Hilmer er meget benovet over at have været med til at befri Snerredyret fra "Byens Zoologiske Have". Han sidder med åben mund. Så spørger han:
   - Tog de så allesammen hjem til skoven?
   - Ja, svarer jeg - Snerredyret tog de tre andre på ryggen og red hjem med dem. Men vi havde overtalt Basmulen til at komme tilbage til byen, fordi vi skulle bruge en baby-sitter.
   - Til mig? spørger Hilmer begejstret.
   - Ja til dig. Mette og jeg skulle i byen, og vi kunne ikke have dig med. Du var alt for lille dengang. Så vi spurgte Basmulen, om hun ville være Baby-sitter for dig. Og ved du hvad?
   Hilmer ryster på hovedet.
   - Snerredyret var blevet så glad for dig, at han kom med, selvom han ikke kunne fordrage byen - og slet ikke små lejligheder under taget som vores.
   - Så skete der vel noget spændende, siger Hilmer.
   - Nej, svarer Mette - det gik så fint - stille og roligt.
   Det siger hun kun, fordi hun ikke ved, hvad der skete den dag, men det ved jeg til gengæld, for jeg har undersøgt sagerne, så jeg kan skrive det ned i denne her bog og fortælle historierne.
   Basmulen ved det heller ikke, så hun nikker og siger til Hilmer.
   - Ja, du var så sød og nem.
   Jeg kigger hen på Snerredyret.
   - Helt så stille og roligt gik det vist heller ikke. Hvis bare det halve af, hvad jeg har fået at vide, er sandt, så var det vist en hård dag, er det ikke rigtigt Snerredyret?
   - Snerre, siger Snerredyret med en opgivende lyd. Hans hoved falder ud af et åbent vindue, og Basmulen må trække det ind igen.
   - Fortæl, fortæl! råber Hilmer.
   Og jeg begynder at fortælle, men bliver afbrudt af en nynnende snerren fra Snerredyret. Basmulen tysser på ham. Han kravler ned under bordet og tager sine øreflapper i munden. Jeg begynder igen:

- Hilmer sov, da vi gik. Det var Basmulen temmelig skuffet over. Snerredyret var bekymret. Han lå med strittende ører ved siden af vuggen for at være sikker på, at Hilmer trak vejret.
   Basmulen listede trampende rundt om vuggen - det er sådan noget, Basmulen kan med sine hvide gummisko. Da Hilmer kom med det første lille - "gugi", kunne hun ikke holde det ud mere. Hun måtte tage ham op.
   Snerredyret gemte sig hurtigt med hovedet inden i ovnen. Han var bange for, at hans grumme udseende skulle forskrække Hilmer, for Hilmer havde aldrig set ham sådan rigtig tæt på.
   Basmulen satte Hilmer på gulvet. Han kravlede rundt og tog fat i alle ting, og Basmulen fulgte efter ham for at forhindre de værste skader.
   Pludselig fik Hilmer fat i noget stort og busket, det var selvfølgelig Snerredyrets hale.
   - Gugi gugi, sagde Hilmer forbavset.
   - Snerre snerre, sagde Snerredyret med sin blødeste stemme for ikke at forskrække Hilmer. Hans store hoved kom forsigtigt ud af ovnen.
   - Gugi gugi, sagde Hilmer begejstret og tog fat i Snerredyrets båthornede snude. Snerredyrets ben blev gelé, og han landede fladt på maven. Så lettet var han over, at Hilmer slet ikke var bange for ham.
   Hilmer grinede, så han var lige ved at flække. Han fik fat i Snerredyrets ører, og der gik ikke længe, før Hilmer kravlede hen over Snerredyrets ryg og savlede ned i hans tykke pels. Basmulen grinede:
   - Det klarer du jo fint Snerredyr, kan du så ikke passe Hilmer lidt, mens jeg går ned i "Byens Zoologiske Have" og henter Dobo-delikatessen? Hun er sommerfugleprinsesse i dag.
   Snerredyret hørte slet ikke efter, så optaget var han af at passe på Hilmer. Det var først, da døren smækkede bag Basmulen, det gik op for ham, at han var helt alene med Hilmer.
   Han vendte sit store hoved. Det beroligede ham meget, at Hilmer bare grinede og sagde - "Gugi", i en opmuntrende tone.
   - Snerre snerre, sagde Snerredyret i en lige så glad tone for at overbevise sig selv og Hilmer om, at det nok skulle gå alt sammen.
   Hilmer vendte rundt og stak måsen lige op i Snerredyret snude. En mærkelig lugt ramte Snerredyrets fintfølende næsebor. Han snusede nærmere efter. Lugten kom helt bestemt fra Hilmers ble.
   - Snerre! udbrød Snerredyret forskrækket.
   Det gik op for Snerredyret, at Hilmer havde skidt i bukserne. Han kiggede først på sine poter, og så kiggede han på Hilmers sparkedragt - det var da også besværligt med alt det tøj, tænkte han - små snerredyr fik bare besked på at køre deres bare mås rundt i vådt græs, når de havde lavet snerrepuh.
   Med stort besvær fik Snerredyret gnasket sig i gennem sparkedragten, han tog en dyb indånding og fjernede den beskidte ble med tænderne - Hvor var der nu noget vådt græs? tænkte han og så sig om. Han fik øje på det dejligste saftige mos i tagrenden uden for køkkenvinduet.
   - Ahasnerre, brummede han lettet.
   Beslutsomt tog Snerredyret Hilmer i flaben. Hilmer syntes, det kildede og grinede. Snerredyret tog fat i vindueskarmen med kløerne på sine bagpoter. Med Hilmer i flaben begav han sig ud på taget, som skrånede temmeligt meget ned mod tagrenden.
   Hilmer grinede henrykt, mens han trykkede Snerredyret på snuden. Pludselig smuttede hans hånd. Den røg lige ind i Snerredyrets ene næsebor.
   - Ahhhsnerre! Snerredyret nøs, så han tabte Hilmer, som gled på numsen ned af taget.
   - Vræl vræl! kom det fra Hilmer, da han forskrækket endte i tagrenden.
   Snerredyret blev også forskrækket, og han glemte at holde fast i vindueskarmen. Så var han også ude på taget. Hans ben gik som trommestikker for at holde balancen, men langsomt gled han ned mod tagrenden.
   Hilmer begyndte at grine, for Snerredyret så meget sjovt ud, som han skøjtede rundt på taget.
   Snerredyret fik fat i tagrenden med det yderste af kløerne. Hilmer trykkede ham begejstret på snuden. Det kunne tagrenden ikke holde til, den brød sammen i den ene side. Hilmer gled ned af den, som var det en rutsjebane.
   Enden af tagrenden landede på ladet af en lastbil. Her havnede Hilmer i nogle sække med bløde bananer. Han grinede, så han var lige ved at flække.
   Heldigvis er snerredyr ret skrappe til at falde ned fra høje steder uden at komme noget til. Snerredyret landede uskadt på alle fire ben og rystede fortumlet på hovedet - det hele var blevet noget rod.
   I det samme startede lastbilen. Hilmer sad på ladet og vinkede ivrigt til Snerredyret. Snerredyret satte efter lastbilen, men den fik hurtigt så meget fart på, at han ikke kunne indhente den. Lastbilen kørte ned til havnen. Snerredyret nåede lige at se den køre om bord på en færge.
   Færgen tudede, og der kom sort røg op af skorstenen. Snerredyret løb alt, hvad han kunne. Men han nåede kun at få forpoterne om bord, inden den sejlede - med hans forpoter - mens hans bagpoter blev på land. Det meste af ham hang altså mellem færgen og havnen og blev længere og længere.
   - PLASK, sagde det, da Snerredyret ikke kunne blive længere og faldt på maven i vandet.
   Snerredyret snerrede beroligende ud til Hilmer på færgen og svømmede det bedste han kunne.
   Da han nåede færgen, kravlede han hurtigt ombord, hvor en af matroserne fik øje på ham.
   - Blind passager! råbte matrosen.
   - Snerre snerre, sagde Snerredyret for at forklare det hele.
   Matrosen forstod desværre ikke snerresprog og spulede løs på Snerredyret med en stor vandslange.
   - Snurgle snurgle, sagde Snerredyret og røg igen i vandet. Han greb fat i et eller andet, som han ikke vidste, hvad var.
   - Snurre snurre, sagde han, for det hele kørte rundt for ham.
   Det var nemlig skibets skrue, han havde fået fat i. Skruen der drejer rundt og får skibet til at sejle, men det vidste Snerredyret ikke noget om - han ville bare have den til at stå stille, så han kunne finde ud af, hvad der var op og ned. Og det lykkedes ham faktisk at stoppe skruen, men han brugte også alle sine kræfter.
   Skibets kaptajn og alle matroserne myldrede ned til motoren i maskinrummet for at finde ud af, hvad der var galt. Imens fik Snerredyret kæmpet sig op på dækket igen. Hurtigt fandt han bildækket, hvor lastbilen stod. Oppe på ladet sad Hilmer og tværede rundt i mosede bananer. Ja, han var smurt ind i banan fra top til tå.
   - Gugi gugi, sagde Hilmer begejstret, da han så Snerredyret og tværede endnu en banan ud i hovedet på sig selv.
   Snerredyret var så lettet, at han sprang op og slikkede Hilmer ren.
   Så tog han igen Hilmer i flaben og sprang i vandet. Nu gjaldt det bare om at komme tilbage, inden nogen opdagede, at Hilmer var væk.
   Snerredyret svømmede og svømmede, mens Hilmer fornøjet legede med hans snude.
   De nåede ind til stranden, hvor Snerredyret rystede sin pels.
   - Snerre snerre snem, snerrede han glad til Hilmer. Nu var de næsten hjemme.
   Hilmer svarede lidt utilfreds:
   - Gugi gugi.
   Han fægtede med armene, som om han ville have en tur mere.
   Stranden var fuld af badegæster, for det var en dejlig sommerdag. Folk på stranden blev selvfølgelig meget forskrækkede, da der pludselig kom et stort uhyggeligt pelsdyr svømmende ude fra havet. Og da de så Hilmer i hans mund, troede de, at Snerredyret havde stjålet ham og var ved at æde ham.
   - Snerre snerre, sagde Snerredyret. Men inden han fik forklaret færdig, havde nogle strandløver smidt et fiskenet over ham og Hilmer.
   Der lå de nu begge og sprællede. Hilmer begyndte at vræle. - Snerre snerre snut, snerrede Snerredyret vredt. Nu måtte det være slut. Han havde ikke tålmodighed til mere.
   Snerredyret bliver meget sjældent vred eller utålmodig. Men nu gad han ikke mere. Han rejste sig i sin fulde størrelse og rystede sig. Både net og strandløver hvirvlede rundt og røg langt ud i vandet.
   Hurtigt fandt han tilbage til vores hus. For snerredyr er ret gode til at finde vej.
   Heldigvis lå den ene ende af tagrenden stadig på jorden, og med Hilmer i munden løb Snerredyret hurtigt op af den. Med besvær kom han over taget og ind af det åbne vindue.
   Inde i lejligheden faldt både Hilmer og Snerredyret udmattede om midt på gulvet.
   Da Basmulen og Dobo-delikatessen kom hjem, lå Hilmer og sov sødt i Snerredyrets pelsede favn. Også Snerredyret sov sødt og tungt.
   Basmulen snudede Snerredyret, og med en let bebrejdende stemme sagde hun:
   - Nå, Snerredyret, dit sovedyr, du er nok gået i stå midt i bleskiftet.
   Snerredyret så lettet på hende.
   - Snerre, sagde han søvnigt.
   Basmulen tog Hilmer op.
   - Nu skal jeg gi' dig en ren ble på, det ka' Snerredyret ikke, for han har kun poter.
   Hun fik ham helt op i favnen.
   - Det var dog underligt, som du lugter, sagde hun og snusede til ham.
   - Ja, det er næsten, som om du lugter af havvand.
   Hun trak på skulderne.
   - Nå, jeg må heller gi' dig et bad.
   - Gugi, sagde Hilmer.
   Dobo-delikatessen åbnede for radioen, for hun kunne godt lide musik. Men der var desværre kun radioavis:
   - Et farligt og grumt dyr blev i dag set på byens strand med et spædbarn i gabet. Dyret undslap et forsøg på at fange det, og barnet er endnu ikke fundet. Politiet efterforsker stadig sagen, og opfordrer alle forældre til at passe ekstra godt på deres børn.
   Lidt efter kom Mette og jeg hjem. Vi havde også hørt radioavisen og var blevet bekymrede.
   Basmulen gik hen og strøg Snerredyret over pelsen og sagde:
   - I behøver ikke at være bekymrede for Hilmer, for vi har jo Snerredyret til at passe på ham.
   Det kunne vi jo godt se, så vi tog trygt tilbage til festen.

Både Mette og Basmulen har forskrækket siddet med åben mund under hele historien.
   Mette ser vredt på Basmulen.
   - Forlod du bare Hilmer?
   Basmulen ser ned i gulvet.
   - Det var ikke ret lang tid, siger hun ulykkeligt.
   Dobo-delikatessen tilføjer:
   - Vi skulle bare have en candyfloss, da jeg havde fri som sommerfugleprinsesse.
   Basmulen sparker hende over skinnebenet nede under bordet, mens Hilmer kravler op på ryggen af Snerredyret.
   - Du skal ikke være vred, mor. Vi havde det smadder sjovt. Jeg kan bare ikke rigtig huske det. Men vi havde det altså smadder sjovt, havde vi ikke også, Snerredyr?
   Snerredyrets hoved falder tungt ned på Hilmers tæer. Han kommer med et - snerre, der lyder, som når man lukker luften ud af en ballon.
   Jeg siger:
   - Ja, jeg blev jo også temmeligt forskrækket, da jeg fandt ud af det. Men så kom jeg til at tænke på det, Basmulen sagde: "Når bare Snerredyret er i nærheden, så sker der ikke noget".
   - Snerre, siger Snerredyret og snuder Hilmer.
   Hilmer rusker hans lange ører.
   - Du er det rareste Snerredyr i hele verden, man skulle slet ikke tro, at din familien er sådan nogle farlige dyr, der spiser bamsefyld og dukkehår bare for at gøre børn kede af det, siger han, mens han kravler op på Snerredyrets ryg.
   - De er nu heller ikke så slemme, sige Basmulen hemmelighedsfuldt, - men kommer I ikke ud i skoven og besøger os på næste søndag?
   - Laver du så kage? råber Hilmer og klapper i hænderne.
   Basmulen nikker.
   - Jeg laver kage - og der er også en overraskelse.
   Jeg kigger på hende og glæder mig allerede, for jeg kan se på hendes spændte ansigt, at der er en ny historie til min bog.