Den varme Asfalt foran
Café Gerningstedet
lugter på forhånd
af den silende sommerregn,
der samler sig under solen
i den sorte sky
der glider ind over byens
søndagsstøvede gader
som et gigantisk luftskib
der reklamerer for torden,
forløsning og friskhed.

Inde på bardisken
tiltrækker en summende flue
sig bartenderens blik
da den sukkersaligt
registrerer en bunke krummer
fra en for længst spist kage.
Bartenderen overdøver lyden
med et smæk på den knap
der kaster tilfældig musik
ud i rummets tankeløshed.
Noget af Gilberto Gill tror jeg

Ved bordet ved vinduet
løfter hun hånden fra sin kop,
den trækkes gennem luften,
hvirvler molekyler rundt
i lokalets stilstand,

Og også i mit indre sætter
bevægelsen pludseligheds-partikler
i vildt slingrende, uforudsigelige
lysbaner af banalitetiske følelser
som for eksempel begær,
behov for nærvær,
og lad mig bare sige det:
kærlighed med videre.

Da hendes slanke finger
fanger den lille dråbe
svedblandet vand
ved hendes øreflip,
der med en kildrende
stimuli i hendes hud
via en nerveimpuls
i sin tid
satte hånden
i bevægelse,
rammes jeg af en åndenød,
der ikke kan stilles
af Café Gerningsstedets
sparsomme udbud af ilt.

Et tordenskral
splintrer øjeblikket,
det tilhørende lyn
har flækket himlen,
og med den
tilstrømmende ozon
i lungerne
fatter jeg mig,
og jeg lader alle luftarter
flyde neonblåt over
mit stemmebånd,
som jeg former
så smukt jeg kan:
- Du er stører end livet.
lyder en stemme
på Café Gerningsstedet.