Man ankommer
til vandlandet Konkylien
med det lyttende øre først.
Vandet her er vådere
end vandet
som i vanvid.
Sand-synligheden
er gylden
som i sandhed,
ikke kun er søvnens.
Svimmelt rejser man
sig selv,
for suget
i sneglehusets
snirklede forløb
løber ud i en tilsandet
tilstand,
der evig-hedder
ukendte navne,
som ingen savner
at sige.
Trækkes vejret
gennem snorkel
suger du
solskin i lungerne.
Men det er også
døden du
dykker i.
Og skal-dyrene,
du ser,
er bare bløddyr
der stolt
viser skelettet frem.
Og perlemor
føder blanke børn,
i tidevandet.