Kongen af en skrammelplads
koger stærk kaffe på køleren
fra en gammel terrængående jeep.
Kigger ud over kanten af et skåret krus
- ser de kasserede minders
skrammede scenario.

Ser strømmen, der engang
flød i for længst forældede
elektriske apparater,
små blå gnister springer
over skrotbjergets kantede silhuet
mod hver en slurk, han synker
- tænder billeder
i hans knudrede hjernebark,
hvor der også er ridset hjerter
med intetanende initialer.

Marlon Brandos slidte fjæs
skuler til ham fra en stak klude
af spraglet polyester,
og han kender bebrejdelsen i blikket.

Så mens solen trækker sig op på sin himmel,
lægger han et mønster i det oliestribede græs
af afkørte hjulkapsler og andet glemt gods,
og mågerne afstemmer deres flugt
efter objekternes placering.

Spørger du ham om dagen,
svarer han, at han bare er forvalteren,
men jeg ved, han er kongen
af en forsvindende kultur,
og jeg knæler i tiden
for hans fastholdelse af fragmenter,
- i et spinkel urværk bærer han trods alt
kærlighedens flakkende olieflamme videre,
gennem de nye tings evindelig tilstand
af forbigående, uroligt ejerskab.

Og hans krus bærer et slidt billede af Elvis,
og han er ikke bange for at løfte tragedien til sin læber.