For fluen i ravet er udsigten altid gylden
og for de afdøde er datiden også en slags dagligdag
tidens fylde flyder altid tungt i åndernes bølgedrag
og kaster ravet op på dine kystnære dagsoplevelser
fluen spærrer sine syvtusinde summende øjne op
og ser til dit held din æras gyldent drømte silhuet
som også den så den sidst sete tyrannosaurus rex
i det før, der gik - og altid går - forud for et forplantet nu
stadig på to ben - bare mindre, men med længere arme
- og så det dér mærkelige håb om kærlighed
evigt flakkende i øjnene - og musik - og tobak ...
men bregnerne og bølgerne ligner sig selv
med celler og bevægelser helt tilbage fra fortiden
og fluen ser forvirringen og det store spørgsmål
helt inde i marven af menneskehedens bagatel
og den ler - er det bare evigheden og uendeligheden?
- Er det bare det, I ikke forstår?
Og så forklarer den, hvordan det hele hænger sammen
og til sidst hvisker den:
- men tilgivelsen - det er Jeres fineste ting,
for den er I tilgivet - for der er netop tilgivelse
til de, der tilgiver - og musik og tobak og den rene fantasi
- og fordømmelse til de, der fordømmer.