Jeg får lyst til at græde, fordi han græder. Hans tårer, hans håbløshed, kryber ind og bliver min. Det er den også, det er min dreng. Min lille fortabte dreng, som ikke kan rumme verden lige nu. Alt ved ham er gået i stykker. Hans verden krakeleret. Jeg prøver at trække ham op på skødet, men han skubber mig væk og tårerne bliver større. Magtesløshed får mig til at sætte mig. Okay, jeg må finde på noget. Se på ham, lege med ham.
   "Ja, bolden, er den ikke fin?" spørger jeg og triller den hen til ham. Han ser uinteresseret på den. Han tager dem op, studere den, før den bliver kastet ned i jorden. Han tuller videre, giver små utilfredse lyde fra sig.

"Vil du op?" jeg holder hænderne ned mod ham og han rækker sine op. Jeg sukker dybt, prøver at bevare roen, midt i mit kaos. Måske er det fordi jeg har den lille, jeg føler det hele flyder? Har hørt kvinder kan have humørsvingninger længe efter fødslen? Jeg siger til mig selv at jeg klarer det godt. Det gør jeg også det meste af tiden.

Den lille græder igen.
   "Du er nødt til at gå lidt, Emil," siger jeg. Jeg sætter ham og han rækker igen hænderne op for at vil op. Stakkels ham. Jeg er nødt til at hente den lille. Jeg er nødt til at have hende ved mig nu.
   Hun er hurtig til at spise. Gør det hurtigt og på en smaskende måde. Det er som om hun aldrig kan få nok.
   "Om lidt kommer du op igen, Emil," siger jeg til den grædende dreng. Han ligger ved siden af mig. Vil ikke se på mig. Vil ikke lege eller læse bog.
   Og der kommer håbløsheden ind og sætter sig på min skuldre. Tårerne blander sig med sveden i mit ansigt. Det skal nok gå. Jeg ligger den lille efter at have bøvset hende af og tager Emil op. Han sover. Jeg sukker. Faldt han i søvn med tårer? Ved han jeg er lige ved siden af ham og ikke ville forlade ham? Ved han hvor højt jeg elsker ham?
   Kærligt stryger jeg hårene væk fra hans ansigt, tørrer tårerne væk med en finger og kysser ham.
   "Det bliver bedre i morgen," mumler jeg højt for at trøste mig selv.