Nordlyset springer i tanker
over Jordens rastløse inerti
- trækker himmelrummets idé
blidt op om klodens nøgne nakke,

telegrafisten står ved sit blikskur
- kigger ud af parkercoatens pelskant,
røgen fra en cigaret siver fra ham
og falder i kulden ned mod hundene,
der varmer hinanden i filtret virvar.

I hans bevantede hånd
sidder en stiv blyant,
og han noterer møjsommeligt
de bølgende stregers budskab
i polarnattens pantomime,

han bryder skønhedens kryptering
og smiler undrende
under vægten
af den gentagende meddelelse,
- mumler under det isstivede overskæg
- det var satans!

Sætter sig til telegrafnøglen
og sender sit notat
- knapt overbevist:

En hyldest til al menneskeligheden,
og gennem linierne træder
en heroisk tro på det gode
ud af vedtaget misantropi
og står ved mennesket som yndling
under himlen.

Telegrafisten læner sig tilbage
i sin slidte stol
og han sukker i sin cigaret:
- må det gøre dem gode,
han synes ikke, de har fortjent det.