Der ligger en sygende forfader
og dør
i et lukkende værelse,
hvor tapetet
er forældet allerede
i fyrrene,
en mødrende
datterhånd tager
kun få sekunder
som sekstenårig
med et glas vand
i hånden
om at ænse
det skete,
og hun er svigtet
i sorgen,
traumatiseret
tilbage står
frygten for at elske igen,
så det gør hun ikke
mod mig
meget senere,
men der er omsorg
og mad
og angst i blikket
for følelsen,
og depressionen
tres år senere
er min
men født
i fyrrene.
Og også hun
landet der lå imellem
døde alene.

Doktor Dø og Mister Mig
der voksede et væsen
op i en verden
ved siden af mig selv
- et bæst,
der boede
bagerst i bagagen.
Jeg fodrede det
med fester
og fadøl jeg fandt
på caféerne
i farezonen
foruden angst
forklædt som kynisme
som det så godt ku' li'
med gode grin til.

Det voksede
sig flottere
end mig,
og en fandens karl
i kvindeligt selskab,
kyssede mine kærester,
og jeg lukkede
ham ind under huden,
hvor han gerne
ville være,
det var hans
første fejl,
for han fyldte mig,
og de rystende hænder,
skrev hans breve
under fremmede
folks blikke,
men som dæmon
blandt dæmoner
skrev han videre
og videre,
for han er
så meget mere
dynamisk
og livsduelig
end jeg.
Og nu skriver
han også mine digte
rene.