Helle lænede sig lidt frem i vinduet. Blev stående med næsen mod ruden. Far måtte godt komme og hente hende. "Helle," kaldte Rasmus ude fra vinduet. Hun vendte sig væk.
   "Jeg tror din far kommer her omme fra i dag. Det er ham der går der, ikke?" spurgte Rasmus. Hun nikkede, og kunne ikke lade være med at smile. "Ja, der kan du bare se," Rasmus purrede op i hendes hår.
   "Han kommer altid til tiden," lo han. Helle nikkede. Rasmus var mors nye kæreste, og han var god nok. Men han var ikke så sjov som far.
   "Jeg skal sove der," røg det ud af hende. Hun håbede ikke hun lød for glad. "Ja, det bliver da spændende," nikkede han. "Hvornår kommer mor?" spurgte hun.
   "Hun kommer sent hjem i aften. Så der er kun mig hjemme," Rasmus så næsten trist ud. "Men jeg klarer mig. Jeg har masser af ting at lave," lo han. Helle nikkede. Han havde stillet støvsugeren frem, lagt klude ud på badeværelset.
   "Det trænger til en omgang," lo han.

Helle tog jakke og sko på, før far ringede på.
   "Du er allerede klar?" sagde han overrasket. Det undrede Helle at han kunne blive lige overrasket hver gang.
   "Ja, selvfølelig. Hvad skal vi lave i weekenden?" spurgte hun. "Øhh, det har jeg ikke tænkt på. Jeg regner med du har nogle ideer," lo han. Rasmus og far udvekslede lange tavse blikke, som om de havde et hemmeligt sprog.
   "Nå, det er da blevet solskin," sagde far og smilede til Rasmus.
   "Ja, det er ikke så ringe," nikkede Rasmus og sendte et af sine tandpasta smil. De småsnakkede altid om vejret. Den første åbningsreplik, der åbnede for politik.

"Måske skulle vi tage ud og fiske sammen en dag?" forslog Rasmus.
   "Tja, det kan da være hyggeligt," nikkede far, og målte manden med øjnene. Helle stoppede et øjeblik i sine bevægelser. Tage ud og fiske? Den var ny. Der var ikke mange der havde en så god familie, som hendes. Helles bedste veninde, Lise, havde engang sagt de endte i et kollektiv fra halvfjerdserne, og kom til at dele tandbørste. Alle sammen. Helle lo ved tanken, men det var udelukket. Far og mor, kunne ikke sammen mere. Det var noget andet med far og Rasmus.

"Lad os gå, Helle," far smilede. På vejen hjem til ham, gik de forbi burgerbaren.
   "Skal vi?" far nikkede i retningen.
   "Det burde vi ikke," sagde Helle med en let latter.
   "Din lyseslukker. Du vil jo gerne, ikke?" sagde far med et bredt smil. Det var afgjort. De skulle have fredagsburger med pomfritter og sodavand.
   "Lidt usundt må man altså godt få," sagde han. Hun elskede de alene stunder, hun havde med sin far. Det var som om de havde en verden, kun de kunne forstå.
   "Hvordan går det i skolen?" han bed af sin burger.
   "Fint. Vi har fået engelsk stil for. Det kan være du kan hjælpe mig?" spurgte hun.
   "Mig? Jeg kan da ikke et ord engelsk. Det er din mor bedre til end mig," sagde han.
   "Hun siger, det er dig hun har lært det af," Helle var alvorlig.
   "Nå, det ved jeg ikke hvor hun har fra. Jeg er ikke ret god, men jeg kan da forsøge," han blinkede til hende.
   "Hvorfor kommer du aldrig, når mor er hjemme?" spurgte hun.
   "Skal jeg måske det?" spurgte han. Der var noget i hans stemme, hun ikke kunne greje.
   "Næ, men I snakker aldrig sammen," påpegede Helle og rejste sig.
   "Nej, det gør vi vel ikke," mumlede han, og der gled en skygge over hans ansigt. Var de ikke blevet gode venner siden de blev skilt? Helle kunne ikke greje sine forældre. Det var da snart fem år siden, og hun havde aldrig hørt dem diskutere siden.
   "Jeg skal snart konfirmeres," røg det ud af hende.
   "Ja, det skal du vel," han kiggede eftertænksomt på sin kønne datter.
   "Så skal I vel snakke sammen?" spurgte hun.
   "Det skal vi vel," han rejste sig. Han ønskede ikke at gå i detaljer overfor Helle. Måske ville han komme til at sige ting, om hendes mor, han ville fortryde. Og de havde været enige om en ting. Hun skulle holdes udenfor.

Hun nævnte ikke konfirmationen mere. Hun prøvede at vende tilbage til skolen og håndbolden. Det var sikre emner at lukke det med hendes forældres skilsmisse med. Det virkede som en lynlås, mod det usagte. Hun fortalte at hun skulle spille kamp næste weekend.
   "Det er i den hal i nærheden af dig. Kan du ikke komme og se mig?" spurgte hun.
   "Jo, det kan jeg," nikkede han. Hun nævnte ikke at mor var begyndt at tage med til kampene. Måske var det en af de kampe, mor syntes hun selv skulle tage til. Hun kunne håbe. Weekenden sammen med hendes far, forløb som altid.
   "Skal du aldrig have en kæreste?" spurgte hun og trak hans arm om sig. Hun sagde det i spøg, for hun elskede de stunder de var alene.
   "Det ved man jo aldrig," plejede han at sige.
   "Jeg har mødt en, men nu må vi se om det kan holde," sagde han og smilede til hende. Det var sidst på eftermiddagen søndag. Det kørte rundt i Helles mave. Ville de ikke kunne have disse stunder sammen mere?
   "Har du?" hun sank en klup. Følte sig pludselig udenfor.
   "Det er da ikke noget at græde over," lo han ubekymret.
   "Du vil kunne lide hende," lovede han, og de snakkede ikke mere om hende.
   Hun tog selv sin taske og sagde farvel til ham i hans opgang. Han ville gerne have fulgt hende hjem, men hun rystede på hovedet. Havde sagt hun var for gammel til at blive fulgt til døren.
   "Jeg er snart 13 år, far. Jeg kan godt gå selv," sagde hun og smilede. Han skulle ikke tro hun var ked af det. Var hun mon sød? Kunne hun lade dem have deres stunder for sig selv? I starten havde det været svært at Rasmus var kommet ind i hendes mors liv, men da far og ham begyndte at snakke sammen, gjorde det det hele nemmere.
   Hendes mor ventede med varme boller og kakao. Hun spurgte til hendes weekend.
   "Vi tager med til næste kamp," sagde mor med et bredt smil. Vi? Tog Rasmus også med? Hun smilede. Hvis han gjorde, betød sammenstødet mellem hendes forældre, nok ingenting.
   For mange år siden, da forholdet var gået i stykker, havde hun hver aften ligget i sengen og drømt om at far kom og tog hende op, og bar hende ind i soveværelset. Det var aldrig sket. En dag var Rasmus der, og hun vidste drømmen aldrig ville gå i opfyldelse. Den aften havde hun hadet Rasmus, men ikke sagt det. Virkelig hadet ham, fordi hendes drøm aldrig ville blive til noget. I starten havde hun smidt hans ting ud. Skoene var kommet ud i opgangen, jakken gemt på altanen. Ting han havde givet hende, var forsvundet eller gået i stykker.
   "Hvorfor er du sådan?" havde mor spurgt en dag, og hun havde rystet på hovedet. Nægtet at svare.
   "Rasmus forsvinder ikke ud af mit liv, fordi du er sådan," sagde hun. Hun havde skulet til sin mor. Hadet hende lige så meget. Det var derfor alene tiden med faren var blevet så vigtig. Langsomt havde Rasmus gravet hendes skind af og taget hende ind til sig.
   "Det er fint. Far kommer også," sagde hun. Hendes mors ansigt blev mørkt.
   "Nå, det kan han vel også," sagde hun, som om han vadede ind på deres territorium. Helle sagde ikke noget.

"Mor, hvorfor blev dig og far skilt?" spurgte hun senere. Hendes mors ansigt røg op med et ryk.
   "Hvorfor?" hun slubrede kaffen i sig.
   "Vi havde forskellige holdninger til ting, min søde ven. Meget forskellige holdninger. Og det duer ikke i et forhold," hun satte kaffekoppen hårdt fra sig. Sagde ikke noget længe. Forskellige holdninger til hvad?
   Hun lå i mørket og lyttede. Hun spidsede dem. Rasmus og mor diskuterede hendes far. Hun kunne høre mor skælde ud.
   "Er det nu noget at hidse sig op over nu?" Rasmus stemme var beroligende.
   "Det må du da være ovre, for længst," sagde han.
   "Han syntes det var i orden. Han gjorde det til højre og venstre. Også med Judith," mors stemme var fuld af følelser. Gjorde hvad med Judith? Mon han havde været utro? Hun huskede Judith. Hun var tit kommet i deres hjem før. Det var omkring skilsmissen hun også forsvandt fra den ene dag til den anden. Mærkeligt.

Hun cyklede selv til kampen. Mor og Rasmus ville tage bilen og far ville komme. Ville de sætte sig sammen? Nej, de ville kunne blande sig med de andre tilskuer. Måske ville de lade som om de ikke kendte hinanden?
   Hun fik øje på far og en dame på den ene side. Judith. Selv efter fem år, kunne hun kende hende. Hvad var det mor havde sagt? Han havde gjort det med Judith. Hun kunne mærke et par øjne i nakken. Det var mor. Hun kunne se alt farve forlade hendes ansigt. Tårerne der stille trillede ned ad kinden. Far og Judith havde ikke set hende, men de vinkede Helle nærmere.
   "Hej, hvor er din mor?" spurgte far.
   "Det ved jeg ikke," hun så ikke på dem. Det havde ikke været en god ide, at spørge far om han ville se hende spille håndbold.
   "De har nogen gode pølser. Jeg henter lige en," far klappede hende på hånden.
   "Du kender jo Judith. Vi har mødt hinanden for nydelig, og ja så ved du?" han trak hjælpeløst på skuldrene.
   "Er I kærester?" spurgte hun lige ud.
   "Det er vi vel på en måde," nikkede han. Kunne ikke få sig selv til at sige det lige ud.
   "Hun mente det var på tide din mor og hun mødtes igen," sagde han.
   "Og jeg kan ikke se at det skulle gøre skade. Det var hende jeg fortalte dig om i søndags," sagde han, før han forsvandt op efter pølsen.
   Judith smilede til hende. "Det er længe siden, Helle. Du er vel nok blevet stor," sagde hun. Helle nikkede.
   "Din far sagde at din mor ville komme. Jeg vil gerne snakke med hende," hun blev ved med at smile.
   "Vi var jo gode venner engang," lo hun. Helle følte ikke hun kunne gå. Ikke før hendes far kom igen.
   "Bagefter må jeg hellere se om jeg kan finde hende og Rasmus," sagde hun undskyldende.
   "Stik du bare af, det kan være hun sidder lidt længere oppe," sagde Judith.

Mor sad længere oppe og mere til højre for midten.
   "Hej," Helle lod sig dumpe ned mellem mor og Rasmus. Mor havde stadig røde øjne og flere tårer løb ned af hendes kinder.
   "Nu går du bare ud og spiller," sagde hun og klappede hende på kinden. Rasmus var underlig fraværende.
   Helle spillede en dårlig kamp. Hver gang bolden kom forbi hende, greb hun den ikke. Den røg ind flere gange ovre ved hende, og ved halvlegen, blev hun skiftet ud.
   "Hvad er der i med dig i dag? Du plejer godt at kunne spille," brummede træneren.
   "Det ved jeg ikke," Helle trak ligegyldigt på skuldrene. Lige nu var håndbold ikke vigtig.
   "Jeg skal vel ikke ind resten af kampen?" spurgte hun.
   "Nej, smut bare i bad, men kom herop bagefter. Vi vender kampen, som vi plejer," sagde han.

Under bruseren kunne hun bedre tænke. Det kolde vand løb ned af hendes krop og gjorde hende immun. Måske var det bare noget hun bildte sig ind? Mor og Judith havde været nære venner en gang. Men hvorfor ville Judith gerne snakke med mor? Voksne var underlige.
   Mor og Rasmus sad stadig på deres pladser, og Helle satte sig sammen med dem.
   "Det var ikke din bedste kamp," sagde Rasmus.
   "Næ," Helle vidste det godt. De sad ikke og holdt hinanden i hånden, og Helle fik en voksende uro i maven. Da der blev fløjtet af, gik hun ned til de andre. Hun hørte ikke hvad træneren sagde, ventede bare på at kunne komme tilbage til mor og Rasmus, eller far og Judith.
   Hun stoppede bag sin mor.
   "Hvorfor har han taget hende med?" sagde hun hårdt til Rasmus.
   "Det ved jeg ikke. Det ved jeg ikke. Men det kan da ikke påvirke dig efter alt den tid," brummede han.
   "Helt ærligt. Det er mange år siden," han var vred, kunne Helle høre.
   "Mange år og mange år siden," brummede hun.
   "Det er da hårdt at se ens veninde, som vendte en ryggen og tog min mand fra mig," sagde hun. "Hvad har hun, som jeg ikke har?" sagde mor muggent.
   "Det må da også være lige meget nu. Hvad skal du bruge ham til?" spurgte Rasmus.
   "Ingenting," mumlede mor, så fik hun øje på Helle.
   "Kom her, min store pige," hun rakte armene ud og trykkede Helle længe ind til sig.

Helles gamle drøm flækkede midt over. De ville aldrig finde sammen igen. Mor og far. Men mor havde det også godt med Rasmus. Det var far, hun havde været bekymret for. Far trykkede Judith tæt ind til sig. De var glade for hinanden, kunne hun se. Var de stadig plads til deres alene tid?
   Og mor og Rasmus? Hun vendte blikket mod dem. De var ikke som de plejede at være. De var pludselig blevet uvenner.
   "Vi finder en dag at tage ud og fiske i," sagde Rasmus og smilede til hendes far.
   "Ja, det kunne være hyggeligt," sagde far og smilede bredt til Rasmus og Helle. Far og mor snakkede ikke til hinanden. Mor sendte Judith og far et dræbende blik.

Rasmus og mor snakkede ikke sammen. Det eneste hun havde fået med, var at han flyttede fra dem.
   "Hvorfor flytter han?" spurgte hun en dag.
   "Bare fordi det er bedst," sukkede mor.
   "Vi kan ikke finde ud af det sammen, så det er bedst sådan," hun smilede mat til sin datter.
   "Så er det godt jeg har dig. Og vi skal nok få det hyggeligt sammen," lo mor. Men det var ikke en glad latter. Helle syntes det var lidt uretfærdigt.
   Far fik alting. Judith. Rasmus. Hende. Mor sad alene tilbage. Det var kun rimmeligt at hun var mere sammen med mor nu.
   "Så kan vi gå til håndbold sammen. Bare dig og mig," nikkede hun. Hun lagde en hånd over mors. "Det kan vi vel," nikkede mor.
   Livet og de voksne var mærkelige. Det var altid som den ene af hendes forældre havde alt, og den anden ingenting. Nu var det mors tid til at have hende.