Hans lille hoved stikker ud af døren. Han ser sig om. Jeg kan se han kigger efter nogen, og ved hvem. Jeg får en klump i halsen, fordi jeg ikke kan forklare ham det.
   "Der," han peger på døren ind til soveværelset, for han er sikker på hans far er derinde. Det ved han bare. Og det er han ikke i dag. Jeg tør ikke bruge ordet far lige nu, tænk hvis han bliver mere ked af det. Det må vente til søndag, når hans far kommer hjem igen.
   I stedet tager jeg ham med nedeunder og vi kører lastbil og leger gemme., Frem og tilbage mellem de samme to gemmesteder, og han syntes det er hyle skæg. Han griner som en flækket træsko hver gang jeg siger "Bøh."
   Han sætter sig ved siden af mig, retter mit ben ud., så han kan være mellem benene. Så snart jeg har lagt Louise fra mig, kryber han op og vil bæres rundt. Hvor må han savne sin far. Jeg holder ham tæt ind til mig og gør meget for at lege med ham.

Han er nem at ligge i seng. Han kommer med sit sædvanlige lyde, før der er ro derinde. Jeg har været lidt nervøs for at ligge ham i seng. Mest fordi han har været så urolig de sidste par dage. Men alt får så fint. Jeg kryber selv ned under dynen og tager Louise med mig. Jeg ved godt der er en fare for at falde i søvn med hende, men holder alligevel længe om hende. Hun falder i søvn i mine arme og forsigtigt ligger jeg hende i hendes lille seng. Og det er helt hyggeligt at have hende ved mig.

Jeg hører ingen lyde heler natten, og er næsten bange for der er sket Mikkel noget, men han sover som en sten. "Mikkel, du skal til og op," siger jeg og stryger ham over håret. Det er en halv time over tid, og selv om vi ikke sal noget, syntes jeg det er bedst ikke rykke for meget med hans rutine.

Det er sidst på eftermiddagen og jeg er også blevet lidt utålmodig. Mikkel vil ikke ned fra mit skød og Louise græder.
   "Så Mikkel. Far kommer jo snart hjem," siger jeg. Jeg prøver at sætte ord på de følelser han må gå og tumle med. Og jeg kan godt forstå ham. Jeg savner også børnenes far. Jeg stryger ham et par gange over håret, og må tørre tårerne som løber ned ad hans kind bort.

Pludselig siger mobilen noget og Mikkel kommer og giver mig den. Der er sket så meget med ham. Før ville jeg ikke få den i hånden. Han ville forsøge at lege med den.
   "Det er far," siger jeg til ham og straks breder der sig et smil på hans ansigt.
   "Der," siger han og peger på telefonen.

Det er lige før sengetid, og Mikkel er blevet utålmodig. Har han forstået at far kommer snart. Og endelig kan jeg høre den kendte lyd af nøglen i døren. Endelig.
   "Far kommer nu," siger jeg til drengen. Han styrter ud i gangen og kommer med sine glade hvin. Endelig. Det er som om han spørger hvor far har været, men det er også lige meget nu. Han putter sig ind til ham og falder til i søvn.