Jeg skubbede ivrigt vognen, imens jeg snakkede med begge børn.
   "Vi skal ned og finde nogle fine støvler og sko til dig," sagde jeg til Mark. Han stirrede lidt betuttet på mig.
   "Der," sagde han og pegede på sine sko med et stort smil.
   "Ja, det er dine sko," sagde jeg, og kunne ikke lade være med at smil.
   "Der," han pegede og så triumferende op på mig.

"Du er så målrettet," sagde ekspedienten til mig.
   "Jeg ser på sko til min søn," sagde jeg.
   "Nå da, du har hænderne fulde," sagde hun og kunne vist ikke lade være med at smile lidt.
   "Ja," andet sagde jeg ikke. Vi kiggede lidt.
   "Han har en smal fod," tilføjede jeg, og det udelukkede nogen.
   "Ja, så er der jo den her," hun tog en sko frem i brun. Hvorfor mon de altid var brune? Det lignede noget jeg kunne have gået i, dengang jeg var barn. Brun, brun og brun. Mon halvfjerdsernes forfærdelige brune farve, var in igen?
   "Den findes også i den her farve," hun kom med en sko lidt lysere brun. Den var da pænere.

Imens jeg sad med Mark på skødet, vågnede den lille.
   "Nå da, hun var ikke tilfreds med at barnevognen stod stille," sagde ekspedienten. Der kom en til springende.
   "Må jeg tage hende op?" hun stirrede på mig.
   Jeg nikkede, og var faktisk en smule taknemlig. Jeg havde været lidt nervøs for hvordan byturen ville gå med dem begge.
   Mark gik rundt i butikken, stolt med sin nye støvle på.
   "Den går han godt i," sagde ekspedienten.
   Jeg nikkede, for jeg kunne godt se det. Men jeg havde listet mig til at se prisen, inden han fik støvlen på. 900 kr. Hvad tænkte de på? 900 kr. for et par støvler han kunne passe en sæson.
   Skoene sad godt, selv om de var både var brune og dyre.
   Så begyndt den bitte at stikke i et hyl.
   "Jeg går lige en tur, og får hende til at falde til ro," sagde jeg.
   De nikkede forstående nok.
   Vi var lige kommet ud af butikken, og Matilde begyndte at blive roligere.
   "Ja, ja," mumlede jeg og strøg hende et par gange over næseryggen. Det plejede at berolige hende.

Vi gik videre i jagten på sko og støvler. Den næste butik havde kun et par.
   "Ja, de sidder da fint," nikkede ekspedienten. 700 kr. for skoen og over 1000 kr. for støvlen. Jo, de vidste nok hvad de ville have for det. Og Mark var lige tålmodig.
   "Vi går lige lidt videre," sagde jeg og nikkede som tak til ekspedienten. Hun smilede.
   Okay, hvad var der så af butikker tilbage.
   Jo, den nede i Torvecentret.
   Vi travede ned i den anden ende af gågaden og ind i centret.
   "Se her," sagde jeg og fandt et par vinterstøvler.
   "Er de ikke fine?" spurgte jeg. Det var Mark enig med mig i.
   Og noget billigere og i sort og blå. Jo, det blev dem.
   "Hvordan kan det være de er så meget billigere?" spurgte jeg.
   "Ja," hun trak smilende på skulderen. Vi gik tilbage til den første skobutik og købte de brune sko.

"Nå, har I nu brugt penge igen?" spurgte Tor med et smil.
   "Ja, kan du vise far skoene?" spurgte jeg.
   "Der," han kom med den ene af støvlerne.
   "Skal du have den på?" Tor bandt dem om hans ene fod.
   "Kan du finde den anden?"
   Mark kom med den anden sko storsmilende og sagde en masse, vi ikke forstod.
   "Skal du have den på den anden fod?" spurgte hans far. Og der gik Mark rundt med en støvle på den ene, og en brun sko på den anden fod. Stolt og med et smørret grin om munden. Vi sad i sofaen og grinede. Er der noget så herligt som børn med den tilgang til tilværelsen?