ved det irriteret Anna.
"Kunne du ikke blive hjemme og tage dig lidt af børnene.? De keder sig."
"Nej. Jeg har andre planer," hun sender de tre rotteunger et giftigt blik. Et der får dem til at se skræmte og ud. Den yngste stikker i et hyl.
"De vil heller ikke passes af mig," siger Vicky sandfærdig.
"Det har hun nok ret i," nikker Cecilie og gyser. Hun bryder sig ikke om Vickys malede øjenbryn, eller om hendes tøj. Der er ikke meget hun kan lide ved det ranglede pigebarn.
"Hvorfor siger du ikke hun skal klæde sig ordentligt?" spørger Cecilie.
Hendes mor trækker på skuldrene. Kan vist ikke se det skal hjælpe.
"Hun ser da forfærdelig ud," ryger det ud af hendes datter.
"Ja, ja, lad hende nu falde til," hendes mor glatter dugen ud. Prøver at skabe hyggen tilbage. Sådan. Nu er den yngste holdt op med at tude. Anna slapper mere af.
Vicky går gennem den søvnige by med klaprende militærstøvker. Dog, dong og et ordentlig dong. De skal høre hende, se hende, mærke hende. Der må da være nogen der ligger mærke til hende? Nogen der frygter hende? Cecilies yngste tæller ikke. Hun er kun et barn. Ikke meget mere end fire, hvis hun er så gammel. Nej, det må være andre. De unge. De voksne. De forbandede voksne med deres regler og dumme tomme smil. Tomme og brudte løfter. Hun er rasende på dem. Dem alle sammen. Hun spytter, spytter tyggegummiet ud på fortovet og drejer hælen rundt i det. Ha, så kan en eller anden idiot få lov at samle det op. Eller prøve. Ha.
Der er et par stykker på torvet. Slagterens Dennis og købmandens Trine. De skotter til hende, ved vist ikke hvor de skal se hen. Hun smiler. Kan mærke de rykker tættere sammen.
"Hej," hun standser et par meter fra dem. Mærker deres frygt. Ha, der er nogen der er bange.
"Giver din far ikke et par øl?" hun stirrer på Trine.
"Det ved jeg ikke. Ikke til mig. Jeg er ikke gammel nok til at stå her og drikke," hun misser med øjnene.
"Jeg skal heller ikke have noget," siger Dennis og rører uroligt på sig.
"I er kedelige. Lige så grå og triste som byen. Hvordan kan det være her ikke er lidt liv?" vil hun vide.
"Her er masser af liv," Trine kniber øjnene sammen. Hun har boet her altid, savner vel ikke byens diskoteker og fester. Vicky kigger rundt. Det er mørkt de fleste steder. Og de tre står her i kulden. Kalder hun det liv?
Hun skodder cigaretten, jokker på den med hælen.
"Næ, vil I se løjer, så kom ud på Rasmussens gård i aften ved 20.00 tiden," siger hun og vender om.
"Hvad sker der så?" det er Dennis der spørger. Hans stemme dirrer.
"Det får I at se," ler hun.
"I kan sige det videre til de andre på vores alder. Ingen voksne og ingen små unger," hun kigger på Trine. Ved hun kan finde på at have sine små søskende i hælene.
"Skal du have de støvler på over alt?" sukker Anna.
"Ja, de er fede og de varmer," Vicky gnasker løs på tyggegummiet og drejer det rundt om den ene finger.
"Hvorfor kan du ikke se lidt ud som de andre unge mennesker her i byen?" Poul rynker brynene. Synes deres plejedatter gør et for stort nummer ud af tøjet. Det klæder hende ikke med det korte strithår, militærstøvlerne og de stramme læderagtige bukser.
"Sådan går man klædt inde i byen," hun trækker på skuldrene.
Det irriterer Poul og Anna. Hvorfor kan hun ikke bare være et lille forsømt barn der mangler nogen der holder om det? Men nej. Hun skal være et af de børn der viser sig frem og siger provokerende ting.
Vicky smutter ud af vinduet og ned ad taget. Hun har gjort det flere gange. Gider ikke Annas mange spørgsmål. Det er bedre at gøre det på den her måde.
Hun ved ikke om der er nogen ude på Rasmussens gård, men hun vil gå derud. Det ligger ikke langt fra byen, men langt nok væk til at gården ikke har naboer.
Stuehuset er fuld af lys. Hun lister sig forbi i de mørke skygger om til laden. Der er mørkt og tyst. Så mørkt som det kan blive en aften i november.
Hun kan høre hviskende stemmer.
"Tror I selv hun tør komme?" lyder en stemme.
"Vicky tør alt. Desuden er det jo ikke farligt at stå her, vel?" siger Dennis.
Vicky prøver at skelne gruppen i mørket. De må være mindst 10. Fint, hvis hun skal bruge hjælp til at få ilden til at tage fat.
"Hej," hun står pludselig bag dem. Kan mærke deres frygt.
"Hej, hvad skal vi herude?" spørger Trine ængsteligt.
"Sætte lidt liv i sagerne. Det er den mest kedelig by, jeg har boet i. Det er på tider der sker noget," hun smiler. De vil få øjne så store som tekopper. De vil måske blive rigtig bange og styrte hjem, men det betyder ikke noget.
Hun får dem til at fordele halmen rundt om i laden.
"Her," hun smider tændstikkerne til Trine. Venter spændt på hvad hun vil gøre.
"Hvad skal jeg med dem?" spørger Trine. Hendes stemme er lille og bange.
"Hvad tror du?" Vickys smil er bredt. Er pigen så snotdum?
"Jeg kan da ikke sætte ild til halmen. Hør nu her. Det er deres ejendom. Det er det de lever af. Det vil jeg ikke," Trine smider arrigt æsken fra sig. Vicky bander en smule, men har en ekstra æske i lommen.
"Fint, så gør jeg det. Det går jo ikke ud over dem på den måde. De er vel forsikret? Og de får penge til en ny bygning. Tror mig, de får lov til at bygge en hel ny bygning og halmen bliver også erstattet," siger hun. Den første tændstik lyser blegt mod et par hvide bange ansigter. Hun ænser dem ikke længe, men kaster tændstikken på en bunke halm. Ilden tager hurtig fat.
"Det gør du da ikke, gør du?" en anden stemme lyder bange i mørket.
"Hvad er det I er så bange for?" Vicky forstår dem ikke.
Det her bliver jo skægt. Om lidt vil de fare ud oppe i stuehuset. De vil stå og glane og klø sig lidt i hovedet. Spørger hinanden hvad der sker? Jo, der skulle nok blive liv på gården.
Hun smider den sidste tændstik foran gruppen og de begynder at løbe i alle retninger. Fjolser. De skal jo løbe ud af porten. Kan de slet ikke se den? Hun råber at de skal følge hende. De skal bare løbe samme vej. Alle sammen. Men det gør de ikke. Trine løber hen mod bagenden. Væk fra porten og den friske luft. Ved hun ikke det er den forkerte vej?
"Trine," råber hun, men pigen ænser hende ikke. Hun er væk i flammerne.
Fandens," mumler hun for sig selv. Det er ikke meningen det skal ende sådan. Hvad tænker de på? Hendes hjerte slår ekstra slag. For første gang i meget lang tid, er hun bange. Virkelig bange.
Branden har taget alt med sig. Dyrene. Bygningerne omkring. Det meste af stuehuset. Og værst af alt. To menneskeliv. Trine, købmandens lidt forvirret datter og slagterens Dennis. Alle skotter til den grå aske.
Gårdejer Rasmussens ansigt er lige så gråt som det. Han står og ser betuttet på det han ejer. En bunke aske. Det kan de jo ikke bo i. Han hører knap hvad de siger til ham. Nikker bare og sparker fortvivlet til en bunke af skidtet.
Forbandede være det pigebarn. Det er jo hende. Det siger gruppen af unge mennesker. Og hvorfor ikke? Hun ligner en der kan finde på hvad som helst. Og de to arme familier der har mistet et barn i flammerne. Hvad gør de nu? De står der med ansigter fuld af tårer, siger det ikke kan passe. Men politiet er ubarmhjertige. Bliver ved med at gentage at børnene er brændt ind. Slut på deres liv.
Politiet holder foran Anna og Pouls hus. De ved det er Vicky de er efter. De skotter til hinanden. Ved vist ikke hvad rolle de skal spille.
"Hvorfor gjorde du også det?" spørger Anna med et lille suk. Hun er bange for hvad de vil stille op med pigebarnet nu. Der er ingen der vil have hende. Slet ingen.
Vickys ansigt er bøjet og hun har taget militærstøvlerne af.
Betjentene siger ikke meget.
De kører hende væk i den disede morgen. Kører hende tilbage til den storby hun drømmer om.
"Det er måske bedst sådan," siger Poul.
"Synes du?" Anna er ikke så sikker.
"Hun kan ikke komme tilbage, efter det der er sket her," Pul ryster benægtende på hovedet. Anna nikker og begynder på morgenmaden. Livet går vel videre. Noget at spise skal de have.