Idioternes drinks og kaffebestillinger fløj stadig hen over bardisken gennem de syntetiske trommers dunkende rytme, selvom det sidste narhoved var gået og fordøren låst. Med knæet slukkede han CD-afspilleren under bardisken.
Stilheden forstærkede en fornemmelse af at blive suget ud gennem pupillerne - ud af kroppen - ud i lokalet. Det ville være en god fornemmelse - hvis bare han kunne give efter for den. Han var ikke religiøs, men det var en daglig erfaring, at han havde en sjæl, der ønskede at leve sit eget liv. Men det kunne den ikke. Han kunne aldrig presse den helt ud gennem pupillerne.
Han stillede bakken med fejlbestilte drinks foran sig - det var også den satans larm - but it's okay with me. Han startede med en lunken Manhatten efter at have givet den et ekstra skud Four Roses. Hvis ikke sjælen kunne flyve, så kunne han i det mindste lade den svømme - just a little.
Han trak en rimelig frisk fadøl i sig og et par varme Fernet-brancaer og gav sig til at stole op.
Under en af de polstrede sofaer lå den. Han bandede. Den lugtede af krudt, så den måtte have været affyret. Den ville give ham en allerhelvedes masse besvær - der stod Walther hen over løbet.
Hvem sad der? Hvornår kom de? Hvorfor fanden samlede du pistolen op? Var du ikke klar over, at du smadrede fingeraftrykkene? Panserne ville være ustoppelige.
Det kunne sandsynligvis blive ved hele natten. Politimanden for hans indre øje havde hår ud af næsen.
Han sparkede til en stol, den væltede - nej fand'me om han ville være der hele natten - sidde der og glo en lortepanser lige op i snotten.
Han skænkede en fadøl og skrev den på spildlisten. Drak en slurk - satte mundingen af pistolen til mundingen af fadølshanen og fyldte løbet med gyldent øl. Nu kunne han i hvert fald ikke gå til politiet.
- Hvordan fanden er der kommet fadøl i løbet? Næsebevoksningens tovværk af snotstivet hår vibrerede af indignation.
- Jo ser du, jeg er jo lidt af en hippie, men æhh.. jeg havde sgu' ikke lige nogen blomster at sætte i løbet, så jeg hældte øl í i stedet for - fred mand, fred - aldrig mere våben.
Nej, nu kunne han ikke gå til politiet - and it's okay with me.
Han satte løbet til munden, øllet der dryppede ud smagte af krudtslam og våbenolie.
- I'm such a kid, sagde han til sig selv, som han fremstod i et af cafeens mange spejle.
I spejlet så han våbnet hænge i sin venstre hånd for enden af den slappe arm. Det var i det øjeblik, våbnets vægt - og dermed våbnet - blev en realitet for ham. Vægten og metallets kølighed sneg sig gennem hans håndflade ind i hans sanser. Han kastede den over i den anden hånd - stak pegefingeren ind aftrækkerbøjlen og kørte den rundt om fingeren som i en westernfilm. Han slog sikringen fra - trykkede på aftrækkeren og hørte slagstiften fare frem med et hårdt smæld. Pistolen havde lige den rette vægt. Den var tungere, end man skulle tro udfra størrelsen, men alligevel slet ikke tung - et godt stykke værktøj - perfekt - teknisk men samtidig simpelt - et stykke præcisionsværktøj.
Han pressede pistolmundingen mod ganen, hans hjerte bankede lidt hurtigere, da han igen trykkede af - klikket var højere og skarpere så tæt ved ørerne. Han sigtede ind i spejlet. Det ene øje var lukket, det andet sammenknebent bag sigtekornet.
- It suits me, hviskede han og pustede hen over løbet.
Aftenen havde ændret karakter, og han gad ikke spilde sin tid med at rydde op i et hul - et jordens røvhul - hvor fremmede folks latterlige fremtidsdrømme stod bygget af bortsivende tobaksrøg og brudte løfter over sjatter og glemte telefonnumre på tomme tændstikæsker - hvorfor fanden sad de også dér aften efter aften og var så pisse-hamrende banale og patetiske - man burde gøre noget ved dem - vække dem med en høj lyd - en lyd der kunne overdøve den bankende musik, der igen overdøvede deres ikke engang halvhjertede forsøg på at sige noget fornuftigt til hinanden - provinsrøvhuller.
- Sorry folks - but there's a real world out there.
Han kiggede sig omkring en sidste gang - stivnede et sekund, da hans blik hang fast på en blåsort genstand under den samme sofa, hvor han havde fundet pistolen. Han gik hen og samlede den op. Det var med skrækblandet fryd, han genkendte det fundne som magasinet, der hørte til pistolen. Et projektils blinde øje kiggede frem i toppen, hans lillefinger pressede i bunden, der manglede et par patroner - måske havde det aldrig været fyldt op - måske skulle det være sådan - hva' fa'en vidste han. Men han var ret sikker på, at der var blevet skudt med pistolen - det var lugten af krudt - han havde set dem snuse til gerningsvåbnet i utallige kriminalfilm.
- Sikke noget lort, grinede han og trykkede magasinet op i pistolens skæfte. Det gled perfekt. Han stak pistolen i linningen på sine sorte bukser og tog jakke på.
Han slog alarmen til, stod et øjeblik i døråbningen - fyldte sin lunger med frisk luft og øjnene med mørke fra baggården, mens han talte til 57 - alarmen blev aktiveret ved 60. Døren smækkede bag ham, og hans trin ekkoede i baggården
Det havde regnet, men var holdt op. Byens lys glinsede i gadens våde asfalt.
Pistolen trykkede sin kontur ind i hans ryg. Alle de pistoler der var i verden. Chicago, Bosnien, Gotham City, skuespillere, gangstere, soldater og amerikanere i al almindelighed. Hver eneste aften, inden han gik på arbejde, var alverden fyldt med pistoler - i serier og film - ja selv i nyhedsudsendelser, og dog var det første gang, han havde rørt en. Han havde engang haft en luftpistol, og han havde også skudt med haglgevær på en lerduebane, men han havde aldrig haft en rigtig og oven i købet ladt pistol i hånden. Kun evigt umodne hjemmeværns-nørder og andre med mindreværdskomplekser led af våbenfascination - but not me.
Han gik ned mod havnen, lortet skulle bare smides i havet - måtte huske at tørre den af, så hans fingeraftryk ikke var på den - hvis den nu skulle dukke op en dag. Han stoppede op - you'r a paranoid sun of a bitch! Skide vær' med fingeraftryk - han havde ikke gjort noget! Politiet havde dem ikke, og der var ikke udsigt til, at de ville få dem. Hvordan skulle de nogensinde koble de to ting? Hvilke to ting for helvede? Der var kun en ting.
- Jeg fandt en pistol - og jeg smed den i havnen, så den ikke kunne gøre mere fortræd, end den allerede havde gjort
- Hvis den da havde gjort nogen fortræd. Måske var det bare en eller anden nørd, der skød efter gamle blikdåser.
Gregersen ville han hedde ham panseren med næsehårene
- Hvorfor var det så vigtigt for dig at skille dig af med den pistol?
Han selv ville få munden fuld af kaffegrums i forsøget på at vinde tid ved at suge den sidste kolde sjat kaffe ud af papbærgeret.
- I havde nok muntret jer, dig og hende - ja hun kom tit i cafeen ikke? Hun kunne li' det hårdt og vildt - du syntes det ville sætte prikken over i'et, hvis du viste hende pistolen - du kunne ikke styre det, var det ikke sådan? Ville ham panseren fortsætte.
Gregersens næsehår var filtret sammen med hans rødlige, snottede overskæg. Han ville sidde og sno hårene sammen, og det ville give en knasende lyd.
Han anråbte alle celler i sin hjerne, hvor alt oplevet efter sigende sætter sig som erindring, for at komme i tanke om, hvem der havde siddet i den skide sofa i løbet af aftenen. Men ingen ansigter dukkede frem for hans indre blik. Sådan var aftenerne blevet - musik, bestillinger, betaling, lugtspor af aftershave og parfume, et par standard-jokes - men ingen ansigter - han kneb øjnene sammen - vi prøver en nem, for at komme igang - hans mors ansigt dukkede op - en enkelt skolelærer lykkedes det ham også at få frem - Gregersen var nem nok, skønt han aldrig havde set ham - et par stamgæster kunne han også mane frem, men de var blevet en del af inventaret, og ingen af dem ville sidde i sofaen helt ovre i hjørnet.
Havnen var øde. Han kiggede sig omkring, der var ikke et øje i nærheden. Han tog pistolen frem - ventede på det plask en genstand med den størrelse og tyngde ville give, når den gennembrød vandspejlet. Men i stedet for plasket kom braget. Han holdt pistolen i sin strakte arm, projektilet fór langt ud over det mørke vand. I'm a stupid boy - rungede det i hans ører, der var berøvet opfattelsen af reallyd efter det høje brag.
Han kiggede på sin hånd, der stadig holdt pistolen. Den var upåvirket af den kraft og det overtryk, han netop havde udløst med en ganske let bevægelse med sin pegefinger. Han trykkede igen, denne gang var det den gule flammetunge fra pistolens munding, han hæftede sig ved - et lys i mørket. Tredie gang han trykkede af, ærgrede han sig over, at det ikke var omvendt - det ville være smukt med en ravnesort flammetunge i et omgivende hav af gult lys.
Han løb - ville ikke risikere at nogen havde hørt skuddene. De ville ringe efter panserne, og han ville stå der med en pistol, der måske havde været brugt ved en forbrydelse - en sexual forbrydelse - det er det værste, de andre fanger lemlæster sexualforbrydere i fængslet - hvad enten man er skyldig eller ej.
Den satans lås drillede som altid. selvom han vidste, at der ikke befandt sig andet end gammel opvask og vasketøj bag døren, hang hendes misbrugte, nøgne krop alligevel fra radiatoren.
Hendes hud var mærket af blodudtrækninger og brandsår - en del fra cigarretskod. Midt på hendes maveskind var huden krøllet og sprød efter mødet med et strygejern - men værst var det, at hun først var skudt gennem den ene skamlæbe. Det andet skud - det i tindingen - kunne man nærmest betragte som et nådesskud.
Det gik op for ham, at det var den forkerte nøgle, han prøvede at stikke i nøglehullet.
- Man tænker ikke på det, men I tjenere bruger en masse tid på at stryge skjorter - det må være irriterende. Personligt hænger jeg dem bare op på en bøjle, mens de stadig er våde - men jeg går heller ikke i de dyre - des billigere des mere strygefri - kunststof du ved.
Gregersen ville trække et usædvanligt langt næsehår ud.
- Du havde i det mindste anstændighed nok til at udfri hende fra hendes pinsler, inden du gik.
Den usmarte strømer ville skride ind ad døren på et par skævtrådte sorte sko. Han ville betragte næsehåret med en distræt interesse.
- Atjuhh...
Gregersen ville nyse som altid, når han så den hvide hårsæk fra et af sine næsehår revet op med rod. Men det værste var, at han ville sidde på hårrodens hvide kuppel under Gregersens mildt undrende blik. Han kunne umuligt holde balancen på den glatte marmoragtige kugle - skulle han smide pistolen fra sig og klamre sig? Eller skulle han beholde den i sin hånd og forklare, mens han langsomt gled?
Ingen af delene. Han fik endelig låst døren op, og alt var, som det skulle være - for en gangs skyld elskede han sit rod.
Løbet var stadig varmt efter hans skydeøvelse på havnen. Siddende op af den til hans lettelse ledige radiator, kærtegnede han pistolen.
Han prøvede at genkalde sig kvindens ansigt. Kvinden, der havde siddet lænket til radiatoren - men hun klingede ud, når han nåede til halsen - tilbage stod kun den lemlæstede krop.
Han vågnede ved lyden af telefonen. Halvt i søvne samlede han røret op.
- Hvad helvede er det for noget svineri? larmede det skingert ud af røret.
Han havde stadig pistolen i hånden, og han havde hamrende ondt i ryggen af at sove op af den kolde radiator.
- Hvilket svineri? mumlede han ned i telefonen, mens det dæmrede for ham, at det var hans chef, der var i den anden ende.
- Du har ikke ryddet en skid op - eller fyldt baren op din idiot! skreg hun - hende provinsfisseletten, der engang havde været hans chef.
Han kunne høre, at hun ikke kunne snakkes ned, han kløede sig i panden med pistolløbet.
- Glem det skat.
- Ska' jeg glemme det - tror du måske, der bliver fyldt op, hvis bare jeg giver mig til at tænke på noget andet!
- Pas på hjertet - hvis du ellers har et.
- Du er ikke så lidt fræk, hvis du ikke står her inden for ti minutter, så er du fyret!
- Forkert - jeg er ikke fyret - jeg har sagt op.
Røret blev knaldet på i den anden ende.
Han lænede sig tilbage mod radiatoren og grinede befriet:
- This boy ain't gonna take nomore crap.
- Hvorfor skal jeg nægte mig selv noget? - livet er jo en stor stående buffet. Med denne her, kan jeg få alt. Jeg kan komme ud på kanten og leve - der hvor livet føles for alvor.
With this babe - han satte fingeren på aftrækkeren - kan jeg prikke hul på skallen til livet.
- Freedom is a warm gun, skrålede han, mens han gik i bad - eller var det happieness, han kunne ikke huske det, men han bestemte sig for at han foretrak freedom. Det var ligesom forudsætningen for det andet - først kommer frihed siden følger lykken.
Det blåsorte våben hang inden for rækkevidde, mens iskoldt vand plaskede over hans krop. Våbenfacination er for nørder og folk med mindreværdskomplekser. Men den, der tør ta' pistolen i sin egen hånd og bruge den til at leve med, er hævet over den slags anfægtelser.
Han gik nøgen rundt i lejligheden, mens han tørrede sig. Blikket gled hen over radiatoren, og i et par korte glimt så han atter den lænkede døde kvinde. Eksbossens ansigt listede sig op fra de sammenfaldne skuldre.
Han trak på skuldrene, sådan måtte det være - hvis man ville gøre sig fri, måtte man nødvendigvis gøre andre ufrie - eller døde. Man har pligt til at glide med, hvor bølgen af frihed bærer én hen. Almindelig anstændighed og respekt for ens medmennesker er ikke værdier, der kan bruges til noget, hvis man vil leve rigtigt. Det blev bevist hver eneste aften i den bedste sendetid.
- Så du troede, at du kunne sætte dig ud over samfundets regler - men du glemte, at samfundets regler er skabt af menneskers behov for sameksistens.
Gregersens belærende tone ville være ubærlig, og den ophidsede ham i en grad, at han var ved at skyde lige ind i den hvide væg, men han tog sig i det. Han ville ikke have nogen rendende lige nu. Satans til Gregersen, et fantom skabt af hans småborgerlige overjeg.
Han skulle bevise over for dem, at man kunne ændre sin bane og slå væk fra konventionernes slagne og kedsommelige landevej. Et impuls udgik fra pistolens skæfte, det gav ham styrke og overskud til at smile overbærende til Gregersen på nethinden.
- You just watch me - bye, bye, Gregersen.
Fantomet Gregersen skulle være den sidste hilsen fra småborgerlighedes paranoia.
Gaden var ikke, som den plejede. Farverne var stærkere, og lydene som musik.
- Money, money, money - must be funny.
- Det er på tide at sætte sig udover den uskyldiges skyldfølelse - man må bekæmpe skyld ved at påtage sig arkesynd - så kan man være fri.
Blikket i kasserens øjne berusede ham. Hun var bange for ham, for han havde våbnet. Hun fyldte med mekaniske bevægelser hans gule sportstaske med sedler.
Det var for nemt. Fem minutter efter sad han i sin lejlighed -hvorfor var der aldrig nogen bankrøvere, der havde tænkt på det? Man gik da bare hjem, når man var færdig - ikke noget med stjålne biler - og skiftebiler stukket af vejen - og grænser der skulle passeres. Nej, man går bare ind - røver banken - man kender smutvejene i sit eget kvarter - så man går bare hjem - og alt er i orden. Man risikerer ganske vist at blive genkendt, men han tvivlede. Han havde et af den slags glasansigter, som ingen kunne huske, selvom de havde gloet på det år ud og år ind.
Det ringede på døren. Angsten bølgede gennem hans krop. Men han åbnede alligevel. Og han blev ikke forbavset, da det viste sig at være Gregersen, der stod uden for døren - det havde alligevel været for nemt.
Mod hans forventning var Gregersen ikke truende, tværtimod virkede han nærmest lidt forlegen.
- Den blev jo lidt høj i går aftes.
Gregersen trådte nervøst udad på de skævslidte sko. Med et gik det op for ham, hvor han kendte Gregersens ansigt fra. Det var ham, der havde siddet i sofaen. Nu var Gregersens ansigt blegt og lidt gulligt, men i går aftes havde det været oppustet og rødt.
- Vi havde været på skydeøvelse... Jeg fik din adresse henne på cafeen, Gregersen hviskede nærmest, så viste han sit politiskilt.
- Har du den! udbrød han så med en heftighed, der forskrækkede ham selv og fik hans stemme til at kamme over.
Gregersen fik øje på pistolen, der lå på stuebordet.
- Gudskelov, svedperlerne løb ned over Gregersens ansigt.
- Det kunne have kostet mig mit job - det er også satans - jeg må holde op med at drikke. Gregersen klappede ham på skuldrene og magasinet ud.
- Satans, du har skudt med den, har du ikke?! pludselig så Gregersen truende på ham.
Han skævede nervøst til sportstasken, der lå og flød lige inden for døren.
- Jeg skød tre skud af nede på havnen, der kom ligesom en knægt op i mig - du ved - skydevåben og sådan.
Gregersen nikkede.
- Nå det - jeg læste det godt i natrapporten - ikke noget probl...
Gregersen blev afbrudt af sin personsøger. Han nikkede over mod telefonen.
- Må jeg?
- Selvfølgelig.
Hans held var ved at gå op for ham.
Gregersen ringede, samtalen bestod mest af ja'er og javel'er men endte med et - en gul sportstaske ja, ja javel. Gregersen lagde på.
- Jeg må gå, der har været et bankrøveri lige her nede om hjørnet. Men angående pistolen, kan jeg så regne med, at det forbliver vores hemmelighed? Det er altid rart at have en ven i politiet.
Han nikkede stumt. Gregersen var på vej ud af døren, men på vejen ramte hans skosnude sportstasken. Politimanden nikkede undskyldende, men stoppede så op. Han bukkede sig og samlede tasken op, mens han tankefuldt kiggede på ham. Han åbnede tasken.
- Satans, du kunne ikke nære dig, din idiot. Gregersen kylede tasken for hans fødder.
- Jeg vil have dig ud af landet i dag - det her lort kan koste mig mit job.
Frihed skreg landingshjulene, da de slog mod betonen i Moskvas lufthavn. Midt i hjulenes skrig så han bankkasserens bange øjne. Han smilede.
På pladsen foran hotellet vakte den hviskende stemme længsel i ham.
- You want bye, dope - vodka - women - gun - you want bye?
Han gik op på værelse 303, radiatoren var af støbejern.
Han sjæl var en gnist, der sprang fra hans finger på aftrækkeren, den hvirvledes i et sugende øjeblik rundt i pistolens riffelgang. Den var ude.