Og der sidder du. Mit eneste barn.
Og jeg ser dig, som du var.
Engang.
Du kom skrigende til verden. Som om du allerede dengang var træt af den, eller bare vidste, at dén i hvert fald ikke var noget for dig.
Du skreg i det hele taget meget. Og græd. En følsom dreng.
Du græd, da du skulle i børnehave, og du skreg, da du skulle i skole.
Og fordi du græd, græd jeg også. Men først, når dørene var lukkede i.
En dag stoppede du med at græde. Og skrige. En hård dreng.
Måske kunne jeg bare ikke høre dig mere.
Måske græd du, når du blev væk om natten.
Måske skreg du, når du sov hele dagen.
Måske ...
Jeg kan huske et skrig. Dit ansigt var rødt og dine pupiller var små, og du skreg, at du hadede mig, og du spyttede mig i ansigtet, og lige dér hadede jeg også dig. Næsten lige så meget, som jeg hadede mig selv.
Nu sidder du der. Mit eneste barn.
Og jeg ser dig igen.
Stille. Fred.
Bleg. Død.
Det eneste der skriger
er nålen i din arm.