viceværten for min verden
fejer fodaftryk af fortovet
foran det hvidkalkede kompleks
- skruer op og ned for lyset
og varmen i lejlighedernes vis,

der bor en erkendelseskunstner
på kvisten, skønt han aldrig kigger ud,

det gør til gengæld udkiggeren,
der bor st. t.v. i baggården,
hvor hans udsigt begrænser sig
til de gamle retirader,
og det er fra hans hånd,
vi kan forvente den store samtidsroman,

på første over Restaurant Rastløst' køkken
sulter en forsvindingskunstner sig næsten bort,
- når han igen har glemt sin nøgle,
stikker viceværten ham
gennem sprækken under døren,
hvor han forsvinder mellem reklamerne,

på anden og tredje sal
er der liberale erhverv

- to prostituerede piger
fra den Indre Mongoli
betjener på 2.t.h
de polske kloakarbejdere,
der har taget permanent ophold
i det gule telt foran brandhanen,
det er ikke kærlighed, men det virker,
for polakkerne har banket
alfonsen på 3.til gesimsgrif,
nu sidder de på altanen
og ser lady September
holde mere skønhed,
end hun
i modsætning til sine elleve søstre
nogensinde har lovet,
de skåler for hende,
og kalder hende deres yndling,
med luft så klar
som hvidvinen i deres glas
og sol i hjemveens duggede tårer,

ved siden af ordner
en egyptisk fodterapeut
med milde øjne
nedgroede negle
for hjemsendte
Afghanistan-veteraner,
entréen er stuvet med støvler,
gutterne kan ikke mærke deres fødder,
men de gør sig til gode
med egypterens vandpibe,
der snorker i karnappen,
de synger - Wie einst Lili Marleen,
mens han filer i deres gule negle,
og drejer på knapperne
i deres ditto nedgroede sjæle,

i kælderrummene står flyttekasser,
der har stået urørt siden 20'erne,
med ting som tiden har frigjort
fra almindelig ejendomsret,
og som nu smuldrer i frihed,

det var også i 20'erne
komponisten Søren Bagger
boede i baghusets baghus,
hvor han komponerede
den symfoni, der stadig spilles
i de tunge radiatorers system
af indviklede vandorgelpiber,

når lyset i opgangen
slukkes med et klik,
er det en udbredt misforståelse,
at det sker som følge
af en mekanisk anordning,
dette er ikke tilfældet,
kontakterne afbrydes konsekvent
af den sorthårede genfærdsdreng,
der strejfer i skyggen
af alle deres liv,
efterladende lugten
af kold tobaksrøg i mørket,

når viceværten har fejet,
drikke han portvin
med sin ven posten
i sin lejlighed,
der ganske rigtigt
ligger lige over porten,

når posten er gået,
lægger viceværten
deres urøgede cerutstumper,
ud under elskabet
til spøgelsesdrengen,
der tror på mørket.