Når håndværkere filosoferer
og ateister transcenderer.
når løbere flyver
til det højeste bakkedrag
i miles omkreds,
og ser syv sognes kirketårne
strække sig mod flyvemaskiners
magiske spor over himlen
sammen med støvede kornsiloer
mens vindmøllerne tæsker
vind til Don Quijotes ære.

Der ligger to tomme øldåser
og blinker carlsberggrønt i solen
under et gammelt kastanietræ,
hvor drankerens oldemor
blev undfanget,
da den forkerte søn
sagde noget rigtigt
til en malkepige,
der malkede køer
magen til dem,
der nu står ved
fjordens bred,

og vandet der glitrer
har været i skyen
og tilbage igen
så mange gange siden.

og løberens fantasi
løber videre.
Han rækker
med en senet overhånd
teten videre
af landevejen
og spæner djævleblændt
med krudt i overlæggene
ned gennem landskabet,
som den dråbe sved,
der springer fra hans pande
og lægger sit spor
af har-været-her-hed
i istidsformationen,

og det er som smeltevand
han løber og diffunderer
ad logiske stier
og ender i en
form for intethed,
der ruller i ham
som en religion
dikteret af hans fantasi,
og han løber hjem