Jack

So he walked through the rain and he walked through the mud.
   Till he came to a place called The Bucket of Blood.

Nick Cave, Murder Ballads


Det er første gang jeg er hér, men jeg kender allerede stedet. Der rafles og billardballerne vælter kegler med et diskret klir.
   "Frank! Jeg er løbet tør hernede"
   "Ja, så må du jo rejse dig" svarer Frank, imens han smiler med øjnene og begynder at skænke op.
   En fremmed træder ind i baren. Hans tanker larmer, men er svære at tyde. Han er her ikke for at glemme eller glædes. Er han en af dem?
   Frank har serveret sjusserne ved stambordet bag mig. Stamgæster kan jeg altid kende. De ser altid på en, så du kan mærke, at de ser på dig. Vurderer og bedømmer dig med en kenders sigende mine. Lige nu vurderer de den nye som harmløs, og vender hurtigt tilbage til deres terninger.
   Hvorfor kan jeg ikke høre hans tanker?
   " 5 seks"
   " 7 fem"
   Meldingerne er hurtige og koncise. De har siddet og kastet deres budskaber hen over bordet og bægrene i så mange år, at alt overflødigt er slebet og pudset af gennem tiden. Kun den rene, krystalklare melding er tilbage.
   Selvom jeg har ryggen til, ved jeg hvordan de ser på hinanden imens de sætter glassene til munden og laver deres beregninger. Det rykker i mig, og jeg tømmer min øl med en langsom bevægelse.
   I morgen har min datter bryllup. I går var hun en baby. I morgen skal hun giftes. Tiden er en ubarmhjertig følgesvend og skåner ingen. Hverken meldinger i tænkeboks eller små piger. Jeg har fundet kirken og vil bare stå udenfor imens orglet spiller. Ingen pinlige scener herfra. Mon hun overhovedet ville genkende mig?
   Jeg rækker den tomme flaske frem mod Frank og nikker.
   "Du er venner med den gyldne?" spørger han og rækker ned under baren.
   Jeg nikker. Frank er god til sit job. Han kan se når der sidder guld i baren, og han forstår at vaske det frem.
   En tung hånd lander på min skulder. Det er den fremmede. Er han virkelig en af dem? I gamle dage larmede de mere. I gamle dage kunne jeg høre dem på lang afstand. Er det dem, der er blevet bedre? Eller er det bare tiden, der også har taget en bid af mig?
   Jeg tager en seddel frem og ser den lande på disken. Den er til Frank. En god bartender. Dem er der ikke mange af.
   Så støder jeg albuen bagud, og mærker hvordan den slår en flig af et ribben på manden bagved. Jeg kan ikke lade være med at smile. Det er lang tid siden jeg har brækket knogler, og det giver mig lige tid nok til at søge mod døren.
   Der står selvfølgelig to udenfor. Jeg åbner døren og venter på de kommer. Min albue arbejder igen. Denne gang knækker den et næseben, og jeg ved med det samme hvordan tårekanalerne begynder at arbejde på ham der stod til højre for døren. En brækket næse trækker altid tårer. Jeg hamrer min knytnæve på hagen af manden til venstre og kan se hvordan lyset forsvinder i hans øjne.
   Jeg begynder at løbe. Der er ikke mange mennesker på gaden. Jeg er kommet ud i den stille time, hvor det arbejdende folk sidder og fordøjer dagen og maden, og forbereder sig på at tage af bordet og putte de små.
   Kigger mig hurtigt tilbage over skuldren. De er ikke løbet efter mig. Men jeg ved, at de ikke har opgivet. De er eliten. Og lige nu har de fået en opgave som skal løses, og det gør de så. For fanden. Det kunne jo egentlig have været mig.
   Det er en varm aften. Sveden løber ned i mine øjne, og jeg drejer ned ad en sidegade. Tvinger mine ben til at fortsætte, imens alle mine vitale organer lægger sig på knæ og bønfalder mig om at stoppe op. Bare et øjeblik. Men jeg fortsætter. Selvfølgelig gør jeg det. Det har jeg altid gjort.
   Drejer ned ad en ny gade, og prøver at tage i dørene langs med fortovet. En af dem er ikke ordentligt låst, og jeg træder hurtigt ind og kæmper mig langsomt og larmende op ad trapperne. Bygningen er fra slutningen af 1800 tallet. Som de fleste af ejendommene her i kvarteret. Tænker på mit gamle liv og ved at der må være adgang til loftet.
   Jeg passerer femte sal og sparker døren ned til loftsrummet. Trykker kontakten ind og ser på de aflåste loftsrum med alle deres historier og aflagte inventar. Mine lår er ved at syre til, og det gør ondt når jeg bevæger mig ned langs gangen hen mod vasketøjet.
   Ser stigen til venstre, og kravler op og ud på taget.
   Heroppe kan jeg stadig se den sol der har varmet byen op hele dagen. Træder ud mod kanten og kigger ned på gaden. Kun parkerede biler og en enkelt cyklist.
   Jeg lægger mig ned på det sorte tagpap, og trækker vejret dybt for at få kontrol igen. Koncentreret og fokuseret. Som jeg lærte det for lang tid siden. I en helt anden tid.
   Så kan jeg høre dem. Jeg springer op og ser den første komme op på taget. Hvorfor har jeg ikke opdaget ham? Er jeg virkelig i så fandens dårlig form? Prince og gyldne damer har selvfølgelig ikke hjulpet, men alligevel.
   Jeg fokuserer og prøver at fange hans tanker. Der er ingenting. Kun støj. Hvem er det, der står foran mig?
   Sneglen i hans højre øre afslører i hvert fald, at han er i kontakt med de andre.
   "Bliv der!" siger han og peger på mig med en sort pistol, som jeg aldrig har set før. Der er sket meget.
   Han kender mig i hvert fald ikke. Så havde han vidst, at han ligeså godt kunne have sparet sig for den kommentar. Så havde han vidst, hvordan sådan en bemærkning virker på mig. Jeg springer fremad. Skuddet slår mig omkuld, og jeg lander tungt tæt på kanten.
   Nu er de fem mænd i sorte uniformer. Min krop er lammet, og jeg kan ikke gøre andet end at kigge på deres udtryksløse ansigter, der skjuler deres tilfredsstillelse over at have udført et godt stykke arbejde.
   Det er en smuk aften i maj, og nu kan jeg høre rotorblade. Langt nede begynder latteren at boble i mig og jeg skriger af grin. Endelig. Efter så mange år. Kan næsten ikke vente med at komme op i helikopteren. Hvad mon de har forberedt til mig? Jeg kan komme i tanke om et utal af modbydelige ting. Men lige nu ved jeg det ikke og kan kun gætte. Jeg ler stadig, da de hejser mig op og stopper først ved tanken om min datters bryllup. Snart bryder helvede løs, og jeg håber bare hun når at sige ja.

Kulde. Skærende klar og blå himmel. Enorme isbjerge. Og stilhed over den grønlandske indlandsis. Den drægtige ringsæl nyder solen og undrer sig over alle de døde fugle der er faldet ned fra himlen.

"Kom nu! Slå til for fanden! Små bøsserøve!" snerrer jeg og spytter blod på fliserne.
   Mine hænder er strammet til med plasticstrips, og hvert eneste af deres slag sender både mig og stolen, jeg er bundet til, ned på gulvet. Lige nu hviler min tinding på de kølige, glatte fliser, der er så nemme at skylle rene for blod, pis og fortid.
   Jeg kan se deres sorte militærstøvler, og en af dém, får mit hoved til at eksplodere og tre kindtænder til at flække.
   De hiver fat i mig og får os op at sidde igen. Mig og min stol. Jeg fniser for mig selv. Har aldrig været bange for smerte, og lige nu har jeg fået så mange slag, at jeg ikke kan mærke noget som helst. Små amatører.
   Jeg misser med øjnene. Elle prøver at misse med dem. Lyset fra den skarpe projektør i loftet er forsvundet. Nogen har slukket den, eller også har de bare fået trampet synet ud af mit fjæs nu. En støvle med jern i snuden kan nemt smadre et ellers sundt syn.
   "Kom nu. Du ved, vi ikke stopper her. Fortæl os det. Så er du ude herfra!"
   Jeg brøler af grin, og nu kan jeg føle noget igen. Min mave gør ondt, når jeg ler. Snothvalpen foran mig bliver simpelthen ved. Kan ikke se ham, men kan høre hans tanker svirre, og ved at han undrer sig. Jeg kan lugte hans angst. Det er ved at gå op for ham, hvad det er, der sidder på stolen lige foran og griner. Ikke en helt almindelig mand. Jeg nyder det, for jeg ved, han bliver bange, når det endelig går op for ham.
   "Okay, hør her min dreng". Jeg hoster og spytter rødt slim ned på fliserne. Kan høre deres åndedræt. De tror sgu de har knækket mig allerede.
   "Jeg skal ryge nu. Kan du klare en prince? Ikke en af de lange. Bare en helt almindelig dansk prince! Ikke noget polsk hø!".
   Sender det mest charmerende smil jeg er i stand til, men der er åbenbart ikke meget charme over dét. Endnu et slag rammer mig. Engang kunne jeg bumme smøger af dronningen, hvis jeg ville. Nu får jeg bare en på hovedet.
   "Dig igen! Så slå dog til. Mens du kan!". Der drypper mere blod på de hvide fliser.
   "Fat det, drenge! Jeg tager det hele med i helvede! Og det er det eneste I kommer til at rapportere herfra!"
   Jeg snerrer igen og kan mærke, at det virker. Der skal ikke meget til, at gøre de tre små drengerøve i uniform nervøse. Hvad fanden laver de i den uniform. Rip, Rap og Rup. Direkte fra spejderkorpset. Hvad er der sket med vores lille enhed, imens jeg har været væk? Hvad er der sket med de unge ambitiøse løver?
   Ja. Verden er absolut gået af lave. Det kan kun blive bedre, når jeg forlader den.

En film med lydløse skrig. Det var sådan ruden virkede. Det var kun billederne af det sterile lokale, det skarpe lys fra projektøren, stolen med den bagbundne mand og de tre mænd i sorte uniformer der trængte igennem.
   Det var hans gamle mentor der blødte derinde, og han var glad for, at lyden var væk.
   Han trak vejret tungt, og slukkede sin hjemmerullede cigaret med sin militærstøvle. De gjorde hvad de kunne derinde, men han vidste, at manden i stolen aldrig ville give sig. Det kendte han ham alt for godt til. Det var det, han engang havde beundret ham for. At de blide træk, det mørke hår og de brune øjne gemte på en djævelsk stædig satan. En satanernes satan der kunne få djævlen selv, til at flygte fra helvede.
   Han så endnu et slag ramme manden. Så ham spytte snot, slim og blod, imens han i sit eget hoved kunne høre hvordan manden bandede af dem inde bagved ruden.
   "Slå dog til! Hvad fanden er der med jer? Jeg har stadig mine tænder. Små bøsserøve. Jeg pisser på jer!"
   Det var sådan han var. Jack.
   Han havde båret mandens datter ved døbefonten. Dengang havde det været en stor ære. I dag var det en tung byrde.
   "Stefan. Jeg skal spørge dig om noget?"
   Han kunne se stadig se, hvordan en meget yngre Jack havde lænet sig hen mod ham, imens morgensolen var begyndt at lyse ind ad værtshuset matterede ruder.
   "Inge er gravid"
   Han havde jo været klar over, at Jack så noget af sig selv i ham. Og han havde været klar over, at dét, at spytte døden i øjnene sammen med en anden mand, udviklede bånd der ikke kunne klippes og var svære at løse op. Alligevel havde han været overrasket over, at Jack havde valgt ham.
   På det tidspunkt havde de kendt hinanden i næsten tre år. De havde arbejdet tæt sammen, og det havde de gjort godt. Rigtig godt. De havde været en unik duo, og de havde grundlagt enheden sammen. Men han havde ikke kendt meget til mandens fortid. Han havde ikke engang kendt hans efternavn. Kun hans hemmelighed. Måske var det netop derfor, at Jack havde valgt ham.
   Han kastede et blik ind på ham. Tænkte på uheldet. Tænkte på Inge og alt det der skete bagefter. Tænkte på sin guddatter. Tænkte på enheden, og det, den var blevet til. Tænkte på de år, han havde givet til enheden, og det, de kunne været blevet til. År, der ikke kom tilbage. Havde det været det værd?
   Fik let kvalme og åbnede våbenskabet med sin nøgle. Så rullede han en cigaret. Ganske langsomt og omhyggeligt, og åbnede døren ind til lokalet ved siden af.
   Hans skridt gav genlyd og forhørslederen vendte sig mod ham. Øjnene stivnede da han fik øje på Stefans tre stjerner, og den højre hånd blev hurtigt sat mod tindingen.
   Stefan nikkede kort, uden at gengælde hans hilsen.
   "Hvad siger han?"
   "Ikke noget. Endnu"
   Han så på Jacks ansigt, og gættede på, hvor meget han kunne se ud af de blodige kødklumper der var vokset frem under afhøringen. Tankerne fløj gennem hovedet på ham.
   "Hvad så? Endnu en bøsserøv?". Jack hostede og spyttede sort blod. Ikke noget godt tegn, men han var jo heller ikke helt ung mere. Ligesom ham selv.
   "Sergent. Jeg tager over her. I kan godt gå"
   Sergenten gav tegn til sine mænd. De forlod lokalet og smækkede døren i med et skarpt smæld.
   Så var der helt stille. Kun to mænd i skarpt lys. Kun lyden af hans eget åndedræt og en harkende, hostende trækken efter vejret fra manden i stolen. Han tændte sin cigaret og fyldte sig med nikotin og tjære. Så greb han sprøjten i baglommen og bankede de sidste bobler ud med pegefingren.

Uddrag fra den danske ordbog:
   Mutation, substantiv, fælleskøn
   - en,-er,-erne
   -fra latin Mutatio (genitiv- onis), forandring, af mutare "forandre"
   Betydninger:
   1. Ændring af arveanlæg som sker spontant eller forårsages af fx ioniserende stråling eller bestemte kemikalier
   2. Organisme hvis arveanlæg er ændret ved mutation.

Jeg hiver efter vejret og mærker blodet rulle. Blinker det væk fra mine forslåede øjne og ser op mod lyset og skyggen.
   "Stefan?" Min stemme er mere end rusten og i det øjeblik er jeg sikker på, at jeg endelig har taget permanent skade. At sprøjten der ligger midt i mit blod, har givet mig det sidste skub ud i dybet. Så kommer jeg til mig selv igen.
   "Jack. Er du okay?"
   Han har altid været en af de få, jeg aldrig har kunne læse. Hans tanker har altid været ukendt land. Han er også en af de få, der ved, hvorfor jeg engang var den bedste. Jeg kan se, at han har fået stjerner på skuldrene nu. Rang, respekt og underordnede. Han har alt det jeg tabte.
   "Jeg er okay. Stefan, hvad laver du her?"
   "Stopper det. Det er meningsløst. Du har ikke forandret dig og kommer ikke til det"
   Han løsner stripsene, og selvom jeg ikke kan mærke det, ved jeg, at mine hænder har godt af det. Mine krop knækker og brager da jeg rejser mig.
   "Okay. Du larmer mere nu"
   Vi ser hinanden an. Hans håndtryk er stadig fast, men hans hænder har fået blød hud.
   "Jeg er okay. Kan du ikke se det?". Jeg går over til stålhåndvasken. Der er heldigvis ikke noget spejl.
   "Hvad er det for nogle små snothvalpe I sender ind til folk nu? Er det dine?"
   Stefan ryster på hovedet. Jeg pruster, skyller mit hævede ansigt og ser hvordan vandet farves rødt og forsvinder ned i afløbet. Så kigger jeg ordentligt på ham. Hans holdning er stadig rank, og musklerne får den sorte uniform til at sidde stramt. Han rækker mig en af hans hjemmerullede cigaretter og tænder også selv en.
   "Hvorfor skulle jeg hentes ind på den måde? Er der nogen der har fået kolde fødder?"
   "De har de haft længe. Det har ulmet i lang tid. Og nu sker der så noget"
   Og der måtte jo ske noget før eller siden. Sender en varm tanke til min hjemmelavede forsikring. Den har reddet mig ud af pskykiatrisk før, og nu har den holdt mig i live herinde.
   "Og hvor står du nu. I alt det her?
   "Lige her, Jack. Lige her"

Min støvle knuser sprøjten mod klinkerne, da jeg følger efter Stefan ind i rummet ved siden. Kun et langt bord, tre stole og en sæk. Han åbner sækken og smider en ren skjorte og bukser over til mig.
   "Jeg troede aldrig, jeg skulle have sådan en skjorte på igen"
   "Det troede jeg heller ikke du skulle. Kan du overhovedet knappe den mere?"
   Jeg sender ham min sædvanlige advarsel med pegefingeren.
   "Gangene er monitorerede. Jeg får dig ud herfra som du kom ind. Smid armene på ryggen og forestil dig at der sidder plasticstrips om dine små, smalle håndled"
   Jeg skodder smøgen, tager armene på ryggen igen, og begynder at kunne mærke afhøringen i hele kroppen. Mit hoved begynder at snurre. Det kommer til at blive meget værre i løbet af de næste par dage. Sådan er det altid.
   Stefan kører sit kort igennem ved døren og taster sin kode ind. Ni cifre der er nemme at læse. Jeg smiler. Han er stadigvæk sløset med sine koder. Lige der, har jeg fejlet.
   Jeg går forrest, og vi kommer ud på en tom gang hvor de obligatoriske armaturer sørger for, at det hele bliver koldere og endnu mere kønsløst, end det behøvede at være. Det må være et helvede at arbejde her. Jeg hoster støv og slim ved tanken.
   "Hvad er klokken?"
   "04.15"
   Jeg tænker tilbage. Jeg var på værtshus. Selvfølgelig var jeg det. Jeg gik i sort på vej hertil. Har også mistet bevidstheden et par gange her.
   "Hvor lang tid har jeg været her?"
   "Snart to et halvt døgn"
   "To et halvt døgn?"
   "Vi kan snakke senere. Kom nu!"
   Hvor mange år er der gået? Over tyve?
   "Hvor skal jeg hen?"
   "Vi tager til Sverige. Jeg har lejet et hus"
   Vores skridt runger i gangen. Endnu en låst dør, og Stefan hiver kortet frem igen. Vi kommer ud i den morgentomme kælder. Kun de grønne jeeps afslører, at det ikke er helt almindelige funktionærer, der tjener til det daglige brød her.
   "Audien" guider Stefan.
   Jeg fløjter og går hen mod den sorte Audi. Han har gjort det godt. Selv for en mand med stjerner på skuldrene er det en dyr bil. Der må virkelig være sket noget med lønningerne.
   "Den er født med B&O" siger han og åbner døren for mig. Jeg sætter mig ind, og indånder duften af ny bil.
   "Den er ny"
   "Helt ny. Hentede den i går"
   Han starter motoren, og vi stopper ved rampen og endnu en kortlæser.
   "456789123" mumler jeg.
   Jeg kan simpelthen ikke lade være, og jeg kan se, at han taster cifrene lidt hårdere, end han gjorde før. Porten glider op, og udenfor er mørket ved at blive til lys. Solen er tæt på, og majstemningen udenfor får mig til at trække vejret endnu dybere.
   Han tænder for anlægget. Jazz. Det har aldrig kunne fange mig, men lige nu virker det. Måske er det skumringen? Måske fordi det er maj? Eller måske er det bare sprøjten? Du kan aldrig vide med sprøjter.
   Bassen stiller spørgsmål. Klaveret svarer måske. Igen og igen. Bækkenet er spændt. Hvad skal det ende med? og trompeten sætter alt på plads. Lyden er god i en A5.
   Jeg gnider mine håndled og glemmer alt om smerte.
   "Nå. Du har endelig lært det"
   "Hvad?"
   "Musikken. Jazz"
   "Ja. Det der lyder meget godt"
   "Det der, er det mest solgte jazz album. Nogensinde"
   "Jeg har jo sans for det"
   Hans fingre kender hver eneste markering på bækkenet.
   "Hvor lang tid er det siden nu?" spørger jeg og kigger ud på disen over markerne. Maj bliver smukkere og stærkere for hvert eneste år der går.
   "22. Det går alt for stærkt lige pludselig"
   Jeg ser mig selv sidde på førersædet. Inge sidder ved siden af. En dag i maj. For 22 år siden. For fanden, hvor var hun smuk.
   "Jack! Pas på bilen!" råber hun.
   "De er efter jer nu. For alvor"
   "Og hvorfor nu?"
   "Ved det ikke. Politik. Du ved, det har ikke ændret sig"
   "Hvad med Jessica?". Jeg holder min stemme neutral.
   "De holder øje med hende"
   En sax bryder ind.
   "Hun blev gift i går"
   Han ved ikke, at jeg allerede ved det. Det behøves han heller ikke.

Pressefolderne i hans sorte jakkesæt var stadig skarpe. Selvom han havde brugt det meste af natten på kontoret, så han stadig ud som om, han lige var mødt. Sådan så han altid ud, og han satte en ære i det. Der var sat meget i gang og i morgen skulle der ske endnu mere. Han overvejede, om han skulle springe sine fire timer over og bare blive på kontoret.
   Tre hurtige bank på døren. Svaret gav nok sig selv. Han satte sig ned.
   "Ja. Kom ind"
   En ung sergent trådte ind foran det store, tunge skrivebord. Lyset fra den grønne skrivebordslampe blandede sig med lyset udefra, og fik ham til at se lidt ældre ud end han egentlig var.
   "Obersten er kørt sammen med afhørte nu"
   "Det er godt. Tak for det. Også må du hellere komme hjem og få noget søvn. Godt arbejde"
   Sergenten rankede ryggen og forsvandt ud af døren, imens det sorte sæt åbnede den øverste sagsmappe i bunken igen og så på et print af en svensk ødegård.

I det øjeblik en sort Audi A5 kører over Øresundsbroen, ligger en middelaldrende kvinde og drømmer i Bagsværd. I drømmen er hun ikke middelaldrende. Hun er barn igen og tilbage i sin gamle skoleklasse. Dengang hun stadig var som alle de andre. Drømmen bliver afbrudt, da et fremmedlegeme borer sig gennem hendes venstre tinding og gør uoprettelig skade på de 1.265 gram af hendes centralnervesystem der udgør hjernen.

Jeg tygger groft brød med fedt, skinke og en sennep der virkelig giver luft i næsen. Den svenske ødegård er fin. Der er langt til naboerne, og den er principielt uden for det danske militærs jurisdiktion. Det burde give os tid. For hvis de selv skal komme og hente os, er de virkelig i gang med en tung, tung bureaukratisk opgave.
   "Skål, du gamle" siger Stefan og hæver glasset igen. Hans lyse kortklippede hår og blå øjne har ikke forandret sig.
   Vi skåler og lader som om, vi bare er to soldaterkammerater i deres bedste alder, der endelig er kommet på den tur, de har talt om hver gang, de har mødtes i de sidste mange år. Lige nu er der ingen af os, der har lyst til at bryde den illusion.
   "Hvad så, Stefan. Har du børn?" spørger jeg og sætter glasset fra mig.
   "Ja, to. Tvillinger. En dreng og pige"
   "Okay. Tillykke". Vi hæver glasset og hilser.
   "Hvor gamle er de?"
   "Hvad er de?" Han ser op, som om at hans børns alder tilfældigvis er malet i loftet.
   "De bliver snart 17".
   Det var den åbenbart.
   "Voksne børn"
   "De bor hos mor. Så jeg ser dem ikke så tit"
   "Okay..ja, det er jo ikke første gang, at folk går fra hinanden"
   En variant over de kloge ord "ja, sådan er dét". Et punktum. En afrunding. En pause. Glassene bliver fyldt og så er det min tur.
   "Hvordan er Jessica?"
   Jeg har ikke set hende, siden hun vejede omkring 5 kg.
   "Hun er sin egen. Ligesom dig. Hun har ikke haft det nemt altid, men nu klarer hun sig. Hun er en overlever"
   "Okay"
   "Hun faldt ikke rigtig til hos nogle af plejefamilierne"
   "Plejefamilierne?"
   Hvad har jeg tænkt på? Hvad ellers? En far på psykiatrisk og en død mor. Ingen bedsteforældre. Havde jeg forestillet mig et fint og rart lille skolehjem med en forstanderinde og en masse søde lærerinder. Engang imellem er jeg bare for dum. Ganske enkelt.
   "Jeg kunne ikke tage mig af hende. Eller jeg fik ikke lov"
   "Det er noget man skal have lov til, når man stiger i graderne?"
   Han rykker tilbage i stolen og blinker med øjnene. Kigger væk.
   "Jeg holdt øje med rapporterne. Jeg kunne ikke gøre meget. Tingene ændrede sig allerede dengang"
   "Holdt øje med rapporterne. Du er hendes gudfar!"
   "Ja. Lige præcis. Jeg fik ikke lov, fordi det var din datter, Jack. Det var jo ikke nogen hemmelighed. Det var en kamp bare at få lov til at rekvirere rapporterne"
   En dyb indånding.
   "Hvor mange plejefamilier?"
   "Ti. Tolv. Mange. Jeg kan ikke huske det nøjagtigt"
   Jeg har aldrig kendt mine forældre. Det var forvirrende, men jeg har trods alt kun skulle forholde mig til én far og én mor der ikke var der. Prøver at forestille mig ti eller tolv. Det er svært, og det er for nemt at bebrejde Stefan noget, når jeg selv sad og gemte mig på en kolbøttefabrik. Jeg tænder en smøg.
   "Jeg har alle rapporterne på hende"
   Han rejser sig og kommer tilbage med et USB-stik.
   "Lad os snakke om noget andet. Du kan selv læse dem, når du er alene"
   Jeg griber stikket i luften. Det føles tungere end sådan et plejer at gøre.
   "Hvad så? Skal vi sidde og længtes efter gamle dage?"
   "Nej. Jeg vil spørge dig om gamle dage"
   Jeg ser på USB stikket og tænker på gamle dage.
   "Vi skal langt tilbage. Før ulykken" fortsætter han.
   "Ulykken kommer jeg tilbage til. Lige om lidt"
   Jeg ser mig selv på en fjern majdag. Lige før min verden for alvor styrter sammen.

"Inge, kom nu bare. Drop det. Jeg kører dig"

"Vi var et godt makkerpar dengang" siger han og stirrer igen op i loftet. Jeg kigger også op. Bare lige for at være sikker på, at der ikke står noget.
   "Og alligevel var vi så forskellige. Var du virkelig allerede klar over det dengang? Så du verden så klart?"
   "Stefan. Lige nu aner jeg ikke hvad du snakker om"
   "Dengang jeg startede i enheden. Der blæste nye vinde. Alt var klart til at blomstre. Jeg troede på det dengang"
   "Troede på hvad?"
   "En bedre verden. En ny start. Nu var det endelig tid. Min generation ville starte på en frisk. Etablere den nye verden på fornuft og folkestyre"
   Jeg fisker endnu smøg frem. Jeg har stået for mange afhøringer, og de har lært mig hvornår det er tid til at holde kæft og ryge.
   "Jeg havde været i Berlin dengang, du. Det gamle øst. Foråret 1990. Det er først nu, jeg kan se hvor ung jeg egentlig var. Har tænkt meget over det siden"
   Han tænder en af sine hjemmerullede og blikket bliver fjernt. Hvad er der med det loft?
   "Der var sådan en følelse af, at stå i centrum for alting. At historien startede lige nu. Du kunne flytte ind hvor du ville. Staten var væk. Politiet var væk. Der var bare fællesskab. Fik du en ide, var det bare at gå i gang. Her og nu. Nye strukturer, folkekøkkener, fester"
   Prøver at forestille mig, Stefan feste i et besat hus i det gamle Østtyskland og kan ikke få det til at stemme.
   "Har du besat huse i Berlin?"
   "Nej. Jeg besatte dem ikke. Jeg flyttede bare ind. Fulgte med og blev grebet. Jeg mødte en pige det forår. Hun var.., jeg kunne ikke gøre andet end at følge med hende"
   Der er altid en pige. Alle historier starter med den her fantastiske pige. Prinsessen der giver alting mening.
   "Men du troede aldrig rigtig på det?"
   Jeg svarer ikke.
   "Gjorde du?"
   "Undskyld. Jeg troede du var i gang" Jeg suger på min smøg og blæser røg ud over bordet.
   "Men nej. Jeg troede aldrig på det. Når en krig slutter, starter en ny. Et magttomrum er kun et spørgsmål om tid. Sådan er det"
   Jeg betragter røgen der langsomt opløses i lyset fra den svenske sol.
   "Hvor lang tid gik der fra genforeningen til politiet rykkede ind og ryddede jeres huse?"
   "Ikke lang tid. Det gik stærkt. Omkring seks uger vil jeg tro"
   "Præcis. Om det et par hundrede huse i Berlin eller om det er sammenbrudte stater eller sammenbrudte styrer. Det gør ingen forskel. De får ikke lov til at passe sig selv"
   "Ja. Men dengang. Det var anderledes. Det var folket, der havde tvunget det igennem. Det var politikerne der måtte give efter"
   "Give efter? For Sovjet var det et spørgsmål om at redde det, der kunne reddes. Sgu ikke folkets interesser. Et folk uden stat er ikke andet end flygtninge, der kan sparkes til. Gorbatjov havde nok at slås med for at holde sammen på sit Sovjet. Hvis han havde haft midlerne, havde han ikke givet slip. Kineserne havde midler og de slog hårdt ned, da folket gik på gaden. Det gav kritik, ja, men det gav også ro."
   "Men er det rigtigt, Jack? Syntes du, det er rigtigt?". Jeg kan se på ham at det er vigtigt, så jeg dæmper min irritation.
   "Rigtigt. Forkert. Hvad betyder det, hvad jeg syntes? Østblokken faldt. Den kolde krig var slut og en ny kunne begynde"
   "Ny krig. Jugoslavien? Srebrenica? Vi var der jo sammen. Du kan da ikke give Sovjets sammenbrud skylden for den krig"
   "Jeg snakker ikke om Jugoslavien. Og jeg snakker slet ikke om skyld. I Sarajevo havde der levet katolikker, ortodokse, muslimer og jøder side om side i mange generationer. Pludselig eksploderer det. Hvorfor? Fordi chancen er der. Der er ingen skyld. Folk slås, når de kan se, at det kan føre til noget. Det er kun dem uden håb, der starter krige der ikke kan vindes"
   Nu er vi pludselig tilbage i de gamle dage. Diskussioner om verden. Historien. Og fremtiden. Havde næsten glemt hvordan det var, og han har ikke ændret sig siden. Det har jeg så heller ikke.
   "Krig er verdens naturlige tilstand? Jeg tror stadig ikke på det, Jack. Så er politik ligegyldigt"
   "Stater slås altid. Og når først tingene spidser til, bliver det rigtig grimt. Politikerne burde bare sørge for, at tingene ikke spidser til. Men det er jo ikke dét, der er på deres dagsorden"
   "Var det derfor du forlod os?"
   "Nej"
   "Hvorfor så?"
   "Det er lige meget nu. Hvad med dig? Så vidt jeg kan regne ud, har du lige brændt dine striber"
   "Du er stadig den samme. Aldrig et ord om dig selv". Han kigger op i loftet igen.
   "Mine striber brænder fordi, at jeg stadigvæk prøver at gøre det rigtige"
   Så kan vi høre det banke på. Tre hurtige slag på døren bringer os tilbage til virkeligheden, og jeg kan se, hans øjne spærre sig op.
   "Hvordan kan de?"
   Han siger det, jeg tænker, og spørgsmålet hænger i luften imens jeg følger hans blik hen på havedøren bag mig.
   "Jeg ville have sagt det før"
   "Ja?"
   "Biluheldet. Dig. Inge. Det var ikke et uheld"
   "Hvad?"
   "Det var ikke noget uheld"
   Han rejser sig og går ud mod hoveddøren, imens han viser mig fire spredte fingre bag på ryggen. Jeg snupper den kokkekniv, vi har brugt til at skære skinke.

De er klædt i ens sorte bukser og skjorter og har det samme maskinklippede hår. Sergenten har grågrønne øjne imens hans kollegaer har skjult deres med solbriller. De fleste ville blive forskrækkede hvis de stod foran hoveddøren. Jeg bliver nød til at smile ad dem, da de med meget alvorlige miner beder Stefan og jeg om at følge med.
   "Hvem er død, drenge?"
   Der er ingen af dem der svarer, og de følger efter os ud på den åbne plads foran ødegården. Deres biler må stå længere nede af stien, og nu kommer deres kollegaer frem fra bagsiden af huset. Fire stykker. De må have undervurderet os.
   Jeg begynder at hoste og kan straks smage noget af det brune seje slim, jeg altid bliver belønnet med. Starter som en let irritation i halsen og udvikler sig til en dyb kaossymfoni af sønderrevet strube og tjære fra mine plagede lunger.
   Forsamlingen er stoppet op, og jeg bevæger mig hurtigt om bag den nærmeste uniform og presser kniven mod hans strube.
   "Tilbage. Smid jeres våben, op på række og hænderne bag hovedet"
   Lederen reagerer hurtigt. Han tager fat i Stefan, afsikrer og sætter pistolmundingen for hans tinding. Jeg er imponeret.
   "Smid kniven. Eller din ven dør"
   Kan se på de grågrønne øjne, at han mener det. Det er mig der er vigtig lige nu. Stefan er blevet en bonde og kan undværes. Det er de store drenge der spiller skak nu. Ikke meget tid til at reagere, og det hér, havde jeg ikke forudset. Men Stefan plejer at være hurtig. Fordi jeg ved, at det vil ske, ser jeg det, og ja, Stefan er stadig hurtig, men i dag kommer han for sent. Han når kun at gribe hans højre hånd og vride sin egen tinding fri. Så lyder der et knald og blodet begynder at regne fra Stefans hoved, imens jeg ser alting ske med meget langsomme bevægelser. Stefans højre øjenæble der falder ned på hans kind, og bliver holdt fast i en lang tynd og rød synsnerve, imens kød og bensplinter fra næsebenet falder mod græsset.
   Et hurtigt vandret snit med kokkekniven får soldaten foran mig til at gurgle blod og blive blød i knæene. Kniven er fra Japan, og jeg kunne allerede mærke kvaliteten, da jeg skar det første stykke skinke. Den er også god til struber.
   Nu har jeg også hans pistol, og manden der lige har slået den eneste, jeg nogensinde ville overveje at kalde min ven ihjel, er den første der får 9 millimeter smadret igennem struberøret. Det er ikke noget pletskud, men det slår ham ihjel. To nede og seks tilbage. Manden foran mig må tage et par kugler, imens jeg retter sigtet mod de næste. Det bliver to rene perler. Projektilerne borer sig gennem solbrilleglassene og henholdsvis højre og venstre øje, imens de bliver slynget mod jorden. Deres baghoveder er åbne, og de ender deres korte liv foran en ødegård i Sverige. Øjeblikkelig symmetrisk død er nu smukt. Jeg sender de næste ud i mørket med blodet sprøjtende fra halspusåren. Så smadrer jeg knæene på de to sidste og sparker deres våben væk. Deres sergent er død, og det irriterer mig. Ville godt have fornøjet mig med ham, inden han definitivt lukkede øjnene. Nu må jeg nøjes med hans kollegaer. Jeg har ikke tænkt mig at skære i dem. Det ville ikke være det værd, imens de allerede ligger og skriger over deres knuste knæ. Kroppen har helt naturlige grænser for smerte. Stefan ligger på græsset, og der er græs i det øje der hænger på kinden.
   "Nå, drenge. Hør efter! En af jer kommer til at dø meget snart!"
   Når du fortæller folk, at de skal dø, imens du står med en rygende pistol i hånden, hører de efter. De holder op med deres skrig og ynk.
   "Er der nogen af jer der har børn?"
   Den ene rækker hånden i vejret og kigger på mig med øjne der minder mig om en hvalp, der lige er blevet sat på plads af en voksen hund.
   "Jeg har to små og en kone". Hans stemme ryster, ligesom hans kollega ved siden af.
   Og jeg lader dem ryste af dødsangst. Jeg lader dem svede kold, kold sved. Jeg lader dem se deres unge liv passere og lader dem ærgre sig over alt det, som de ikke fik nået. Jeg lader dem fortryde og forbande, at det lige præcis var dem der blev sendt til Sverige i dag.
   Så skyder jeg hvalpen og forvandler hans kone til enke med to små. Hans kollega begynder at klynke igen, og jeg kan ikke fordrage soldater der klynker.
   "Du får to sekunder til at stoppe med at flæbe og tørre snottet væk fra næsen". Jeg sætter et nyt magasin i pistolen. Klik.
   "Hvor er jeres biler?"
   "Nede af stien. 200 meter"
   "Nøgler?"
   "Sergenten" Han peger på manden der skød Stefan.
   Jeg sparker hans latterlige døde hoved ind i en sjov vinkel, efter jeg har fundet nøglerne i hans skjortelomme og fisker en smøg frem. Nyder følelsen af røg langt ned i lungerne, imens jeg kigger på den sidste soldat. Han håber endnu. Jeg tager det sidste drag på cigaretten, smider den i græsset og trykker af. Sætter en stopper for hans håb. Der har aldrig været noget at håbe på fra min side.
   Så smider jeg Stefan over skuldren og går hen mod hans nye bil. Han skal begraves ordenligt.
   Stefan, for fanden. Hvad har du lavet siden du er gået fra oberst til en simpel bonde på ingen tid? Og hvad mente du med, at det ikke var noget uheld? Jeg var der for fanden. Det var mig der kørte bilen den dag.
   Blinker noget væk fra øjnene. Han var en god dreng. Han var min bedste elev. Han var min datters gudfar. Han var min ven.
   De har holdt øje med mig i lang tid. Vi har ladet hinanden være og holdt lav profil. Nu er de ude efter mig, og jeg er så sandelig også ude efter dem. Nu er det krig. Verdens sande tilstand, og der hvor jeg bedst kan lide at være. Nu er det mig eller dem, og adrenalinen pumper bare ved tanken. Det er på tide, at jeg finder min forsikring frem.
   Jeg starter bilen og lytter til Stefans musik.

"Det der, er det mest solgte jazz album. Nogensinde"

Jeg tænder en prince og tænker på Jessica, imens jeg styrer ud ad skovstien og ned mod bilerne. Håber hun fik et smukt bryllup. Håber jeg får en smuk hævn.