Jeg er mange,
der går total
fra hinanden
for at blive
det hele,
for det er mig der er
sommeren,
der går over
land og by
og al forventning
og bare går over
alt det ugjorte
i august,
for jeg er ikke bare
solsorten,
der slidt synger
forpjuskede sange
til sine alt for mange
forslugne kuld,
men også de
bundløse nøgne gab
er mine øjne,
der også ser sig selv,
som busken,
der med sine blade
- så grønne
at de fylder pupillerne -
og skjuler miraklet,
indtil det hele er forbi
og oktobervinden, der er mig
slider i reden,
der også er mig,
der er flettet
af strå og gammelt plastik.
Og det er også mig,
der er katten,
der venter i skyggen
af den falske flyvefærdighed
før den går hjem
og lægger sig ved pigens kind
og spinder
hende ind i sit væsen,
og jeg er i pigen,
og jeg er i mælkebøttefrøet
der flyver fra hendes læber
når hun synger om sommeren
og fuldender alle tableauer