Deres jakkesæt
er vokset fra dem,
de sidder der i det
som det sidste de fik,
i cigaretstøvede selskabslokaler,
som så mange gange før,
men de fylder for lidt
over mørbraden,
i forhold
til fortiden,
hvor de rummede
alle familiefester
med kødfulde
mester-meninger
og sange fra deres
rødblissede ansigters
fuldtonede klangbund.

Skjortkragerne knækker
om deres tynde halse,
hvor struberne
under forærede
silkeslips
knudende knirkende
forsøger at støde
liv i gamle slagere,
De ser det
i deres guldranende øjne,
ordene har stører mening,
nu, hvor det er for sent,
det der er også døden
de skal se på,
mens de fingererer
ved den sidste røde Prince
som ved sætninger
de aldrig sagde.
Solbrændte men ikke
sunde efter Spanien.
Men kloge til døden
mere end nogensinde.

Jeg kigger
over tarteletterne
ud af vinduet
og ser den største
markvander i kornet
og uden at forstå
vigtigheden, ønsker
jeg, at de kunne
risle gennem kornet
til det vådeste vand,
så de ikke behøver
at svømme bort
i deres habitter.
Bare en lille chance
mere til dessert

Jeg trykker
deres hænder,
og mærker
de forsvundne
muskler,
der har lavet
lidt af hvert,
og går ud i aftenen
vel vidende
at det måske er mig
der rykkede en plads ud.

I mit pæneste tøj,
går jeg gennem kornet,
mens dråber
og lys
leger regnbue
i aftensolen,
jeg bliver stående
og gennemblødes
af vemod.