Dobo-delikatessen er det smukkeste lille væsen, man kan forestille sig. Det er grunden til, at hun hver søndag er sommerfugle-prinsesse i "Byens Zoologiske Have".
   Så tager hun sin kæreste Dobo-goko og deres to venner Basmulen og Snerredyret med. Det er meget praktisk, for der er langt at gå fra skoven og ind til byen, men på Snerredyrets ryg går det som en leg.
   Så besøger de Hilmer, Mette og jeg, som hedder Søren, i vores lille lejlighed midt i byen.
   Sådan en dag sidder vi og snakker. Basmulen har taget kage med, og vi hygger os.
   Med munden fuld af kage spørger Hilmer:
   - Dobo-delikatesse, hvordan gik det til, at du blev sommerfugle-prinsesse?
   Hilmer er meget benovet over at kende nogen, der arbejder i "Byens Zoologiske Have".
   De fire venner begynder at snakke i munden på hinanden, og Hilmer forstår ikke et ord af, hvad de siger. Det er en af deres yndlingshistorier.
   Hilmer holder sig for ørerne, og han må råbe alt, hvad han kan for at overdøve dem.
   - Far! Du skal fortælle det, ellers forstår jeg det altså ikke.
   Alle holder bøtte undtagen Dobo-goko, der råber.
   - Ja, Søren, du skal fortælle det! Så bliver det li'som mere en rigtig historie - og jeg er mulme med i den!
   Mette, som er Hilmers mor, siger til Hilmer.
   - Ja, det er en god historie. Det var den første gang, vi mødte dem fra skoven. Men du var så lille, så det kan du slet ikke huske.
   Jeg begynder:

- En dag lå Snerredyret alene i solen i en lille lysning. Basmulen var gået på besøg i Dobo-bo.
   Dobo-bo er et hult gammelt egetræ, hvor Basmulens bedste veninde Dobo-delikatessen bor sammen med sin kæreste Dobo-goko.
   Snerredyret lå og kiggede ud på sommerfugleengen. Når han spidsede sine flossede ører, kunne han høre sommerfuglenes vingeslag blande sig med blomsternes nydelyde.
   Han var så optaget, at han ikke hørte dyrefængerne fra byen komme. Men de havde også deres blæsevejrsstøvler på. Blæsevejrsstøvlerne gjorde, at deres skridt lød som vindstød, der gik gennem træernes kroner.
   De var på jagt efter nye og spændende dyr til deres zoologiske have. Især ville de gerne have en samling sommerfugle.
   Da dyrefængerne så alle de pragtfulde sommerfugle på engen, blev de meget begejstrede. I et kæmpe vindstød kastede de deres store net ud. Det dækkede hele sommerfugleengen.
   De trak det ind igen, og blev temmeligt forskrækkede, da der midt mellem de smukke sommerfugle også lå et stort sprællende, hæsligt snerredyr.
   Men da den værste forskrækkelse havde lagt sig, blev de endnu mere begejstrede, for de havde ikke et snerredyr i deres have. De tænkte, at folk ville komme fra nær og fjern for at se et så frygteligt dyr.
   Snerredyret lå midt i nettet og kæmpede som en rasende for at komme fri, samtidig med at han med sin store krop prøvede at spile nettet ud, så sommerfuglene ikke blev klemt.
   Nettet med alle sommerfuglene og Snerredyret blev smidt op på ladet af en lastbil, og lastbilen kørte ind mod den zoologiske have, der lå midt i den store by.
   Da direktøren for "Byens Zoologisk Have" så Snerredyret, blev han også meget begejstret, for sådan et dyr havde han aldrig set før.
   Alle de penge, der skulle have været brugt til et sommerfuglehus, blev brugt til en flot indhegning til Snerredyret. Det var en lille ø med buske og træer og et lille hus, som han kunne være i om natten.
   Sommerfuglene blev bare stuvet af vejen i et gammelt fuglebur i et hjørne af haven, hvor der aldrig kom nogen mennesker. Det var de meget sure over, for de ville meget gerne vise sig frem.
   Over hele byen blev der sat plakater op, hvor der over et billede af Snerredyret stod:
   KOM OG SE DEN NYE SENSATION -SNERREDYRET!!!.
   Folk kom fra nær og fjern for at se dette nye fantastiske dyr. Men Snerredyret ville ikke vises frem. Da folk stimlede sammen på den første dag, blev Snerredyret så frygteligt genert. Først gemte han sig i det lille hus.
   Så kom dirtektøren og skældte ud, men det hjalp ikke. Snerredyret sagde bare - snerre, med en lillebitte stemme og krøb sammen i et hjørne af sit hus. Direktøren blev meget vred.
   - Når vi nu har lavet en fin og dyr indhegning til dig, så kan du da i det mindste vise dig lidt frem! skældte han.
   Men Snerredyret blev bare endnu mere ked af det. Han sagde ikke spor, men krøllede sig endnu mere sammen i sit hjørne.
   Direktøren læste i sine bøger og prøvede at lokke Snerredyret frem med bamsefyld og dukkehår. For det var snerredyrs livretter, læste han. Men det hjalp selvfølgelig ikke det mindste.
   Folk blev rasende.
   - Vi er blevet snydt, der er jo slet ikke noget farligt snerredyr! råbte de efter direktøren.
   Direktøren tiggede og bad, han truede og rasede af Snerredyret. Han satte store vinduer i det lille hus, så folk kunne kigge derind fra alle vinkler.
   Men det hjalp ikke meget. Når folk fik øje på Snerredyret, sagde de bare:
   - Det er ikke noget farligt snerredyr, det er jo bare en gammel sæk kartofler.
   Folk holdt helt op med at komme i zoologisk have, fordi de tænkte, at direktøren var en svindler.
   Direktøren var nu meget vred på Snerredyret, for han syntes, det var Snerredyrets skyld, at der ikke kom nogen folk i hans have.
   Det endte med, at han en sen nat flyttede Snerredyret til et lille bur, hvor der kun var betonvægge og et nøgent gulv.
   Nu kunne man rigtigt se Snerredyret, og folk begyndte igen at komme i haven. Men de var nu ikke imponerede, for Snerredyret så mere frygteligt end farligt ud. Ja, han lignede mest en gammel dørmåtte.
   Han blev syg, mest fordi han var så bekymret for Basmulen, men også lidt fordi han var så frygteligt genert. Han svandt mere og mere ind, kunne ikke spise, og han græd sig selv i søvn hver nat.

Hilmer glemmer at høre efter, så jeg holder en pause. Han ser bekymret på Snerredyret og går hen og klapper ham.
   - Stakkels Snerredyr, siger han.
   Snerredyret ser op på ham og siger - Snerre, med en søvnig stemme. Han har ikke helt hørt efter. Hans hoved falder tungt ned og lander på en sko, der sætter sig fast på hans snudespids.
   Dobo-goko er ved at sprænges af forventning efter at høre resten. Men han prøver alligevel at se overlegen ud.
   - Tag det roligt sønnike, redningen er på vej.
   - Ja, siger jeg - redningen er på vej, og du er selv en del af den, Hilmer.
   Hilmer ser overrasket på mig
   - Er jeg?
   - Ja, svarer jeg - men hør nu, hvad der skete i skoven imens:

- Basmulens hvide gummisko gik næsten af sig selv gennem skoven på vej hjem fra sin visit i Dobo-bo.
   Hun gik og snakkede med sig selv og med myrerne i skovbunden, fortalte dem om alt det, hun skulle hjem og fortælle Snerredyret.
   Næsten hjemme så hun det forfærdelige syn - Snerredyret og en masse sommerfugle i et stort net på ladet af en lastbil, der kørte bort!
   Basmulen så, hvordan Snerredyret knurrede rasende, mens han med sin store krop prøvede at holde nettet udspilet. Basmulen blev rasende og løb efter lastbilen.
   - Kan I så komme tilbage, I bøller! råbte hun efter lastbilen.
   Men mændene i førerhuset hørte ikke hendes fine stemme for lyden af bilen, der skramlede ud af den ujævne skovvej.
   Kun Snerredyret hørte hende, og han snerrede fortvivlet efter hende, at hun ikke måtte spise af de giftige svampe. Men Basmulen forstod det ikke. For selvom Basmulen var den i hele verden, der forstod Snerredyret allerbedst, så krævede det altid en del tid og mange fagter, før Snerredyret helt kunne gøre sig forståeligt.
   Beslutsomt gik Basmulen lige gennem skoven mod Dobo-bo. Hun ænsede ikke, at hun gik lige gennem krat og brændenælder, så vred var hun.
   Da hun nåede Dobo-bo, var hun ikke længere vred. Al vreden havde hun trampet ud gennem sålerne på sine hvide gummisko. Nu var hun kun lille og fortvivlet. Grædende kastede hun sig i Dobo-delikatessens arme. Dobo-delikatessen var ellers lige midt i at flette en blomsterkrans til sit lange lyse hår.
   - De har - snøftede Basmulen ned i Dobo-delikatessens bløde hår - stjålet Snerredyret - og han kan slet ikke klare sig alene.
   Dobo-delikatessen tog en af blomsterne fra kransen og snusede til den. Så sagde hun:
   - Min sødeste ven, det er da ikke noget at være ked af.
   Hun lavede en tragt ud af sine små hænder og kaldte:
   - Dobo-goko, kom lige!
   Hun vendte sig igen mod Basmulen.
   - Nu kommer Dobo-goko, snerredyrs-befrielse er ingen sag for ham.
   Lidt efter hang Dobo-goko med de lange arme ganske rigtigt foran dem. Han hævede sig op på sine lange arme og gyngede frem og tilbage foran dem som en klokke og råbte med sin hæse ballade-stemme:
   - Hej tøsebørn, hvad ser Dobo-goko - et tøsebarn med tårer i øjnene - frygt ej længere, Dobo-goko er her.
   Dobo-delikatessen så beundrende på ham.
   - Hvad sagde jeg, Dobo-goko kan klare alt!
   Hendes øjenvipper gik forelsket op og ned.
   Hun forklarede hurtigt, hvad der var sket med Snerredyret, og hvorfor Basmulen var så ulykkelig. Dobo-goko rakte den ene af sine lange arme op i toppen af Dobo-bo's krone. Ned fra kronens øverste gren snuppede han sin Dobo-detektiv-hat. Han tog den på og så skarpt på Basmulen.
   - Hvornår så du den forsvundne sidst?
   Basmulen tørrede sine øjne og fortalte Dobo-goko, hvordan hun havde set lastbilen køre bort med Snerredyret og alle sommefuglene.
   - Aha, sagde Dobo-goko skarpsindigt og fik sin lange arm manøvreret rundt, så han kunne skubbe hatten om i nakken - stod der noget på denne lastbil, som kørte bort med den forsvundne?
   Basmulen snøftede:
   - Det er aldeles ikke nogen "den forsvundne", det er Snerredyret - det bedste Snerredyr i hele verden.
   Men så klarede hun lidt op.
   - Faktisk var der nogle tegn på bilen, men jeg kan ikke læse.
   Dobo-goko stak sine lange arme et eller andet sted hen, og lidt efter stod han med et stykke krøllet papir i den ene hånd og en gennemgnasket blyant i den anden.
   - Prøv at lave tegnene efter, sagde han.
   Med tungen i den ene kind og rynket pande efterlignede Basmulen tegnene fra bilen på papiret, så godt hun kunne.
   Dobo-delikatessen, der heller ikke kunne læse, så forventningsfuldt på Dobo-goko. Dobo-goko tog papiret og så længe på det. Sandheden var, at han heller ikke kunne læse.
   - Øjeblik - jeg bliver mulme nødt til at være et andet sted med noget andet lys - altså for at tyde denne skrift, mumlede han. Og væk var han.
   Basmulen så undrende efter ham.
   - Her er da masser af lys.
   - Ja, men du hørte, hvad han sagde, det er den forkerte slags lys, svarede Dobo-delikatessen undskyldende.
   Imens skyndte Dobo-goko sig hen til Næse-bar, der boede lige i nærheden.
   Næse-bar er det klogeste væsen i skoven. Han har boet dér i mange hundrede år. Hvis man ikke kender ham, tror man, at han er en kæmpestor sten med form som et hoved.
   Ud af Næse-bars enorme næse gror der nogle lange, lange næsehår. Dobo-goko kravlede forsigtig op af et af hårene. Det kunne være farligt, hvis Næse-bar kom til at nyse.
   Vel oppe på Næse-bars store tud, råbte Dobo-goko:
   - Hej Næse-bar, din gamle næse-læse-hest, hvad er det egentlig, der står her?
   Han rakte papiret frem foran Næse-bars øjne.
   Næse-bar havde i de mange hundrede år haft tid til at lære at læse.
   Han så tvært på Dobo-goko og sagde med sin trætte stemme, der lyder, som store sten der skurer mod hinanden:
   - Din langarmede skrapsak, du skulle tage og vise lidt respekt for alderdommen.
   Dobo-goko gad ikke høre Næse-bars belærende sludder, så han holdt papiret helt op foran Næse-bars nærsynede øjne.
   - Ja, ja, respekt, respekt, men hvad står der?
   Næse-bar var i virkeligheden rar nok, selvom han virkede lidt gammel og gnaven. Han læste langsomt:
   - "By-ens Zo-o-log-iske Have".
   Allerede da Dobo-goko hørte ordet - Byens, blev han så forskrækket, at han mistede grebet om Næse-bars næse. Mens han hørte ordene - zoologiske have, kurede han ned af næsen.
   - Jamen byen! Den er jo mu-mu-mulens farlig! stammede han, mens han gled ud over næsekanten.
   Det var kun lige med nød og næppe, at han nåede at gribe fat i et af næsehårene med sin lange arme.
   - Atjuuue! lød det som en tordenskrald, da håret strammedes og Næse-bar nøs. Dobo-goko fløj gennem luften.
   Næse-bar snøftede.
   - Ja, sådan er det med ungdommen. Man skal gøre dem en tjeneste, og når man har gjort det, så er de væk uden at sige "hvordan har du det ellers?" eller "farvel".
   Dobo-goko fløj gennem luften, indtil han ramte Dobo-bo's stamme. Et øjeblik hang han og så forbavset ud. Så gled han langsomt ned. Han landede på sine arme.
   - Hej tøsebørn! råbte han og gyngede på sine hænder.
   Dobo-delikatessen kyssede ham.
   - Der kan du selv se, nu er han allerede tilbage! sagde hun vigtigt til Basmulen.
   - Hvad stod der så, Dobo-goko? spurgte Basmulen ivrigt.
   Dobo-goko samlede sin Dobo-detektiv-hat op, der var blæst af i nyset.
   - Årh, der stod som ikke noget særligt, løj han.
   Basmulen begyndte igen at græde.
   - Hvordan skal vi så nogensinde finde Snerredyret? snøftede hun.
   Dobo-goko sprang op og greb fat i en af de øverste grene i Dobo-bo og snurrede rundt et par gange. Så hang han atter foran pigerne.
   - Det er da ingen sag - nu skal du høre Basmule: Altså, Snerredyret boede hjemme i dit hus, ikke?
   Basmulen nikkede.
   - Men altså, der er han ikke mere, fortsatte Dobo-goko.
   Basmulen begyndte at græde endnu mere. Dobo-goko slog ud med sine lange arme.
   - Men du kan stadig huske, hvordan det var, da han var der. Jeg mener, du kan huske, hvordan han var, når du var allermest glad for ham?
   Basmulen snøftede og nikkede. Hendes øjne lyste op ved tanken om det. Dobo-goko tog Dobo-detektiv-hatten af og sagde så:
   - Du kan altid tænke på ham, som han var, når han var aller-sødest. På den måde har du ham altid fra hans allerbedste side - altså rent abstraktoabelt - og det er meget bedre end at have ham rigtigt, for så bliver I aldrig uvenner.
   Abstraktoabelt er et udtryk, som Dobo-goko tit bruger. Det betyder, at man skal forestille sig et eller andet, som man gerne vil have, men som man ikke kan få. Når man så har forestillet sig det, så er det inde i ens hoved, og der vil det altid være. Præcis sådan, som man helst vil have det. Det bliver ikke slidt og skal ikke støves af, som Dobo-goko siger.
   Men det abstraktoable virkede ikke så godt på Basmulen. Hun så rasende på ham.
   - Jeg vil ikke have Snerredyret abstrak-hvad-du-end-kalder-det. Jeg vil have ham rigtigt, så jeg kan lave snude med ham - og desuden kan Snerredyret slet ikke klare sig uden mig - og jeg skal nok finde ham, om jeg så skal gå til verdens ende!
   Ordene snublede over hinanden i munden på hende.
   Basmulen vendte sig, og hendes hvide gummisko trampede igen rasende ud i skoven. Men Dobo-goko fik meget dårlig samvittighed og råbte efter hende:
   - Basmulen, du behøver ikke at gå til verdens ende. Snerredyret er i, Dobo-goko sank en klump - Snerredyret er i "Byens Zoologiske Have".
   Dobo-delikatessen lo med en lille pludrende lyd.
   - Basmulen, vent! Dobo-goko, den røver, lavede bare sjov. Kom, nu går vi ind til "Byens Zoologiske Have" og henter Snerredyret hjem. Gør vi ikke også Dobo-goko?
   Dobo-goko sank endnu en klump.
   - Jamen byen er frygtelig far.....
   Mere nåede han ikke sige, for Basmulen vendte sig og kiggede på ham med store blanke øjne. Dobo-goko samlede dobo-detektiv-hatten op fra græsset.
   - Vel ta'r vi da mulme bare ind og henter ham.
   Basmulen fløj dem om halsen.
   - Nu er Snerredyret snart hjemme igen, råbte hun glædesstrålende.
   Dobo-goko slog et par vejrmøller.
   - Det gamle grimme pelsdyr hører jo til herude hos os, råbte han.
   Dobo-delikatessen så bebrejdende på ham. Hendes lille pegefinger vippede foran hans næse.
   - Så, så, Dobo-goko, det er ikke pænt at kalde Snerredyret for et grimt pelsdyr - vi holder jo alle meget af ham, sagde hun strengt.
   Dobo-goko grinede med sin hæse latter.
   - Ja ja, jeg mente det mulme da også bare sådan abstraktoabelt.
   Dobo-delikatessen så lettet ud.
   - Nåhr sådan, jamen, så er det i orden.
   Basmulen kyssede Dobo-goko på kinden.
   - Jeg ved udemærket, hvad du mente, sagde hun.
   Dobo-goko blev rød i hovedet og lod som ingenting.

- Det er nu ikke helt sådan, jeg husker historien. Det var kun fordi, at jeg skulle skynde mig tilbage til pigerne, at jeg faldt ned fra Næse-bars næse, afbryder Dobo-goko mig.
   Jeg ser på ham og svarer:
   - Jeg har også gjort historien sådan lidt abstraktoabel. Det er man nødt til, for at det ikke skal blive kedeligt.
   Basmulen fniser lige så stille.
   Dobo-delikatessen blinker med sine lange øjenvipper til Dobo-goko.
   - Ja, Søren fortæller historien sådan rent abstrakto-det-du-plejer-at-sige, og så bliver den meget bedre. Det siger du selv.
   Dobo-goko kan for en gangs skyld ikke finde på noget at sige, så han gynger en gang i loftslampen.
   Men nu er Hilmer blevet utålmodig.
   - Hvornår kommer der noget om mig? Du sagde, der ville komme noget om mig!
   Jeg fortsætter:

- Der var langt til byen. Basmulen gik lige frem på sine hvide gummisko. Men Dobo-delikatessen døjede så frygteligt med vabler på sine små fine fødder.
   Dobo-goko tog hende op i sine lange arme og bar hende, men snart fik han en helt forkert farve i sit runde ansigt.
   - Det går mulme ikke, prustede han
   - Hvorfor dog ikke det, Dobo-goko? spurgte Dobo-delikatessen.
   Dobo-goko tænkte så det knagede for at finde på en undskyldning.
   - Jeg kan mulme ikke bære dig uden at krølle din kjole, sagde han hurtigt.
   Heldigt nok fik han i det samme øje på en vogn med fire hjul og kaleche, der stod i vejkanten.
   - Der skal du mulme se, det er jo den Delikatesse-karet, jeg har bestilt, hujede Dobo-goko lettet.
   Dobo-delikatessen så beundrende på ham.
   - Er det virkelig en karet, du har bestilt til mig?
   Dobo-goko svarede ikke, men i et snuptag løftede han Dobo-delikatessen op og satte hende på vognen.
   Basmulen troede ikke rigtigt på Dobo-goko. Men hun var ligeglad, bare hun kunne slippe for at høre på den jammer, der kom fra de to andre.
   De var ikke nået ret langt, før der kom en lyd nede fra vognen. Lyden blev højere og højere og endte i et forfærdeligt vræl. Basmulen snurrede forskrækket rundt.
   - Ih altså, Dobo-goko - det er en barnevogn, du har hugget - og der er et barn nede i, råbte hun.
   Dobo-delikatessen sprang forskrækket ned fra barnevognen, som havde der været en farlig slange i den.
   - Det siger jeg dig Dobo-goko, hvis der er et barn nede i denne her vogn, så skulle du skamme dig. Tænk hvis det havde gylpet på min fine kjole, skældte hun.
   Forsigtigt slog Dobo-goko barnevognens overstykke til side og lettede på den dyne, der lå nedenunder. Ganske rigtigt lå der et barn. For Dobo-goko så det ud, som om det var én stor vrælende mund. Han blev så forskrækket, at han med sine lange arme trak sig op i toppen af et træ og kylede sin Dobo-detektiv-hat ind i en tjørnebusk.
   Basmulen tog barnet op og trøstede det, så godt hun kunne. Dobo-goko råbte oppe fra toppen af træet:
   - Skynd dig at gemme det, så stikker vi af.
   Men det ville Basmulen ikke høre tale om. Hun vidste godt, hvordan det var, når nogen blev stjålet fra én.
   Samtidig lød der høje stemmer bag dem. En dame og en mand kom farende hen af skovvejen
   - Vil I så komme tilbage med vores lille Hilmer! råbte de i munden på hinanden.

Hilmer taber underkæben:
   - Så var det altså mig, der lå i den barnevogn.
   Men inden jeg når at svare ham, afbryder Dobo-goko.
   - Det var altså ikke fordi, at jeg var forskrækket, at jeg sad oppe i det træ. Det var altså, fordi jeg skulle se, om jeg kunne få øje på jer.
   Han nikker over mod Mette og jeg, før han svarer Hilmer.
   - Ja mulme, vi var kommet til at stjæle dig, Hilmer.
   Basmulen stikker sin pegefinger frem.
   - Det var altså meget uansvarligt - bare sådan at efterlade en barnevogn med et barn i.
   Og Dobo-delikatessen fortsætter.
   - Ja tænk! Hilmer kunne jo have gylpet på mig.
   Hilmer er meget stolt af at have været stjålet, det kender han ikke andre børn, der har været.
   - Hva'så - fik I mig så tilbage? spørger han.
   - Ja, svarer jeg, og Hilmer ser lidt skuffet ud.
   - Det var da ikke ret længe, jeg var stjålet.
   Mette kysser ham på kinden.
   - Det var sandelig længe nok - puha, siger hun, og tørrer sveden af panden bare ved tanken om dengang.
   - Ja, puha for en forskrækkelse, siger jeg og fortsætter:

- Basmulen kom hen og nejede lige så dybt, hun kunne. Hun undskyldte mange gange, at de var kommet til at stjæle Hilmer. Så fortalte hun, at hun godt vidste, hvordan det var, når nogen blev stjålet fra en.
   Vi fik hele historien om Snerredyret, der nu var indespærret i "Byens Zoologiske Have". Basmulen nejede til sidst igen, lige så dybt hun kunne og sagde med en lille stemme.
   - Jeg ved godt, at det var frygteligt forkert af os at stjæle jeres barnevogn, men vil I ikke nok hjælpe os alligevel. Vi er ikke særligt godt kendt i byen.
   Hun begyndte at græde en lille smule, for mens hun havde fortalt historien, var hun igen kommet til at tænke på, hvor forfærdeligt det måtte være for Snerredyret.
   - Selvfølgelig vil vi da det! svarede Mette og jeg.
   - Gugi, gugi! tilføjede Hilmer, mens han nikkede lige så kraftigt, som han kunne.
   Dobo-goko hørte, at vi ikke længere var vrede og kom ned fra træet.
   - Hvordan har I planlagt at befri Snerredyret? spurgte Mette, da alle var samlede igen.
   Der blev helt stille.
   - Altså, vi ta'r ind til "Byens Zoologiske Have" og henter ham, og så går vi hjem igen, lød det så fra Dobo-delikatessen.
   Hun så ned på sine vablede fødder og fortsatte:
   - Altså, Snerredyret går hjem, mens jeg sidder på ryggen af ham - ja, sådan er det, det er. Det er da nemt nok!
   - Nå, sådan, svarede Mette - ja, det lyder jo nemt nok.
   Basmulen fik igen tårer i øjnene, og så hen på Dobo-goko.
   - Hvad er det nu, vi gør? spurgte hun ulykkeligt.
   Dobo-goko samlede sin dobo-detektiv-hat op og satte den i nakken.
   - Altså, sagde han. - Først finder vi den dersens "Byens Zoologiske Have", og så fikser jeg den sådan, at Snerredyret ikke mere er stjålet.
   - Gugi, gugi, sagde Hilmer nede i sin barnevogn, mens han igen nikkede.
   - Nå ja, sagde Mette - kom så viser vi jer ind til "Byens Zoologiske Have". Det der Snerredyr må snart være meget træt af at sidde i det dumme bur.
   Hun havde læst om Snerredyret i avisen.
   Nu er Basmulen og Dobo'erne jo ikke helt almindelige væsner. For ikke at vække for meget opmærksomhed måtte vi gemme dem. Heldigvis er de heller ikke så store, så de kunne være i vores store skovturstaske.
   Med en Dobo-detektiv-hat, der stak op af tasken, rullede vi ind i "Byens Zoologiske Have". Vi kørte med det samme om til Snerredyrets bur. Han lå bare helt rullet sammen i et hjørne. Basmulen blev så rasende, da hun så det nede fra tasken, at hun sprang op.
   - Snerredyr! Hvad er det dog, de har gjort ved dig?
   Snerredyret spidsede sine flossede ører og drejede langsomt hovedet i retning af stemmen. Han kom lidt usikkert på benene og vaklede hen til burets tremmer.
   Først troede han, at det bare var endnu en af de drømme, han havde haft om hende, siden han var blevet fanget. Men da han mærkede hendes lille næse mod sin snude, var han ikke længere i tvivl - hun var rigtig nok! Ude af sig selv af glæde brølede han:
   - Snude snerre snerr knurre knurre, sære kære sære, knærre knærre, kasnurre snurre snurre.
   Og BOM...
   Han landede lige midt på sin hale. Han var blevet så begejstret, at han ikke vidste, om han skulle snerre eller knurre. Det endte altid med, at han begyndte at snurre. Det gjorde ham så rundtosset, at han faldt pladask på enden.
   En dyrepasser havde set, hvad der foregik, og han kom løbende og greb Basmulen.
   - Er du rigtig klog, lille æhhh - pige - det er et meget, meget farligt snerredyr! råbte han ophidset.
   Basmulen så meget lille ud, som hun hang der i dyrepasserens arme og sprællede. Men hun bed ham, så han måtte slippe hende. Hun satte armene i siden og skældte ham ud.
   - Det er aldeles ikke noget farligt Snerredyr, det er verdens rareste og mest fantastiske Snerredyr.
   Så sparkede hun dyrepasseren over det ene skinneben. Da han bøjede sig for at ømme sig, drejede hun næsen rundt på ham. Hun sparkede ham over det andet skinneben, så han faldt - og gik lige over ham på sine hvide gummisko. Hun ville tilbage til buret for at være tæt på sit elskede Snerredyr.
   I mellemtiden var Dobo-delikatessen også kommet op af tasken. Hun gik hen til dyrepasseren.
   - Det er altså meget forkert at skille nogen ad, som godt kan lide hinanden. Det burde sådan en som dig være stor nok til at vide, belærte hun ham, og han turde ikke andet end at nikke.
   - Det ka' der jo være noget om, mumlede han.
   Folk var nu stimlet sammen foran buret. De grinede, så de var lige ved at sprække ved synet af Basmulens og Snerredyrets snuderi, og de sagde til hinanden.
   - Det skulle være det farlige Snerredyr. Se, det er jo mildt som et lam.
   Og så grinede de endnu mere.
   Dobo-delikatessen stillede sig op foran dem. Hun satte en finger foran sin mund.
   - Schyyy! I må ikke grine, for Snerredyret er så frygteligt genert af sig, og så er det altså ikke pænt at stille sig op og grine på den måde.
   Det kunne folk jo godt se, og de gik lige så stille videre for at lade de to være i fred.
   Direktøren for "Byens Zoologiske Have" havde set det hele fra sit kontor. Han havde lynhurtigt skrevet en kontrakt. Nu kom han løbende ud til buret.
   - Goddag, goddag lille frøken, sagde han med sin aller-rareste stemme - jeg kan jo se, at du har et godt tag på vores gode snerredyr. Hvad ville du sige til at arbejde her hos os i "Byens Zoologiske Have"? Du kunne bo sammen med snerredyret i vores fine snerredyrsanlæg.
   Jeg er sikker på, at I kunne finde på nogle flotte kunster, som I kunne optræde med.
   Basmulen vendte sig som en snurretop.
   - Hverken Snerredyret eller jeg skal optræde nogen steder! råbte hun. - I skal bare lade os være i fred.
   Hun vendte sig igen mod Snerredyret og så ømt på ham.
   - Snerredyret skal med mig hjem og passe på mig, og jeg skal passe på ham.
   Direktøren gjorde sin stemme endnu mere indsmigrende.
   - Jamen, du får fine kjoler og et par hvide støvler med kvaster, ligesom dem pigegarden har - og, direktøren så meget vigtig ud - al det candy-floss du kan spise.
   Han holdt ivrigt kontrakten og en kuglepen frem.
   Dobo-delikatessen så begejstret på ham.
   - Hvide støvler og candy-floss!? udbrød hun.
   Basmulen så strengt på hende, og Dobo-delikatessen kom på bedre tanker.
   - Det kan der overhovedet ikke være tale om. Snerredyret hører til hjemme hos Basmulen, og sådan er det, sagde hun lidt ærgerligt.
   - Jamen frøken Basmule...
   Mere nåede direktøren ikke at sige, for Basmulen så vredt på ham, og Snerredyret rullede sig igen sammen til en uigenkendelig dørmåtte. Direktøren trak på skuldrene.
   - Der kan ikke være tale om, at Snerredyret forlader "Byens Zoologiske Have". Vi har sendt reklamer ud i hele verden, hvor Snerredyret står på som vores største sjældenhed, sagde han bestemt.
   Mette og jeg talte op, hvad vi havde af småpenge, og Hilmer smed sin ynglingsrangle op fra sin vogn.
   - Kan vi ikke købe Snerredyret fri? spurgte jeg.
   Men direktøren rystede bare utålmodigt på hovedet, og så kaldte han på sine dyrepassere.
   - Smid disse væsner og mennesker ud! De er ikke længere velkomne i "Byens Zoologiske Have"! kommanderede han.
   Pludselig var vi omringede af dyrepassere. Inden vi fik set os om, stod vi uden for haven. Folk piftede og buhede af direktøren. Men han var ligeglad, og folk gik deres vej. De krævede deres penge tilbage, men lige lidt hjalp det.
   Direktøren satte sine dyrepassere til at stå vagt ved Snerredyrets bur, hvor Snerredyret sad og græd og kaldte på Basmulen.
   Da vi stod uden for haven, opdagede vi, at Dobo-delikatessen og Dobo-goko manglede.
   Der gik ikke længe, før vi hørte voldsomme lyde inde fra haven. Pludseligt væltede den store gitterlåge. En stor hanelefant trampede hen over den. Bag den kom alle de andre dyr fra "Byens Zoologiske Have" - undtagen Snerredyret.
   Bag elefantens store ører fik vi øje på Dobo-goko. Han holdt hele vejen rundt om elefantens mave med sine lange arme. Dobo-delikatessen red ved siden af på en zebra.
   Dobo-goko stak sit hoved frem mellem elefantens ører.
   - Hvis de bøller stjæler Snerredyret, så stjæler vi mulme da bare de andre dyr, grinede han med sin høje hæse latter.
   Han og Dobo-delikatessen var løbet fra bur til bur. Dobo-delikatessen havde forklaret hvert enkelt dyr, hvad der var overgået Snerredyret og Basmulen, og alle dyrene havde været enige i, at det var for galt.
   Dobo-goko havde med sine lange arme stjålet alle nøglerne fra dyrepasserne. Med dem lukkede han alle dyrene ud af deres bure, efter at løverne og de andre rovdyr højt og helligt havde lovet Dobo-delikatessen, at de ikke ville æde de andre dyr.
   Som det mest naturlige var sommerfuglene fløjet hen og havde dækket Dobo-delikatessen og hendes zebra, så man kun kunne se hendes fine, lille ansigt.
   Hele optoget bevægede sig hen i en park, hvor Dobo-goko standsede dem.
   - Her slår vi mulme lejr for natten.
   Dyrene gjorde sig det behageligt på den måde, der nu passede til deres natur. Men der gik ikke så længe, før der opstod en del uro blandt dem. De begyndte at blive sultne, men der var jo ingen til at fodre dem.
   Heldigvis havde rygtet om eftermiddagens begivenheder løbet hele byen rundt. Alle syntes, at det var synd for Basmulen og Snerredyret.
   Byens pølsemænd startede derfor deres vogne og kørte ind til parken. Så var der pølser til kødæderne og brød med rå og ristede løg til alle de andre.
   Hilmer fik en tår mælk fra Mettes bryst, og snart var alle mætte. Dyrene var på en gang glade og lidt forskrækkede over at skulle tilbringe natten under åben himmel.
   - Vi holder mulme da bare fest til den lyse morgen, råbte Dobo-goko ud over hele flokken.
   Alle dyrene jublede. Dobo-goko begyndte at slå på tromme på en skildpadde-familie, og snart sang, spillede eller dansede alle dyrene.
   Imens dyrene festede, sad direktøren helt alene i den øde zoologiske have ved Snerredyrets bur. Svagt kunne han høre de glade lyde parken.
   - Det hele er gået skævt, snøftede han, - hvordan kan man ha' en zoologisk have uden dyr?
   Han slog ud med armene.
   - Ingen dyr - andet end et Snerredyr, der ligner en gammel dørmåtte.
   De glade lyde fra festen blev højere, og han tænkte på, hvor sjovt de nok havde det.
   - Jeg burde jo være midtpunktet i sådan en fest, mumlede han og begyndte at græde rigtigt.
   Snerredyret kom frem til tremmerne, og med sin blødeste stemme brummede han.
   - Snerre snerre.
   Han stak sit båthorn ud mellem tremmerne og nussede direktøren i nakken. For Snerredyret var altid sød ved dem, der var kede af det.
   Direktøren slog armene om snuden og hulkede.
   - Det hele er din skyld. Men du holder vel så meget af hende - og hun holder så meget af dig.
   Snerredyrets snude gik op og ned, og et ja-agtigt - snerre rullede op fra hans strube.
   Direktøren fandt sit nøglebundt frem og åbnede for buret. Forsigtigt kom Snerredyret ud. Han rettede sig ud og løftede snuden op mod stjernerne. Han kiggede på direktøren for at se, om det kunne være rigtigt, at han var fri. Direktøren nikkede til ham. Hans næsebor spilede sig ud, og han indsnusede natteluften for at undersøge den for den mindste duft af Basmulen. Så satte han afsted i lange spring.
   Direktøren kiggede efter ham, mens tårerne løb ned af hans kinder. Snerredyret fik på sin vej ud af haven øje på månen. Den så så trist ud og mindede ham om direktøren. Han vendte om og løb tilbage til buret, hvor direktøren stadig sad.
   Snerredyrets store tunge rullede ud. Den slikkede hen over direktørens ansigt, så det blev trukket helt om i nakken, hvor det hang og dryppede af spyt.
   Lige i det øjeblik kom Basmulen marcherende ind i haven. Da hun så, at Snerredyret var frit, løb hun ham lykkeligt i møde.
   Snerredyret puffede hende med snuden hen mod direktøren. Hun så vredt på manden. Direktøren rakte hånden frem.
   - Det er forkert, hvis I ikke er sammen, sagde han.
   Basmulen så ikke hånden. Han tog hånden til sig og vendte sig for at gå ind på sit kontor, men Basmulen stoppede ham.
   - Kom, du skal da med til fest, nu er der virkelig noget at fejre, jublede Basmulen.
   Snerredyret puffede til ham med sin store snude. Direktøren så overrasket på dem og spurgte:
   - Vil I virkelig gerne have mig med?
   - Ja selvfølgelig, svarede Basmulen - du hører da til ved sådan en fest. Desuden skal du jo hente alle dyrene hjem igen. De kan ikke finde ud af det frie liv, ligesom Snerredyret ikke kan finde ud af at være indespærret.
   Jublen ville ingen ende tage, da direktøren og Basmulen kom ridende på ryggen af Snerredyret. Dyrene var glade over, at de havde befriet Snerredyret og lettede over, at de nu kunne komme hjem til deres sikre bure igen.
   Hele natten festede alle med direktøren som midtpunkt, og der blev råbt mange gange hurra for ham.
   Direktøren var selvfølgelig lidt ked af at have mistet det sjældne snerredyr. Men så fik han øje på Dobo-delikatessen og alle sommerfuglene. Han blev så begejstret, at han straks ville skrive kontrakt med hende.
   Hun skulle komme hver søndag og være sommerfugle-prinsesse. Hun kunne begynde lige så snart, de havde fået lavet Snerredyrets ø om til sommerfugleeng.
   Dobo-delikatessen så listigt på ham.
   - Hvide støvler med kvaster, som dem pigegarden har - og al den candy-floss jeg kan spise? spurgte hun.
   - Selvfølgelig, svarede direktøren - måske lige bortset fra kvasterne.
   Dobo-delikatessen så bestemt på ham.
   - Ingen kvaster - ingen prinsesse!
   Direktøren gav sig.
   - Alle de kvaster du vil ha'.
   Og så dansede de to junglerock i en sky af sommerfugle. Lige indtil Dobo-goko syntes, det kunne være nok og stjal hende fra direktøren og svingede hende rundt i sine lange arme. Men da var det også ved at blive lyst.
   Direktøren gik i spidsen for alle dyrene hjem til "Byens Zoologiske Have". Den dag blev en lidt kedelig dag for publikum i haven, for alle dyrene lå bare og sov.

Det gør Snerredyret også, da jeg er færdig med historien.
   Dobo-goko sidder og surmuler lidt.
   - Du dansede mulme lige lovligt meget med den bøllede tyvagtige direktør, Dobo-delikatessen.
   Dobo-delikatessen fniser.
   - Noget for noget.
   Så åbner hun sin store håndtaske, som er fuld af lyserød candy-floss.
   - Nå, det var vist bare sådan en abstraktoabel dans, siger Dobo-goko med munden fuld af candy-floss.