Peter havde hovedpine - satans migræne, og han havde glemt at få fornyet sin recept.
   Brølet fra vinden, der buldrede i skorstenen, hvirvlede hans tanker rundt, som var de knapt flyvefærdige fugleunger, der havde valgt lige netop denne sindssyge nat til at forlade reden.
   Han prøvede at fastholde bare én af dem - noget godt, men lyden af den vilde vind kuldkastede gode minder i skarpe kvalmende ryk. Der var kun fragmenter af det eneste, han ikke ønskede at tænke på - billederne fra hans evige forræderi.
   Svimmelt greb han fat om hver side af vinduesrammen og lagde sin pande mod det kolde glas.
   Månen oplyste i et kort glimt haven, før de tunge skyer igen pumpedes forbi og skjulte den. Han udstødte et sagte skrig, der afsattes som dug på ruden. Der stod en skikkelse ude i haven.
   Han stolede ikke på sine sanser - troede et kort øjeblik, at det var hans synd og skyld, der havde materialiseret sig i en vrangforestilling.
   Han klemte øjnene sammen og lagde hænderne mod ruden for at afværge genspejling fra stuen.
   Det var en knægt, der stod derude - helt ubevægelig - glinsende af regn, mens en lang åbentstående frakke flagrede i vinden omkring den spinkle drengeskikkelse.
   Knægten stod bare og stirrede hen mod huset. Han kunne ikke helt afgøre, om drengen havde fået øje på ham. Hvis han var vindueskigger, så var han i hvert tilfælde ikke verdens mest diskrete af slagsen - han stod bare der midt på græsplænen - desuden var der heller ikke noget at se på, han var alene hjemme.
   Birthe og Mie var taget hjem til Birthes mor igen - Birthe og han havde igen kørt hinanden ud på et sidespor af kulde og ligegyldighed, kørt hinanden derud, hvor de levede i hver sit lukkede rum - levede i den isolation, han altid havde anset som sin største styrke. Hans fornemmelse af, at der burde være mere, skvulpede rundt i migrænen - han havde en vag fornemmelse af, at han blev snydt for noget, uden han vidste, hvad det var - han havde givet dem alt.
   I rent og skært selvforsvar fokuserede han igen på skikkelsen på græsplænen. Det slog ham pludselig, at det var én af hans datter Mie's hemmelige beundrere . Han smilede lettet. Ingen spøgelser - kun en strejfende hanhund med tungen ud af bukserne. Men smilet endte som en grimasse af smerte - migrænen tålte ikke pludselige humørændringer.
   Stormen fik ruderne i verandadøren til at klirre faretruende, da han åbnede den. Vinden kastede en kaskade af regn ind i hans ansigt.
   - Hallo makker!
   Drengen rørte sig ikke, han lignede et fugleskræmsel, som han stod der. Peter gik ud i entreen og hentede en paraply. Drengen stod der stadig, da han kom tilbage.
   - Mie er ikke hjemme. Hun kommer ikke hjem i aften - du ka' godt gå hjem. No show.
   Peter gik over den sumpede græsplæne. Han lagde en arm omkring den stivnede skikkelse og trak ham ind under paraplyen. Drengen skælvede under det våde tøj .
   - Kom med ind - du ka' sgu´ ikke stå herude hele natten.
   Drengen havde et kønt ansigt - han havde sådan en dunet overlæbe, der vidnede om pubertet og en overrumplende mængde kønshormon.
   Han trak drengen hen til verandadøren.
   - Hvad hedder du?
   - Peter, kom det overrumplende klart fra drengen.
   Han så uforstående på drengen - kunne ikke koncentrere sig. Tilstedeværelsen af et andet menneske trak hovedpinen frem, så den fyldte hele rummet, langsomt sev det ind, at drengen havde sagt sit navn og ikke bare tiltalt ham ved hans eget navn
   - Nå ja sådan - du hedder Peter, det gør jeg også - satans migræne. Hør, du skal da ha' noget varmt at drikke - hvor længe har du stået derude?
   Drengen kiggede rundt i stuen.
   - Har du migræne?
   - Osse så det brager - men du må hellere tage det våde tøj af, så laver jeg noget te imens.
   Han gik ud i køkkenet og satte vand over. Bagefter gik han op og fandt noget gammelt joggingtøj, nogle strømper, og noget undertøj. Da han kom tilbage til stuen, stod drengen i underbukser. Han havde gåsehud over hele kroppen. Hans krop var mager men muskuløs på en senet måde. Han smed tøjet hen til ham og gik ud og lavede teen færdig.
   - Er du vild med Mie?
   - Mie er din datter?
   Peter nikkede og skænkede te.
   - Jeg elsker det her hus, sagde drengen stille.
   - Vi er glade for at bo her, selvom vi ikke har boet her så længe. Der gik et lys op for ham - ahh, du har også boet her, er du vokset op her? Var det derfor, du stod derude?
   Drengen nippede til teen og satte sig på kanten af en stol, tekrusets hank forsvandt ind i den alt for store joggingtrøjes ærmegab. Han satte kruset fra sig og trak sine tunge støvler ud over buksebenene
   - I har pænere møbler, end vi havde - og væggene, de er pæne, når de er malede. Vi havde tapet - sådan noget tykt gult noget her i stuen.
   - Det hele var temmeligt forfaldent, da vi flyttede ind - en fandens masse arbejde - kostede en masse skejser. Men du er velkommen til at kigge dig omkring - der er ikke noget som at komme et sted hen, hvor man har boet før - men hør, er der ikke nogen du vil ringe til? Jeg mener det er ret sent, er dine forældre ikke urolige?
   Knægten rystede bare på hovedet.
   - Min far skred - min mor gik ned - huset blev solgt - velkommen til de voksenes verden - ved du, at der er et hemmeligt rum på loftet?
   - Næhh, der er ikke noget at se på tegningerne over huset, og jeg er ikke stødt på noget, men jeg har heller ikke været ude i krogene, vi havde håndværkere til det grove .
   - Skal jeg vise dig det?
   Den ældre Peter nikkede, selvom han havde mest lyst til at sende drengen afsted i en Taxa - han ville bare i seng. Skønt han ikke kunne sove, ville han bare lade mørket lukke sig om smerten i kraniet.
   - Det er altid rart at kende sit hus og dets hemmeligheder.
   - Vi skal ha´ en lommelygte med.
   Peter fandt lommelygten i elskabet, og de gik op af den knirkende trappe. Drengen så sig om og gik målrettet hen og åbnede lemmen, der førte ud til skunken. Det var, som om han blev suget ud i den smalle kanal.
   Han satte sig på hug og lyste ind i hullet, hvor knægten var forsvundet. Støvet fra rockwoolisoleringen dansede i lyskeglen, men han kunne ikke se drengen. Det virkede som om skunken fulgte huset rundt om hjørnet.
   Gennem lyden af regnen på taget og de klaprende teglsten hørte han en tændstik blive strøget. Han slukkede lygten og kunne se det flakkende skær af et stearinlys på hjørnet, der hvor kanalen knækkede til det sted, der måtte ligge lige bag deres soveværelse.
   - Hallo, du må sgu ikke tænde lys, der er en fandens masse tørt træværk!
   Men det var som om råbet blev absorberet af isoleringen. Der var intet svar, kun blæsten og regnens rasen, der sled og bankede i teglstenene - og i hans hovedpine.
   - Peter, for fanden kom ud derfra!
   Der var stadig intet svar, og sekunderne blev til minutter. Han sukkede og mavede sig ind i hullet.
   - Åndssvage knægt!
   Han måtte vride sig frem på de rå planker, der var lagt hen over strøerne. Pladsen tillod ikke, at han lyste frem for sig med lygten, så han bevægede sig mod det flakkende skær fra stearinlyset.
   Da han mavede sig rundt om hjørnet, kunne han mærke, at der var mere plads. Han kiggede op og så lige ind i løbene på et gammelt oversavet jagtgevær. I et gisp kom han op på alle fire.
   Drengen sad på hug og knugede det rustne våben med begge hænder. Hans øjne skinnede feberagtigt i skæret fra lyset.
   - Hva´ har du gang i? mumlede Peter og sank sit mundvand. Han så, at der lå tomme plastiksodavandsflasker og kiksepakker - og drengen sad på hug hen over en sammenrullet sovepose. Rummet var lige stort nok til, at man kunne ligge udstrakt der .
   - Du er ikke værdig til at leve!
   - Hvad har jeg gjort dig? Han rejste sig op til knælende stilling.
   - Jeg ved alt om dig.
   - Har du boet her, har du ligget her og udspioneret os?
   - For det meste. Birthe er min klasselærer, så jeg ta´r i skole næsten hver dag - nogle dage følger jeg efter dig. Du er et svin - ligesom min den gamle var - ham tog du røven på, gjorde du ikke? I lavede forretninger - han mistede huset på den måde!
   - Er du forelsket i Birthe, er det det? Birthe og huset. Jeg har de ting, der betyder mest for dig.
   - Hun hader dig også, men hun elsker mig - og huset - huset vil altid være mit, grinede drengen med en overstadig latter.
   - Vi må ku´ tale om det - jeg kender ikke din far - huset her kom ind som en lille del af en større handel. Du kan kommer her lige så tit, du vil. Vi glemmer alt, hvad der er sket i aften.
   Knægtens øjne flakkede svagt, det var lykkedes ham at distrahere drengen en smule. Han spændte hver en muskel i sin krop, satte fra med fødderne mod en liste og greb i springet geværets løb, så de pegede opad, da skuddet gik af. Braget var lammende, regnen slog ind som en dønning på et oprørt hav fra hullet i taget.
   Peter kunne ingenting se, lyset var blæst ud. Efter skuddet havde han smidt sig på maven. Han lå længe uden at røre sig. Det varme geværløb mod hans hænder kølnedes af regnen.
   Han havde ikke hørt drengen forsvinde, men han havde fornemmelsen af, at han var alene. Famlende fik han fat i lommelygten, drengen var ikke at se. Der var stadig en patron i geværets andet løb.
   Et loftsvindue klaprede. Han krøb derhen og fandt det. Der gik en vedbend helt op til vinduet - det måtte være sådan, drengen var kommet ind og ud af huset. I lyskeglen sås et par dybe, friske spor i bedet under vinduet.
   Hulkende af lettelse over, at knægten var stukket af, gled han tilbage i isoleringen, mens han knugede geværet og lygten. Da han havde besindet sig, mavede han sig tilbage af den vej, han var kommet, mens tankerne tumlede rundt i hans smertende hoved:
   - Omstændigheder - tilfældigheder - et hus - en tabt barndom - fortabt i lærerinden - fortabt - forbandet forbitret og vred - alt i opløsning - et rum, der er ens eget, et sted hvor man urørlig og usårlig omgivet af en fjendtlig verden.
   Historien han digtede, mens han sled sig gennem skunken, anslog for meget i ham til, at han kunne ringe efter politiet:
   -finde knægten - gøre ham til sin ven - for farligt? Nej, jeg kunne lære drengen at bruge sin hæmningsløse vrede, kunne lære ham at tage sit urørlige rum med sig ud i verden og blive rig og frygtet
   Den sammenhængende tanke gennemtrængte hans migræne med en behagelig varme, der dog slog tilbage i et sug.
   - Har knægten en klemme på mig?
   Han stoppede et øjeblik og hvilede:
   - Nej - selv om han så har siddet på skulderen af mig 24 timer i døgnet, så ville der ikke være noget, han kan ramme mig på - hvad kunne drengen have fundet ud af? Ingenting - jeg er shippingmand - jeg gør det, som shippingmænd nu gør. Går til møder, snakker med folk, ta´r telefoner.
   Endelig lys for enden.
   Han havde kun fået hovedet ud af skunken, da den mudrede støvle ramte ham, og rummet eksploderede i hvide lyn. Hans migræne forsvandt i støvlens rytme:
   - Et rum - et rum af forræderi, utaknemmelige knægt - for farlig - som mig - et rum, hvor man ikke behøver at gøre sig fortjent til kærlighed, et rum uden mennesker - frihed - frihed.
   Alt blev mørkt.

Solens første stråler ramte ham, og han vågnede.
   - Stormen har lagt sig, mumlede han.
   Der var smerte og angst i hele hans krop, sparket til lirekassemand? Han sled sig hen til telefonen og ville trykke 112. Til sin lettelse hørte han Birthes stemme fra det andet apparat:
   - ... en ambulance, ja...
   Han tabte røret og hørte ikke resten.
   Birthe kom op af trappen. Hun hjalp ham op og stå:
   - Kom skat - det er vist kun skrammer og nogle trykkede ribben, men ambulancen er på vej. Har du ondt i hovedet?
   - Nej det går bedre.
   - Nu skal jeg hjælpe dig ned af trappen - ambulancen kommer lige straks.
   Han omfavnede hende og græd ned i hendes hår.
   - Ved du, at du har en beundrer, der er farlig? Satans knægt.
   - Det er i orden alt sammen - det er i orden alt sammen nu. Hun tørrede hans tårer med sit ærme.
   Synet af den unge Peter i lænestolen ramte ham som endnu et spark. Knægten sad i stolen med et sørgmodigt smil. Fra hans arm hang en kanyle, og der var bundet en gummislange om hans overarm. Han var spændt fast til stolen med læderremme.
   - Det her døde min far af, sagde drengen stille.
   - Det var rigtigt, hvad jeg sagde, jeg kender ikke din far!
   - Nej, det gjorde du nok ikke - han var en lille fisk - og han var hooked, men han kendte dig. Han fortalte mig det hele lige inden, de gav ham overdosis. Det var dine folk, der pumpede det i ham.
   - Knægten er sindssyg. Hvad fanden er det, der foregår? Birthe, tror du på ham?
   I det samme slap Birthe, der havde støttet ham ned af trappen, sin byrde, og han drattede om. Hun stirrede på ham med foragt og lede lysende ud af øjnene
   - Hold nu op Peter - det er jo rigtigt - du er psykopat - du kan få det hele til at se rigtigt ud, shippingmand, ægtemand - alting. Du narrede mig i starten, men jeg var den eneste, der kom rigtigt tæt på - nogensinde - var jeg ikke. Tæt på, kan man se det.
   - Hvorfor skred du ikke?
   - Man bliver fanget i forræderiet - spiller med - jeg elskede Mie - troede altid det var lovligt, det du lavede. Selv politiet har ikke en chance mod dig - det hele er så pænt - så rigtigt. Jeg bildte mig ind, at det var i orden - at man kan leve med det - men det kan man ikke. Det er så meget mere grimt i virkeligheden. End jeg kunne forestille mig i min værste mareridt om dig. Jeg holdt dig på afstand - det er nemt, for man kan aldrig røre dig. Og jeg blev afhængig af dine penge - der var ingen problemer - du kan få alt til at se rigtigt ud udadtil - verden tror, at du er rigtig - jeg kan ikke engang hade dig - jeg kan kun få det frygtelige, du laver, til at holde op.
   Hun hulkede. Han vred sig på gulvet.
   - Hva' fanden skal hele denne forestilling så til for!
   Det var drengen, der svarede:
   - Jeg skulle have slået dig ihjel i går - men du tog jo geværet - bagefter kunne jeg ikke - det blev nødt til at være i skunken - i skunken er ingenting rigtigt - i skunken er det kun noget, jeg leger.
   Birthe fortsatte:
   - Politiet vil tro på det, når de ser det, du afprøver noget af dit... stof på en skoleelev, du kender gennem mig - de vil tro på det - de er på vej - når jeg siger det - siger - at jeg kom hjem og stoppede dig med en... ilddrager...
   Hun talte for at overbevise sig selv, og greb ilddrageren fra pejsen.
   Birthe ramte ham med et halvhjertet slag. Hun skulle til at slå ham igen, da to betjente væltede ind i stuen. Birthe lod ilddrageren synke. Hun faldt på knæ og så op betjenten.
   - Han ville gøre drengen fortræd, jeg ved ikke hvorfor - jeg kom hjem og så ham, han ville gøre drengen fortræd.
   - Han sagde, at jeg skulle være prøvekanin for noget stof.
   Drengen vred sig demonstrativt i remmene.
   Den ene betjent trak kanylen ud af drengens arm og løsnede remmene.
   - Har du taget noget? Skal du brugen en ambulance?
   - Nej, han nåede ikke at trykke stemplet ned. Han skulle afprøve det på mig - jeg har aldrig taget sådan noget.
   Den anden betjent havde taget ilddrageren fra Birthe og holdt hende fast.
   - Det er jo forrykt - manden er jo helt gennemtæsket, og noget af det er gamle skader.
   Peter kom op på alle fire.
   - Stop denne her farce. I er sindssyge begge to! Jeg er en forretningsmand, jeg snakker i telefon, holder møder, overdrager penge, som enhver anden shippingmand. Jeg kommer aldrig nogensinde i nærheden af lortet. Betjent, læg mig i håndjern - du har lige gjort den største fangst, du nogensinde kommer til. Nu skal du bare bevise det.
   - Jeg skal lige sige, at alt hvad du siger fra nu af, kan blive brugt imod dig, afbrød den ene betjent ham.
   - Det kan være skide lige meget nu, jeg har altid vidst, at det ville ende en skønne dag. Han vendte sig mod den unge Peter.
   - Boede du virkelig i det rum bag soveværelset?
   Den unge Peter nikkede.
   - Hold kæft, det må have været kedeligt, jeg mener - at følge med i vores liv. Hold dig fra små rum.
   - Vi kunne have elsket dig. Mie elskede dig, snøftede Birthe.
   - Det var for sent, når man ikke kan gøre sig fortjent til kærlighed, må man leve uden, man har intet at tabe i det lille rum af forræderi.
   De førte ham ud i solskinnet, stormen havde lagt sig, og han følte sig let i hovedet.