Der stod mahognimøbler
i strandkanten
af en fælles fortid,
og bølger beslikkede
de højglanspolerede ben,
besvugne sank de svagt
i fuldvædet sand.

Et spejl fra et boudoirbord
fangede til en forandring
en hættemåge
med et skrig,
der i lav flugt
dykkede efter en flig
fra et kniplingsklæde.

Befandt der sig liv efter
vinden havde lagt luft
til møblementet,
kunne en strejfende
hunds snude måske indånde
en svag duft af tør lavendel,
der lå landskabet fjernt.

I det mørke ædeltræ
var der indlagt lister
af gulligt citrontræ,
der uden citrusduft
fastholdt frugtens farve
og gav ciseleret modspil
til sin mørkbrune fætter.

Mens et rosafarvet
plyssæde fangede
klatter af gråmeleret havskum
og sorte skaller fra hajæg,
forholdt trærammen sig
ovalt dampbøjet og beskyttende
til sit stof i en chaiselong.

Et siv slog metronomisk
mod en hemmelig bund
i chatollets hvælving,
lyden var langt fra helt hul,
men det er en anden historie.
Rytmen akkompagneredes
af piften fra luft der pressedes
gennem de fine fløjteformede
håndskærerarbejders filigran
i møblernes omkransninger.

En natpotte af hvid emalje
bevægedes blidt
med bølgernes tilbagetræk
klirrede blidt over skaller.

Malerierne var mod forventning
ikke naturalistiske landskaber,
men fremmanet af
en flamsk ekspressionist,
hvis had var hans håb
og hans pensel
hans virkelighed.

Kom man svømmende
nord om pynten
mellem midnat og gry
sås gaslys under standerlampens
falmede grønne skærm.

Sneg man sig derimod over klitten
gennem marehalmen på landsiden
vil man blot skære sit maveskind
og i blodet og i havet
så man intet andet end
væsker af verden.