I dagen med højtryk
i tyngdekraften,
tænderknusende kæbepres
i sammenbidet,
mens fødderne
synker i et
opkørt hjulspor,
tanker der falder
til jorden
som de slimede
røde blade,
der alt for længe
har klamret sig
til en anden årstid
på en algegrøn gren.

Også mit blik falder
sammen med en regndråbe
og vi lander samtidigt
på et brombærs
sorte blanke skind,
der lader sit mørkt
lilla spil skinne gennem
ved den pludselige
befugtning,
den usandsynlige
farve bæres videre
af en vildfaren
skovsiet solstråle
og holdes svævende
af en musvits
mirakelsang
i mit mentale vakuum.

Og jeg vakler
rystes
og vækkes
og sanser.
Dråben opgiver
sin form
og myldrer rundt
i bærrets indviklede
bearbejdning af blikket
i floder af sølv
på saftspændt
blankheds sødme
ind og ud
af hulninger og hævede
glatte plateauer.
Myriader af detaljer
samler sig
i min pludselige
langsommeligheds
uudtømmelige rum,
og jeg yder modtryk.
Bærer bærret videre
- en ædelstens-talisman
i mit bryst.