Zeazacks blik glider rastløs frem og tilbage over brændingens urolige linje, hvor bølgerne knækker i hvidt skum langs den brede strand - bare en chance mere til at gøre det godt igen - gøre det rigtigt. Hans uro forplanter sig til vandet, bølgerne strækker hals mod ham og kaster sig med hele havets tyngde mod de badendende, der klogeligt holder sig på det smulte vand mellem brændingen og stranden og ikke ænser de urgamle kræfter, der spiller deres spil - dér ti svømmetag fra dem.

- Hey Zeazack - smookie smookie?

Mellowboy Melson har sat sin frugtkurv for foden af det blå livreddertårn. Han rækker en rygende joint op mod Zeazack. Zeazack synker uden spyt i munden, alt i ham skriger på at trække den fyldige røg ned gennem lungerne og helt ud i de yderste celler af hans urolige krop - og glemme - men han vifter afværgende med hånden.

- Ryger ikke det shit mere, mann.

Mellowboy skubber stråhatten om i nakken, tager et dybt drag af jointen og kigger missende op på Zeazack med sine rødsprængte, bebrejdende øjne.
   -Mann, det vil hjælpe dig - du ligner en aberøv, en aberøv, der' træt af at skide, mann - har ik' set dig så skidt siden du var en lille Zach - og din withs-craft-mama forvandlede din gamle papa fra en lugt af dårlig barbersprit til en strejfende lossepladshund... og så forsvandt hun selv, mann, på ryggen af en af gamle Warlord Wardens helvedeshunde, ud til Beggars Reef.

Zeazacks store brystmuskler strammes i et synligt ryk under den gule T-shirt.

- Hold din syge mund, Mellow, du snakker som en spatramt papegøje, han smider sin halvtømte vandflaske ned i stråhatten.

Mellowboy Melson bukker sig uforstyrret op og samler flasken op. Han tømmer den i én tår.

- Det rigtigt, mann - jeg har det selv fra en af Wardens mænd, der var der den aften... hun forsvandt bare, mann, på Wardens ondeste mastiff, mann, og ingen har set hende siden, mann... og dig, mann, forvandlede hun osse, mann... til en aberøv - der' træt af at skide - som nu, mann... igen, hun skred fra dig lille aberøv... og din daddy tryllede hun osse om, mann, han løb derfra som en skabet køter - mann, det var shit for en lille hvalpi som dig, mann - men du' stærk nu, du ka' klare det, hvis bare du suger.

Mellow holder igen jointen op mod Zeazack, der igen ryster på hovedet.

- Jeg kan ikke huske noget af alt det shit - men jeg har hørt alle jeres historier, og de er alle sammen fulde af voodoo og pis... det' lige meget nu... jeg tænker kun på drengen... drengen, mann.

- Mann, slap nu af min bror og sug, det' god shit, mann - der er lige kommet nye damer på Hotel Torzo, mann, hollandske babes, svenske blondiner, mann, alle mulige gringo chikas, store congas og alt muligt, mann. Vi ska'da gi'den gas, damn, mann.

Mellowboy roterer med hofterne og svæver dansende hen over sandet, mens han vifter sit ansigt med stråhatten, en bred røgbræmme ruller over hans brede læber og stiger mod Zeazacks udspilede næsebor.

- Skrid Mellowboy, mine ører svir af alt dit pis - jeg hader alt det shit oppe på Hotel Torzo.

- Mann, det' en del af dig, mann, din mama og papa levede deres liv deroppe - indtil damen lavede sit voodoo-trick og forvandlede din papa til en strejfende bafbaf, men det var godt mann, min mor blev din mor, mann - og vi blev brødre.

- Min mama gjorde bare, hvad hun måtte gøre - tror jeg, han var en køter - det' jeg sikker på...hun var en cool kvinde - jeg ville bare ønske, jeg kunne huske...

- Så' min ven - store, stærke Zeazack the Lifesafer er bastard af en køter, der humpede op på noget i voodoo i den mørke nat på hotel Torzo... men det 'ok, mann, der' hunde, og så der' hunde, mann, nogle er nogle skabede kræ, der ikke laver andet end at snappe efter lopper dagen lang - og så der coool dooogs, der ka' tricks - og så' der Wardens lede mastiffer - de' no'en onde satanner, og så' der den ondeste af dem alle sammen - helvedeshunden fra Crabclawbay... det var den din mama red på, mann - og der' mange, mann, der har set den - sort, mann og stor som min mors kærlighed, mann, med en flammende kæft og tænder som lyn, mann - til lands og til vands jager den, mann... folk der' har været tæt på den siger, den lugter af krudt og død...

Zeazacks skuldre falder tungt, mens han sukker,

- Mellow my mann, jeg ved ikke noget mere... jeg' bare træt, har ikke lyst til noget, så bare lad mig sidde i fred her i mit tårn - der er kun drengen i mit hoved, drengen og nogle gange den der store hund, det flyder sammen - skvulper rundt med mig, som bølgerne, der bare bli'r ved og ved at slå ind på stranden.

- Arhhh mann du' for træt, du sover aldrig, dit hoved summer stadig af syner - den der druknende dreng var kun inde bag dine egne rødrandede øjne, mann - for meget ganja, mand, det sker for os alle engang imellem, mann - lidt paranoia - det går over, jeg kender det, mann, fra min egen krop, mann, slap af, der var ingen dreng - der' ingen, der har manglet en dreng - ingen mann! Ingen strandvasker mann - ingen ingenting - ingenting til at gøre min ven Zeazacks hoved tungt og trist som en aberøv, der' træt af at skide, bare en syg helvedshund, der løber løbsk, og den kan min bror ikke gøre andet ved end party. Men okay, mann - hvis manden ikke vil party, så vil han ikke party. Ringding mig, når du bestemmer dig om, mann - hyg dig i dit blå tårn, mann.

- Jeg så, hvad jeg så - og skrid så Mellow, sukker Zeazack.

Mellowboy tager sin kurv og fortsætter sin endeløse vandring langs stranden

- Mellow - fruit and spiiiiiiiiiice that makes you feel niiiice!

Hans øjne svir af træthed bag solbrillerne - det er rigtigt, hvad Mellowboy siger - han sover ikke. De sidste elleve nætter har han ikke sovet, hver gang øjnene glider i i udmattelse, skyller synerne fra den dag ind og trækker søvnen ud af ham. Drengen i de blå badebukser med de desperat viftende arme - de opspilede øjne, der opsluges i de frådende bølger, mens han selv mister orientering i sin egen blanding af ganja og svømmetag, der filtrer sig ind i sig selv som gammelt tovværk - hvorfor fanden skulle de også ryge den joint?

Han ved, han så drengen - og han så ham gå under, selvom dykkerne intet fandt - intet lig er skyllet ind i Crabclawbay, og ingen børn er meldt savnede - men han ved, han så drengen gå under, og han ved, at han ville have reddet ham, hvis han ikke havde været så fandens skæv...

Han smider vredt solbrillerne, der rammer den knitrende transistorradio, der er fast tilbehør i alle livreddernes blå tårne langs hele Crabclawbay-beach, og han sætter kikkerten for øjnene - bare én chance mere, hvisker han, og radioen spiller "Try a Little Tenderness" med Otis Redding.

Et pelikanskrig trækker hans blik ud over havets gyngende flade, og der ser han drengen igen! Desperat kæmpende som dengang. I en bevægelse springer han ned fra tårnet samtidig med at han krænger den gule T-shirt af sin solbrune muskuløse overkrop, hvor lange ar snor sig ned i kødet over skulderen og ryggen - denne gang...

Hans blik fastholder den kæmpende skikkelse - der tyve - tredive meter borte, mens skummet af brækkende bølger kildrer hans ryg, hans crawlende arme banker ned i det levende turkis vand, der ruller og vrider sig under ham som for at slå hans blik ud af dets forankring i drengen, der stadig plasker som en besat, men som - fornemmer han - langsomt drænes for kræfter.

10 meter igen - han kan høre kampens uregelmæssige plasken adskille sig fra havets mere regelmæssige rullen - drengens krop er tynd og benet, hans øjne er opspilede - de stirrer lige på ham med det der bønfaldende udtryk - som sugende sult fra en mave, der ikke har fået mad i uger.

Zeazacks blik borer sig ind i drengen som en redningsline - intet kan skille dem ad nu - men en flydende hvid plasticpose fra "Antonis Harbor-heaven" klasker op i hans ansigt, han mister orienteringen et kort øjeblik, indtil han får flået posen væk fra ansigtet - men drengen er væk...

Han ændrer retning og i et kraftigt svømmetag sparker han sig ned under vandoverfladen. Alt blegner i et sløret turkis dis for hans øjne. Men han kan se, blanke lemmer sprælle desperat halvejs mellem den sandblanke bund og den bølgende overflade. Han ser, at blodet fra store åbne sår på drengens overkrop hvirvler rundt som røgfaner ud i vandet, og han tænker på, hvor længe der vil gå, før hajerne får færten af det. Han beslutter, at luften i hans lunger rækker til tre svømmetag mere under vand, de tre tag der skal til, før han kan gribe drengen i sine arme.

Som en sugende kraft glider han ind og omslutter den lille sprællende krop - han må holde ham i et brutalt favntag, fordi deres våde hud glider og smutter mod hinanden, men i et brøl af forløsning og med havets opdrift bryder de gennem havspejlet og op til lyset. Han fylder lungerne med luft og øjnene med sol.

- Jeg har dig!, Brøler han med sin første luft til kroppen i hans arme.

Men noget er forandret. Kroppen i hans arme svulmer op. Han kigger ned i det lille sårbare ansigt med de udsultede øjne. Men i det samme svulmer det også op i en bred, hånlig, hadsk maske, læderagtigt tandkød slasker i vandet langs en tandrad af gule tænder med spidse, fremtrædende hjørnetænder. Den glatte hud føles pludselig klæbrig og svampet, inden det der var en drengs magre krop, eksploderer i hans favn i en brun sky med form som en kæmpe mastiffhund, og en lugt af rådden tang, svovl og død fisk spreder sig.

- Helvedshunden, gisper Zeazack - mens skyhunden langsomt løber ud over havet og forsvinder ved Beggars Reef.

Zeazack fornemmer en haj, der har nærmet sig, men selv dén kan mærke det unaturlige i situationen og vender om.

Zeazacks smidige muskler er krampet til trevlede rebstumper under den arrede brune hud, da han med sine sidste kræfter trækker sig ud af havets rastløse, retningsløse sug. Han kan ikke se stranden tydeligt for al den salt, havet og hans tårer har afsat i hans øjne. Et skrig stikker i hans hals - som har han slugt et søpindsvin. Han ruller ind i sandet på stranden med øjnene tæt knebet sammen, mens han hoster - hans ben bliver stadig slikket af bølgerne, der ruller regelmæssigt ind, som om ingenting er sket.

Det er hans ører, der først registrerer skiftet i strandlivets tone over bølgernes puls - der er ingen stemmer - ingen barneskrig - ingen Mellowboy - ingen - "spice that makes you feel nice" - kun brændingens puls - og - registrerer han - en fjern radio, der spiller - "The Girl From Ipanema".

Han trækker sig rundt og spærrer øjnene op - stranden er affolket - liggestolene står forladt, der hænger intet badetøj og ingen spraglede håndklæder til tørre på de palmeflettede parasoller - ingen drinks og øldåser på de små strandborde - ingen hænder, der smører solcreme over andre menneskers hud.

Han kommer op på knæ og kigger ud over havet, hvor den brune hundesky af råddenskab forsvandt, der er intet usædvanligt at se andet end manglen på paraglider over horisonten. Han rejser sig helt - vakler i det løse sands mangel på konsistens og ser ud over den tomme strand. "The Girl From Ipanema" spiller fra hans transistor i det blå tårn, foran tårnet ligger hans gule T-shirt henkastet, som en tanke tabt i et pludseligt møde med vigtigere ting.

For at gøre noget går han langsomt hen til det blå tårn - det eneste sted i verden han med nogen ret kan siges at have et tilhørsforhold til - det er hans radio - og den spiller " The Girl From Ipanema".

Han stirrer ud i horisonten, der er tømt for betydning - ingen dreng i blå badebukser - ingen paraglider, ingen pelikaner - kun en stribe mørkt vand ved Beggars-Reef - synet af den dybgrønne farve vækker svovllugten i hans næse.

Han vender blikket mod Hotel Torzo, der breder sin uregelmæssige silhuet over skråningen på hele den vestlige side af bugten. Heller ikke her er der liv at spore på de mange hundrede altaner - kun et enkelt sted fanger et glas solens stråler og kaster et blændende lys hen over palmerne på den øde esplanade mellem hotellets smalle græsplæne og stranden.

Han slukker for transistoren - men den bliver ved med at spille " The Girl From Ipanema" - ingen speaker eller reklamer - kun "The Girl From Ipanema" uden intro eller outro.

Han tager sine solbriller på, kravler ned fra tårnet og krænger sin gule T-shirt over hovedet, men han har glemt, at han har solbriller på, så de hænger fast i trøjen og skraber hans næse - smerten gør ham godt - river ham ud af den følelse af uvirkelighed, der har bemægtiget ham, og så alligevel ikke - kort efter forsvinder smerten, og da han vil røre skrammen, er der kun ren hel hud.

Han flår transistoren ned fra tårnet, tager tilløb og kyler den så langt ud i havet, han kan.

- Jeg hader den sang!, brøler han ud over havet.

Han hører, hvordan radioen rammer vandet, sangen spiller stadig, men forvrænges, mens vandet trænger ind og kortslutter de elektriske kredsløb, selv da den synker gennem vandspejlet, fortsætter sangen - forvrænget men genkendelig.

Zeazack vender sig forskrækket om i et ryk, da han fornemmer en skikkelse bag sig. Mellowboy står tydeligt lige bag ham... men så alligevel ikke, det er som om billedet af ham flimrer som varmedis, han rækker hånden ud for at røre hans skulder, men han føler kun tom luft... og dog - for en svag summen flyder gennem hans fingre som små strømstød fra et batteri med en statisk puls, der pumper i bossa-rytmen fra "The Girl From Ipanema".

- Mellowboy, hvad sker der?!, hvisker han.

Men billedet af Mellowboy fortoner sig i en bedrøvet grimasse, der mister substans, dét, der var Mellowboys skikkelse, vender sig langsomt, og farverne i hans spraglede skjorte mister deres tæthed og svæver bort.

Zeazack sætter sig på stranden, griber en håndfuld sand, holder den op foran sit ansigt og ser det rende mellem fingrene. Det er virkeligt - solen, der stikker mod hans ansigt, den indtørrede salt, der svir i hans hud, det er alt sammen virkeligt, men der er forsvundet et lag af virkeligheden - og det startede med, at han ikke kunne redde en drengs liv.

Hans stirrer ned på sandet, der drysser ned på hans nøgne lår. En brummende lyd får ham til at løfte blikket, en flyver så konkret som salten i hans hud flyver langs horisonten over klippefremspringet Diablos Sacramento, der ligger dér på kyststrækningen, hvor Crabclawbay begynder mod vest. Flyveren bevæger sig tværs over, hvor bugten bliver hav, mod San Francisco-klosteret, der ligger på bugtens østligste punkt.

Zeazack kan se, at det er en af de reklameflyvere, der med deres vimpler dagligt flyver over bugten i dusinvis med reklamer for alt fra øl til ejendomsmæglere.

Med tilbageholdt åndedrag sætter han en strakt, flad hånd op til panden for at skygge for solen - spejder efter et budskab i denne virkelighed, der er en anden, end den han kom fra, da han svømmede ud for at redde drengen.

Men der er ingen hemmelig besked fra en ny verden i halen på denne flyver. Da bogstaverne på vimplen gør sig fri af det blændende modlys, kan han se, at der står " Torzo Hotel - living in the light". Hotellets symbol med de to korslagte nøgler er printet i start og slut. Han har set det tusinde gange før fra sit blå tårn.

I det samme forvandles flyverens brummen sig til et brøl, den forsvinder i en stikflamme, der hvirvles rundt fra propelmotorens rotation. Flyverens skrog spinner sindssygt rundt i en Ildspiral, der skruer sig ned i havet, der hvor bugten bliver mørk og turkisgrøn ved Beggars Reef.

Da Zeazack endelig rejser sig er det ovre. Havet vipper uforstyrret over Beggars Reef, som om intet var hændt, der er kun en svag lugt af benzin og røg.
   Mørket falder hurtigt på, og en orange sol møder sin spejling i horisonten, over Beggars Reef, hvor flyveren forsvandt. Porten man kan forsvinde i - kaldte hans mor altid det sted, hvor sol og vand stod i ét i en flammende, flimrende cirkel. Han husker hende kun svagt - han var så lille, da hun forsvandt, og Mama Melson tog ham til sig.

Pludselig hører han noget i mørket, en hunds lusken... han hader hunde, men det er det eneste levende på dette sted, han er kommet til, så han rækker hånden ud og mærker hundens snude. Den lægger noget i hans hånd - en nøgle med to korslagte nøgler og nummeret 335. Han genkender den uden at huske hvorfra. Hunden forsvinder igen ud i mørke - og efterlader en lugt af billig barbersprit.

Han ved, han må gå til Hotel Torzo. Som det eneste sted i hele Crabclawbay denne mærkelige aften er der lys i receptionen. Døren er uendelig høj, og det er kun lige, han kan nå de to korslagte nøgler, der udgør håndtaget.

Det er først nu her, hvor han står ved en bygning, at ændringen i altings størrelsesforhold går op for ham. Med en eller anden form for genkendelse står det ham pludseligt klart, at det er ham, der er dykket ned i en anden alder og en anden størrelse - og at han har været i dette perspektiv engang -i en tid, der er faldet ud af hans hukommelse.

Han må lægge alle sine kræfter i for at skubbe den tunge dør åben, igen rammer lugten af billig barbersprit hans næsebor. Manden i receptionen er også uendelig høj som døren. Han står med ryggen til i sin røde uniform og roder febrilsk med alle nøglerne, der hænger på væggen. Da han hører klokken fra døren, der bliver åbnet, vender han sig i et hurtigt forskrækket ryk. Men da han kigger ned på Zeazack, bliver hans forskrækkelse til snerrende vrede.

- Nåhhhh, der er du knægt...

Han får øje på nøglen i Zeazacks hånd.

- Hvor fanden har du den fra? Har jeg ikke sagt tusinde gange, at du ikke må lege med nøglerne? For fanden - jeg har ledt efter den nøgle. Mr. Warden prygler mig, hvis den er væk.

Hans lange fingre stryger hen over stregerne efter en pisk på sin hals, han fortsætter:

- Men rend nu op til din mor med den nøgle - sig hun skal gå op på tredje sal og låse sig ind på Mr. Wardens værelse og vente der.

- Men far, siger Zeazack, - er det ikke the Warlord Warden, der bor på tredje sal...? Der må vi slet ikke komme.

- Hold nu kæft og gør som jeg siger - mor er i linnedrummet... når bare vi gør som Warlord Warden siger, så skal det nok gå alt sammen.

Zeazack ved pludselig, at han er låst fast i denne anden tid - i denne anden størrelse - i denne anden alder, og at han ikke har andre muligheder end at gøre som hans far siger....igen, men alligevel uden for hans hukommelse. Hans vilje tilhører ikke øjeblikket, den er fastlagt af den syvårige dreng, han engang har været - et sted uden for det huskede.

Han går gennem det mørke hotels uendeligt lange gange og ved af en eller anden grund præcist, hvor linnedrummet er. Hans mor står ganske rigtigt derinde - ung, smuk og med gnistrende sorte øjne. Hun trækker ham ind til sig med sin duft af sved, cigarret og rent linned, og hun roder i hans hår.

- Zachimio, hvad laver du her?

Hans hals er helt snørret sammen, og han kan ikke sige noget - holder bare nøglen frem i sin lille hånd.

Hun ser på den, og hendes øjne mister deres udtryk, hun slipper ham, og hendes lange fingre flyder med en let dirren glattende over stuepigekitlen. Hun ryster sit lange sorte hår og rækker op over et linnedskab, hvor hun finder en tyk cigarret, der slet ikke passer til hende, den er helt anderledes end de lange tynde, hun plejer at ryge fra pakken med de røde blomster på. Hun tænder den tykke cigarret og suger dybt af den, holder røgen inde og lader den efter lang tid flyde over de fyldige læber.

Hun holder cigaretten op foran hans ansigt, så gløden danser lige foran hans øjne
   - Zachimio, den port ude på havet, jeg har vist dig, hvor solen møder sin spejling i vandet, den man kan forsvinde ind i, den ser sådan her ud...

Hun ryster cigarretten lidt så en askeflage flyver ned på Zeazachs nøgne fod. Så tager hun endnu et langt sug. Hun sætter sig på hug foran og holder ham om skuldrene, der svæver en smule røg fra hendes mund, mens hun taler:

- Stik nu ned til din far - du skal sige til ham, at efter hvad han har gjort mod mig i aften - efter det - så regner jeg ham ikke længere for min mand - eller for en mand overhovedet - fra i aften regner jeg ham for en af de hunde, der render løs ude ved lossepladsen - og jeg vil aldrig se ham igen - smut ned og sig det til ham...

Hun bøjer sig ind over ham og kysser ham let på kinden, hun lugter anderledes nu - han ved pludselig med en fremmed erfaring, at det er ganja, hun lugter af.

- Og Zachimio, hold dig langt væk fra tredje sal, du må aldrig, aldrig gå derop... ciao min skat, mor elsker dig...

Hun vender sig med et fingerkys og går over mod trappen, han ved, han skal gå ned til sin far i receptionen, men han kan ikke. Han følger efter hende, helt stille på sine bare fødder.

Han ser hende puste røg i hovedet på den ene af de to vagter på trappeafsatsen på tredje sal, der står med deres store hunde og fordriver tiden med at kaste knive efter en palme i en potte. Hun slukker jointen i potteplanten og viser vagterne nøglen, mens hun ser hånligt på dem. Den ene tager hende på brysterne, mens den anden griner sjofelt. Hun stikker ham en lussing, han prikker ud efter hende med sin kniv, men hun smutter fra ham og forsvinder ind af døren til gangen på tredje sal.

Zeazack står på afsatsen lige under de to vagter - "The Girl From Ipanema" spiller i de dunkle hotelgange, men pludselig kan han også høre de store hunde knurre. De har fået færten af ham og trækker i lænkerne for at springe ned af trappen.

Hurtigt smyger han sig ud af det åbne vindue og får fat i stiveren til altanen ovenover. Han hiver sig op. Warlord Warden har lejet hele tredje sal, men han bor kun i den store suite i midten af gangen. Han springer fra altan til altan, til han når til store, brede balkon, der hører til 335 - Wardens suite.

Han rejser sig og kigger ind af vinduet. En kæmpe hund - mastiffen - rejser sig fra gulvet, og i et spring er den henne ved vinduet, hvor den blotter sit tandkød, før den åbner flaben og snapper mod ham, det slaskede mundlæder sætter slimspor på ruden to cm foran hans ansigt. Forskrækket springer han bagover.

I det samme ser han døren blive åbnet bag den snappende hund. Han ser sin mor træde ind i rummet. Hunden vender rundt. I en hvirvlende bevægelse springer den tværs gennem værelset og lander med sine store poter på hendes skuldre. Hun vælter bagover med et skrig, mens hunden frådende flår hendes kjole i stykker og flænser løs i hendes kød, før den finder frem til hendes strube. Han banker som en besat på ruden, men hunden ænser ikke andet end lugten af hendes blod.

Warlord Warden og en af hans folk kommer løbende, medhjælperen smider et kvælerhalsbånd om halsen på hunden, mens den stadig står bukket over sit offer. Han kan høre deres stemmer gennem et vindue, der står på klem.

- Det ser ud til Bigboi har fået sit ben, før De kunne komme til, Mr. Warden, griner medhjælperen.

- Ja, og hvilke nogen ben - dem havde jeg glædet mig hele aftenen til at sprede - Bigboi er sådan et heldigt dyr. Få ryddet op i det her svineri - ring til portieren, og få ham herop - jeg gider ikke sove i det her lort - og jeg vil sgu' også ha' en anden dame, jeg havde glædet mig til det der stuepigepunami, men nu er det jo helt ødelagt..., han nikker ned mod Zeazacks døde mor.

Zeazack græder som et spædbarn, mens han kraftesløst slår på ruden.

- Hva' fanden, der står en knægt på balkonen.

Medhjælperen flår balkondøren op, griber fat i Zeazacks øre og slæber ham ind i rummet - holder ham frem foran Mr. Warden som et insekt, han har fanget.

- Vil De knalde knægten i stedet for, Mr. Warden?

- Narhhh - jeg' sgu' ikke lige i stødet til sådan et stykke aberøv - gi' ham til hunden osse - vi sætter det hele på voodoo-kontoen, de' sgu'så skæve og så overtroiske, at de tror på hvad som helst, bare det er krydret med lidt voodoo og lidt ganja - det' genialt - de lallende fjolser tror på voodoo, fordi de er skæve, og de er skæve, fordi de' bange for voodoo - det kræver bare et lille bitte rygte...og så sælger vi dem noget ganja -nå, la' os se hvor hurtigt knægten ka' rende - han ser rap ud - jeg vil sætte en Cadillac på, at han når ned på stranden, før Bigboi får ham - det' ville være godt - så ka' vi se showet fra balkonen - så gi' ham et lille forspring.

Medhjælperen smider Zeazack hen af gulvet og sparker til ham.

- Løb for satan, knægt!

Zeazack springer ud af døren, men hører ude på den mørke gang, manden klikke halsbåndet af hunden.

- Ta' ham Bigboi!, brøler han.

Hunden kaster sig efter Zeazack, men Zeazack springer for sit liv - skifter retning og løber alt hvad han kan. Hundens store kæber smækker sammen bag ham i takt til "The girl from Ipanema". Han vælter ned af trappen med hunden lige bag sig - forbi receptionen - men han kan ikke åbne den tunge dør hurtigt nok, og hunden vælter ind over ham. Mens dens kæber låser fast om hans skuldre, vælter de ud i den gryende morgen. De skarpe tænder flår sig ned i hans hud med en smerte, der brænder gennem hans krop som ild. Hunden løfter ham op og smider ham igen som et stykke råt kød.

Han ligger nu fladt på ryggen. Hunden stopper ligesom for at tage pejling af hans strube. I det samme ser han, en anden hund komme springende gennem ruden ved hotellets reception i en haglstorm af glasskår - en tynd, benet, rødlig hund rammer mastiffen - bider og hager sig fast i dens brede, kødfulde nakke.

Zeazack kommer igen på benene og uden at se sig tilbage, løber han ned mod havet, hvor solen står i horisonten og danner en flimrende cirkel med sin egen spejling i havet.
   Hvis han svømmer ud, kan hunden ikke følge efter. Sanseløst fortsætter han, men han falder over en liggestol, da han når stranden. Luften bliver slået ud af ham, og han gisper efter vejret. Da han igen kigger op, ser han drengen ude i vandet.

Denne gang - denne gang - redder jeg ham, skriger alt i ham, og han når hurtigt det kolde vand. Han svømmer hurtigt - hurtigere end drengen, der i en lige linje svømmer ud mod der punkt, hvor solen nu er ved at frigøre sig fra vandspejlet.

Han kan se, at drengen hurtigt drænes for kræfter, men han er selv stærkere end nogensinde, efter 20 svømmetag griber han om den spinkle krop - holder ham tæt ind til sig, klemmer ham så hårdt, at han forsvinder ind i hans hud - og de smelter sammen. Hans muskler slappes i en lettelse, han aldrig før har følt. Han lader sig skylle ind på kysten igen.

Da han ser op, står Mellowboy Melson og kigger undrende ned på ham med store rullende øjne.

- Mann, det tidligt for et dippidip, men du ser godt ud i dag, mann.

- Det cool nu Mellow, du har ret - der er hunde, og så' der hunde.

- Smookie smookie? Spørger Mellowboy, mens han trækker en joint op af brystlommen.

- Ryger ikke det shit mere - det' fuld af voodoo og helvedeshunde og shit, og så' det penge i Warlord Wardens fede lommer...

- Hvis du siger det, mann, det' dig 'der' søn af voodoo og shit, mann.

- Nope, mann - jeg' søn af en hot mama og en cool, cool dog - men mest er jeg søn af Mama Melson...