Vi går i al to-som-om-hed
hinanden i møde
som fastlande
med urolig urokkelighed
i kontinentalsokkelerne
og epicentrisk aktivitet
i de undersøiske vulkaner.

Og breddegrader
bliver bøjet
for de forenede nationer,
og længdegrader
svajer bagover
i lænderne.

Vertikalt står søjlerne
fulde af frisk luft,
som vi sammen ånder af,
puster ord fra samme
vokalibarium efter hinanden,
og de stiger gennem
atmosfærens forskelligheder
i spillet mellem højtryk
og lavvande.

Ud gennem hullet i himlen
sprøjter alle de ord
vi tiltænker hinanden
og spredes som nordlys
i en frostklar nat
over olieboreplatformenes
knejsende rastløse længsel
efter undergrundens
ophobning af for længst
forrådnede bregner,

metangassens flamme
er den groteske konstruktions
vimpel og våbenskjold
og den sveder vore
beskeder i deres kanter.

Men på havets bund
står vi sammen
mens to delfiner leger
mellem vores stenede
grunde til liv
og vores ophavsret
til hinanden
med det der deraf afkom.