Efter vi har stoppet os med Basmulens dejlige kager, trænger vi til at gå en tur.
   Ikke langt fra Basmulens hus ender skoven. Der begynder det store hav. Snerredyret fører an, for stranden og havet er noget af det bedste, han ved, og det vil han gerne vise sin familie.
   Det varer ikke længe, før hele Snerrefamilien plasker rundt midt ude i bugten. De er de fødte vandhunde, bare vandet ikke er for rent, og der ikke er sæbe med i spillet. Vi andre nøjes med at lege på stranden.
   Pludselig stopper Dobo-delikatessen op. Hun slår sit lange lyse hår tilbage, og sætter en hånd bag det ene øre. Mens hun lytter ud mod havet, spørger hun:
   - Kan I høre musikken?
   Vi lytter allesammen. I starten kan vi kun høre vindens susen. Men da vi har lyttet lidt, er det som om vinden er blandet med noget, der sagtens kan være stumper af meget fjern musik.
   - Det er rigtigt nok, der kommer musik ude fra havet! råber Hilmer begejstret.
   Så er det afgjort, for Hilmer har de bedste ører. De er ikke så slidte som vores. Kun Snerredyret hører bedre end Hilmer, men hans ører er fulde af vand, og han svømmer rundt med sin familie helt derude, hvor færgerne sejler.
   Men det er også lige meget, om vi kan høre det, for Dobo-delikatessen ved, at der musik ude på havet.
   - Søren, skulle der tilfældigvis være en historie i bogen, hvor Dobo-goko og jeg er ude at sejle? spørger hun, og glipper med sine lange øjenvipper.
   Dobo-goko ser på mig og ryster energisk på hovedet, mens den ene af hans lange arme er på vej ned i min lomme for at stjæle bogen med historier.
   Men nu ligger det tilfældigvis sådan, at der faktisk er en historie i bogen, hvor de to er ude at sejle. Det kan jeg jo ikke lyve mig fra, selv om jeg kan se, at Dobo-goko helst ikke vil høre den. Det er ikke en af hans ynglingshistorier.
   Hilmer vil også gerne høre den.
   - Skal vi så ikke lave bål! råber han og klapper i hænderne.
   Det hjælper lidt på Dobo-gokos humør, for han elsker at lave bål. Med sine lange arme får han hurtigt samlet brænde. Lidt efter sidder vi og kigger ind i flammerne. Men så kommer Snerrefamilien ind på land. De ryster allesammen deres pelse, og vi må til at lave et nyt bål, for ilden er slukket og brændet vådt. Men Dobo-goko har hurtigt gang i et nyt bål.
   Og historien kan begynde:

- Det var varmt. Basmulen luftede sig i sin gynge, som Snerredyret skubbede. Snerredyrets tunge hang langt ud af munden. Den slæbte hen over skovbunden med en raspende lyd.
   Dobo-delikatessen og Dobo-goko kom trods varmen på visit, skærmet under Dobo-delikatessens hvide parasol, som Dobo-goko holdt næsten helt oppe under solen med sine lange arme.
   Da Snerredyret ville dreje hovedet for at se, hvem det var, havnede hans tørre tunge lige midt i en myretue. Med munden fuld af tissemyrer sprintede han spruttende rundt om Basmulens hus.
   Det var så varmt, at Dobo-goko næsten ikke orkede at grine.
   - Pelsdyret tror mulme, at han er blevet til en myresluger. Det må være varmen, mumlede han bare sløvt.
   Basmulen fik fat i Snerredyret og fjernede nu én for én myrerne fra hans mund. Hun var vant til sådan nogle ting, for Snerredyret kom tit ud for den slags uheld.
   Da Snerredyret lidt efter var befriet for myrer, ville han reparere det hul, han havde lavet i myretuen. Men snart havde myrerne fået nok af ham og hans klodsede poter. Alle myrerne kom ud af tuen og bar ham hen til Basmulen, mens de skældte ud på myresprog.
   - Myretuer skal man nu engang overlade til myrer, forklarede Basmulen og snudede Snerredyret, og så lavede hun saftevand til gæsterne.
   Efter de havde drukket saftevand, rejste Snerredyret sig. Han gjorde tegn til, at de tre andre skulle kravle op på hans ryg.
   - Bare nu ikke pelsdyret skal på mere myreslugeri, sagde Dobo-goko uroligt. Men han kravlede alligevel op - for det at ride på Snerredyrets ryg er noget af det sjoveste i verden. Lidt efter gik det i en vældig fart, og snart var de nede på stranden.
   Så gik det op for Dobo-goko, at Snerredyret havde tænkt sig at fortsætte lige ud i vandet - med dem på ryggen! Rædselsslagent sprang han af og rev Dobo-delikatessen med sig, så de rullede rundt i det varme sand. Sandheden var, at Dobo-goko var bange for vand.
   Snerredyret var derimod den fødte vandhund. Og det varede ikke længe, før han plaskede rundt langt ude i bugten. Basmulen sad på hans ryg og vinkede begejstret ind til Dobo-delikatessen og Dobo-goko.
   Dobo-delikatessen så misundeligt ud på Basmulen og mumlede.
   - Sådan en tur til havs kunne jeg godt tænke mig.
   - Den fikser jeg, sagde Dobo-goko.
   Dobo-delikatessen så betaget på ham.
   - Gør du virkelig, du er bare så fantastisk.
   Dobo-goko stod forlegent og gravede et hul under sine fødder med sine lange arme.
   - Du forestiller dig bare, at du sidder på ryggen af mig, og at jeg svømmer derudaf med mine lange arme - det går bare enormt stærkt. Se, der har du din havtur, sagde han og faldt ned i det hul, han havde gravet.
   - Altså sådan rent abstraktoabelt, tilføjede han.
   Dobo-delikatessen trak på skuldrene og så drømmende ud over vandet.
   - Jeg kunne nu godt tænke mig det sådan rigtigt.
   Hun tænkte på, hvordan det mon føltes, når ens lange lyse hår flagrede efter én i den salte havbrise.
   Dobo-goko kravlede op af sit hul og gik ned til vandkanten, hvor han kastede sten ud i havet.
   - Dobo-delikatessen, råbte han begejstret - jeg har lige slået 14 smut med den samme sten!
   Dobo-delikatessen var ved at sætte parasollen op i sandet. - Det var flot Dobo-goko, svarede hun. Men det var ikke i den rigtige tone, syntes Dobo-goko.
   - Nøjjj, der kom to smut mere, så er jeg oppe på 18 med den samme sten, råbte han, selvom stenen for længst var gået til bunds, og selvom han kun havde slået fire smut med fire forskellige sten.
   - Det var flot, sagde Dobo-delikatessen og lagde sin håndtaske til rette bag sit hoved.
   Dobo-goko kunne høre, at hun slet ikke lyttede efter, hvad han sagde, for ellers ville hun have bemærket, at 14 smut kun blev til 16 smut, hvis man slog to mere.
   Surt kiggede han ud over vandet, hvor Basmulen og Snerredyret boltrede sig. Det eneste, han kunne imponere Dobo-delikatessen med nu, var en havtur.
   Hvis bare ikke vand var så forbandet vådt, tænkte han.
   Men så fik han øje på en sejlbåd ude i vandet. Han kunne lige nå den med sine lange arme. Hurtigt trak han den op på stranden uden at få en dråbe vand på sig.
   - Havtur helt uden at blive våd! tænkte han og råbte så op til Dobo-delikatessen.
   - Kaptajn Dobo-goko byder dem velkommen på det gode skib Dobo-go-båd.
   Han gjorde en fejende bevægelse med armen.
   Dobo-delikatessen og hendes håndtaske løftede han ombord i et snuptag - og så på med Dobo-kaptajns-hatten og op med sejlet - det var næsten for nemt.
   Der gik ikke længe, før de gled gennem bugtens bølger. En blid brise i sejlet gjorde det nemt for Dobo-goko at styre båden.
   Snart skar de gennem bølgerne op på siden af Snerredyret og Basmulen.
   Dobo-goko råbte ud til de to i vandet:
   - Hva' siger I så! - helt uden at blive våd.
   Snerredyret lagde sig tæt i deres kølvand.
   - Snerre snerre snurgle snarligt, gurglede han, som om det var meget vigtigt.
   - Snurgle snurgle, vel er det da ej farligt, dit gamle bekymrede pelsdyr, grinede Dobo-goko med sin hæse latter.
   Han drejede roret, så de fik kurs ud mod det åbne hav.
   - Nu skal vi mulme ud og fange hvaler! råbte han. Men han råbte det ikke så højt. Han var lidt bange for, at der virkelig var hvaler, og at det var den slags hvaler, der havde gode ører. Måske var langarmede Dobo'er deres livret.
   Snerredyret fulgte efter båden, så godt han kunne. Men snart blev bølgerne for store for ham, og han måtte vende om. Bekymrede snerrelyde boblede ud af hans næsebor. Han vidste, at havet var farligt, når man først kom ud af bugten.
   - Hva' siger du så gamle Dobo-deli-letmatros, så måtte pelsdyret gi' sig. Med Dobo-kaptajn ved roret, er der ingen, der har en chance! jublede Dobo-goko.
   Dobo-delikatessen så betaget på ham.
   - Du har vel nok styr på det hele.
   Dobo-goko så overlegent på hende.
   - Ja, nu har jeg jo sejlet de syv have tynde i mine unge dage, dengang jeg var sørøver.
   Han hev sig op i toppen af masten og prøvede at ligne et sørøverflag. Han svingede en gang rundt, lod sig glide ned og stod igen på dækket.
   Dobo-delikatessen kunne nu ikke helt forstå det.
   - Jeg har da kendt dig altid, og jeg kan ikke huske, at du har været sørøver.
   - Det er fordi, du aldrig lægger mærke til, hvad jeg går rundt og laver, svarede Dobo-goko surt.
   - Det er ikke noget, du finder på? spurgte Dobo-delikatessen og prøvede at se ham i øjnene.
   Dobo-goko fik pludseligt travlt med at kigge på en måge, der fløj forbi.
   - Det var sådan en ren abstaktoabel sørøver, jeg var, svarede han, og stirrede hende stift ind i panden.
   - Nå, sådan, sagde Dobo-delikatessen - jeg var lige ved at tro, at du løj for mig - at det bare var noget du fandt på. De var nu kommet langt ud på havet. Dobo-delikatessen prøvede at få sit hår til at bølge på den helt rigtige måde i vinden, men det var svært.
   - Dobo-goko, kan du ikke få gulvet til at stå stille? Det er jo ikke til at sætte sit hår i det her vipperi.
   Men Dobo-goko svarede hende ikke. Han lå med hele overkroppen ud over rælingen. Der kom kun nogle halvkvalte lyde fra ham. Dobo-delikatessen trak i ham.
   - Vil du så lade være med at hænge sådan ud over bådens kant, nogle gange er du altså alt for dumdristig.
   Til Dobo-delikatessens store forbavselse var Dobo-goko slatten som en karklud, da hun trak i ham. Hans ansigt havde en underlig gulgrøn farve. Han stønnede og prøvede at grine sin hæse jeg-har- da-styr-på-det-hele latter.
   - Rælingen, Dobo-delikatesse, kanten på et skib hedder rælingen.
   Dobo-delikatessen afbrød ham utålmodigt.
   - Ja, hvad det så end hedder, så skal du ikke hænge dér - og ærlig talt, Dobo-goko, så klæ'r den farve i ansigtet dig ikke.
   En stor bølge slog ind, og båden rullede ekstra meget. Dobo-goko tog sig til munden, og et øjeblik efter hang han igen ud over rælingen.
   Sandheden var jo, at han var blevet søsyg.

Her afbryder Dobo-goko historien.
   - Jeg var aldeles ikke søsyg. Jeg skulle bare se, om der var nogle hvaler nede i vandet.
   Dobo-delikatessen ser overrasket på ham.
   - Du skulle da have fortalt mig, at du var syg.
   Dobo-goko ser sig lidt forlegent omkring og mumler.
   - Når man har sådan nogle lange arme, som jeg har - så ka' det godt være farligt at være på dækket, når det gynger - altså for de andre - armene kan begynde at svinge, og så kunne jeg ha' ramt dig, ikke.
   Basmulen fniser. Men Dobo-delikatessen klarer op.
   - Nå, så var det derfor, du måtte gå ned i kahytten. Ja, jeg følte mig jo godt nok lidt alene.
   Dobo-goko stirrer stift ind i ilden og nikker. Han skal lige til at sige noget.
   Men Hilmer ser på mig og forlanger, at jeg kommer videre med historien. Han ved, at hvis først Dobo-goko blander sig for meget, så bliver det en helt anden historie.

Efter Dobo-goko var gået ned i kahytten, stod Dobo-delikatessen helt alene på dækket. Det gik op for hende, at hun ikke længere kunne se stranden. Samtidig var himlen blevet mørk og truende. Dobo-delikatessen skældte skyerne ud, men det hjalp ikke spor, i stedet begyndte vandet at poste ud af dem. Heldigvis havde hun sit prikkede regntøj med.
   Men NU var hun godt træt af at sejle og ville hjem! Men i hvilken retning var hjem? Der blev hele tiden vendt rundt på alting, og blæsten tog til.
   Dobo-delikatessen havde nok at gøre med at holde rorpinden, så hun ikke blev helt rundtosset. Hun tænkte, at når bare de sejlede længe nok, så ville de havne et eller andet sted. Men inderst inde var hun lidt bange, for bølgerne lignede nu store grådige uhyrer.
   Lige pludseligt hørte hun klavermusik. Først troede hun, det var vinden, der larmede i masten. Men musikken blev tydeligere og tydeligere.
   Med et fyldte musikken det hele. Havet blev stille, og der blev meget mørkt. Hvor var de heldige! De var frelst fra stormen af nogen eller noget, der spillede den dejligste klavermusik, tænkte hun. Hun rømmede sig.
   - Er her nogen?
   Hendes stemme rungede, det lød som om, hun var i et stort rum. Der kom ikke noget svar. Men efter et lille stykke tid var det som om, musikken fik en stemme.
   En glad melodi spillede noget i retning af:
   - Så skal du nok komme hjem, så skal du nok komme hjem.
   Dobo-delikatessen blev så glad, for musikken gjorde hende sikker på, at alt nok skulle gå godt.
   - Musik, vil du sørge for, at vi kommer hjem til Dobo-bo igen? For vi hører vist slet ikke hjemme på havet, spurgte hun ud i mørket.
   - Ja ja ja ja ja ja ja ja, rullede det ud af klaveret.
   - Men hvor er vi? spurgte Dobo-delikatessen.
   - Giv tid, giv tid, jeg vil fortælle dig vores historie, spillede klaveret.
   Så slog det over i en melodi, som Dobo-delikatessen på mærkelig vis forstod, som var det almindelig tale.
   - For mange mange år siden var der en ekspedition. De syntes, de måtte tage til verdens ende. Mærkelige mennesker var de, for der er både koldt og kedeligt på Sydpolen - for sådan hedder verdens ende nemlig også.
   Selvom de rejste så langt for at komme til et kedeligt sted, så var de alligevel bange for at kede sig. Derfor tog de mig med, jeg er et selvspillende klaver.
   Men det at sejle til sydpolen er ikke så nemt endda. Deres skib sad fast i isen, så mændene måtte fjerne alt det, de ikke havde brug for. Mig lossede de af midt på isen. Men det hjalp dem ikke, skibet sad urokkeligt fast.
   Mændene tog deres redningsbåde, og skubbede dem over isen som slæder. På den måde kom de ud til iskanten, hvor havet var. De satte redningsbådene i vandet, og en mærkelig kraft trak dem hen til et stort skib, der tilfældigvis var i det samme farvand. De sagde, det var et mirakel, for der er langt mellem skibene på de kanter. Men jeg kender den sande grund.
   Klaveret spillede en høj latter. Dobo-delikatessen så frem for sig og spurgte:
   - Hvor ved du det fra, du blev jo efterladt?
   Klaveret fortsatte:
   - Hør nu først, hvordan det gik mig. Jeg stod der i en ørken af is. Jeg troede, jeg var helt alene, men snart samlede nogle pingviner sig rundt omkring mig.
   - Sådan nogle pingviner vil nok sætte pris på lidt musik, tænkte jeg. Så jeg spillede de gladeste melodier, jeg kendte. Pingvinerne dansede hele den lange polarnat væk - og der skal man tænkte på, at natten på sydpolen varer flere måneder, så det var ikke så dårligt klaret af dem.
   - Blev du ikke selv træt? afbrød Dobo-delikatessen.
   Klaveret spillede langsommere.
   - Så længe der er nogen, der danser, så bliver jeg ikke træt af at spille. Men inderst inde var der et eller andet galt med mig. Jeg længtes efter at spille langsomt og sørgeligt bare engang imellem. Men det kan man ikke byde en flok pingviner, der skal have en hel lang polarnat til at gå.
   - Er vi på Sydpolen nu? ville Dobo-delikatessen vide.
   - Nej, for hør nu, fortsatte klaveret - foråret kom, og der blev lidt varmere. Pingvinerne fik travlt med at bygge reder. Jeg måtte spille kraftigere, så de kunne høre mig på deres redepladser.
   En dag spillede jeg så højt, at isen revnede. Pludseligt stod jeg på en isflage, der drev frit på havet.
   - Blev pingvinerne så ikke kede af det? spurgte Dobo-delikatessen.
   - Nej, jeg tror dårligt, de bemærkede det, for de havde fået travlt med at synge for hinanden.
   Så gik den triste melodi over i en munter.
   - Og ved du hvad? Pingvin-sang lyder kun smukt i deres egne ører, så jeg var faktisk lettet over at slippe bort.
   Nu troede jeg, at jeg stod alene på en isflage, der drev på havet. Så jeg spillede alle de smukke, stille men sørgelige melodier, som jeg ikke havde spillet længe.
   - Du sagde, du troede, du var alene, var du da ikke det alligevel? ville Dobo-delikatessen vide.
   - Nej, det var jeg ikke, svarede klaveret stille, jeg var ved at gøre frygtelig skade.
   - Hvordan det?
   Det lød som om, klaveret var ved at græde.
   - Der var mange trækfugle, der fløj over mig. De syntes, at musikken var så smuk, at de gav sig til at cirkle over min isflage, uden jeg vidste det.
   Klaveret snøftede.
   - Jamen det er da ikke så sørgeligt, så fik fuglene en oplevelse på vejen, sagde Dobo-delikatessen.
   - Var det bare så vel, sukkede klaveret - for fuglene kunne ikke løsrive sig fra musikken. De brugte alle deres kræfter på at cirkle over mig - i stedet for at flyve mod land, hvor der var føde til dem.
   - Nå, sådan, sagde Dobo-delikatessen med lidt bekymring i stemmen. Er det også sådan, det er ved at gå med os?
   - Nej, svarede klaveret i en munter trille - for der var en mere, der elskede min musik. Det var en hval.
   Hvalen svømmede efter isflagen. Den lyttede til musikken, og den så, hvad der skete med fuglene. Pludseligt vidste den, hvad der skulle gøres.
   Den lod varme tårer trille fra sine store øjne, hvilket ikke faldt den svært, for den syntes jo, musikken var sørgelig og smuk. Langsomt tåre for tåre smeltede isflagen.
   Den dag den sidste rest af isflagen smeltede, lå hvalen klar i vandoverfladen. Lige før jeg sank til havets bund, gled jeg ind i hvalens mund. Hvalen satte mig i en hul tand.
   Dobo-delikatessen kiggede forbavset ud i mørket.
   - Så er det altså en hvalmund, vi er i nu!?
   - Ja ja ja ja ja ja ja, lød det som en fanfare fra klaveret.
   - Den har slet ikke dårlig ånde. Dobo-delikatessen snusede med sin lille fine næse.
   - Nej nej, svarede klaveret i en lystig tone, lidt god musik i munden er lige så godt som tandpasta.
   - Spiller du så for hvalen nu? spurgte Dobo-delikatessen.
   - Ja, den er det bedste publikum, jeg nogensinde har haft. Vi svømmer bare rundt sammen og er meget lykkelige.
   Dobo-delikatessen tørrede en tåre væk fra sin kind.
   - Det er en meget god og klog hval. Var det også den, der reddede mændene fra dit skib? spurgte hun stille.
   - Ja, svarede klaveret - det var det. Den puffede redningsbådene i den rigtige retning. Det sker tit, at vi redder mennesker i havsnød. Eller vi bringer trækfugle på ret kurs med min musik.
   - I reddede også os, sagde Dobo-delikatessen.
   - Der er mange fjollehoveder på havet, sagde klaveret.
   Dobo-delikatessen nikkede.
   - Ja, Dobo-goko er et fjollehoved, men han mener det godt.
   Klaveret grinede.
   - Så længe det er dig, han er fjollet med, så er det jo til at forstå.
   Dobo-delikatessen rødmede helt ned til fødderne.
   Hvalen åbnede sit enorme gab, og Dobo-delikatessen kunne se lige ud i bugten. Vinden havde lagt sig. Hvalen pustede blidt sejlet fuldt af vind.
   Båden gled snart helt ind på stranden. Hvalen slog med halen til afsked. Dobo-delikatessen sendte fingerkys efter den, mens en munter afskeds-musik langsomt tonede ud.
   Basmulen og Snerredyret blev meget glade for at se båden igen, for de havde været hele ude af sig selv af bekymring. Begejstrede sprang de op på dækket og omfavnede Dobo-delikatessen.
   I mellemtiden var Dobo-goko blevet frisk igen. Da han kom op på dækket, nåede han lige at se det sidste glimt af hvalens ryg.
   - Mulens osse! nu smuttede den fra mig - så I det! Jeg havde fanget en hval med mine lange arme!
   Dobo-delikatessen lagde en finger på hans mund og tyssede på ham, samtidig slikkede Snerredyret hans ansigt, så han igen blev helt søsyg.
   - I hvert tilfælde sådan rent abstraktoabelt, mumlede han.
   Dobo-delikatessen nikkede og kyssede ham på kinden. Dobo-goko tog sin Dobo-kaptajns-hat af og satte den oven på Dobo-delikatessens prikkede regnhat.

Bålets flammer er nu blevet til gløder. Det er blevet helt mørkt. Der er ingen, der nu er i tvivl om, at der kommer musik ude fra havet. Den er meget tydelig i den stille nat.
   Snerrefamilien ligger i en stor filtret klump af pels med Basmulen i midten.
   Hilmers øjne falder i, mens han i søvne kryber helt ind til Mette. Jeg kysser dem begge.
   Dobo-goko bryder stilheden.
   - Mit tøsebarn er mulme verdens bedste kap...
   Han når ikke at snakke færdig, for Dobo-delikatessen lukker munden på ham med et kys.