Søndagen efter begiver vi os afsted gennem skoven, der bliver tættere og tættere, for Basmulens hus ligger så langt ude i skoven, at der ikke kommer andre rigtige mennesker.
   Bedst som vi går på den smalle skovsti, lyder der puslen i buskene.
   - Kom bare frit frem, Dobo-goko, vi har hørt dig! råber Hilmer.
   Men der kommer ingen lange arme frem. I stedet begynder det også at pusle på den anden side af stien.
   - Er det dig Snerredyr? spørger Hilmer. Han synes, det er lidt uhyggeligt, da der ikke kommer noget svar.
   Vi ser en pelset ryg glide forbi mellem træerne.
   - Snerredyr, vi har set dig! råber jeg.
   Men så får jeg øje på endnu en pelset ryg på den anden side. Nu er det ikke sjovt længere, og vi løber alt, hvad vi kan, til vi når Basmulens hus.
   Snerredyret kommer os glad i møde, og snart sidder vi alle på ryggen af ham.
   - Hold da op, hvor er vi glade for at se dig Snerredyr, råber Hilmer og knuger Snerredyret.
   - Vi blev forfulgt af nogle farlige dyr.
   - Snerre snerre, snerrer Snerredyret begejstret.
   Han løber hen til kagebordet med os. Vi kan se, at der er dækket op til fire mere, end der plejer.
   - Hvem mere kommer? spørger jeg spændt Basmulen.
   Samtidig begynder det at rumstere i krattet hele vejen rundt om Basmulens hus. Snerredyret løber ud i buskene og snerrer. Men det er ikke nogen vred snerren.
   Lidt efter kommer han skubbende med et andet gråpelset snerredyr. Det andet Snerredyr har slået kløerne i, så det pløjer gennem jorden, mens Snerredyret skubber det frem.
   - Hils på Snerredyrets Snerrefar, siger Basmulen.
   - Jamen, Snerrefar er jo et frygteligt, farligt dyr, siger Mette og trækker Hilmer ind til sig.
   Dobo-delikatessen går hen til Snerrefar. Hendes lille hånd stryger gennem de grå knurrehår.
   - Nej, Snerrefar er rar nok, og så ren og hygiejnisk han er i dag.
   - Ja mulme, en rigtig hygge Ejner, råber Dobo-goko, mens han hiver Snerrefar i halen.
   Snerrefar stirrer stift ned i jorden. Men så snuder han genert Dobo-delikatessen.
   - Snerre snag, snerrer han artigt med en dyb stemme.
   - Det betyder goddag, råber Dobo-goko - jeg er smadder god til snerresprog.
   Vi siger pænt goddag til Snerrefar, der giver pote. Imens kommer Snerredyret ud af buskene. Bag ham kommer resten af Snerrefamilien. De er meget generte. Men Snerremor snuder stolt sin yngste unge, der jo er vores Snerredyr. Snart får vi andre også en snudetur.
   Basmulen kommer ud af huset med en stor nybagt, duftende kage. Med det samme ligger der fem forventningsfulde snerrehoveder på bordkanten. Basmulen skærer først et stort stykke til Snerrefar, men Snerrefar tager fejl af sit stykke og fadet, og i en mundfuld spiser han hele kagen og lidt af fadet.
   - Det er godt, du ka' li' min kage, Snerrefar, siger Basmulen og tører syltetøj af hans snude. Vi andre deler Snerrefars stykke.
   Imens kagen glider ned i store mundfulde, får vi historien om Snerredyrets gensyn med sin familie. Men alle taler og snerrer i munden på hinanden, og mundene er fulde af kage, så jeg må virkelig anstenge mig for at få historien skrevet rigtigt ned i bogen.
   Men sådan her kom den til at lyde:

- PLASK, sagde det, da Snerredyrets store hoved gik gennem det stille vandspejl på skovsøen.
   Han havde siddet og kigget på solen, der glitrede i vandoverfladen. Men så havde han fået øje på sit eget spejlbillede.
   Snerredyret blev altid meget trist, når han så sit eget spejlbillede. Det mindede ham om, at han var et snerredyr, og at snerredyr var nogle frygtelige væsner, der spiste dukkehår og bamsefyld - og det bare for at gøre børn kede af det!
   Basmulen gik et stykke bag ham. Hun kom løbende til.
   - Snurgle snurgle, boblede det ulykkeligt fra Snerredyrets næsebor.
   En frø havde sat sig til rette på hans ene øre, der flød ovenpå som et åkandeblad. Basmulen jagede den væk. Så soppede hun ud og skubbede det store hoved ind på land igen.
   - Snerredyr, sagde hun blidt - fik du øje på dig selv nede i vandet?
   - Snerre, Snerredyret nikkede bedrøvet.
   Basmulen satte sin lille næse mod hans våde båthorn.
   - Du skal ikke være så ked af det. Det er jo kun fordi, du kommer til at tænke på din forfærdelige familie, når du ser dig selv. Men du er jo ikke sådan, hviskede hun stille ind i hans øre.
   Snerredyret prøvede at lade som ingenting. Men Basmulen kunne alligevel mærke, at han var ked af det.
   - Hvad skal vi gøre ved det, Snerredyr? spurgte hun samme aften.
   - Snerre sner! sagde Snerredyret, med sin mest beslutsomme stemme.
   Han rejste sig for at gå ud i den mørke skov.
   - Vent, sagde Basmulen.
   - Snerre snu, svarede Snerredyret beslutsomt.
   Basmulen så ud af vinduet og sagde:
   - Jamen det er for sent at gå ud nu. Jeg ved godt, at du vil tilbage og ordne dem, men det må vente til i morgen. Jeg må have tid til at lægge en plan.
   - Snerre, knurre snarligt, sagde Snerredyret.
   Basmulen kløede ham bag ørerne.
   - Pjat med dig, det er aldeles ikke for farligt for mig, vi skal nok ordne dem. Når bare vi er sammen, så skal det nok gå. Læg dig nu til at sove, så lægger jeg en plan.
   - Snerre snerre, sagde Snerredyret betaget over, hvor modig hun var.
   Hans hoved faldt tungt på den broderede pude, og snart sov han som en sten.
   Basmulen sov til gengæld ikke den nat, og hen mod morgen var planen klar. Da Snerredyret vågnede, spurgte hun:
   - Ved du, hvad vi gør, Snerredyret?
   - Snerre, snaske, svarede Snerredyret, og tog den broderede pude i flaben og ruskede den.
   - Nej, nej, Snerredyret, vi er nemlig ikke så grove som dem. Vi ordner dem på en helt anden måde.
   Hun løftede Snerredyrets øre og hviskede ham planen. Men den var temmelig indviklet. Snerredyret blev rundtosset og landede på sin hale.
   - Ved du hvad, Snerredyret? Jeg fortæller dig, hvad vi gør, efterhånden som det skal gøres, sagde Basmulen og hjalp ham på benene.
   Basmulen lavede et solidt morgenmåltid. Da de havde spist, gik de gennem skoven til Dobo-bo. Basmulens plan krævede nemlig hjælp fra Dobo-delikatessen og Dobo-goko.
   Da hun havde forklaret dem planen, fandt Dobo-goko sin dobo-snerre-jager-hat frem.
   - Vi skal mulme nok gi' de fæle pelsdyr en lærestreg, hujede han.
   Dobo-delikatessen pakkede sin sædvanlige håndtaske med uundværlige ting. Hun tog aldrig nogen steder uden den, selvom den næsten var større end hende selv.
   De gik hele natten anført af Snerredyret, for han var den eneste, der kunne lede dem uden om de lumske huller i den sumpede mose.
   I det tidlige morgengry nåede de til Snerrehulen. Solen fik tågebankerne over mosen til at lyse som sølv.
   De fire venner lå på lur, da Snerrefar kom ud af hulen.
   Han gned sine øjne og tog lidt mudder i hovedet. Så sagde han, som han plejede:
   - Snerre snurt snådent.
   Som jo betød: Hvor lugter her dog dejligt surt og råddent i dag.
   Snerredyret knurrede faretruende, da han så bunken af opsprættede bamser og skalperede dukker, der lå foran hulen. Dobo-gokos tænder klaprede af skræk, og Dobo-delikatessen rynkede på sin lille næse.
   - Snerredyr, din far kunne sandelig godt trænge til et bad, han kunne sikkert blive lige så pæn og fin som dig, hvis han gjorde lidt ud af sig selv - den er helt gal med hygiejnen her.
   Mellem sine klaprende tænder udbrød Dobo-goko.
   - De..de..det har du sandelig ret i, de..de..der er mulme ikke meget Hygge Ejner over det pelsdyr der! Skal vi ikke ordne dem sådan rent abstraktoabelt?
   Dobo-delikatessen viftede belærende med sin finger foran Dobo-gokos næse.
   - Jeg snakker ikke om Hygge Ejner, jeg snakker om hygiejnen, altså at man er ren og pæn, og det kan man ikke gøre noget abstraktoabelt ved. Der dur kun vand og sæbe!
   - Så, nu skal I være stille, I drenge gemmer jer her, indtil vi kalder på jer, afbrød Basmulen - Lad os så se, hvad du har i din taske, Dobo-delikatesse.
   Dobo-delikatessen åbnede sin håndtaske. Den var fuld af sminkesager.
   Dobo-delikatessen sminkede Basmulen, så hun blev helt blank og kunstig i huden. Selv behøvede hun ikke ret meget, for hun så altid lidt dukkeagtig ud.
   I mellemtiden var resten af snerre-familien kommet ud af hulen. Hele familien væltede sig i mudderet foran hulen, mens Snerrefar holdt snerretale til dem.
   - Snerre snerre snamse snerre snukke snerre-snam.
   Det betød noget i retning af: Nu skal vi ud og stjæle bamser og dukker, for det er snerre-nam.
   Basmulen og Dobo-delikatessen sneg sig hurtigt afsted og lagde sig tæt på stien, der førte mod landsbyerne.
   Ikke længe efter at snerrefamilien havde forladt hulen, kunne Snerredyret høre sin ældste Snerrebror kalde på de andre.
   - Snerre snerre knurre snundet, råbte han.
   Det betød: Se hvad jeg har fundet.
   Og snart efter hørte han sin Snerrefar brøle begejstret.
   - Snerre snerre snukker sukker snaske snaften snom snidere snørnesnede.
   Det betød: Sikke nogle dejlige dukker, de skal smage godt i aften. Men kom vi må videre, der er masser af børn, vi skal gøre kede af det.
   Snerremor snerrede begejstret.
   - Snerre snine snene snår smums!
   Det betød: Se det fine hår den ene har, mums!
   Lidt efter kom den ældste Snerrebror tilbage til hulen med Basmulen og Dobo-delikatessen i flaben. Han smed dem utålmodigt ind i hulen og spænede efter de andre.
   Snerredyret blev meget ophidset, da han så Basmulen i sin brors flab. Dobo-goko måtte holde på ham af alle kræfter, for at han ikke skulle løbe frem og slås med Snerrebror.
   - Så Ssssnerredyr, det går mu-mu-mulme lige efter pla-pla-planen. Hakkede det ud mellem Dobo-gokos klaprende tænder. Han var slet ikke tryg ved andre snerredyr end den slags snerredyr, han selv havde været med til at redde ud af "Byens Zoologiske Have".
   Da Snerrebroren var væk, piftede Basmulen i fingerne som tegn på, at Snerredyret og Dobo-goko skulle komme frem.
   - Kom så drenge - nu har vi travlt! råbte hun, da de kom listende.
   - Snerredyr, du løber ud og samler alle de lækreste frugter og bær, du kan finde. Dobo-goko du har sådan nogle lange arme, de egner sig perfekt til at muge ud i det her uhumske hul.
   Dobo-goko skød brystkassen frem.
   - Hørte du det Dobo-delikatessen, man skal have sådan nogle lange arme som mine for at muge ud i sådan et hul. Det er kun noget, sådan nogen som mig kan klare.
   Dobo-delikatessen nikkede, mens hun sad og holdt sig for sin lille næse. Beslutsomt åbnede hun sin håndtaske og tog sin store parfumeflaske frem. Hele mudderhullet foran hulen fik en ordenlig omgang.
   Dobo-goko stak sine lange arme ind i hulen og fik i et snuptag ryddet den for alt det skidt og møg, der havde hobet sig op.
   Basmulen gik ind i hulen.
   - Puh, hvor er her mørkt og skummelt, sagde hun.
   Hun satte Dobo-goko til at grave huller, så der blev vinduer i hulen. Af Dobo-delikatessens lommetørklæder syede hun fine hjerteformede gardiner til at hænge for. Bagefter løb hun ud og gravede lilje-konvaller op og satte dem i små potter.
   Efter et par timer var Snerrehulen ikke til at kende. Der var rent og meget, meget velduftende overalt.
   Af pladderet foran hulen lavede de et lille komfur. Snerredyret kom tilbage med de dejligste frugter og bær.
   Basmulen lavede fire slags frugttærter med syltetøj og honning. Honningen måtte hun skrabe ud af Snerredyrets pels, for han havde skyndt sig væk fra nogle meget vrede bier.
   Hen under aften hørte de Snerrefamilien komme brasende gennem skoven under høje snerrelyde. De var ellevilde over al den ballade, de havde lavet i landsbyen.
   Snerredyret og Dobo-goko gemte sig i en fart. Basmulen og Dobo-delikatessen lagde sig igen hen i hjørnet for at spille dukker.
   Da Snerrefamilien nåede frem til hulen, rev lugten af parfume dem i snuderne.
   - Snerre snøj snugter snuuuu! råbte de i munden på hinanden.
   Det betød sådan noget som: Pøj, hvor lugter her væmmeligt usurt og uråddent!
   Endnu større blev deres forbavselse, da de kom ind i hulen og så, hvad der var sket. Men Snerrefar var sulten efter en lang dag, og han var klar til at kaste sig over Dobo-delikatessens lange lækre hår. Da hans kæber skulle til at klippe sammen om håret, røg hun op. Hun fægtede med sin finger foran hans snude.
   - Sådan en stor ubehøvlet fyr. Han skulle hellere vaske sig med vand og sæbe.
   Var Snerrefar blevet forskrækket over, at dukken pludselig var levende, så blev han helt panikslagen ved at høre om vand og sæbe. Samtidig sprang Basmulen op.
   Dobo-goko og Snerredyret havde gemt sig på hulens tag bag stubben. Dobo-goko rakte sine lange arme ned gennem de nye vinduer og i et nap havde han fat i hele familiens haler, og han holdt i dem, som var de et bundt gulerødder.
   Snerredyret borede sin snude ned i jorden over hulen. Han snerrede med sin allermest faretruende og dybe stemme.
   - Snerre snerre snerre snerre... snerrelydene rullede i lang tid, og det lød meget spøgelsesagtigt, når hans stemme gik gennem jorden.
   Det han snerrede, betød noget i retning af: I uvorne snerredyr! Dette er den forfærdelige snerredyrsdukke, der taler til jer. Hør godt efter - alle dukker er levende. Man kan måske ikke se det, men for børnene, der ejer dem, er de lige så levende som disse to. Derfor, skam jer! For børnene er dukkerne og bamserne lige så kostbare, som jeres haler er for jer.
   Dobo-goko ruskede deres haler, så det knagede i dem. Samtidig begyndte Dobo-delikatessen og Basmulen at græde, så det gjorde ondt i ørerne.
   - Snerre snerre snerre snerre... fortsatte Snerredyret efter en pause.
   Det betød noget i retning af: Som de her to dukker græder nu, sådan har mange dukker og deres børn grædt på grund af jer.
   Snerrefamilien prøvede at stikke poterne i ørerne, men Basmulen løb rundt mellem dem og sparkede dem over skinnebenene, så de havde nok at gøre med at ømme sig.
   Snerredyret sluttede.
   - Nu skal I miste halen, så I kan mærke, hvordan det er.
   Hele Snerrefamilien peb og græd og bad om nåde.
   Nu kunne det være nok - Snerredyret kravlede ned fra taget og et øjeblik efter, stod han foran dem. Med én stemme råbte hele Snerrefamilien.
   - Snerre snerre!
   Meningen med det var ikke til at misforstå: Kære søde, lille Snerrebror - hjælp os!
   Snerredyret løftede poten, og Dobo-goko slap deres haler. Snerredyret så arrigt på dem og begyndte at skælde dem ud. Han havde lært så meget af Basmulen om at være god ved andre, og han ville have, at de skulle forstå det.
   De rødmede helt ud gennem pelsen. Snerremor græd, og snerrebrødrene krøllede sig sammen til flove, filtrede uldtotter.
   Men Snerrefar rødmede ikke af skam men af raseri. Vredt gengældte han Snerredyrets blik. De stirrede længe hinanden stift i øjnene. Snerremor så grædende på sin yngste unge - han havde jo ret, syntes hun, og hun havde savnet ham så meget. Hun puffede til Snerrefar med snuden, men han ænsede det ikke.
   Snerrefar tog et skridt frem, det brummede dybt nede i hans strube. Snerredyret tog også et skridt frem. Sådan skiftedes de til at gå frem - et skridt af gangen. Pludselig rørte deres snuder hinanden.
   Snerredyrets store hoved gik forsigtigt frem og tilbage. Snerrefar stivnede, men så kunne han ikke holde det tilbage, og han bevægede også sit hoved. Lyden af store båthornede snuder, der klaskede mod hinanden, afbrød stilheden i hulen.
   Da de havde snudet, spurgte Snerredyret, om de nu ville love aldrig mere at stjæle bamser og dukker. Hans mor og hans brødre nikkede alt, hvad de kunne. Men Snerrefar så forskrækket på ham. Snerrefar kunne slet ikke forestille sig, at man kunne leve af andet. Men så var der en duft, der ramte hans næsebor. Det var duften af friskbagt tærte. Dem havde Basmulen nemlig været ude og hente.
   Snerrefar savlede så meget, at de fik våde fødder. Snerredyret forklarede sin far, at tærterne var lavet af ting, der allesammen fandtes i skoven. Snerrefar brummede, at der vel ikke kunne ske noget ved at prøve, og han gik hen for at smage på sagerne. Men inden han nåede at sætte tænderne i tærten, hev Dobo-goko den væk for snuden af ham, og Basmulen så alvorligt på ham.
   - Du får ingen tærte, før du lover, at du aldrig mere vil gøre børnene kede af det.
   Snerrefars øjne hang fortryllet ved tærten. Han nikkede. Hele familien begyndte at snurre, for de vidste ikke, om de skulle knurre eller snerre af glæde.
   Dobo-delikatessen og Dobo-goko klappede i hænderne og dansede rundt mellem de pelsede snerredyr.
   - Nu må I være sultne oven på den forskrækkelse, råbte Basmulen.
   De skulle allesammen lige til at kaste sig over tærterne, da Dobo-delikatessen stoppede dem.
   - Man kan ikke spise tærte, før man er ren og pæn og hygiejnisk.
   Snerrefar knurrede faretruende, men det satte Dobo-goko hurtigt en stopper for med et klem om hans hale.
   I en lang række efter Dobo-delikatessen marcherede Snerrefamilien hen til den nærmeste rene skovsø. Dobo-delikatessen havde fundet sæbe og neglebørste frem i sin håndtaske. Med hidsige bevægelser skrubbede hun et for et snerredyrene. Bagefter viste hun dem, hvordan de kunne børste hinanden med en grankogle.
   Det blev et festmåltid. Da de var færdige med at spise, sad de omkring det lille komfur. Den mellemste Snerrebror bad pænt Basmulen om at få opskriften på tærterne, for han ville i hvert fald aldrig mere spise bamsefyld og dukkehår. Snerrefar kunne ikke helt vænne sig til tanken, og han så sultent på Dobo-delikatessens fine hår.
   Dobo-delikatessen tog en saks op af sin håndtaske og klippede det af midt på ryggen. Snerrefar slikkede sig om munden, men Dobo-delikatessen vippede med en advarende finger foran hans snude.
   - Den går ikke, hun tog en tube lim op - nu kan du værsgo og lime det her hår på alle de skalperede dukker.
   Snerrefars hale forsvandt mellem hans bagben, men Dobo-goko fik hurtigt fat i den. Snerrefar måtte pænt sætte sig til at lime hår på alle dukkerne. Den ældste Snerrebror grinede, så han trillede rundt. Men det satte Basmulen hurtigt en stopper for.
   - Så kan du værsgo og fylde bamserne og lukke dem i igen, sagde hun og viste ham, hvordan man bruger nål og tråd.
   - Og i morgen løber I ud til landsbyerne, som I plejer. Men denne gang stjæler I ikke - denne gang afleverer I pænt alt det, som I har stjålet.
   Snerremor nikkede. Hun havde tårer i øjnene, mens hun betaget så på sin yngste snerreunge.
   - Snerre snerre snøde, sagde hun.
   Det betød: Hvor er det dog nogle søde venner, du har fundet ude i verden.
   Snerredyret snudede hende og nikkede. Snerremor, der aldrig havde prøvet at snude, blev så begejstret over denne nye hilsen, at hun straks løb hulen rundt og snudede hele familien og gæsterne med. Da hun var færdig, spurgte hun:
   - Snerre snerre snus snemme?
   Det betød: Mit sødeste lille Snerrepus, nu bliver du hjemme og passer på os?
   En blank tåre trillede ned af Basmulens kind. Snerredyret gik hen til sin mor og snudede hende igen, så sagde han:
   - Snerre snerre snasse snå snit snit.
   Det betød: Det kan jeg ikke, for jeg har én, jeg skal passe på. Men jeg kommer lige så tit, som jeg kan.
   Han lagde sit store hoved på Basmulens skulder, så hun væltede. Snerrefar så lettet op fra hårbunken.
   - Snerre snerre sneld snaske, sagde han.
   Det betød: Sikke et held så behøver vi ikke vaske os hver dag.
   Selvom Dobo-delikatessen ikke helt forstod, hvad han sagde, så løftede hun dog mistænksomt det ene øjenbryn. Snerrefar lod som om, han bare nynnede en gammel snerresang.
   Snerredyret gik hen og snudede ham, og Snerrefar spurgte ham hviskende med en ulykkelig stemme:
   - Snerre snerre snyme?
   Det betød: Behøver der virkeligt at lugte sådan af parfume ude i pølen?
   Snerredyret vendte sig, så han havde ryggen til Dobo-delikatessen. Han blinkede med det ene øje og rystede ganske let på hovedet. Sandheden var, at Snerredyret også syntes, det lugtede forfærdeligt med al den parfyme.
   Næste dag brød de fire venner op fra hulen, efter at de havde lovet, at de tit ville komme på besøg.

Hilmer spørger med munden fuld af kage:
   - Afleverede Snerrefamilien så dukkerne og bamserne?
   Jeg nikker.
   - Jeg kommer i tanke om noget, jeg for nyligt har læst i avisen - der er en landsby her i nærheden, der er kendt for, at dukkerne har det blødeste og fineste hår i hele verden.
   Dobo-delikatessen tager sit lille spejl og en børste op. Hun børster sit hår, der nu sidder med en meget smart men temmelig kort frisure.