Når man griber efter ting, sker det, at man giver slip på noget andet. Så kan det ske, at det, man giver slip på, forsvinder fra en. Det var det, der skete for mig - og for en lille dreng, der hed og stadig hedder Jonas.
   Jeg var en blå ballon, og jeg var bundet fast i en snor. Snoren blev holdt af Jonas, der var i Tivoli med sin mor. Og jeg må indrømme, at jeg bare steg, da Jonas slap snoren.
   Det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide Jonas, eller fordi jeg var træt af at være hos ham. Tværtimod holdt jeg meget af at mærke hans varme hånd om snoren. Og jeg var stolt over, at han havde valgt lige bestemt mig ud af ballonmandens mange balloner. Han havde peget på mig med det samme og sagt:
   - Mor, jeg vil have den blå der, den i midten.
   Og det selv om der var mange andre balloner, der var flottere end mig - med næser og sjove former. Jonas havde valgt mig, selvom jeg var en ganske almindelig rund blå ballon.

Men jeg måtte stige. Det lå i min natur. Hvis der ikke var nogen, der holdt mig, så steg jeg, for jeg var fuld af gas. Gassen gjorde mig lettere end luften. Ligesom boblerne i en sodavand bliver nødt til at stige, fordi de er lettere end sodavanden. Du kender det godt. Når du har drukket en sodavand rigtigt hurtigt og er blevet helt tung i maven, så samler alle boblerne sig til en stor boble, der bare stiger op som en stor bøvs. Og så bliver alting meget lettere igen - både i maven og for boblerne, der har følt sig meget indeklemte nede i maven.

Det var heller ikke, fordi Jonas var træt af mig eller ikke kunne lide mig, at han sådan bare gav slip på mig. Men midt på stien kravlede der en målerlarve. Den måtte Jonas bare hilse på..

En målerlarvelængde, to larvelængder, tre larvelængder - sådan var larven i gang med at måle hvor mange larvelængder, der var i Tivoli.
   Jonas, ville også måles af det lille dyr. Og ups... da han bukkede sig efter larven, glemte han at holde fast på mig, og af sted røg jeg.
   Jonas blev først meget forskrækket, da jeg steg. For det er ikke altid, man tænker over, at ting bare kan finde på at forsvinde, hvis man slipper dem. Jeg blev også meget ked af det, for jeg elskede jo Jonas højt.
   Lidt oppe i luften blev jeg rigtig sur på al den gas inde i mig, for da jeg kiggede ned, så jeg, at solen blinkede i et par store tårer på Jonas' kind. Men der var ikke noget at gøre ved det, for når man er fuld af gas, så bestemmer man ikke altid selv.
   Jeg tror målerlarven, som jeg kendte fra Tivoli, forklarede ham, hvorfor jeg steg. I hvert fald holdt han hurtigt op med at græde, og han ville ikke høre tale om at få en ny ballon. I stedet overtalte han sin mor til at tage sig med op i det høje kinesiske tårn, der står midt i Tivoli. Og da jeg steg forbi de hvæssende trædrager, kunne jeg høre, at han råbte farvel til mig. Og larven, der stadig målte hans finger, råbte til mig med sin lillebitte stemme:
   - Held og lykke, blå ballon, sørg for at historien bliver god!
   Trædragerne på tårnet skældte mig ud, men de var også altid så sure. Dem var jeg ligeglad med, for jeg vidste, at deres ildtunger bare var af malet træ. Men jeg havde jo temmelig dårlig samvittighed over sådan bare at stige fra Jonas, men larvens ord gjorde det nemmere for mig. Lige pludselig vidste jeg, at jeg kunne komme tilbage til Jonas. Ikke som en blå ballon, men som en god historie.
   Jeg kunne fortælle ham alt, hvad der var sket for mig, efter jeg steg fra ham.
   - Gode historier, tænkte jeg, bliver ikke slappe og slaskede, ligesom blå balloner gør det, når de har hængt i værelsets loft et par dage. Og hvis jeg nævnte Jonas' navn mange gange, så ville det blive hans historie. Han kunne fortælle den til alle sine venner. De ville tænke - at det var en dejlig ven at have, der kunne fortælle sådan en god historie. Det gode ved sådan en historie er, at man kan give den væk så tit man vil, men samtidig beholder man den, den bliver ikke dårligere af den grund.

Jeg blev helt svimmel ved at tænke på det med historien, for nu blev jeg nødt til at opleve og fortælle noget helt fantastisk.
   Jeg steg og steg. Men inden jeg kom helt op i himlen, ville jeg se Tivoli lidt fra oven. Det lignede en farvestrålende myretue midt i den grå by. Jeg tænkte selvfølgelig meget på Jonas, der som en lillebitte myre myldrede rundt dernede. Måske var det lige præcis hans gule hårtop, jeg svagt kunne skelne.
   En ting var jeg dog sikker på, målerlarven kunne jeg ikke se mere. Den var alt for lille. Men selvom den var lille, så var det den, der havde sagt det vigtigste.
   - Sørg for at historien bliver god.

Jeg drev væk fra byen, mens jeg steg. Over en fodboldbane mødte jeg en drage, den var meget drabelig, som den svirrede og hvæssede rundt i luften. Den havde en hale med totter af avispapir, og midt i den var et kryds af bambuspinde. På det brune papir var malet en snerrende mund. Men den var slet ikke farlig. Jeg fortalte den, at jeg var på vej op for at opleve en historie til Jonas. Jeg spurgte den, om den kunne nogle gode historier. Men den svarede, at den selv skulle bruge alle sine historier til den dreng, der holdt dens snor.
   Det kunne jeg jo godt forstå. Og vi slog begge to et ordentligt slag med halen til afsked.

Den næste, jeg mødte, var en lille glad skymand. Han lettede på sin hvide vathat. Men i det samme han havde taget hatten af, blev den til en flødebolle, som han spiste. Derefter forvandledes han til en vatsøløve med en vatbold på næsen. Søløven vippede bolden op i luften og blev atter til manden. Bolden blev igen til hatten, som den lille mand greb.
   Det var meget forstyrrende at snakke til en, der hele tiden lavede sig om. Så jeg bad ham være alvorlig et øjeblik. Han grinede, og hatten blev til en buket blomster, som han kastede ud over hele himlen.
   Men så blev han alvorlig og ændrede sig kun ganske lidt.
   - Goddag, blå ballon.
   Der voksede et lille skyflag frem på hans skynæse.
   - Ude på eventyr? spurgte han.
   Flaget vippede frem og tilbage, mens han snakkede.
   Jeg forklarede ham om Jonas og om den historie, jeg havde lovet ham. Den lille mand klukkede, så knapperne sprang fra hans frakke og blev til små vatkaniner, der hoppede rundt omkring os.
   -Ho, ho, grinede han, - historier er det bedste i hele verden.
   Og så fortalte han sin egen skyhistorie. Han drev hver dag rundt på himlen, så menneskene nede på jorden kunne få ideer til historier. Når blomsterne dernede blev tørstige, gjorde han sig mørk og faldt ned som en lille regnbyge. Ikke noget alvorligt, bare sådan at man kunne prøve sin paraply, eller så man lige kunne komme inden for og få lavet den tegning, man længe havde tænkt sig til.
   Når han så var faldet ned, lå han rundt omkring som små pytter. Børnene kunne få gummistøvler på, med hælen kunne de lave kanaler og sjoppe rundt i mudderet, der sagde sjove lyde. Og alting lugtede meget bedre efter sådan en byge.
   Den lille mand rullede rundt i luften af fryd over, hvor dejligt der var på jorden lige efter, at han var faldet over den. Når han så havde ligget lidt på jorden og hvilet sig, så var han klar til at stige igen.
   Jeg spurgte, om jeg måtte låne hans historie til Jonas. Han slog ud med armene, der blev til de smukkeste svanevinger.
   - Du er da så velkommen, overalt hvor jeg kan være til en smule fornøjelse, der vil jeg være.
   Hans vatører blev kæmpestore.
   - Men nu kan jeg høre, at din ven Jonas er blevet lidt træt i sine ben.
   Skymanden blev helt sort, mens han dalede ned mod Tivoli. Jeg kunne svagt høre ham råbe, at Jonas skulle på konditoriet og have varm chokolade og is. Det skulle han, skymanden, nok sørge for, og samtidig kunne han lige få vandet tulipanerne. glad tænkte jeg på, hvor dejligt det er at spise is, mens regnen trommer på taget. Det sidste, jeg hørte fra skymanden, var et fornøjet:
   - På gensyn.
   Det gjorde mig glad at vide, at den lille mand ville komme tilbage en anden gang.
   Jeg var nu steget hele eftermiddagen, og det begyndte at blive mørkt. Pludselig hang der en kæmpemæssig gul ballon foran mig. Jeg troede i hvert fald, det var en ballon, men den så rynket og trist ud.
   - Hvad er du ked af, gule ballon? spurgte jeg.
   Den sukkede bare og så træt på mig. Jeg slog med min snor for at opmuntre den lidt.
   - Vil du ikke stige med mig, jeg skal op og opleve en historie til Jonas?
   Med en dybt bekymret stemme svarede den mig:
   - Det er farligt at stige, stjernerne er takkede, og de vil prikke hul i dig, BANG, slut med at være en fin blå ballon.
   Jeg så nærmere på den store gule ballon, og det gik op for mig, at det var månen. Den var bare så meget større her på nært hold, end jeg havde troet, når jeg havde kigget op på den nede fra Tivoli. Det undrede mig meget, at den var så trist.
   - Hvorfor er du så trist, måne?
   Månen sukkede:
   - Jeg har ingenting, alt mit lys stjæler jeg fra solen. Det giver mig en frygtelig dårlig samvittighed.
   Der trillede en tåre ned af månens kind.
   - Nogle gange prøver jeg at lade være med at stjæle, men så forsvinder jeg helt, og der er ingen, der ved, at jeg er der. Ohh, blå ballon, du drømmer ikke om, hvor ensomt det er, når ingen ved, at man er til.
   Månen hulkede, så det rystede i hele sin gamle krop. Men den fortsatte:
   - Så begynder jeg igen at stjæle - først lidt - næste nat lidt mere, indtil jeg en nat stjæler nok til, at jeg bliver helt fuld og rund. Den nat er jeg meget lykkelig, men dagen efter kommer den dårlige samvittighed igen, så bestemmer jeg mig for at lade være. Men ak - efter et par ensomme nætter - så begynder jeg igen.
   - Desuden, fortsatte den hemmelighedsfuldt og ulykkeligt, - så har jeg en dårlig indflydelse på menneskene. De bliver skøre af at se på mig, når jeg er rund og fuld. Helt fjollet opfører de sig. Og ingen nytte er jeg til. Det er ikke mit lys, der får blomsterne på jorden til at gro.
   Månen var virkelig ked af det. Jeg prøvede at forklare den, at solen måtte være glad for at låne den en smule lys. Den havde jo så meget af det.
   Den lille skymand gled pludselig ind imellem os. Han tog hatten af, og den blev til et kæmpestort lommetørklæde, som han tørrede månens tårer væk med. Han fik også månen til at snyde sin store næse i det. Da han kastede det fra sig, blev det til store vatnoder, der gled forbi månen, så en eller anden komponist nede på jorden kunne skrive en lille melodi til månens trøst.
   Han sagde ivrigt til månen:
   - Det er rigtigt, hvad ballonen siger. Solen er kun glad for at dele ud af sit lys. Og menneskene sætter dig meget højt. Jeg ved det, for jeg kommer lige dernede fra. De ser tingene på en helt anden måde, når du kaster lys over jorden.
   - Tag nu træerne - de bliver levende, når du lyser på dem. Om dagen er de bare træer, der står og står - men om natten får de liv. Det er både træerne og menneskene meget glade for. Man må kunne se tingene på forskellige måder. Og her er lyset vigtigt - dit lys, måne, gør verden anderledes end solens. Når tingene kan være på to forskellige måder, ja, så har man allerede begyndelsen til en historie. Og uden historier ville verden være temmelig kedelig.
   Månens rynkede ansigt glattedes en smule.
   - Alt det med menneskene er jo meget godt, men jeg er jo stadig en tyv, der stjæler fra solen.
   Skymanden rystede energisk på hovedet, så det blev meget bredere, og jeg rystede med min snor. Men månen var ikke overbevist, og der trillede endnu en tåre ned af dens kind.
   - Jeg synes, det er så flovt, at jeg lever højt på solens lys uden at spørge om lov.
   Skymanden og jeg forstod, at lige meget hvad vi sagde, så kunne vi ikke gøre månen glad. Jeg fik en idé.
   - Måne, sagde jeg - nu stiger vi to op og spørger solen, om det er i orden, at du bruger dens lys.
   Månen så forskrækket op på de takkede stjerner, og skymanden rystede ivrigt på hovedet.
   - Nej, det går ikke, sagde han hurtigt - menneskene bliver alt for forskrækkede, hvis månen pludselig er væk.
   Men jeg var blevet stædig. Det var lige sådan en historie, jeg havde brug for til Jonas.
   Jeg sagde:
   - Så gør jeg det selv - jeg skal nok komme tilbage og give dig besked, når jeg har været deroppe. Jeg skal alligevel ned til Jonas på jorden.
   Månen snøftede:
   - Ak, lille ballon. Du vil aldrig nå helt derop, tænk på de takkede stjerner. Og hvis endelig du nåede helt derop, så vil solen være alt for varm for dig.
   Jeg kiggede op på stjernerne. De blinkede til mig og så slet ikke spor farlige ud.
   Skymanden klappede begejstret i sine hænder, der blev til lagkager. Flødeskummet plaskede og gled ind mellem månen og jorden.
   Skymanden råbte:
   - Solen skal du ikke være bange for, den er godt nok meget varm, men den mener det godt. Den laver tingene om, men den ødelægger aldrig noget.

Skymanden rømmede sig og blev højtidelig.

- Kære ballon, det kan godt være, at du smelter, hvis du kommer for nær solen. Men hvis det er meningen, du skal blive til en historie, så vil solen helt sikkert gøre dig til det - en rigtig god historie, om ikke andet så fordi jeg er med i den. Solen gør altid det rigtige med tingene. Jeg ved det, for det er solen, derdriver mig op og ned - og ned og op.
   Månen så bekymret men også taknemmeligt på mig.
   - Vil du virkelig gøre det for mig?
   Jeg jublede af fryd, for nu havde jeg snart Jonas' historie. Jeg slog med snoren til farvel og steg, mens jeg råbte ned til dem:
   - Jeg vil gøre det for din skyld - og for Jonas' skyld – men mest vil jeg gøre det, fordi jeg er fuld af gas! Vi ses.
   Skymanden faldt, for det var ved den tid, hvor morgenduggen skulle være på plads. Månen så stadig tungsindig ud, men det var nu alligevel, som om den var lidt gladere.
   Jeg steg videre, og jeg var så spændt, at jeg var lige ved at eksplodere. Men det gjorde jeg nu ikke, for så ville jeg jo ikke få slutningen af historien med.
   Nu skulle jeg bare finde solen, så jeg kunne spørge den om lov fra månen. Jeg tror, den havde en anelse om, at jeg gerne ville tale med den, for da jeg begyndte at stige, dukkede den op lige til venstre for mig. Efter mine beregninger kom det til at passe med, at jeg kunne mødes med den til middag. Så ville den være i lige præcis det punkt, som jeg steg op imod.
   - Hej, sol! råbte jeg til den, - skal vi mødes til middag?
   Solen gabte veltilpas.
   - Det kan vi godt. Vi mødes lige midt på himlen klokken tolv, så kan vi bedre snakke sammen. Men du bliver nødt til at holde dig lidt på afstand af mig, for jeg er meget varm.
   - Det gør ikke noget, råbte jeg tilbage, - jeg skal alligevel laves om til en historie til Jonas.
   Hele formiddagen steg vi begge to mod det punkt, hvor vi havde aftalt at mødes. Jeg boltrede mig i luften.
   Hen ad middag var vi så tæt på hinanden, at vi kunne snakke ordentligt sammen.
   - Hej, blå ballon, sagde solen, - er du ude på eventyr?
   Jeg forklarede, at det var jeg, fordi jeg havde lovet Jonas en historie, og fordi jeg var fuld af gas.
   - Menm sol, sagde jeg så, - jeg kommer også i et ærinde fra månen. Den har så frygtelig dårlig samvittighed over, at den stjæler af dit lys, uden at den har fået lov.
   Solen grinede, så den hoppede op og ned på himlen. Jeg håbede, Jonas så det nede på jorden, så han senere kunne være sikker på,at min historie var sand.
   - Åhh, den kære gamle måne, klukkede solen - den gør sig så mange bekymringer.
   Jeg bad solen om at være alvorlig.
   - Det er virkelig et meget stort problem for månen.
   Solen holdt op med at grine, men den smilede stadig.
   - Ja, det er rigtigt, den kære gamle måne. Den elsker at have problemer - den fortalte dig vel også, at den har en dårlig indflydelse på menneskene.
   Jeg nikkede ivrigt.
   - Det er rigtigt, månen tror, den er skyld i, at folk bliver underlige.
   Solen blev eftertænksom.
   - Det er også rigtigt nok, men hvis ikke de blev underlige engang imellem, så ville der slet ikke være nogen historier. På den måde er månen meget vigtig for menneskenes fantasi.
   Jeg nikkede igen.
   - Det prøvede skymanden og jeg også at forklare den, men den var så trist, at den ikke ville høre efter, hvad vi sagde.
   Solen plirrede.
   - Men månen er det vigtigste for mig. Nu skal du høre en sand historie, som du skal fortælle videre til månen - og til Jonas.
   Solen standsede i sin bane og lagde sig til rette for at fortælle. Menneskene nede på jorden fik en ekstra lang frokostpause den dag.
   Solen begyndte sin historie:
   - For mange år siden var jeg blevet træt - åhh, jeg var så træt så træt. Du må tænke på, at selvom det ser ud, som om jeg er væk hele natten, så skinner jeg i virkeligheden et andet sted, hvor det så selvfølgelig er dag. , men jeg var altså blevet så træt. Jeg orkede næsten ikke at skinne ned på jorden. Blomsterne fik ikke lys nok og gik ud. Det gjorde mig endnu mere træt, for lige pludselig var jorden ikke så smuk, blå og grøn som før. Den blev langsomt dækket med is - og jeg blev bare mere og mere træt.
   Jeg kunne høre alle mine fætre og kusiner - de andre stjerner ude i verdensrummet - snakke om mig. De sagde til hinanden, at det nok snart var tiden, hvor jeg måtte falde som et stjerneskud. Lige før jeg døde helt hen, kiggede jeg forbi jorden, som jeg ellers var ved at stirre mig blind på, og omme på den anden side så jeg månen. Månen skinnede smukkere, end jeg nogensinde før havde set. Flittigt samlede den så mange af mine svage stråler, den orkede.
   Jeg havde altid kendt månen som en gammel gnavpotte, men pludselig mærkede jeg, at den skinnede på mig af alle sine kræfter. Den arbejdede så hårdt for at holde modet oppe hos mig. Jeg havde altid skinnet over alting, men nu mærkede jeg for første gang, at der også var nogen, der skinnede på mig. Jeg blev meget glad og var slet ikke træt mere. Det var mit held, at månen var så trofast og flittig. Jeg skinnede som aldrig før - og mest af alt skinnede jeg for månen.
   Men månen er jo som sagt lidt af en gammel gnavpotte, og den forstår ikke rigtigt, at det både er en fornøjelse at skinne og blive skinnet på. De to ting kan ikke skilles ad. Men måske ved den det alligevel på sin egen gnavpottede facon.
   Solen tørrede et par tårer af sin kind.
   - Se det, blå ballon, er en sand historie, som du må fortælle til månen.
   Mens solen havde fortalt sin historie, var jeg rykket nærmere og nærmere. Om det var historien eller varmen, der fik mig til at eksplodere, det ved jeg ikke. Men pludselig blev jeg til en sky af ord - jeg blev til en historie, der endnu ikke er blevet fortalt.
   Den lille skymand kom. Hans hat blev til en sæk, og han puttede alle ordene i sækken, der så blev til et stort jordbær, som han spiste. Det var godt for mig, ellers var jeg blevet spredt for alle vinde. Det var dejligt at være midt inde i en blød, glad sky.
   Skymanden tog mig med ned til månen. Jeg var jo blevet solens historie til månen, så jeg kom lige ud af munden på skymanden.
   Månen sukkede mistroisk.
   - Det er nok noget, de finder på for at gøre mig glad.
   Men skymanden og jeg vidste, at det bare var noget, den sagde.
   Månen kendte godt historien i forvejen, men den havde brug for at få den fortalt engang imellem. Det er derfor, den surmuler - den håber på, at nogen stopper op og fortæller den om dengang, den reddede solen. Sådan er månens natur, og det kan man ikke lave om på.
   Men mens jeg var kommet ud af munden på skymanden, var ordene blevet spredt og sejlede hen over himlen. Skymanden skyndte sig at gøre sig mørk. Og han regnede alle ordene ned til jorden.
   Der lå jeg nu spredt rundt omkring i vandpytterne og i tulipanerne eller, hvor nu ordene landede. Det er jo ikke så godt, for der er jo ikke så meget ved en historie, hvis den ligger spredt ud over hele byen.
   Ordene i en historie bliver nødt til at være samlet på et sted, og de bliver nødt til at komme efter hinanden på en bestemt måde. Ellers bliver det noget rod, og man kan ikke skelne ordene i historien fra alle de andre ord, der flyder rundt i verden.
   Men jeg havde jo lovet at komme tilbage til Jonas som en historie, så overalt, hvor han gik, hviskede jeg til ham. Han satte mig sammen, så jeg blev helt rigtig, og han skrev mig ned her.
   Men han fik nu ikke det hele med, det er der ingen, der kan. Der er masser af historie tilbage. Du skal bare tage dine gummistøvler på og gå ud, lige efter det har regnet, så kan du finde historiestumper alle vegne.