Mit navn er Hester. Jeg er gamer.

Første gang jeg tog linserne på, blev mit hoved flået af efter tredive sekunder. Dengang var jeg lige fyldt fire. I dag er det anderledes. Jeg er seksten, og der er ingen ekstra liv.
   Jeg træder ind i badet, og lader strålerne skylle ned over musklerne. Gennem dampen nyder jeg synet og resultatet af mange års træning og smerte.
   Min familie har altid været gamere. Min far døde en ærefuld død til den gyldne drage, og min farfar spillede det gamle spil WoW. Dengang der blev spillet bag skærm og spillene aldrig kostede blod, arme eller menneskeliv. Tilbage i den gamle tid.
   Jeg nyder det dampende vand og fokuserer på de næste timer. I dag er det den sidste drage før de store arenaer. Før det hedder Beijing, Moskva, New Dehli, Rio og Cairo. En sejr til, og så kan jeg købe mor fri. Og senere ... mig selv.
   Slukker for vandet og lader den varme luft fra dyserne i væggen tørre mig. En dag køber jeg mit eget hus i et land hvor solen stadig skinner. Bevæger mig ud på gangen og nikker til et par af de små akademidrenge.
   "Hej Hester," siger de med spinkle stemmer og kigger på mig med store øjne.
   Sådan så jeg selv på de store, da jeg startede her. Åbner døren til mit værelse, træder ind og tager den hvide uniform på. Kun den røde dragevinge på kraven røber, at jeg er den yngste løjtnant der nogensinde har skullet kæmpe mod den gyldne drage.
   Reder sengen, stiller mig foran spejlet og spærrer øjnene op, så jeg kan få mine gamer-linser i. Håret er plysset helt ned, og min gamemaster har valgt den grønne farve, der står i skarp kontrast til de sorte linser der får mine øjne til at ligne tomme huller. Har altid spekuleret på, hvorfor de skal se sådan ud?
   Jeg kontrollerer mine våben og de klikker som de skal. Laseren og granaterne. Genkalder de magiske besværgelser og svinger sværdet. For det er med sværdet, at den sidste kamp skal vindes.
   Kaster et blik på værelset, der har været mit hjem de sidste femten år. Fra dreng til ung mand. Så smækker jeg døren i for sidste gang.


* * *
   Mine sorte frakke svirper om knæene og støvlerne larmer, da jeg bevæger mig forbi smadrede cykler, bilvrag og gamle murbrokker. Jeg er startet i hjertet af København. På pladsen, der engang var byens samlingspunkt, og nu går jeg ned ad gaden der blev kaldt Strøget. I gamle dage, da der stadig var blå himmel, og da min farfar levede, skulle det have været en gade fyldt med mennesker, og storslåede butikker der tilbød alt hvad hjertet kunne begære. I dag har butiksruderne været knust i mere end en generation, og lokalerne stinker af råd og snavs. I dag er det kun rotterne der er tilbage i den gamle by. Og så lige mig. En gamer.
   Går forbi endnu en tom ejendom, og ser en skygge bevæge sig på førstesalen. Den bevæger sig hurtigt, og jeg ved det er en spejder. En spejder der aldrig er alene. Afsikrer laseren, kaster et blik mod den mørke himmel og snuser den kolde luft ned i lungerne inden jeg sparker til en murbrok og bevæger mig indenfor.
   Det må have været en tøjbutik. De gamle, nøgne mannequindukkerne mangler arme, hoveder og ben og ligger mellem resterne fra bål og nedfaldne betonelementer, og langs med væggene står resterne af prøvekabinerne.

Så er der skridt bag mig, og jeg vender mig med laseren i venstre og højre hånd på skæftet af sværdet. En ekspedient med smalle hofter, langt, lyst hår og blinkende blå diodeøjne nærmer sig, og jeg vinker afværgende med hånden. Utroligt, den stadig er tilbage. Venstre pegefinger tigger om at trykke af. Har aldrig kunne udstå robotterne, og er aldrig blevet ekspederet af en. Har altid bedt om menneskebetjening.
   "Hester, min dreng," sagde min far for lang tid siden og klappede min kind. "Det er robotterne. Det hele startede med dem. Vi købte dem selv, og til sidst stjal de vores arbejde."
   Ekspedienten vender om og fortsætter sin håbløse søgen efter kunder. Fordelen ved fissionsbatterier er, at de aldrig løber tør. Ulempen ved fissionsbatterier er, at de aldrig løber tør.
   Så lugter jeg svovl og kaster mig til siden mens en glødende stråle passerer mit hoved og får en prøvekabine til at splintres. Vender mig og ser to spejdere. De snerrer, stirrer med røde øjne og rækker deres gråskællede arme ud mod mig. Deres øjne bliver blå og affyrer nye stråler. Jeg ruller en gang i betonstøvet og affyrer min laser. Strålen rammer den første, og får knuste tænder, grå skælstykker, slim og mørkt, sejt blod til at sprøjte ud over den sidste spejder. Den snerreskriger og der vælter tyk, sort røg ud af munden på den. Mine fingre griber tredje ampul til venstre for bæltespændet, og jeg knuser den mod betonen med min hæl.
   "Extasio," hvisker jeg.
   Røgen forsvinder med det samme. Så fyrer jeg laseren af igen, og splintrer den sidste grå spejder i små stykker, der langsomt lander på væg, prøvekabiner og gulv.
   Der er stille igen, og og jeg trækker lugter af brændt kød og svedne skæl dybt ned i brystet.
   Så lyden af skridt. Jeg vender mig hurtigt. Kun for at se direkte på robotekspedienten igen, og jeg trykker af og giver den fyraften. Det må den trods alt have fortjent efterhånden.


* * *
   Jeg bevæger mig ud i det fri og går længere ned ad Strøget, og i det jeg passerer et torv med ruinerne af et springvand hører jeg vingeslagene baske over mig. Den sorte drage og dens rytter på himlen kaster ingen skygge i en verden uden sol. Dragen er syv meter fra kløerne til hagen, og tolv fra næse til halespids.
   Det er tid til magi, og jeg maner en skjoldboble omkring mig. Den kan ikke ses, men de vil hurtigt opdage hvordan det virker. Over mig svæver drage og rytter, og de følger min gang ned ad gaden og mod den store plads.
   Vinden hyler på den åbne plads. Her er der ingen bilvrag eller ødelagte cykler, og pladsen er omringet af enorme ejendomme, der engang må have udstrålet rigdom og velstand. Nu er de nedslidte og minder bare om tiderne før den store skygge og depression.
   Dragen lander ved siden af sin dragetvilling, og nu sidder de og fnyser gennem deres identiske jernmasker, mens deres ryttere ser ned på mig. Bag tvillingedragerne sidder den, som det hele drejer sig om. En gylden drage der er højere og bredere end sine sorte kaptajner. Var det den, der stjal solen?
   Dens savtakkede hale svajer i luften, og jeg ved halen skærer gennem beton med samme lethed som en glødespole skærer kabinetter. Det er en fri drage uden rytter.
   Jeg maner igen, for at gøre skjoldet stærkere og affyrer et par skud mod rytterne, selvom jeg ved, de er for rutinerede til, at jeg kan ramme dem.
   Men det får dragerne til at lette og svæve mod mig. Jeg løber længere ind mod midten af pladsen, og ser hvordan de cirkler over mig. Jeg trykker på en granat, mens jeg udtaler besværgelsen, der får den til at sprede cirkler når den eksploderer. Så gør jeg mig klar med laseren og venter til det rigtige tidspunkt.
   Den første drage åbner gabet og sender en rød, flamme mod mig, og får straks hjælp af den anden sorte. Jeg holder vejret og glæder mig over skjoldet holder. Igen og igen sender de bølger af ild mod mig, og det er først, da den gyldne drager brøler, at flammehavet stopper. Mine kinder er blevet varme, men skjoldet holdt.
   Jeg trækker vejret roligt og fortsætter med at vente. Iagttager dem, mens de svæver med deres udstrakte vingere. Venter og trækker vejret. Venter og ånder ud.
   Det er mange års træning, der gøre mig istand til at kaste granaten på det rigtige tidspunkt, og den eksploderer, lige når dragerne er tættest på hinanden, og spreder sine magiske luftbølger.
   Braget gør ondt i mine ører. Granatsplinterne preller af på dragernes skæl, men trykbølgen vælter rytterne af dragerne og får dem til at falde mod brostenene. Og selvom trykbølgen også får mig til at vakle, rammer jeg en af rytterne med min laser, mens han stadig er i luften.
   Der lyder et højt smæld, da den næste rytter rammer jorden og knuser knoglerne. Jeg sparer ham for smerterne og affyrer min laser igen. Løber over og samler hans dragestok op, sætter kurs mod lygtepælen og kravler op. En sort drage kommer susende mod mig, og har ikke opdaget jeg har stokken i hånden. Nu gælder det.
   "Kom så. Kom så og tag mig!" råber jeg.
   Den basker med vingerne, kommer tættere på, og jeg ser de gule øjne få orange snert, en sort spaltet tunge, og gnisterne der sprøjter forbi de skarpe tænder.
   Så stopper den brat i luften og svinger sin hale mod mig, og da halen rammer skjoldboblen, udtaler jeg besværgelsen der lader halen passere igennem, og jeg springer samtidig ud fra pælen og planter spidsen af dragestokken i den savtakkede hale.
   Den skriger og brøler og sender flammer ned langs dens egen hale, og jeg når lige at mane skjoldet frem igen, og gøre det større, så dragen også beskyttes.
   Så kæmper jeg mig frem mod det tomme sadeltøj, mens jeg banker dragen i siden med stokken, og vi styrer direkte mod den gyldne drage. Jeg stiller mig op på sadlen, og gør mig klar til at springe. Den skal rammes i øjet, og det når jeg kun, hvis jeg er helt tæt på. Den gyldne er klog og bruger ikke energi på at sende flammer mod et skjold. Vi suser mod den, og selvom min egen drage prøver at komme væk, tvinger dragestokken min vilje igennem. Så hopper jeg frem. Strækker armene ud og får fat om halsen på den gyldne drage. Men skællene er glatte og mine fingre glider. Dragen snerrer og virrer med halsen og slynger mig langt væk, og jeg styrter mod brostenene under mig, mens jeg ser dragen, der lige har båret mig, få skåret halsen over af den gyldne drages savtakkede hale.
   Skjoldet redder mit liv, da jeg lander. Et sort dragehoved lander et par sekunder efter med den tørre lyd af dragekraniet der flækker. Jeg puster ud ... og flyver så gennem luften, da den anden sorte drage hamrer til mit skjold med sin hale. Lander på en trappe foran tre store portaler omringet af to statuer, rejser mig og kigger ud på de to drager der er tilbage. Den sorte står foran sin hovedløse tvilling. Den rører forsigtigt ved liget med det yderste af sin drageklo og skriger vanvittigt mod himlen. Så sætter den af og flyver med rasende fart mod den gyldne drage, der hurtigt snurrer rundt om sig selv og kløver luften og den sorte drage med halen. To store, stykker sort drage lander på pladsen og kaster drageblod og indvolde udover pladsen, samtidig med at den gyldne drage brøler flammer ud i luften, vender sig, og peger på mig med sin hale.

Luften begynder at summe, og jeg ved den er ved at mane. Et blåt skær begynder at stråle fra takkerne på halen. Lyset bliver stærkere og nu slår den halen mod jorden. Jorden revner og statuerne ved siden af trappen ryster. Jeg ryster og maner mit skjold stærkere. Dragen slår endnu en revne i den gamle plads.
   Jeg tørrer sveden af panden og ser nærmere på statuerne. Gamle og irrede. To mænd der sidder ned og har gjort det i en evighed; den ene med en stok i venstre hånd.
   Revnerne vokser, og dragen brøler igen.
   Så kaster jeg besværgelsen til begge sider.
   "Al ... al ... al ... Adin."
   Først sker der intet, men så lyder der en skurren og statuerne rejser sig og ser ned på mig med deres irgrønne ansigter.
   "Atta!" råber jeg og peger ud mod pladsen, og maner skjoldet endnu større. Anstrenger mig og lader det omslutte statuerne, mens jeg går frem bag dem.
   Halen svirrer gennem luften og jeg skriger da den skærer gennem mit skjold.
   Det er slut. Jeg er død. Tror jeg. For statuen til venstre blokerer halen med sin stok, og nu kaster den anden statue sig frem og holder fast på halen. Dragen brøler og bukker sig frem for at sætte tænderne i statuen med stokken, og det skærer i ørerne, da dragens tænder knækker. Så løber jeg frem.
   "He Hea!" brøler jeg.
   Statuen smider sin stok, griber og holder dragens ansigt nede. Jeg trækker mit sværd og fokuserer på det rødglødende øje foran mig. Fører sværdet baglæns og giver det kraft, før jeg skubber det frem og igennem en blød, slubrende masse.
   Drageskriget får mig til at stoppe et øjeblik, og en stank af råd og svovl breder sig. Så trykker jeg klingen længere ind i øjet. Den skriger igen, men ikke lige så højt, og denne gang rører det mig ikke. Dragen opløses, og det samme gør resterne af de sorte drager ud på pladsen. Langsomt forsvinder de og efterlader kun en erindring. Rækker sværdet i vejret, og ser på statuerne der sidder nøjagtigt som de gjorde før, og vogter over den gamle plads. Den ene med stokken i sin venstre hånd.

Jeg kigger mod den sorte himmel, svinger sværdet og ler. Det er slut. Jeg er klar til det store arenaer.

Jeg er Hester. Jeg er gamer.


* * *
   Beijing, 2069

Yokisho ånder tungt i den varme stue med udsigt over Fengtai skyline. Så tager han de sorte linser ud og læner sig tilbage i den bløde lænestol og sukker dybt og tilfredst.
   Det var gået galt i København en gang før, og hans gamer var blevet dræbt. Dengang havde han også valgt den gyldne drage. Han fnyser ved tanken. En ting var drager. De blev skabt af skyen og kunne genopstå med et enkelt tryk. Noget andet var en gamer af kød og blod.
   Da Hesters far døde, måtte han starte forfra. Det havde kostet femten år og et tre cifret beløb i Yuan, at udvikle Hester. Men det er glemt nu. Nu er det tid til de store arenaer.

Jeg er Yokisho. Jeg er gamemaster.