Martin
   Min søster kaster op, og jeg vågner til lyden af opkast der plasker mod stål. Slår det varme tæppe til side, går over gulvet, banker forsigtigt tre gange og åbner døren. Hun står bøjet over stålkummen. Håret hænger i tjavser og klistrer til hendes blege hud og der stinker surt af opkast. Hun drejer hovedet og ser på mig med trætte øjne.

"Bare gå i seng," siger hun så lavt, at jeg næsten ikke kan høre det.

Detektoren i kummen er slået fra. Det er fint. Den koster dyrebare Barre, og vi behøver heller ikke flere analyser. Vi ved hvad der er galt, og hvad der er brug for. Ny lever og nyt hjerte. Det er bare ikke sådan at skaffe, når man bor i Firkanten. Jeg tænker på vores konto, og injektionsampullerne. Vi har svært nok ved at få råd til nye ampuller, så tanken om at købe adgang til ren cellekultur og en organprinter, er lige så fjern som Citadellet Bomtal. Kluden er fugtig og jeg lægger den på hendes varme pande. Hun har tabt sig, og trøjen med de falmede børneandroider virker alt for stor. Jeg gav hende den i fødselsdagsgave, da hun fyldte otte. Det var den første fødselsdag, som vi fejrede alene.

"Så lille mus," siger jeg og stryger hendes pandehår til side og lægger det om bag øret.

"Martin ...?" Den pibende stemme gør ondt indeni.

"Ja," svarer jeg.

"Når jeg er død."

"Schh ..."

Jeg lægger en finger på hendes læber, men hun fjerner den. Ordene får mig til at visne, for hun er den eneste, jeg har tilbage.

"Vil du ikke sørge for, at lille Bea kommer med mig?"

"Selvfølgelig."

"Hun kan ikke lide at være alene."

Lille Bea er en dukke, som hun fik af fars venner, dengang hun blev født, så den har altid været hos hende.

"Og vil du ikke osse ... jeg vil gerne have den sang, du ved."

Jeg nikker og lægger endnu engang den viltre lille lok hår om bag hendes øre. Jeg blinker og synker. Bea har allerede vænnet sig til tanken, og som hendes storebror, må jeg være stærk.

"Færdig?" spørger jeg.

"Ja."

Hun skyller munden, og jeg hjælper hende gennem vores lille stue, tilbage i sengen og putter tæppet godt ned om hende og lille Bea.

"Sov nu," siger jeg og tænker på ampullerne. Der er lige nok til en uge.

***

Som altid vågner jeg som den første. Jeg ligger og lytter til min søsters åndedræt. I starten, da hun blev syg, vækkede jeg hende midt om natten, når jeg ikke kunne høre hende trække vejret. Især efter mor og far forsvandt.

Jeg står op og går ud i det lille køkken. Skabslågen glider lydløst til side, og jeg tager dybe tallerkner og to sølvgrå poser med morgenprotein og river pakningen op. Der lyder et POP, da luften får proteinbrikken til at gære, og jeg hælder den dampende grød ud på tallerknerne. Tænder for den kogende hane. Jeg drikker altid min kaffe på gammeldags maner. Med kogende vand og malede bønner, og det er den sidste og eneste luksus, jeg tillader mig selv og Bea. Det er noget vi har fra far og mor.

Far sagde altid, at han først ville drikke Novokaffe, den dag, den var dyrket på bønner. Nogle gange kan jeg næsten høre ham sige det. Siddende for enden af bordet i vores gamle lejlighed med en dampende kop foran sig. Han voksede op og trænede som Gamer, og var det største talent på Togens Akedemi. Ligesom jeg selv var. Han havde en strålende fremtid foran sig, og så mødte han min mor. Lyden af Beas små trin. Hun står i døråbningen og gnider sine øjne.

"Godmorgen," siger jeg og hælder kaffe op i vores krus.

"God morgen."

"Hvordan har du det?" spørger jeg.

"Okay."

Vi sætter os. Hun smager forsigtigt på grøden, og jeg går osse i gang med at fylde maven. Jeg tager min kop, snuser ind og fanger hendes blå øjne, mens hun også løfter koppen.

"Der er ikke noget som rigtig kaffe," siger jeg og blinker til hende.

***

Da vi har spist, tager jeg mine slidte læderbukser, skjorte og gamle Gamerjakke på, og går ud af døren.

Vi bor i niveau minus tolv, Havnehuset, og da elevatoren som sædvanlig er i stykker, tager jeg trapperne op. Løber og får pulsen i vejret. Det er en gammel vane. På væggene kører billeder fra den seneste turnering. Gamere der kaster ild og affyrer stråler mod hinanden i de gamle forbudte byer. En blåhåret Gamer får skudt hovedet i stykker, og kroppen falder langsomt mod jorden.

Jeg hilser på de andre der også er ved bevæge sig op mod niveau nul. Der bor flest unge og gamle på de nederste etager. Familierne bor på overfladeniveau. Da jeg når niveau nul får jeg øje på Bret og Camina. De står midt i den myldrende morgenvandring, og jeg kan se, at Bret er ved at fortælle med store armbevægelser, for Camina ler og kaster sit røde hår bagover.

Jeg maser mig igennem mængden, og de vinker begge to, da de får øje på mig. Vi gik på Akademiet Togens sammen, og Bret har som sædvanlig sin grønne gamerdragt på, sammen med de smalle, tonede briller, som han vandt i den interne turnering. Den første og eneste turnering, han nogensinde har vundet. Han kører hånden gennem sit maskinklippede hår, da jeg når over til dem.

"Hej."

Vi støder begge vores knyttede næver mod hinanden. En hilsen som er forbeholdt dem der har gået på Togens. Af en eller anden grund bruger vi den stadig. Jeg vender mig mod Camina, og vi hilser på samme måde.

"Hej, Camina," siger jeg og prøver at lodde hendes humør. Hun smiler til mig, og selvom jeg ikke kan se hendes øjne gennem de smalle røde briller, kan jeg fornemme, hun er i godt humør.

Vinden hiver i hendes lange, røde hår der vokser i en smal stribe fra pande til nakke. Vi småsludrer mens vi bevæger os over betongulvet og ud af den rustne port. Ude på gaden hvirvler vinden de nedfaldne blade fra taghaverne rundt i små cirkler, mens folk langsomt strømmer ud på fortovene foran de pyramideformede boligkomplekser. Jeg trækker kraven op om ørerne. Efteråret er på vej.

De første morgenboder har allerede været åbne i lang tid, og duften af nybagt brød pirrer min næse. Vi går forbi køen foran bageren og kaffeboden. Vi køber ingenting, men hilser på alle dem vi kender med en enkelt knyttet hånd.

"Hvordan går det med søster?" spørger Bret, da vi bevæger os ned ad Havnegade. Jeg kan allerede lugte salten fra bølgerne. Måske er der er et par gamle bølgemøller der trænger til at få skiftet pumperne i dag, tænker jeg og krydser fingre.

"Det bliver værre. Og hun skal bruge flere ampuller."

Han siger ingenting, og det er måske derfor, han er min bedste ven. Han ved, hvornår han skal holde sin kæft, og han kender prisen på nyre og hjerteampuller.

"Måske er der noget godt i dag," siger han så og prøver at lyde positiv. Der har ikke været noget de sidste fjorten dage, og jeg drømmer om en tur på en kutter der skovler laks, gyldenfisk og rejer i kølerummet, og fylder min konto med Barre. Sådan er det for os i Firkanten. Hvis jeg var blevet færdig på Togens Akademiet, ville jeg have haft en chance for at komme væk. Nu kommer det aldrig til at ske.

"Er det Bea?" spørger Camina.

"Ja."

"Du må gerne vælge først i dag."

"Tak," siger jeg, mens Bret nikker.

Dengang vi stoppede på Akademiet og begyndte at lede efter arbejde, plejede vi at lade Camina vælge først når der var noget. Hun har været alene, siden hun var seks. Efter mor og far forsvandt, har hun og jeg skiftedes til at vælge først.

Ved havnen lugter der af salt og rådden tang, og de tunge bølger slår taktfast ind mod molen. Jeg ser ud over den flimrende overflade, og solen der er stået helt op. Kuglerund og flammende rød farver den havet, og jeg trækker vejret dybt, fanger billedet og gemmer det langt omme i mit baghoved.

"Husk du er en Gamer," sagde far altid, "du kan have dine minder i fred. Og det er en luksus, som ingen andre har." Tænker, at den sol er min og kun min.

***

Langs med kajen er de små fiskebåde i fuld gang med at losse nattens fangst. Fiskere i orange smækbukser langer blå kasser med fisk og is over rælingen, og tanken om dampende smørstegt rødspætte får maven til at rumle. Grød fra proteinposer giver næring men ingen mæthed. Når der er demonstrationer længere inde i Firkanten råber de altid, at mennesker har brug for mere end grød alene, og jeg giver dem helt ret.

Længere ude i horisonten blinker lysene på de høje firkantede bølgemøller der laver strøm til hele Kontinentet. På den anden side af havet ligger Øen. Engang, efter den store guldalder, begyndte mennesker og maskiner at vandre. Nogle endte på Kontinentet og andre på Øen. Jeg ved ikke så meget om Øen. Ikke andet, end at vi er meget rige i forhold til dem. Selv os der bor i Firkanten.

Jeg går over mod kontoret der holder øje med møllerne, men allerede da jeg træder ind på det nedslidte kontor kan jeg se svaret på bestyreren. Poserne under hans øjne hænger under de store og firkantede briller der skjuler øjnene, og mundvigene peger nedad. Gamerbrillerne er næsten ældre end han selv er, og jeg tvivler på, at de overhovedet kan kobles til.

"Hej Martin," siger han og løfter hænderne. Han har osse gået på Togens Akademi engang, og vi støder begge knytnæver sammen.

"Der er heller ikke noget i dag. Jeg er ked af det. Selvom der er mindst tre pumper der godt kunne skiftes, har jeg fået ordre på at lade dem sidde."

"Det er okay."

"De er nogle nærige svin."

Jeg siger ham ikke i mod.

"Hvordan har Bea det?"

"Okay. Alt taget i betragtning."

"Liza siger, du køber mere og mere medicin."

Jeg ser væk, og mærker hvordan det stikker indeni. Nogle gange har jeg lyst til at forsvinde. Ligesom mor og far. Men hvad så med Bea?

"Kan hun stadig bruge dukken?"

"Den slipper hun aldrig."

"Det var faktisk din fars forslag."

Jeg nikker og smiler. Har hørt historien mange gange før, men af en eller anden grund, vil jeg gerne høre den igen. Han fortæller endnu et par historier, før jeg bryder op og går ud på havnepladsen igen. Det blæser op, og luften fyldes med fortættede dråber, koldt skumsprøjt og mågeskrig.

Brets går imod mig med hængende skuldre. Ved hvad han vil sige.

"Der var ikke noget hos SeaRex."

"Heller ikke noget på møllerne," siger jeg.

Camina har heller ikke fundet noget, og vi sætter os på en bænk og stirrer ud på havet. I lang tid er der ingen der siger noget. Kun lyden af måger, og bølger der slår ind mod betonmolen og ruller tilbage igen.

"Jeg skylder penge," siger Bret pludselig.

Mågerne hyler, og jeg får øje på en spidsnæbbet høg der svæver langt over mågerne.

"Hvem skylder du?" spørger Camina. Stemmen er rolig, men jeg har kun hørt den være så kold en gang før. Bret kører hånden gennem det plyssede hår. Igen og igen. Så rejser Camina sig, tager hans hånd og holder den fast.

"Hvor meget? Og hvem?"

Jeg er kold indeni. Har det som om, jeg svæver væk, og ønsker virkelig jeg var på vej.

"Jeg kan ikke betale. Det er slut ... Gaminoen."

Camina råber og slår Bret med flad hånd i ansigtet. Det hårde klask får mig til at fare sammen, men det værste er ikke lyden. Heller ikke det flammende, røde mærke på Brets kind. Det værste er, at han slet ikke reagerer. Hun slår igen. Og igen. Og han bliver siddende og tager imod, mens slagene hagler ned over ham. Camina skriger og slår så hårdt, at hans elskede Gamerbriller falder af, og blotter hans øjne. Jeg griber Caminas hånd og prøver at holde den tilbage, men hun er stærk og placerer endnu en flad højre på Brets kind med et klask. Så står hun stille. Ser på Bret. Helt hvid i ansigtet. Kroppen dirrer. Læberne bæver.

"At du kunne gøre det," hvisker hun. Så vender hun sig og løber væk.